På balkonen

Historien er fra en skole opgave, som gik ud på, at man fik et billed af nogle mennesker på en balkon. Man skulle derefter fortælle en historie, hvor det menneskene kiggede på fra balkonen, spillede en væsenlig rolle.

0Likes
0Kommentarer
475Visninger

1. På balkonen

Vi står helt klemt her på balkonen. Hele opgangen er samlet ude på fællesbalkonen, som peger ud mod gaden. Det er forår, og ret varmt i vejret. Luften føles friskere og duften af blomster er kraftigere, end den plejer. Jeg holder min mor i hånden, og klemmer den lidt ekstra hårdt. Hun smiler ned til mig, og jeg smiler tilbage til hende.
 

Jeg husker tydeligt, den aften hvor der ingen smil på læberne var, i min familie. Det var d. 9 april 1940. Vi sad alle sammen rundt om bordet, og lyttede til radioen. Tidligt den morgen havde Tyskland angrebet land-, sø – og luftstyrker her i Danmark. Min far rejste sig meget bestemt, og gik ind på sit kontor. Mor sad bare og kiggede lige ud i luften. Jeg husker, jeg kiggede rundt på mine større søskende, og jeg anede ikke hvad det hele handlede om. Mor og far havde på det seneste sagt tidligt til os, at vi skulle gå i seng. Selvom at klokken ikke var så mange. De skulle snakke. Jeg kunne høre de havde radioen tændt, og der var ikke andet lyd, i hele stuen end den.

Efter d. 9 april, blev mor og far meget bedre til, at komme og fortælle os, hvor meget de elskede os. Tingene ændrede sig meget, de næste par år. Jeg var stadig alt for lille til at forstå, men nysgerrig nok til at spørge. Mine forældre ville ikke fortælle mig noget, og mine større søskende, gad ikke snakke med mig. De synes jeg var irriterende og spurgte for meget. Mine venner vidste heller ikke hvad der foregik. Far begyndte, at være ude sendt om aftenen, nogle gange også om natten. Mor fortalte han var ude og hjælpe folk, og jeg synes godt nok min far var sej. Tænk at han ville hjælpe andre.
 

En aften var mor helt ude af sig selv. Der var kommet en mand med, at brev til hende. Det var en af de aftener, hvor far var sent ude. Hun græd og græd, og min storesøster Ingrid, trøstede hende. Jeg spurgte hende dagene efter, hvor far var, og hun fortalte mig, at han var taget på en lang rejse og nok ikke ville komme til bage. Efter den aften kom far aldrig hjem igen.
 

Vi har grædt så mange gange, de seneste 5 år. Der har været gråt og kedeligt, i de danske gader. Gardinerne har været trukket ned, og stemningen har været trygget.
 

Nu står vi så her på balkonen og nyder tiden. Nyder at vi forlader fortiden, og træder ind i fremtiden. Smilende er fundet frem igen, farverne og varmen er tilbage. Mor snakker igen, og mine søskende griner. Det er som om, det tomme rum i mit hjerte, atter er fyldt ud. Jeg kigger ud over gaden, ud på det man kan se fra balkonen af. Folk hopper og danser dernede, nogle brænder deres gardiner af. Musik og sang fylder i gaderne. Det har det gjort lige siden i går aftes. I dag er det d. 5 maj 1945. En historisk dag. Danmarks befrielse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...