Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3595Visninger
AA

1. Solens og Åndernes udvalgte

Morgenen var ved at gry og hele stammen var samlet rundt om labyrinten, for at fejre årets længste dag. Uyua skævede nervøst over til moderen, der nikkede opmuntrende tilbage fra sin plads ved siden af høvdingen. Men det var ikke meget mod, nikket indgød og det selvom moderen, i kraft af sit hverv som Solens og Åndernes udvalgte, besad uendelig meget visdom. Uyua vidste godt, at moderen havde tøvet med at give opgaven som soldanser videre til hende, men var til sidst blevet nødt til det.
Uyua gøs ved tanken om det smertefulde syn af moderen, der året forinden havde prøvet at kæmpe sig igennem den indviklede og udmattende dans. Vinterens barske hånd havde været alt for slem imod den snart aldrende kvindes gigtplagede knogler. Moderen var sunket opgivende sammen i smerte, ikke engang halvvejs færdig med dansen. Og det havde ikke behaget Sol. Året der var gået siden moderens vanærelse af stammen, havde båret meget ondt med sig; stammen havde sultet og var blevet overfaldet af fremmede, mens hendes frænder havde været alt for sårbare og svage til at kunne beskytte sig.
Så høvdingen havde nægtet moderen at få lov at danse den rituelle dans for Sol igen. Uyua vidste at det var en meget mild straf for at have ydmyget stammen og mishaget Sol. Så det var i stedet Uyua, der måtte danse. På en måde var hun lettet over ikke at skulle se sin forkrøblede moder lide i den evighed, dansen varede, men hun var samtidigt rædselsslagen på sine egne vegne; tænk hvis hun kludrede i trinnene, eller lige som moderen bukkede under for udmattelsen? Eller endnu værre, tænk hvis Solen og ånderne ikke ville godkende hende som stammens nye soldanser?
For Uyua var i virkeligheden alt for ung til opgaven; hun var kun 14 år gammel og var endnu ikke begyndt at bløde, sådan som man skulle, hvis man ville betragtes som kvinde og få lov at danse frugtbarhedsdansen til Solens ære.
Hele vinteren havde hun arbejdet på den rituelle dragt. Spundet de grove snore på sin ten og siden vævet eller flettet dem sammen og trukket de klingende metalstykker på snorene, der udgjorde skørtet. Hele tiden havde hun haft en knugende følelse i maven, for hun var så bange for at komme til at nedkalde ulykke over sit folk.
Den knugende følelse var blevet tifoldigt stærkere denne morgen. Men da moderen havde taget sit bælte - som nu var Uyuas - frem og overrakt det til hende, var en ny følelse også indtruffet. Stolthed.
Hvor var bæltet dog smukt! Det havde stammens fornemmeste bælteplade, med smukke komplicerede mønstre, der slyngede sig i cirkler. Og som det skinnede! Det var næsten ved at sortne for Uyuas øjne, når hun tænkte på, hvad pladen havde kostet stammen.
Hun havde skælvet, da hun havde bundet det om livet, men kunne på trods af den indre gru og ærefrygt, ikke lade være med at knejse stolt med nakken, da hun trådte ud af husets mulmsorte mørke og ud i sommernatten.
Uyua tog det første skridt ind i cirklen. De store gyldne arm- og ankelringe, hun i dag skulle bære på vegne af høvdingen, klirrede metallisk om kap med bronzeperlerne i snoreskørtet. Morgenens første solstråle løsrev sig fra bakkerne ude i horisonten og fik guldet til at glitre. En lurs hæse, men stærke stemme, hævede sig op over musikken, fra brummere og fløjter, og rytmerne fra de flade trommer. Andre hæse lurstemmer fulgte.
Uyua mærkede kraften fra lurerne brede sig og forplante sig i hende og pludseligt var hun ikke usikker mere. Hun takkede ånderne for den styrke, de indgød hende, og tog endnu et trin ind i cirklen, på vej ind i deres verden, lukkede øjnene og blev eet med dansen og de trin hun kendte så godt.
I takt med dansen hævede Solens ansigt sig højere og højere på himlen og varmede Uyuas kinder og fik øjenlågene til at sitre. Hun smilede og sendte al sin kærlighed, taknemmelighed og ærefrygt op til den lysende solskive, som hun vidste, blev trukket over himlens bue af hesten EhwaR.
Det blev hårdere og hårdere at danse, men hun vidste, at dansen først var slut, når Sol stod øverst på himlen, men EhwaR havde endnu ikke trukket Faderen til Jorden halvdelen af vejen, skønt hun allerede følte, at hun havde danset i umindelige tider.

 

Et sælsomt slør sænkede sig over labyrinten. Lydene forstummede. Hun kunne mærke hendes krop udføre dansen, et sted langt væk, men det var som om, at hun selv stod helt stille. Hun havde snart glemt alt om sin krop, og de trin den udførte. Sløret eller tågen omkring hende var mørk og gråbrun. Hun blev bange. Havde Sol forladt dem? Men da hun kiggede op mod Den Himmelske Fader, så hun ham stråle uforstyrret.
Det var dog en sælsom drøm...
Det så næsten ud som om, at Sol smilede ned til hende, og hans stråler omfavnede hende og løftede hende opad.
Var det her et åndesyn? Sådan et som moderen havde fortalt hende om?
Hun så ned. Hun var svimlende højt oppe, men var slet ikke bange. Sol havde hende! Nedenunder hende, så hun sig selv danse rundt i labyrinten. Det var mærkeligt at se labyrinten oppefra. Når man stod på jorden, så mønsteret tilfældigt og forvirrende ud, men oppe fra kunne hun overskue det og så nu at labyrinten dannede smukke, skiftende mønstre, der lignede det på hendes egen bælteplade. Pludseligt vidste hun at labyrinten afspejlede livet; at begyndelsen symboliserede fødslen, og at labyrintens midte afspejlede døden - den dag livet havde nået sin ende og sjælen blev løst fra det jordiske, og svævede op til Sol og Ånderne. Pludseligt blev Uyua forskrækket. Var det dét, der var ved at ske med hende? Men så så hun ned på sig selv. Kroppen, der dansede, i labyrinten var ikke død, så kunne hun vel heller ikke være det? Men hvad når dansen nåede labyrintens midte?
"Frygt ej, menneskebarn!" rungede en stemme over hende. Hun blev forskrækket og vendte sig opad. Var det Sol, der talte? Stemmen lød som tusinde lurer. "Du skal ikke dø i dag!" lo den. Hun så atter nedad. Fra træer og planter strømmede tågevæsner op mod hende. Var det sådan, ånderne så ud? Hun så sig omkring, og fra alle verdens hjørner svævede de samme skabninger imod hende. De stoppede ikke, da de nåede hende, men flød ind igennem hendes mund, øjne, næse og ører, og hun følte det som, var hun ved at drukne. Hun mærkede, at hun forandrede sig. Ånderne fyldte hende med visdom og kundskaber, som de forankrede dybt i hendes indre.
Da de var færdige mærkede hun, at Sols lange, varme strålearme løftede hende nedad igen og lagde hendes ånd tilbage i hendes krop.

 

Pludseligt var alt klart igen. Sløret var forsvundet. Lydene vendte tilbage. Hun var eet med sin krop igen.
Hun så nu, at Sol stod næsten midt på himlen og mærkede, at dansen snart var til ende. Det fyldte hende med ny energi til de sidste kraftanstrengende trin. Hun hævede armene i en livskraftig bevægelse og svingede dem over hovedet i flydende cirkler mod øst. Snart kastede hun sig på knæ og bøjede hovedet mod jorden, og snart stod hun atter oprejst og bevægede armene i livfulde og smidige mønstre. Endeligt stod hun i midten, nu med ansigtet smilende vendt mod stammen og høvdingen og armene rakt op mod solen, der nu befandt sig lige over hendes hoved. Hun bøjede sig langsomt tilbage og landede på hænderne, stadigt med benene solidt plantet på jorden. Hun hævede spændstigt maven opad, således at hendes krop nu afbillede Sols bue over himlen.
Brummerne, trommerne og lurernes stemmer døde ud, og der blev helt stille. I samme nu mærkede Uyua noget varmt og klistret løbe ned ad hendes lår. Hun blev forvirret og var lige ved at miste fatningen og vride sig ud af posituren, da hun hørte sin moder rejse sig og tale.
"Solen og Ånderne har taget imod Uyua og accepteret hende som danser til deres ære. De har vist det ved at lade hende bløde og blive kvinde, sådan som soldanserne i følge traditionen skal være det! Uyua har ikke mishaget Solen og Ånderne! De har gjort hende til deres udvalgte, og hun vil idag overtage mit hverv!
Det er derfor hende I skal gå til når I er i tvivl eller nød, for Ånderne har skænket hende, deres visdom og kraft til at hjælpe jer!"
Uyua vidste, at det var sandt. Åndesynet havde ikke været et syn. Det var virkelig sket! Ånderne havde taget imod hende og givet hende den visdom, hun altid havde mærket i sin moder. Hun var ikke bange. Hun vidste, at det var Solens og Åndernes vilje.
Moderen fortsatte: "Uyua har siden sin fødsel været ment for høvdingesønnen Uljir, og Uljir har været ment for hende. Nu da hun er blevet kvinde, er det åndernes vilje, at de to skal vies til hinanden! Det må ske allerede idag. Dette er åndernes vilje!"
Uyua spærrede forskrækket øjnene op, da hun hørte den sidste del af talen. Pludseligt havde alt mod forladt hende, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle kunne formå at blive stående i den anstrengende stilling, til de andre var gået, men hun kunne heller ikke forestille sig en værdig måde at rejse sig på, og da slet ikke nu, hvor forvirringen og usikkerheden måtte lyse ud af hendes øjne.
En tåre rev sig løs og flygtede ned over hendes kind. Det var ikke fordi, hun ikke ville giftes med Uljir, hun havde jo altid vidst at denne dag ville komme! Men hun havde altid troet, at det ville ske om ikke mange år, men i hvert fald et par stykker. De fleste andre piger i stammen var 16-17 år gamle, før de fik deres blødning... Og nu skete alting på een gang!
Nu var hun åndernes udvalgte, hun var kvinde og snart høvdingesønnens hustru.. Hun var så udmattet, havde bare lyst til at gemme sig i langhusets dunkle mørke og sove i ugevis. Hun var så træt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...