Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3558Visninger
AA

2. Mand og kvinde

Det skumrede, da moderen førte Uyua fra huset og ud til Ceremoniernes Plads. Himlen lyste dunkelblåt, og skovens ege- og lindetræers sorte silhouetter stod i stærk kontrast dertil. Fra forældrenes langhus var der sat en lang slange af fakler, der ledte hen til et kæmpemæssigt bål midt på pladsen.

Luften var lun mod hendes nøgne ben. Snoreskørtet var behageligt let, og hun ønskede at hun kunne få lov til at gå med det hver dag, og ikke kun når der skulle afholdes ceremonier og ritualer.

Foran det store bål stod Uljir. Det gøs velbehageligt i Uyua, da hun så hans ranke skikkelse og blikket, der udstrålede styrke og kraft. Han ville blive en god høvding, den unge Uljir.

Fire mænd, med ansigterne dækkede af hornede træmasker, stod i en halvcirkel rundt om bålet og begyndte at svinge brummerne højt over deres hoveder. Den susende sang fra instrumenterne fyldte natten.

Alle stammens ansigter vendte sig imod hende.

Snart stod hun og så op i Uljirs lysende blå øjne. Hun kom i tanke om at hun ikke vidste, hvad han syntes om at skulle vies til sådan en lille møgunge som hende og blev pludseligt usikker igen. Men så huskede hun, at hun nu ikke bare var kvinde, men også Solens og Åndernes udvalgte og smilede forsigtigt op til ham. Et smil, der begyndte i hans øjne, bredte sig på Uljirs ansigt. Uyua åndede lettet op.

Hendes fader og høvdingen trådte nu frem foran dem, og brummerne forstummede.

Uyua hørte ikke efter, da høvdingen udtalte de ældgamle ord, der skulle binde hende og Uljir sammen. Hun havde alt for travlt med at forestille sig, hvordan hendes liv nu skulle forme sig sammen med Uljir. Hun huskede, hvordan hun kort forinden havde siddet i forældrenes langhus og ladet blikket vandre rundt i dets velkendte indre. Hendes øjne var faldet på de lange, brede alkover, der var bygget imellem husets bærende pæle i den vestvendte ende. Hun havde spekuleret på, hvordan det mon ville være at sove i høvdingehuset, hvor ingen fra hendes familie boede, og hun havde rødmet ved tanken om, at det nu var Uljir, og ikke hendes søskende, der skulle varme hende under skindtæpperne, når vinternætternes kulde bed.

Mon høvdingens kvæg prustede og rumsterede rundt på samme hyggelige måde, som hendes faders, i staldenden på hendes nye hjem?

Uyua havde grædt, da hun tog afsked med barndomshjemmet - og med barndommen, havde hun nostalgisk tænkt. Moderen havde trøstet hende og taget sin fine benkam frem, der ellers altid hang i en lædersnor omkring hendes hals, under den gråbrune bluse. Uyua brød sig ikke om den kratte lyd, kammen gav, når den kørte igennem hendes askeblonde lokker, men nød at moderen puslede om hende. Hun havde lukket øjnene og ønsket, at det ikke var sidste gang. Da moderen var færdig, havde det korte hår stået som en sol rundt om hendes sommerbrune ansigt. Moderen var trådt et skridt tilbage, ligesom for at beundre det færdige resultat. Kvinden havde rørt åbnet Uyuas hænder og trykket kammen i dem. Med grødet stemme, havde hun erklæret, at den nu var Uyuas. Uyua havde stolt fæstnet kammen til sit bælte.

Uyua så op mod Uljir, der alvorligt lyttende så på sin fader, der udførte vielsesriten. Han rakte sin hånd frem mod høvdingen, der holdt det ceremonielle reb frem mod dem. Uyua så forundret på hånden, indtil hun forstod, at hun også selv skulle række hånden frem, ved siden af Uljirs, så høvdingen kunne binde dem sammen.

Uljirs hud føltes varm mod hendes, og hun havde aldrig været mere bevidst om, at hun rørte ved et andet menneske, og hvor hun selv sluttede og han begyndte. Det gik op for hende, at det var mange år siden, de to sidst havde rørt ved hinanden. Dengang de var børn.. Da Uljir var blevet mand, var der opstået en pinlig bevidsthed hos dem, om at de en dag skulle indgå ægteskab, sådan som deres forældre havde lovet hinanden, og en afstand var vokset imellem dem. Uyua forstod godt hvorfor, for hun havde dengang været, noget hun nu betragtede som, en lille snotunge, og det måtte have været svært for Uljir at sætte sig ind i, at han en dag skulle dele skindtæpper med sådan et pigebarn. I stedet havde ynglingen forelsket sig i de mere modne piger. Uyua havde på den anden side ikke kunne sætte sig ind i overhovedet at skulle dele seng med nogen som helst; hun var jo kun et barn! Dsuden var det som om drengene på hendes egen alder, på det tidspunkt, var blevet ekstra irriterende og uudholdelige.

Men nu da Uljir og hun stod overfor hinanden, var det ikke pinligt mere, og der var ingen afstand imellem dem. Den dag, de altid havde vidst ville komme, var nu oprandt, og alt føltes rigtigt, alt var på rette plads. De var nu begge modne til det, der skulle ske.

Det rituelle reb blev bundet om deres hænder, og høvdingen overrakte dem sit smukt graverede kohorn, der var fyldt med skummende øl. Hun nippede forsigtigt til den. Den smagte sødt af bær, men den bitre eftersmag fik hendes mundvige til at krænge nedad. Hun rakte hurtigt hornet til Uljir der, under stor hujen fra stammens mandlige medlemmer, tømte det i eet drag.

 

Bryllupsfesten og ritualerne føltes som, om de ingen ende ville tage. Mændene havde båret en kæmpemæssig egetræsplade frem og lagt den over nogle høje træstubbe, således at det hele dannede et bord. Bordet blev fyldt med lækre retter, og kar med øl blev båret frem. Drikkehorn og maver blev hurtigt fyldt af alt, hvad der var at byde på. En lystig stemning bredte sig på festpladsen. Uyua og Uljir blev ført igennem den ene bryllupsdans efter den anden.

Uyua så hvordan Uljirs blik blev mere og mere sløret, for hvert horn øl han tømte. Uyua blev også selv, på det nærmeste, tvunget til at drikke adskillige krus. Det hele begyndte at snurre lidt, og selvom hun var træt, steg hendes humør i takt med de tømte krus.

 

Sent på aftenen, da tusmørket var krøbet frem, løftede Uljir endeligt Uyua op i sine arme og bar hende hen mod langhuset. Uyua klamrede sig nervøst til ham, for han vaklede så meget, at hun var bange for, at han skulle tabe hende. Hun følte sig også selv døsig, men var ikke sikker på, om det var på grund af udmattelse eller det øl, hun var blevet overtalt til at drikke. Uljir bar hende igennem den lidt for lave dør, men passede på, at hun ikke skulle komme til at slå hovedet.

Uyua kunne høre knitren fra ildstedet, der stadigt brændte forsigtigt, og søvnige lyde fra Uljirs slumrende familiemedlemmer. Uyua så straks, hvilken alkove der var ment for hende og Uljir. Den var blevet pyntet med birkekviste, der skulle sørge for, at Uljir og hun fik lange, sunde liv. Uljir lagde hende forsigtigt på sengen. Skindtæpperne var åh, så bløde og mange! Uyua følte, at hun lå på en sky og møvede sig velbehageligt ned i mellem skindene.

Uyua trak rødmende et af skindene op over hovedet, så det halvt dækkede hendes ansigt, da hun så, at Uljir begyndte at klæde sig af. Han løsnede dragtspænderne, der holdt hans kappe på plads og knappede derefter koften op, der blev holdt sammen over skulderen. Uyua vendte hurtigt ansigtet bort. Turde hun kigge?

Hun mærkede, hvordan han satte sig på sengelejet og kravlede over hende for at komme til at ligge inderst. Han lagde sig tungt ned. Uyua kiggede nysgerrigt på ham, men det gik hurtigt op for hende, at han var faldet i søvn. Hun sukkede.

Uyua lå længe vågen og lyttede til alle lydene i det nye hus. Egentligt var de ikke så anderledes; hun kunne høre pusten og puslen rundt inde ved siden af, og hun kunne høre Uljirs fader snorke, ligesom hendes egen gjorde det. Men det var alligevel anderledes. Det var underligt at sove med en anden familie end hendes egen og hun var pinligt opmærksom på deres tilstedeværelse. Hvad når hun og Uljir skulle... Ja, for det skulle man jo, når man var mand og kone; hun havde jo hørt sine forældre.. Men hun vidste, at hun ikke havde lyst til at gøre det med Uljirs familie liggende klods op ad sig. Og hun havde bestemt heller ikke lyst til at høre, høvdingen parre sig med hans kvinder.

Hun sukkede atter. Hun ønskede, at Uljir og hun kunne få deres eget hus, men så skulle Uljir jo nok først være høvding, og det ville betyde, at hans fader var død. Hun skammede sig lidt over at tænke sådan nogle tanker, men hun havde svært ved at forestille sig, at hun nogensinde skulle kunne vende sig til at bo sammen med Uljirs familie.

 

Uyua vågnede som den første den morgen. Hun lå lidt og betragtede Uljir, der stadigt sov. Så hørte hun en knagen fra lågen ind til stalden, og høvdingens trælkvinde kom til syne. Hun var mørkhåret og lignede ikke nogen af de frie mennesker i stammen, men hun var egentligt køn, tænkte Uyua. Kvinden listede ind i husets beboelsesende, hvor Uyua og høvdingefamilien lå og sov i de brede alkover, og satte sig på hug foran ildstedet. Ilden var for længst døet ud og den udbrændte aske lå tilbage. Trælkvinden fandt en gåsevinge frem og begyndte at feje asken bort med den.

"Pas på!" udbrød Uyua forskrækket, da hun så at kvinden var ved at få overbalance og træde på ildstedets forhøjning i gulvet. Trælkvinden kiggede først skræmt på hende, men forstod så; under ildstedet boede vætterne, og de var ikke glade for at man trampede på deres tag. Uyua så sig omkring for at sikre sig, at hun ikke havde vækket nogen med sit udråb. Det så ikke sådan ud.

Da trælkvinden havde fejet ildstedet rent, hentede hun småtkløvet brænde, samt kviste og halm, som hun fermt stablede omkring de to små ildbukke. Uyua hørte den skrabende lyd fra flinteflækken der slog mod den glitrende ildsten og kort efter var langhuset oplyst af orange flammer.

Uyua løftede tæppet, hun lå under og svang benene ud over sengekanten. Hun så sig undersøgende omkring. Hun skulle tisse, men vidste ikke, hvor hun skulle for rette sin nødtørft. Derhjemme havde de et sted ude for døren, de brugte til formålet, men hun vidste jo ikke, hvordan de gjorde her i høvdingehuset. Skulle hun spørge trællen? Hun turde ikke, det var alt for skamfuldt.

Hun listede ud af døren og kiggede sig omkring. Hun endte med at løbe et langt stykke ud af bygden og satte sig på hug i skovbrynet, skjult af krat og buske.

Hun opdagede, at hun havde blødt. Selvfølgeligt. Moderens formaninger fra dagen forinden klingede i hovedet på Uyua. Moderen havde givet hende en klud og vist hende hvordan ,hun skulle vikle den om en tot uld og havde sagt at hun skulle stikke den op der, hvor det blødte fra. Uyua var blevet rystet. Hun havde ikke haft nogen anelse om, hvordan kvinder gjorde, når det fik deres månedlige blødning. "Du skal skifte den flere gange om dagen," havde moderen sagt. Men det havde hun glemt midt i gårsdagens begivenhedsrigdom. Hun håbede ikke, at hun havde blødt på skindene i Uljirs seng...

Uyua trak forsigtigt kluden ud og kastede ulden, den var viklet om, bort. Hun stod lidt med den gennemblødte klud, men kastede så også den bort. Hvordan skulle hun skifte den, når hun ikke havde mere end een klud og een tot uld og begge dele nu var totalt ubrugelige? Hun så sig omkring. Var der noget herude i skoven, hun kunne bruge? Hun kom i tanke om hvidmos. - Det plejede hendes moder at bruge, når nogle havde fået et slemt sår, der blødte meget. Uyua begyndte at lede i skovbunden og havde snart fundet en tør tue hvidmos. Hun plukkede et par håndfulde, men kunne ikke forestille sig at skulle stikke det op på samme måde, som med uldkluden. Mosset var tørt og sprødt, og måtte føles helt ulideligt, på den måde. Måske kunne hun pakke det ind? Men i hvad? Kluden var jo klam og våd, og hun havde desuden kastet den fra sig. Hvad så, hvis hun blødte hvidmosset op i noget vand? Hun skulle jo om alle omstændigheder ned til bækken og vaske sig, for både hendes ben og fingre var blodige og klistrede, og hun kunne bestemt ikke vise sig for stammen på den måde! Blødning var ikke noget, man snakkede om, og det var da slet ikke noget, man gik og viste! Hendes mor havde fortalt hende, at blødningen ikke som sådan var noget dårligt - ellers havde Solen og Ånderne jo ikke ladet hende bløde midt i solhvervsceremonien - men at blodet, der fulgte månens cyklus, forstærkede kraften i kvinden og derfor kunne være farligt og måtte behandles varsomt! Det var også derfor, en blødende kvinde ikke måtte komme i nærheden af mændenes våben, og at det var farligt at avle børn under cyklussen, for dette kunne ødelægge mændenes jagt- og frugtbarhedskraft!

Uyua traskede ned til den ende af bækken, hvor hun vidste, at nogen sjældent kom, og hvor strømmen førte væk fra bygden. Man kunne aldrig være for forsigtig! Hun skyllede hænderne grundigt og vaskede sig mellem benene. Derefter vædede hun mosset og mærkede, hvordan det blev blødt mellem hænderne på hende. Hun vred forsigtigt mosset, så det kunne optage mere væde og kiggede sig omkring for at være sikker på, at ingen så hende. Så førte hun forsigtigt mosset op og vaskede sig grundigt på ny.

På vej tilbage til stammens boplads, fandt hun endnu en tue hvidmos, som hun plukkede og gemte i bæltetasken til senere brug.

 

Da hun nåede tilbage i høvdingehuset, var hele husholdningen stået op. Uljir og hans fader var taget på jagt, sammen med resten af bygdens mænd, så kun kvinderne og småbørnene var hjemme. Uyua følte sig overflødig og vidste ikke, hvad hun skulle give sig til. Derhjemme vidste hun, hvad der forventedes af hende; hun skulle grutte mel, hente vand, fodre dyrene og så videre, men her i huset vrimlede det nærmest med kvindfolk. Høvdingen havde taget sig to kvinder, og ud over dem, var der både trælle og hans unge døtre. Det virkede næsten ikke som om, der var arbejde til overs til Uyua.

"Få noget ordentligt tøj på!" nærmest vrissede høvdingens førstekvinde, da hun på et tidspunkt holdt en pause mellem gøremålene. Uyua nikkede og adlød ordren. Hun skyndte sig ud af det kaotiske hus og hen til barndomshjemmet.

Moderen sad derinde og rørte i en krukke med en træslev. Hun smilede ved synet af Uyua.

"De har så travlt," sukkede Uyua opgivende. "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre!"

Moderen rejste sig og gav sin datter et kram. "Så så, det skal nok gå, skal du se!" lo kvinden. "Da jeg første gang flyttede ind hos din far, var jeg lige så forvirret. Deres husholdning var jo vant til at udføre dagens arbejde uden mig og havde fundet deres særlige rytme.. Men vi fandt til sidst ud af det."

"Jamen, der er så mange mennesker! Det er som om, der slet ikke er plads til mig." svarede Uyua mut. "Men jeg fik besked på at få noget ordentligt tøj på.."

Moderen brast i latter over datterens triste mine. "Ja selvfølgeligt!"

Der gik ikke længe, før moderen havde fundet Uyuas sædvanlige klædedragt frem og fået hende til at hoppe i den. Uyua trak skørtet op om taljen, snørede det fast med sit bælte og foldede skørtets øverste håndsbredder stof ud over det.

Moderen stod nu højtideligt med det sprangede hårnet, som Uyua fra i dag af skulle begynde at bære, i hænderne. Alle stammens gifte kvinder bar deres hårnet i en avanceret frisure. Uyuas hår var for kort til at kunne flette frisuren, med det vævede bånd af hår over panden, under hårnettet. Uyua havde måttet ofre en flere håndsbredder lang fletning, af sit lyse hår, sådan som det var skik og brug for soldanserinder inden solhvervsfesten, men hun kunne stadigt bruge hårnettet til en enklere frisure, ligesom hendes moder havde plejet at lave den, dengang hun var Solens og Åndernes udvalgte.

 

Det føltes mærkeligt at gå udenfor, med hårnettet på, for første gang. Uyua følte det som om, alle kiggede på hende og var på samme tid stolt og usikker.

Hun besluttede sig for at vandre lidt rundt udenfor, for hun havde ikke lyst til at gå tilbage til det travle høvdingehus igen. - Nu forstod hun, hvorfor høvdingen var så glad for at gå på jagt!

Uden for et af langhusene sad den lidt ældre Ingijo og legede med sin snart et år gamle datter. Uyuas hjerte smeltede ved synet af den lille. Barnet sad med en flettet pilerangle halvt inde i munden. Hun smilede fornøjet til Uyua, der satte sig på hug foran veninden og ungen.

Uyua glædede sig til selv at blive mor og ønskede, at hun snart ville blive svanger, så hun kunne give Uljir en søn. Hun vidste, at hun var en smule ung, men hun var kvinde og Ånderne havde skænket hende deres visdom. Hun følte sig allerede mange år ældre end morgenen forinden.

Hun sad lidt og legede med barnet og snakkede med veninden, inden hun til sidst tog sig sammen og begav sig ind i høvdingehuset igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...