Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3646Visninger
AA

5. Jævndøgn

Uyua indåndede den friske forårsluft og kunne ikke lade være med at smile. Hun følte sig højt opløftet af vejret, hvis mildhed var indtruffet tidligt dette år.

De havde klaret den. De havde kæmpet sig igennem vinteren, og nu fik de deres belønning.

Overalt var spinkle vårblomster spirret frem, og fuglene kvidrede lystigt fra deres trætoppe.

Kragerne var begyndt at bygge reder og det lavt i træerne, hvilket varslede en god høst. 

Uyua følte, at hun var blevet fyldt med to gange så meget liv, men det var måske ikke så underligt, med sønnen voksende inden i sig. Hun strøg sig over den let bulede mave og nynnede lavmælt en lille melodi.

Det gik op for Uyua, at hun stod og faldt i staver og rystede dagdrømmen af sig. Overalt omkring hende var der liv og røre. I dag var det jævndøgn; dagen for forårsrengøring og fornyelse. Uyua satte i bevægelse og skråede over mod det forhenværende høvdingehus. Der var meget, der skulle nås. 

To forårskåde hunde kom springende i voldsom leg og efterlod sig et spor af store, hvide totter vinterpels, som de snappede ud af skindet på hinanden. Uyua spekulerede på, om man mon kunne bruge hundepels til at spinde snore og lave tøj af, på samme måde som uld, men havde ikke tid til at undersøge sagen nærmere. Folk ville vel også have fundet ud af det, hvis man kunne?

Uyua blev fuldstændig blind, da hun trådte ind gennem husets lave dør. Boligens mørke stod i skarp kontrast til det solbeskinnede landskab udenfor, og der var end ikke tændt bål. Der gik lidt tid, før hun genvandt synet.

Indenfor var Bogumilla i fuld gang med at samle al sengehalmen på et tæppe, så den kunne bæres udenfor og skiftes ud med ny halm. 

"Tak, Bogumilla," smilede Uyua taknemmeligt. "Jeg vidste virkeligt ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig!"

Den mørkhårede kvinde, med de hektisk hede kinder, smilede hengivent tilbage. "I lige måde, frue!"

Uyua havde været så taknemmelig for den store hjælp, Bogumilla havde været, siden hun selv var blevet frue i sit eget hus, at hun til sidst havde glemt, at kvinden ikke var jævnbyrdig og var derfor begyndt at behandle hende anderledes. Det havde påvirket resten af stammen, og alle var nu begyndt at behandle trællene en del bedre, og Uyua vidste, at Bogumilla var hende uendeligt taknemmelig for det. Uyua syntes dog ikke, at trællene stod i nogen som helst taknemmelighedsgæld til hende, snarere tværtimod. Hendes syn på trællene havde ændret sig fuldstændigt, og det var gået op for hende, at de var mennesker, præcis som hun selv. Det nagede hende nu, hvor dårligt hun tidligere havde været med til at behandle dem.

Hvis det stod til hende, så var trællene blevet frigivet, men hun vidste godt, at end ikke hun havde magt nok til at ændre på denne ældgamle skik.

Uyua ilede hen til kvinden for at hjælpe. Huset skulle tømmes for halm og støv så hurtigt som muligt, så mændene kunne komme til at reparere væggene og senere kalke dem hvide.

 

Da halmen var båret ud og stuen og ildstedet var fejet rent, var det staldendens tur. Kvæget var blevet trukket på overdrevet, og nu skulle der muges ud, så mændene kunne få gødningen, som skulle blandes i byggematerialet til reparation af husene. 

Uyua greb en skovl og påbegyndte det hårde arbejde. Hun vidste godt, at hun skulle passe på med at overanstrenge sig i sin sårbare tilstand, men når hun så sig omkring, var alle travlt optagede af deres egne gøremål, og muges ud skulle der jo.

"Uyua,"

Hun hørte Uljirs skuffede og bebrejdende stemme bag sig. Hun vendte sig om og forsøgte at se så uskyldig ud som muligt, men hans blik var lige bekymret.

"Forstår du ikke, hvor farligt det er for dig at arbejde på den måde?"

Hun løftede nervøst hånden op til ansigtet og så skamfuldt ned i græsset.

"Jo," fremstammede hun stille og forsøgte at møde hans blik. Et venligt smil tegnede sig på hans ansigt, og han bøjede sig frem for at kysse hende på kinden.

"Find så noget andet at lave, mens jeg ordner det her," beordrede han blidt og gik i gang.

Uyua adlød ham og listede ud af huset og ud i solen, der gav hende pletter for øjnene. 

Ude foran langhuset var alt dets inventar stablet op og efter at have rodet lidt i stablen, fandt hun noget sytøj, der skulle lappes sammen. Hun fandt et tæppe frem, satte sig på det og begyndte at arbejde.

Ikke længe efter kom Bogumillas søn Bronizlav løbende og satte sig på behørig afstand, med et nysgerrigt blik. 

Det stakkels barn, tænkte Uyua. Drengen havde ikke rigtig nogen at lege med, for mange af stammens kvinder var stadigt påpasselige med at lade deres børn lege med trællebarnet.

"Vil du prøve?" spurgte Uyua drengen, og hans mørkebrune øjne lyste med det samme op.

Han møvede sig forsigtigt gennem græsset og satte sig ved siden af Uyua. Hun forsøgte at lære ham at sprange, men det gik op for hende, at han hverken havde tålmodighed eller finmotorik til at lære det, og han mistede hurtigt interessen. Hun gav sig i stedet til at lege med ham og havde snart glemt alt om håndarbejdet.

Hun fornemmede, hvor taknemmelig han var for opmærksomheden, og hun nød selv at udfolde sine moderlige evner. Det var længe siden, hun havde haft tid til at lege med hendes egne søskende, og nu var selv de mindste ved at være for gamle.

Det var først, da Uljir lang tid efter kom hen og kyssede hende i håret, at hun vågnede op af legen og opdagede verden omkring sig.

"Vi er færdige med at kalke væggene nu," sagde han blidt. "Så hvis du har tid til at male de beskyttende symboler nu, er der plads nu."

Hun så op ad hans høje skikkelse. "Har du tilgivet mig?" Spurgte hun.

Hans blik blev mørkt af alvor. "Jeg tilgiver dig aldrig, hvis du kommer noget til."

Hun rejste sig og så ind i hans mørkeblå øjne. Hun kyssede ham blidt og smilede. Han smilede udglattende tilbage. 

Uyua lagde sin hånd mod hans allerede solbrune kind, hvis farve forstærkedes af kontrasten fra det lyse skæg og hår. Han lagde armene omkring hende og stak næsen ned i hendes hår. Hun lukkede øjnene og nød øjeblikket. Hvor hun dog elskede sin Uljir.

 

Solen stod lavt på himlen, da hun var færdig med at male de ældgamle mønstre på væggene i alle husene. Et stort bål af gammelt skrammel, der ikke kunne genbruges eller finde et nyt formål, var ved at blive opstillet på Ceremoniernes Plads. Bålet skulle rense landsbyen for alt det gamle, således at der var plads til fornyelse og friskhed, når det nye år begyndte i nat.

Uyua satte sig hos sine veninder, der sad i stykke derfra og så på, mens bålet voksede sig større og større. Veninderne sad og sang, mens de bandt blomsterkroner af forårsblomsterne. Uyua begyndte også at binde blomsterkranse - een til sig selv og een til Uljir. Uyua holdt meget af de sjove små solgule blomster med knoldede rødder og de lidt større blegblå, der havde samme farve som Uljirs øjne, men hun syntes ikke, at farverne gik så godt sammen, så hun besluttede sig for at flette Uljirs krans med gule og hvide blomster og sin egen med blå og hvide.

Uyua lænede sig tilbage og lukkede smilende øjnene, da hun havde færdigbundet kransene. Hun elskede denne højtid. Humøret var højt og forhåbningsfuldt blandt alle stammens medlemmer, og overalt blev der sunget og danset. 

"Men koldt er det stadigt," mumlede hun og satte sig op, da en kuldegysning krøb ind over hende. Hun skyndte sig hen til Gyfundo, som lod hende sidde sammen med hende under sit sjal.

De sad og så på, mens mændene opstillede bordet, der havde været brugt under begge deres bryllupper. Et tamsvin var blevet slagtet og blev sammen med andre lækre retter båret ud til bordet. Uyuas tænder løb i vand. Graviditeten havde øget hendes lyst til kød. 

"Sulten?" lo Gyfundo, da Uyuas mave knurrede. "Lad os gå ned og snuppe lidt at spise," fortsatte hun. "Det går jo ikke, at vi går og sulter i vores tilstand!" 

Uyua så på den henrykt smilende veninde og lyste så selv op. 

"Er du..?" lo Uyua glad, og veninden nikkede.

De rejste sig og begav sig ned mod pladsen, mens de ivrigt pludrede om fremtiden, og de børn den ville bringe.

 

Solen var ved at gå ned, og dens stråler farvede egnene omkring bygden gyldengrønne. Bålet skulle snart tændes, men først ville stammen begive sig ud til gravhøjenes bakkede land, der lå et stykke fra bygden. En andægtig stemning havde sænket sig over det lille folk, der med fakler og offergaver i hænderne samlede sig på række. Slangen satte i bevægelse. Forrest gik høvdingen med sine tre kvinder, og lige efter fulgte Uljir og Uyua. 

De solrunde høje var omtrent lige store og lå med lige stor afstand imellem dem. Uyua kunne huske at have været til stede under opførelsen af Uljirs farfars høj, dengang hun var meget lille, men hun kendte ikke de andre højes alder og vidste ikke, hvem de tilhørte. Den bagerste måtte være meget gammel, for der voksede et stort lindetræ på den.

Solsorten lod sine smukke aftentoner klinge ud over landskabet, og en due stemte i med sin kurren.

De besøgte højene een efter een, og høvdinge udførte et kort ritual ved dem alle. Offergaver, i form af små dyr, blomsterkranse og tynde fletninger af hår, blev lagt foran højene for at holde deres ånder venligtsindede, så de forhåbentligt ville våge over stammen og beskytte den mod ondskab.

Da mørket langsomt var krøbet ind over himlen, og Sol var gået ned under havet, begyndte den lille samling sin færd tilbage mod husene. Ærefrygten afløstes langsomt af munterhed og forventningsglæde over festlighederne, der skulle til at finde sted.

Da de nåede tilbage, lå mørket helt tæt omkring dem, og det så smukt ud, da man endeligt fik gang i bålet.

Der blev leet, sunget, spist og drukket, og da de af stammens mænd, der beherskede et instrument, havde fået svinefedtet tørret af i kjortlerne, begyndte de at spille op til dans. Uljir svang Uyua rundt, og hun lo lykkeligt.

Efterhånden som aftenen skred frem blev stemningen mere mystisk og okkult. Flere af mændene havde skjult ansigterne under hornede træmasker med groteske ansigtsudtryk, og de begyndte at springe igennem flammerne på det sammenbraste bål. Fløjter og trommernes lystige melodi var afløst af en enkelt lurs sælsomme gjalden og lyden af brummere, der susede igennem luften.

Ritualerne blev mere og mere erotiske, og Uyua havde set, hvordan flere par var trukket ud på agrene udenfor bygden, hvor arden fornyligt havde trukket lange sårender, som parenes elskov eftersigende skulle gøre frugtbare.

Uyua begyndte at blive træt, og ligesom hun skulle til at trække sig tilbage, påkaldte høvdingen sig deres opmærksomhed.

"De sidste år her i bygden har været gode. Høsten har været vellykket, ingen har sultet, og flere kvinder er blevet frugtbare og har født stammen sønner. Også fårebestanden er vokset, og udbyttet af både kød og uld har været stort. På vort handelstogt sidste sommer havde vores kvinder vævet nok klæde, til at købe os bronze, som vor ærede smed WiduvargR har fremstillet gode sværd af, så vi kan beskytte os mod fjendske fremmede.

Men vi kan ikke kun takke vore kvinder, får og smed for vor fremgang. Vi må også takke Sol, som har tilsmilet os med godhed i snart tre år. WiduvargR har derfor fremstillet disse gaver," høvdingen gjorde en bevægelse, og to mænd trådte frem med hver deres mægtige pragtøkse af bronze. "Til Sols ære!" sluttede høvdingen. 

Folket begyndte at juble vildt, mens de fór hen til økserne for at betragte dem nærmere. 

Uyua så beundrende på det smukke håndværk. De lange, slanke øksehoveder var graverede med smukke motiver, der viste Sols bane over himlen og under havet, og hvilke dyr der hjalp Sol på hans færd. Hun smilede til WiduvargR, der rødmede over opmærksomheden. Det var tydeligt, at han godt vidste, hvor dygtig en håndværker han var, men han var alt for genert og beskeden til at kunne rumme den store ros, han fik fra alle sider.

Snart begyndte musikken igen, nu præget af dundrende trommer og vilde, ekstatiske råb. Dansen rundt om bålet fortsatte, og økserne blev medtaget i mændenes mærkelige frugtbarhedsriter.

Bålet knitrede sagte og sendte dets røde gløder op mod den stjerneklare himmel. Det var ved at blive rigtig koldt. Uyua trak sjalet tættere omkring sig og gik ind i huset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...