Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3430Visninger
AA

7. Gravens mulmsorte mørke

Uljirs blik var stenhårdt og følelseskoldt.

Bag sig kunne han høre grædekonerne skabe sig. Uljir opfattede deres gråd mere som hån end medfølelse, hyldest eller noget andet. Uyua havde været elsket af alle, og desuden var hans sorg alene nok for hele stammen. Så hvorfor var det nødvendigt med grædekoner, når han - en mand, der ellers ikke viste sine følelser - allerede havde grædt sine røde øjne halvt ud i sorg og afmagt over at have mistet moderen til sin søn.

I Uljirs indre blussede vreden op. Han havde mistet tiltroen til Sol, for det var ikke retfærdigt, at Uyua - et menneske han næsten havde opfattet som helligt og som i hans erindring, stod som noget strålende guddommeligt - så tidligt var blevet tvunget fra livet, sin søn og ham selv, der havde så inderligt brug for hendes tilstedeværelse i sit liv! Uljir forestillede sig, hvordan Faderen til Jorden, i grisk egoisme, havde set Uyuas skønhed og besluttet sig for at tage hende til sig selv.

Men forstod Sol da ikke, hvor ulykkelig Uyua måtte være over at forlade sønnen HreinnhjassiR? Uyua, der så længe havde ønsket sig et barn. Uyua, der var blevet så ovenud glad, da det gik op for hende, at Måne - kvindernes gudinde - havde ladet hende undfange. Uyua, der altid havde været så hjertens god ved stammens yngste medlemmer. Uljirs tanke faldt på Bronizlav, der var søn af trællene Bogumilla og Voloslavs. Uyua havde altid taget sig så godt af ham, og det var tydeligt at de to havde knyttet kærlighedsbånd.

En tanke slog ned i ham. Han havde lovet Uyua at beskytte deres barn, men måske ville Uyua blive glad for at få et andet barn, som en slags erstatning for sønnen, med i graven.

"Bogumilla," mumlede han, bevidst om at hun altid opholdt sig i nærheden, skjult i skyggerne. "Hent din søn!".

 

Det tog ikke lang tid for bålets flammer at forvandle den lille krop til aske. Stammens folk så på, med en blanding af ærefrygt og gru, mens de orange ildtunger fortærede barnet med en tilsyneladende glubende sult.

Det var længe siden, man sidst havde ofret et menneske, og endnu længere siden man havde gjort det til et andet menneskes ære. Stammen var lille og hvert et liv, hvert par hænder, betød alverden, og det gjaldt selv trælle og børn.

Der var dødstille i bygden. Det eneste, der hørtes var fjerne fugleskrig, bålets lystige knitren og en stille, vedvarende gråd, der kom inde fra det nyopførte høvdingehus. 

Trællebarnets moder var brudt skrigende sammen, da det var gået op for hende, hvad Uljir Høvdingesøn havde i sinde. Den ellers underdanige kvinde havde været som besat af en hunulveånd, der ville gøre alt for at forsvare sine unger, og var ude af stand til at kontrollere sig selv. Hun havde truet Uljir, forbandet bygden og havde sågar skreget, at det var Uljirs egen søn, der burde ofres. Hendes mand, Voloslav, havde reageret mindre voldsomt og havde, på trods af det had, der var blevet tændt i hans øjne, forsøgt at få sin kvinde til at acceptere det uundgåelige, inden Uljir også dømte hende til døden.

Men det virkede ikke som om, det havde påvirket kvinden det mindste og sammen med barnet, var livsgnisten i hendes øjne døet bort.

Nu lå hun opgivent i høvdingens stald, og hendes skælvende hulken og stødvise hikst, var det eneste, der afslørede, at hun var i live.

 

Traditionen tro ventede man fire dage, før de døde blev stedt til hvile. Bygdens fermeste træsmede havde arbejdet hårdt for at få egekisten færdig til tiden. Den bestod af to halve stammer, der var udhulede, ligesom bygdens stammebåde nede ved søen. Tanken var, at kisten skulle fungere som skib, når Uyua skulle foretage rejsen til dødsriget.

Uljir havde besluttet, at Uyuas gravhøj skulle ligge langt fra de gamle høje, et sted, hvor man altid kunne se den fra bygden, og man havde hentet læssevis af græstørv til højen, nede i mosen.

Det var tydeligt, at Uljirs far, høvding Inahz, var ved at blive gammel og svagelig, for han havde intet indvendt imod hverken sønnens pludselige kontroltagen eller, at det store arbejde, der var forbundet med opførelsen af en gravhøj, blev ”spildt”, som nogle af bygdens medlemmer udtrykte det, på et simpelt pigebarn. Gravhøje var for konger og høvdinger!

Uljir havde været rasende, da han havde hørt, hvordan der blev talt om Uyua i krogene. Uyua ville have været blevet høvdingekvinde, hvis Sol havde givet hende lov til at leve længe nok, så selvfølgeligt fortjente hun en høj. Desuden, havde han sagt, var Uyua med sine soldanse skyld i, at stammen havde vokset sig så meget større og rigere i de sidste to år, men til dét havde skeptikerne svaret, at Uyua vidst havde vendt op og ned på dette, med sin sidste præstation i den hellige labyrint.

De der havde set Uljirs blik i det øjeblik, ville have svoret døden for den rapkæftede mand, men Uljir havde i stedet ydmyget ham ved at give ham en lussing så heftig, at manden var blevet slået til jorden.

Ingen kunne mere kende den før så hensynsfulde Uljir, hans indre havde forvandlet sig til sten, og hans blik var isblåt.

Hans gode sider kom kun til udtryk, når han var sammen med sønnen eller så på sin smukke kvinde, der nu var blevet lagt i egekisten, han havde foret med deres soveskind.

Uljir havde fået fremstillet en yndig bronzearmring, som han ville have givet hende morgenen efter fødslen. Nu måtte han løfte hendes blege, livløse arm op og kæmpe imod hendes dødsstivhed for at få ringen lirket om håndledet.

Han havde besluttet sig for, at hun skulle begraves i sin soldanserdragt – den dragt, hun var blevet kvinde i, den dragt, hun var blevet gift i og den dragt, hun var død i.

Flere havde protesteret imod at give hende den dyrebare bælteplade med – den var gået i arv fra moder til datter i umindelige tider, men da hun ikke havde nogen datter, mente Uljir, at den hørte til sammen med hende.

Han gav hende også benkammen, hendes syl og det sprangede hårnet, der havde holdt på hendes lokker, dengang de var lange med, samt en spand af stammens gode øl.

Til sidst blev resterne af trællebarnet lagt ned i kisten.

Bogumilla var imod al forventning dukket op, men opførte sig nu stilfærdigt og ydmygt, som det passede sig for en træl.

Lige inden låget blev lagt på kisten, så hun sit snit til at lægge en røllikeblomst på kistekanten, som en kærlig hilsen til sønnen.

 

Lurerne indledte den langsomme proces, det var at bygge gravhøjen, med en mystisk, hæs melodi. Derefter blev de første klumper græstørv lagt henover kisten. Stammen var samlet rundt om det der skulle blive en høj og så med sørgmodige blikke, hvordan deres Uyua blev begravet for at blive glemt og forsvinde.

Uljir foretog ritualet med at hælde det signede vand over græstørven efter hvert fjerde lag. Imens hviskede han forbandelser over Sol og svor, at han skulle få sin hævn.

Uyua, moderen til en ny slægt, ville fra nu af være hans eneste gud.

Efter mange timers hårdt arbejde, stod den jordfarvede høj færdig. Sten placeret i en cirkel ved højens fod.

Stammen begyndte langsomt at vende om for at vandre ned mod landsbyen, men Uljir blev tilbage. Det føltes som om, hans liv var endt sammen med Uyua, men han vidste, at han blev nødt til at leve videre. For sønnens skyld, men også så han kunne få sin hævn. Han lagde forsigtigt hånden mod den fugtige gravhøj og forestillede sig, at det var Uyuas kind, han rørte ved. Hans blik blødte op, og en tåre trillede ud af den ene øjenkrog.

Sol var på vej ned bag bakkerne, hvor han ville gå under havet, for at stå op igen næste morgen, med en ny dags komme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...