Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3555Visninger
AA

4. Svanger

Sneen havde sænket sin stilhed over skoven, der dvælede under det hvide tæppe. Uyua gik andægtigt imellem de slanke, sorte stammer og nød den frostklare fred. Hende ånde flød, som en hvid sky, ud af mund og næse.

Hun fik snart øje på de mærker, der var skåret i stammerne for at markere, hvortil det var sikkert at gå. Hvis man gik længere, blev skoven mørkere og tættere, og løvtræerne afløst af graner og fyr. 

Men Uyua var ikke bange for at krydse grænsen mellem det vante og den ukendte, mystiske skov. Hun følte sig opfyldt af sneens ro og vidste desuden, at De Underjordiske - som var skovens farligste væsner - sov deres vintersøvn dybt nede i den frosne jord, hvor de ikke kunne nå hende. I dag var kulden og de rovdyr, den tiltrak, det hun skulle bekymre sig mest om. Hun havde derfor klædt sig varmt på og svøbt sig ind i mange lag tøj, og i den ene hånd holdt hun en fakkel, som hun håbede ville holde vilde dyr på afstand.

Uyua var på vej til en stor sten, hun vidste, lå i skoven. Hendes bortgangne moder havde opfattet stedet som helligt og havde givet Uyua anvisninger, så hun kunne finde det. Det var derfor, Uyua opsøgte stedet – hun havde brug for Åndernes vejledning.

Da Uyua omsider fandt stenen, fornemmede hun straks, at moderen havde haft ret. Det var en sælsom lund, hun var kommet til, og i dens midte fik hun øje på en stor flad sten, som måtte være den, moderen havde talt om. Men der var ikke kun en enkelt sten, kunne Uyua se, da hun gik rundt om den. Den enorme sten, hvilede tungt på fem andre sten, der var halvt begravet i mulden. Stenene stod tæt op ad hinanden, men imellem de to højeste sten, var et gabende mellemrum, hvor mindst to sten af den størrelse kunne have stået, men det gjorde der ikke. I stedet lignede mellemrummet en slags indgang til et lille kammer, hvor den store sten udgjorde loftet, og de lidt mindre udgjorde væggene. 

Mon der engang havde boet nogen her? Uyua kunne umuligt forestille sig det, for rummet var lille bitte og virkede koldt og ubehageligt – men det var måske andre væsner, end mennesker der boede her? Uyua gøs og skyndte at møve sig baglæns ud af hulen. Tænk hvis dette var indgangen til De Underjordiskes bolig? Men Uyua kunne fornemme at lunden var et sted, der kun rummede godhed. Hun opdagede, at den underlige hule var omgivet af en stor cirkel af mindre sten, der akkurat stak op af jorden. Det gav hende fornemmelsen af, at stedet var noget helt andet end en bolig. Det var virkeligt et helligt sted. Kunne den store sten, så være en slags alter? Stenen var perfekt formet til dette formål. Overfladen var glat, og stensætningen havde den perfekte højde. 

Hvem havde mon opført den?

 

Uyua spildte ikke tiden men fastklemte først faklen i en sprække mellem to af de bærende sten og tog derefter den halvmåneformede skindkappe af og glattede den ud over klippen, så indersiden med de påmalede symboler vendte opad. 

Uyua havde ikke haft sine blødninger i 3 måner og kunne mærke, hvordan et nyt liv voksede i hende. Hun var lykkelig over endeligt at kunne se frem til at blive moder, men følte sig samtidigt skræmmende hjælpeløs og alene. Uyua havde håbet, at moderen ville have levet længe nok til at blive mormoder, men barnet havde ventet så længe på sig. Uyua havde talt med de af stammens kvinder, der var blevet mødre og forhørt sig om, hvordan det hele foregik, men hun havde stadigt mange spørgsmål og manglede den tryghed moderens tilstedeværelse, ville have givet hende.

Uyua håbede derfor at hun kunne komme i kontakt med ånderne og sin moder, så hun kunne få svar på sine spørgsmål og få videregivet den glædelige nyhed. 

Desuden havde hun brug for Åndernes velsignelse, for hun var så bange for at miste barnet, som hun havde haft så svært ved at undfange. 

Uyua startede med at fremsige en velsignende bøn og hidkalde beskyttende ånder til stedet, så hun ikke ville blive forstyrret under ceremonien. Derefter fandt hun en lille æske frem i sin læderpung og åbnede den. Salven i æsken lugtede ubehageligt, og Uyua rynkede på næsen. Den var fremstillet af bulmeurtsfrø blandet med dyrefedt, og hun indledte næsten altid sine ritualer med at smøre salven under armhulerne. På grund af vinterkulden var salven hård og svær at arbejde med, så hun måtte ånde på den og prøve at varme den med hænderne, og til sidst var den forarbejdet nok til at hun kunne bruge den. Hun førte hånden ned gennem blusens halsåbning og smurte armhulerne, så godt som hun kunne komme til. Uyua skælvede. Hun var også selv ved at blive kold, på trods af den tyktvævede uldkappe hun stadigt var svøbt i. Hun gned de blåfrosne hænder mod hinanden og holdt dem hen til faklen for at optage noget af dens varme.

Så fandt hun en læderpose frem og trak dens indhold ud. Uyua knyttede hånden om de lodder af æbletræ, som hun, på sin moders anvisning, havde snittet kort efter, at hun var blevet udvalgt af ånderne. På hvert af lodderne havde hun ristet magiske tegn, der alle havde en hemmelig betydning. De skulle hjælpe hende med at spå i fremtiden eller spørge ånderne til råds. Hun velsignede lodderne og fremsagde med mumlende ord sit spørgsmål: "Kære ånder og forfædre. Er det stammens kommende høvding eller en flittig datter til Uljir, jeg bærer under mit hjerte?"

Hun åbnede hænderne og lod lodderne dumpe ned på skindkappen.

Uyua mærkede en susende lyd for ørene og så, hvordan skoven omkring hende begyndte at snurre rundt om hende. Hun blev svimmel. Bulmeurtens virkning var ved at indtræde. Det var, som tiden begyndte at gå anderledes. Langsommere. Ned over kappen regnede det stadigt med trælodder, og Uyua opfattede hver enkelt bevægelse, de gjorde sig.

Det var helt tydeligt, at ånderne fortalte hende, at barnet, hun bar på, var fuldt af maskuline energier og en dag ville blive en stor leder.

Det måtte altså være en dreng.

Hun lagde mærke til at alle tegnene for styrke og manddomskraft havde lagt sig omkring tegnet for hjort. Uyua rynkede brynene. Hun havde svært ved at tyde, hvad ånderne prøvede at fortælle hende med det. Hvis hun ikke vidste bedre, ville hun næsten have tolket det som om, at det var en hjort, hun skulle føde. Hjortetegnet trådte frem foran hendes øjne. Tættere og tættere på. Til sidst føltes det som om, tegnet trængte ind bag hendes pande.

 

Uyua mærkede, hvordan åndesløret sænkede sine dunkle farver over den lille lund. Alt omkring hende blev uklart og lydende blev dybe, fjerne og langsomme, som om hun havde hovedet under vand. Faklen lyste blåligt. Hun vendte sig om og fik øje på en stor hjort, der stod og prustede hende direkte ind i ansigtet.

"Hjort." hviskede hun. Dyret pustede og udstødte en dyb brummende lyd. Med dens mule puffede den hendes skulder, og hun forstod, at den prøvede at fortælle hende noget. Den puffede igen og nikkede med hovedet i retningen af alteret. Uyua drejede igen omkring. Faklens blå flamme havde vokset sig større og klarere, dens sælsomme lys bredte sig med brede stråler og oplyste lunden. Det var som om, træernes ånder var blevet vakt til live, og hele skoven åndede af liv.

Uyua fik øje på en kvindeskikkelse, der bevægede sig mellem stammerne. Hun blev bange. Burde vættepigerne ikke sove tungt under mulden? Men så opdagede hun, at hun kendte kvinden. "Mor!" råbte hun. Moderen smilede. "Uyua." klingede hendes stemme venligt. Moderen lagde kærligt hånden på Uyuas mave. "Han er stærk!" smilede hun. "Han kommer til at leve længe og udrette meget godt for stammen." spåede moderen, men så ændrede hendes ansigtsudtryk sig og en vemodig skygge lagde sig over det. Uyua så spørgende på moderen, men straks efter ændrede åndesynet karakter. Moderen opløstes i tågerne, men hendes stemme rungede i Uyuas hoved: "Følg efter Hjort! Han vil føre dig tilbage i sikkerhed hos stammen. Stol på ham, jeres liv er tæt forbundne!"

I næste øjeblik, gik Uyua i hælene på den store hjorteånd. Den førte hende ad stier, hun aldrig før havde gået på, men hun følte sig tryg sammen med ham. Skoven ændrede karakter og elle- og birketræer begyndte at fylde mere og mere. Skovbunden blev vådere og vådere, og Uyua var taknemmelig for, at stien, hun gik på, hævede sig op over pløret, således at hendes støvler kunne holde sig forholdsvist tørre. 

Uyua gik i stå. De var nået til et sted, hvor skovbunden var blevet forvandlet til decideret sump. Det dybsorte vand, der kun krusedes af de træstammer og græstuer, der brudte vandoverfladen, var fængslende. Uyua var så betaget, at hun ikke kunne løsrive sit blik fra det sælsomme landskab. Hun fik fornemmelsen af, at stedet var meget gammelt, at det havde eksisteret siden tidernes morgen. Hun syntes, at hun kunne fornemme urånderne og forfædrene meget tydeligere her end andre steder.

Det var som om, stedet var levende på en meget sansende måde. Som om skoven her opfattede Uyuas tilstedeværelse.

Træerne, der voksede i sumpen, var lige så krogede og forvredne som gigtplagede menneskekroppe, og det så ud som om ånderne, der boede i stammerne, havde forsøgt at vride sig ud af deres naturlige, fastlåste stilling.

Uyua” brummede den store hjort og så på hende. ”Vi må videre!”

Men jeg er så tørstig,” mumlede Uyua og bøjede sig ned for at drikke det mørke vand.

Mor!” brummede hjorten ængsteligt. Hans stemme havde fået en mærkelig klang. ”Mor, vi må videre!”

Uyua så undrende på hjorten og rejste sig usikkert på benene. Hvad var det for en stemme ,hjorten talte med? Den lød som et barns.. Hvad var det den havde sagt.. Mor?

Uyua rynkede brynene. Var dette enorme dyr en manifestation af hendes ufødte søns ånd? Var det, dét lodderne havde fortalt hende?

Hvem er du?” spurgte hun vantro.

Jeg er Hreinnhjassir! Søn af Uljir og Uyua.”

Hreinnhjassir...” Uyua tyggede eftertænksomt på navnet. Det var et godt navn. Gevirhoved, betød det. Hun strøg sig kærligt over maven. Boede denne stærke ånd virkeligt i hendes lille dreng?

Uyua havde mange spørgsmål, hun kunne have stillet sønnen, men fornemmede at hun burde lade være. Der var visse ting om fremtiden, hun ikke havde lyst til at vide, så hun fulgte tavst efter hjorten.

Snart var de nået til den lille bæk, der løb igennem Uyuas boplads. Hjorten smilede. ”Det var dejligt at møde dig, mor” brummede den, nu med en ynglings stemme. Den bevægede sig tættere og tættere på, men i takt med den skridt blev den også mindre og mere æterisk. Til sidst var den ikke andet end en strålende tåge og så tæt på, at den stod lige foran hende. Den tog et skridt mere og forsvandt ind igennem hende.

 

Det rev i halsen, og læberne var sprukne og tørre. Vand! Hun måtte have noget vand, men det gjorde så ondt i stemmebåndet, at hun ikke kunne tale og bede om det. 

Hun fornemmede, at hun lå på et sengeleje. De kæmmede fåreskind lå tæt omkring hende, og hun kunne høre sengehalmen knitre under hende. Der lugtede af røg. Hun måtte være hjemme. Hun udstødte en klynkende lyd og en varm hånd lagde sig straks på hendes kind. Uljir.

Uyua åbnede forsigtigt øjnene. Hendes mand sad på kanten af sengen og så bekymret på hende. Hun viste med tegn, at hun var tørstig, og han skyndte sig hen til vandkaret og fyldte sit drikkehorn.

Det kølige vand lindrede og gjorde hende i stand til at bruge stemmen igen og bevæge læberne. Hun smilede døsigt.

"Hvordan kunne du dog finde på det, Uyua?" Uljir var vred af bekymring. "Alene ude i skoven på en frostkold vinterdag! Er du klar over, hvad der kunne have været sket dig?! Og så i din tilstand." Hans blik bevægede sig ned over hendes krop, og han lagde en hånd på hendes mave. Hun lagde sine egne hænder over hans. 

"Han hjalp mig hjem, Uljir! Jeg mødte hans ånd ude i skoven! Han er stærk," smilede hun lykkeligt. "Hans navn er Hreinnhjassir."

Uljir glemte næsten, at han var vred. Hans navn? Bar hans elskede Uyua på en søn? Men så vendte bekymringen tilbage.

"Jeg var ude og lede efter dig sammen med alle mændene, vi fandt din kappe og åndesager.. og din fakkel havde du også efterladt.. Du kunne have været død af kulde!" Han kyssede hårdt hendes hånd, mens han stadigt så på hende med bekymret blik.

Kappen og lodderne! Uyua havde ikke skænket tingene en tanke.

"Tog I tingene med jer?" spurgte hun med bange anelse. Hun vidste, hvor meget ærefrygt mændene havde for alt, der havde med trolddom at gøre.

"Ja, Gyfundo pakkede det hele ind i kappen. Hun tog vidst bylten med ind i høvdingehuset. Skal du bruge den?"

"Nej, nej.." forsikrede Uyua ham og takkede ånderne for Gyfundo.

Det var over et år siden, at høvdingen havde taget veninden til tredjekvinde, og siden da havde Gyfundo givet Uyua mange anledninger til at være taknemmelig. Gyfundo var noget for sig selv. På trods af at hun bare var få år ældre end Uyua, nød hun stor respekt fra mændenes side og kunne få høvdingen til at gøre alt, hvad hun bad ham om.

Dengang da høvdingen, for over et år siden, havde gjort hende til sin hustru, havde hun med det samme bemærket, at der var trængt med plads i høvdingehuset, og det havde hun sagt! Det havde været et krav fra hendes side, at der skulle opføres et nyt og større hus til høvdingen og hans familie, hvis han overhovedet ville gøre sig nogen forhåbninger om, at hun flyttede ind. Høvdingen havde ikke kunnet sige nej, for han var fuldstændigt forgabt i den lille smukke kvinde med det blanke, røde hår. Så inden der var gået tre måner, stod et nyt og meget større hus klart. Og da der nu var to høvdingehuse, havde Gyfundo overtalt høvdingen til at overlade det gamle hus til hans første fødte søn Uljir. Gyfundo vidste godt, hvor meget Uyua og han længtes efter at få deres eget, uforstyrrede sted.

Uyua følte at det var den bedste gave, hun nogen sinde kunne have fået og nød at bestyre sit eget hus, selvom det godt kunne være svært at nå alting ene kvinde, men trælkvinden Bogumilla kom ofte over med sin lille søn Bronizlav og hjalp hende, når det blev for hektisk, og det var Uyua hende meget taknemmelig for. Uyua havde også været nødt til at hjælpe meget hjemme hos sin fader og søskende i tiden efter moderens død, men familien var efterhånden ved at få styr på tingene og hendes søskende var jo også snart voksne.

Men om aftenen, når hun og Uljir var alene i huset, følte hun, at huset rungede tomt og savnede børn til at sprede liv omkring sig, men indtil videre havde hun været nødt til at nøjes med at tage sig af sine mindre søskende og den søde lille Bronizlav med de store brune øjne.

Uyua så smilende ind i bålets flammer og forstillede sig, hvordan det ville være, når hun og Uljir havde en hel børneflok rendende om benene. Måske ville hun komme til at savne aftenerne, hvor Uljir var hendes alene og de ikke havde børn at bekymre sig om. Hun løftede hånden op og strøg Uljirs kind.

"Kom, læg dig lidt her hos mig," sagde hun blidt. Han bøjede sig ned og kyssede hende. Hans skæg kildrede mod hendes overlæbe, og hun fnisede drillende. Han løftede hovedet og så kærligt på hende.

Uyua huskede den første gang, de havde elsket.

I tiden efter deres bryllupsfest, var begæret vokset sig større og større imellem Uyua og Uljir, efterhånden som de lærte rollerne, som mand og kvinde, bedre at kende, og efterhånden som de kastede al den søskendekærlighed, de måtte have opbygget for hinanden under barndommen, af sig. 

De var begyndt at udveksle små kys og søde ord, men efterhånden var kyssende blevet ivrigere og ordene mere dristige.

Uyua havde forelsket sig i sin mand, og hun fornemmede lykkeligt, at det var gengældt.

En aften havde Uyua været så vild af længsel efter Uljir, at det næsten ingenting havde betydet, at hans familie lå i det samme rum og sov. Hun havde vredet sig op af Uljir og klynket lavmælt, indtil det blev for meget for ham. Han havde med et skælmsk smil løftet skindtæpperne og trukket hende med udenfor.

Derude havde han kysset hende længe og krævende, og hun var blevet som smør imellem hans hænder, mens hun havde mærket, hvordan blodet rullede ud i brystvorterne og ned til det sitrende sted mellem benene. 

Det havde været en fugtigkold nat. Luften havde været tung af regn og overalt omkring dem, havde der duftet godt af våd muld og mos. På bare fødder var de løbet gennem det fugtige græs, hen i skjul mellem træerne i skovbrynet.

Fuglene havde sunget deres sommerlige aftensang, og fuldmånen havde stirret hvidt fra sin plads på den skumrende himmel, mens Uljir havde presset Uyua ind mod træstammen på et lindetræ. Han havde begravet hovedet i hendes lyse hår og trukket skørterne op omkring hendes ben. Det havde gjort ondt, da Uljir var trængt op i hende, men længslen og begæret efter ham havde været så stærkt, at hun ikke havde haft sans til at ænse det. 

Følelsen af at have ham inden i sig, havde været så.. perfekt, så rigtigt. Hun havde følt, at hun havde fået noget, hun havde gået og manglet hele livet. Hun havde følt sig hel. Han havde ramt noget i hende, der føltes vidunderligt og pinefuldt på samme tid, og hun havde fået tårer i øjnene af den fantastiske følelse og klynket af vellyst.

I det samme havde Uljir udåndet med en forpint stønnen, og Uyua havde mærket, hvordan hans tag om hende var slappedes.

Bagefter havde hun følt noget varmt løbe ud af sig og ned ad benene. Hun var blevet overrasket, for hun havde altid troet, at mandens sæd på en eller anden måde ville blive oppe i kvinden. Hun var blevet nervøs for om, der mon var noget galt med hende. Hvordan skulle der blive et barn ud af det, hun og Uljir lige havde gjort, hvis det, der skulle gøre hende frugtbar, løb ud af hende igen?

Uyua var løbet ned til bækken og havde vasket sig mellem benene, mens hun havde spekuleret på, om hun mon var modig nok til at spørge sin moder ad om dette hemmelige emne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...