Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3432Visninger
AA

3. Forandring

Uyua sad på et tæppe i græsset ude foran langhuset. Een af landsbyens hunde var kommet hen og havde lagt sig ved siden af hende. Den så omtrent lige så udmattet ud, som hun selv følte sig, tænkte Uyua træt.

Det havde været en lang dag. Siden Uyua var blevet Solen og Åndernes udvalgte var næsten alle stammens medlemmer begyndt at opsøge hende, når de skulle have svar på både små og store spørgsmål. Det tærede hårdt på hende at skulle tage stilling til ting, hun aldrig før havde tænkt over og at skulle råde folk, der var flerfoldigt ældre end hun selv.

Hun havde hårdt brug for et sted, hvor hun kunne slappe af og være sig selv, men nu hvor hun boede i høvdingehuset, var der aldrig mulighed for at trække vejret frit og være alene. Hun følte, at hun var ved at blive kvalt inde i huset, og det var derfor, hun sad herude.

Hun trak sjalet tættere omkring sig, for selvom det var ormemånen, der stod på himlen, og Sol varmede allermest på denne årstid, så var aftenen i dag temmeligt kølig.

Uyua sukkede og så ud mod horisonten. Et tæppe af regnskyer var på vej ind over landet og ville snart tvinge hende til at gå ind.

Den uldne hund ved hendes side gabte og strakte sig, mens den rejste sig for at lunte væk.

“Jeg bliver her nu lidt endnu,” mumlede Uyua til dyret. “Selvom de derinde nok synes, at jeg er sær.. Hvis de da overhovedet har lagt mærke til, at jeg er væk..” tilføjede hun mut.

Uyua hørte noget henne ved døren og fik øje på Uljir, da hun så derhen. Han kiggede usikkert på hende, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre for at få hende til at føle sig veltilpas og hjemme.

“Kommer du ind?” spurgte han stille.

Uyua rystede på hovedet og nikkede ud mod regnskyerne. “Jeg kommer ind, når de der kommer tættere på,”. Hun smilede venligt til ham, og han gengældte smilet, mens han bevægede sig hen imod hende.

“Det er da ellers køligt,” mumlede han men satte sig på hendes tæppe.

Hun var lykkelig over hans forsøg på at komme hende nærmere og ønskede, at hun selv havde overskud til at tage sådan et initiativ, men hun var træt og usikker og følte sig frygteligt alene i sin nye familie.

Uljir så på hende og tog hendes hånd. "Jeg holder meget af dig, Uyua. Det gør vi alle," sagde han. "Jeg forstår godt, at det må være svært at vende sig til alt det nye, men jeg håber, at du snart falder til og begynder at smile lidt igen..." Han greb om hendes hage, så hun blev nødt til at se ham i øjnene, så fortsatte han: "Jeg håber, at du ved, at du altid kan vende dig til mig, hvis der er noget galt. Jeg vil gøre alt for, at du trives og er glad!"

Hun nikkede og så ned i græsset. "Det hele er bare så forvirrende lige nu. Jeg ville så gerne bare koncentrere mig om at blive en del af din familie og være dig en god kone, men alle de nye opgaver og ting jeg skal lære, udmatter mig sådan.."

Hun kunne se på ham, at han forstod hende og ikke var det mindste vred over hendes indelukkethed. Han havde ment, det han havde sagt.

De sad lidt og ventede på regnen, mens de stadigt holdt hinanden i hånden.

Hans hånd var dejlig at røre ved, tænkte Uyua. Stor og varm.. Og mandig. Hun smilede stille for sig selv og tog så en beslutning.

Hun løftede hånden op og strøg ham over kinden og smilede, da han så på hende. Så lænede hun sig frem og kyssede blidt hans læber.

I det samme begyndte det at regne. De lo samhørigt og så hinanden sigende ind i øjnene, mens de rejste sig, og skyndte sig så ind i huset.

 

Næste morgen vågnede Uyua med en behagelig fornemmelse i kroppen. Hun følte, at hun og Uljir var kommet hinanden meget nærmere, og han havde holdt om hende og strøget hendes hår, indtil hun var faldet i søvn, aftenen før. Hun vendte sig om og opdagede, at Uljir lå og var vågen. Hun smilede til ham.

"De andre mænd tager ud og fisker idag," hviskede han med morgengrødet stemme. "Men jeg tror jeg bliver hjemme og tager mig lidt af min kone. Der er alligevel lidt ting, der skal repareres på huset.." Han kyssede hende på panden.

 

Uljirs tilstedeværelse var betryggende. Han var konstant i hendes nærvær, og hun følte det som en stor støtte, når stammemedlemmerne kom til hende for at få vejledning. Hun var ikke længere så bange for at sige eller gøre noget forkert.

Når der ikke var nogle opgaver i forbindelse med hendes status som Solen og Åndernes udvalgte, der skulle gøres, gik hun hen til forældrenes hus for at hjælpe til der, og hvis der var tid, ville moderen lære hende nye ting om spådom eller medicin.

Uyua kunne ikke undgå at lægge mærke til, at moderen var begyndt at se mere og mere skrøbelig ud, efter at Uyua havde overtaget hendes hverv. Det var som om, at hun havde opretholdt sin styrke for stammens skyld, og nu da der ikke længere var brug for hende i samme grad, havde alderdommen og gigten indhentet hende. Uyua var bekymret, men når hun spurgte ind til moderens befindende, ville den spinkle, grånende kvinde ikke svare. Hun var for stolt til at erkende, at hun var syg.

Uyua gik i sine egne bekymrede tanker om moderen, da den lidt ældre veninde Gyfundo lagde hånden på hendes skulder.

Gyfundo var en bestemt lille kvinde med et trodsigt temperament, og det kom bag på Uyua, at hun skulle se veninden med så rådvildt et blik.

"Kan vi tale sammen?" spurgte Gyfundo.

Uyua forstod, at veninden kom i et privat ærinde og så sig omkring; lidt derfra stod Uljir og baksede med døren ind til langhuset, og ikke langt fra ham stod to gamle kællinger og forsøgte at skjule deres nysgerrige blik bag et skind, de lod som om, de var ved at bearbejde.

Uyua nikkede til Gyfundo, men foreslog, at de gik lidt væk fra bopladsen, hvor de kunne tale i fred.

De gik ned til bækken, hvis bredder var oversåede med hvide skærmblomster og gule mælkebøtter. Gyfundo satte sig i det saftgrønne græs, og Uyua tog plads ved hendes side.

"Høvding Inahz er begyndt at kigge så underligt på mig.." sagde Gyfundo og så på Uyua. "Jeg tror, at han har tænkt sig at gøre mig til sin tredjekvinde!"

Uyua var overrasket; hun havde slet ikke set dette komme. Ville høvdingen gifte sig med en af Uyuas jævnaldrende veninder? Hun havde svært ved at sætte sig ind i det, men kunne se på veninden, at det næppe var hans alder, der plagede hende. Gyfundo så næsten forelsket ud.

Uyua begyndte at tænke på høvdingen i et andet lys end bare Uljirs fader. Høvding Inahz var vel egentligt ikke så gammel igen, han holdt sig i hvert fald godt. Han var en flot mand, han lignede Uljir, bare ældre og håret var brunt med sølvstænk i stedet for gult, men alligevel? Han var Uljirs fader!

Uyua forsøgte at ryste chokeringen af sig og være der for veninden.

"Ja, han er jo noget ældre end dig, men han er en god mand, jeg tror, han vil behandle dig godt.." begyndte hun, men blev afbrudt af en hovedrysten fra Gyfundo.

"Der er jo ikke ham, der er noget i vejen med! Jeg har slet ikke noget imod ham!" venindens stemme var ivrig. "Nej det er Sowulo, jeg er bekymret for.. Hun virker så jaloux.."

Uyua forstod. Sowulo var Uljirs moder og høvdingens førstekvinde, hun havde været meget smuk i sine unge dage, du huskede Uyua tydeligt, men efter mange tærende barnefødsler, var det som om, hun var sunket sammen til en nedslidt, gammel kone. Uyua havde godt lagt mærke til, at høvdingen nu foretrak sin lidt yngre andenkvinde fremfor Sowulo, og at det gjorde førstekvinden misundelig og bitter. Det havde gjort forholdet i høvdingehuset ustabilt, og det var derfor, Uyua havde så svært ved at falde til. Hun forstod godt, at Gyfundo ikke ville trækkes ind i det samme kaos.

"Undskyld," sagde Gyfundo pludseligt, mens Uyua sad fordybet i sine tanker. "Jeg ville ikke tale ondt om Uljirs mor.."

Uyua forstod, at veninden havde tolket hendes tavshed som vrede og smilede forsikrende til veninden.

"Nej, det er ikke det.." sagde Uyua og lagde sin hånd på venindens arm. "Jeg forstår dig godt. Jeg tænkte bare over mine egne problemer."

"Ja, det er sandt, du bor jo under samme tag med den skrækkelige kvinde nu, hvordan går det?"

Uyua så strengt på veninden: "Hvad blev der af ikke at tale ondt om Sowulo?". Så smilede hun skævt. "Det går.. Jeg synes bare, at alt er så frygteligt kaotisk lige nu, og huset er så trangt, der er ikke plads til privatliv." Et suk undslap hendes læber.

"Ja," sagde veninden. "Det er også det, jeg frygter!"

 

Som tiden gik begyndte Uyua at affinde sig med at bo i det trange hus og faldt bedre til i sine nye roller, både som hustru af Uljir Høvdingesøn og Solens og Åndernes udvalgte, men hun var stadigt bekymret for moderen, der så ud til at syne mere og mere hen. Hun kunne se på faderen, at han også var dybt bekymret; det tegnede sig tydeligt i hans ansigt, der havde mørke rande under øjnene.

Det lod nu også til, at moderen havde fået øjnene op for, hvor galt det var fat med hende, og hun havde nu rasende travlt med at lære Uyua alt, hvad hun vidste.

Uyua bad moderen om at slappe af og samle kræfter, for hun kunne vel tidsnok lære, hvad hun havde brug for at vide – om ikke af moderen, så af ånderne tænkte Uyua for sig selv – men moderen ville ikke lytte.

Sammen snittede de magiske lodder af træ, og moderen viste Uyua hvilke hellige symboler, hun skulle male på indersiden af sin kappe, som ville hjælpe hende med bedre at forstå loddernes betydning, når hun kastede dem.

Uyua så forpint moderens knoklede hænders greb om lodderne og kniven, hun skar med, samt det smertefulde udtryk i moderens øjne, som hun forgæves søgte at skjule.

Uyua gruede for efterårets komme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...