Egtvedpigen

"Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om at noget gjorde forfærdeligt ondt.Det skar dybt i hende og hun vidste at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvordan var det muligt at noget kunne gøre så ondt? Noget dimrede for hende..Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme der talte beroligende.Hun følte at der var noget vigtigt hun skulle huske.Hun følte at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.
Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme der talte så blødt og blidt?"



-Uyua var bare fjorten år gammel, da hun første gang fik lov at bedanse den hellige labyrint, til lyden af brummere, fløjter, lurer og trommer.
Hun blev kort efter gift med høvdingesønnen Ulgir og skulle nu til at vende sig til ikke blot at den status giftermålet gav hende, men også det ansvar hun nu, som Solen og Åndernes udvalgte, havde overfor stammen. Dette er fortællingen om Egtvedpigens liv i årene op til hendes død.

32Likes
19Kommentarer
3659Visninger
AA

6. Fødsel og død

Uyua kunne høre advarselssignalerne tude for sit indre øre, da hun for tredje gang i sit liv trådte ind i Sols hellige labyrint og begyndte solhvervsritualet. Men hun overhørte dem trodsigt. Hun var ung, hun var stærk og hun var Solens og Åndernes udvalgte. Hun kunne gøre dette her, hun ville ikke bringe skam over stammen.

Ved midnatstid var hun, som traditionen bød det, stået op og vandret ned til stedet, hvor bækken mundede ud i en lille sø, og havde ofret to håndsbredder af sit hår. Hun havde derefter badet i vandet, som skulle rense hende. HreinnhjassiR havde reageret på den kølige fornemmelse ved at sparke uroligt. Hun havde ømt strøget den store mave og vidst, at sønnen snart ville komme.

Hun havde været nødt til at sy brede kiler i en gammel bluse, hun havde fået foræret for at have noget at iklæde sig under graviditeten. Hun var ked af at være nødt til at bære det lasede stykke tøj til solhvervsritualet, men hun havde ikke haft tid til at væve en ny dragt. Snorreskørtet kunne hun heldigvis stadigt bruge, skønt det sad lidt mærkeligt, ligesom bæltepladen som hun knapt kunne få øje på under den struttende mave.

Lurernes gjaldende toner indledte ceremonien, og hun vidste, at der ikke var nogen vej tilbage. Hun sendte en bøn om beskyttelse til forfædrene og håbede, at de ville høre hende. Så tog hun det første trin.

Dansen var langt mere udmattende, end hun huskede, og hun følte sig snart helt drænet for energi. Hun bed tænderne sammen og undgik at kigge op mod Sol, for hun vidste at synet af skiven, der endnu stod alt for lavt på himlen, ville slå hende ud.

Hvorfor indgød lurerne hende ikke styrke, ligesom de plejede? Tænkte hun, mens hun ventede på, at åndesløret ville sænke sig over hende, så hun kunne blive løst fra sin smertende krop.

Sveden perlede på hendes pande, og hun havde svært ved at udføre de atletiske trin. Hendes mund var tør som sand, og hun mærkede en begyndende hovedpine rulle ind over sin hovedskal.

Efterhånden som EhwaR trak Sol længere og længere op over himmelbuen, gik det op for Uyua, at åndesynet ikke ville indtræffe. I hendes hjerne svirrede paniske tanker rundt som insekter. Betød det her, at Sol ikke var tilfreds? Havde hun kludret i trinnene, siden han var så vred? Eller var han overhovedet vred? Måske hang det bare sådan sammen, at ånderne vidste, at hun ikke behøvede deres hjælp til at afslutte dansen.. Ja, det måtte hænge sådan sammen, besluttede hun trodsigt, selvom det anede hende, at sandheden var en anden. Hun ville ikke tænke mere, bare koncentrere sig om dansen, men det var svært, og smerten fyldte mere og mere af hendes fokus. Det gjorde ondt over det hele, og Sol var kun halvejs i sin færd op til himmelbuens midte. Uyua frygtede, at hun skulle besvime. Sønnen sparkede hende protesterende og var tydeligt utilfreds med, hvad der foregik. Hun begyndte en sagte nynnen for at berolige sønnen og sig selv. Til at starte med fulgte hun lurernes melodi, men efterhånden fik hun lullet sig så meget ind i sin egen verden, at hun slet ikke hørte deres tuden.

Hendes nynnen blev gradvist højere og højere, og hun åbnede munden for at lade tonerne flyde. Tonerne blev til ord, og hendes nynnen blev til sang.

 

Imens stod Uljir på pladsen ved siden af sin fader i høvdingesædet og betragtede scenariet med bekymret blik. Han forstod ikke, hvordan hans fader tillod dette vanvid, og Uyua ville ikke lytte til ham selv.

Han var så bange, så bange. Bange for at miste sin elskede kvinde, bange for at miste deres søn, bange for solgudens rasen, hvis Uyua, ligesom sin mor, knækkede sammen under dansen og mishagede ham.

Hans krop var spændt som en buestreng, og det var en kamp for ham at afholde sig fra at løbe ind i den hellige cirkel og stoppe Uyua i sit farlige forehavende, men han vidste, at hverken Uyua, stammen eller solen nogen sinde ville tilgive ham, hvis han gjorde det.

Angsten fik tag i hans krop, og han skælvede ubehersket. Synet, af hustruen i så åbenlyse smerter, var uudholdeligt.

 

Uyuas sang handlede om smerten og angsten hun måtte udstå for at behage Sol. Hun sang, at hun bød smerten velkommen, men at hun frygtede for sønnens liv. Hendes sang var en bøn til solen og forfædrene om beskyttelse af hendes barn og velsignelse af bopladsen.

Hendes dans var vaklende, men hun gjorde sit bedste for at gøre så smidige og spændstige bevægelser som muligt.

Hun vuggede med hofterne, mens hendes arme bevægede sig på en måde, der lignede bølgerne på søen. Hun bøjede sig mod jorden og lod fingrene kærtegne de små græsstrå ved sine fødder. Hun rejste sig og strakte fingrene mod himlen. Sol var nået højt op over buen nu, og Uyua kunne endeligt se en ende på anstrengelserne og smerterne, og hun blev omsider opfyldt af nyt mod. Det føltes som om, hun kunne få tiden til at gå hurtigere, hvis hun lagde mere kraft i bevægelserne.

Om sider nåede hun labyrintens midte. Hjertet dundrede i brystet, sønnen vred sig indeni hende og sveden løb ned over ansigtet på hende.

Uyua løftede armene i vejret og så nu på tilskuerne til hendes dans. Deres ansigter var alvorlige og bekymrede, slet ikke glade og håbefulde, som de plejede at være. Hun kiggede på Uljir og så, hvordan hans hænder var knyttede så hårdt sammen, at knoerne var kridhvide. Hans blik var mørkt og fuld af sorg, som om han anede, at noget frygteligt var ved at ske. Hendes blik flakkede, og det sortnede for hendes øjne. Hun kunne ikke holde ud at se på ham. Hun lukkede øjnene og lænede sig bagud i dansens sidste kraftanstrengende trin, men hendes hænder mødte ikke jorden og hun blev ved med at falde.

En voldsom smerte skød ned gennem hendes ryg, og hun mærkede hvordan hendes krop fortrak sig i kramper.

HreinnhjassiR!

 

Uyua svævede mellem tågerne og bevidstheden om, at noget gjorde forfærdeligt ondt. Det skar dybt i hende, og hun vidste, at noget var galt, noget var gået i stykker. Hvad var det, der gjorde så ondt? Hvordan var det muligt, at noget kunne gøre så ondt? Noget dæmrede for hende.. Langt væk kunne hun høre hysterisk barnegråd og en mandestemme, der talte beroligende. Hun følte, at der var noget vigtigt, hun skulle huske. Hun følte, at hun skulle vågne op, men hun kunne ikke huske hvorfor, og hun ville bare væk fra smerten, ind i tågerne.

Barnegråd? Hvem græd? Og var det Uljirs stemme, der talte så blødt og blidt?

Pludseligt blev hun angst, og smerten tog til, mens tågerne langsomt lettede. Uljir? Hun måtte tilbage til ham! Hun kunne ikke efterlade ham, hun kunne ikke tage af sted uden at sige far vel.

Smerten tog til i takt med, at hun genvandt bevidstheden.

Et barn? Kunne det være hendes barn? Var det derfor, det gjorde så ondt?

Tågerne lettede, og lydene omkring hende blev skarpe og hørlige. Gråden skar hende i hjertet. Skulle hun allerede forlade sit barn? Det barn hun havde ventet så længe på.

Hun åbnede langsomt øjnene og lukkede verden ind.

"Mit barn," hviskede hun, og så hvordan Uljir hurtigt drejede hovedet og så på hende.

"Elskede..." græd han. "Du har født den smukkeste søn, verden har set."

"Min søn," hulkede hun og så i retningen af spædbarnet, som trælkvinden Bogumilla holdt i sine arme. Kvinden reagerede hurtigt og lagde drengen på Uyuas mave. Uyua gispede af smerte, men slog Bogumillas hånd væk, da hun forskrækket skulle til at fjerne ham igen.

Uyua lagde træt hånden på det lille barn og kærtegnedes hans lillebitte krop. Hun smilede igennem den ellers smertelige grimasse, hendes ansigt havde fortrukket sig i. Hendes øjne gjorde forfærdeligt ondt, mens de opfyldtes af tårer.

Hun knugede drengen ind til sig, vel vidende at det var sidste gang, hun nogen sinde fik lov at røre ved ham.

"Pas godt på ham, min elskede!" hviskede hun og så op på Uljir. Hun mærkede, hvordan tågerne vældede ind over hende og kunne knap høre hans stemme, da han svarede.

 

Sorgen var snart det eneste, der var tilbage. Sorgen og en iskold ensomhed, midt i de uendelige, hvide tåger. Men så forsvandt sorgen også, og hun følte, hvordan hun opløstes i grebet på tågernes ublide vind.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...