Brændemærket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 24 mar. 2013
  • Status: Igang
Den unge spion Kuhn lever et dobbeltliv. Om dagen bor hun sammen med sine forældre som en adelsdame med en lovende fremtid. Men om natten sniger hun sig ud, for at spionere for sin chef. En dag får hun den vigtigste opgave nogensinde i hendes karriere. Hun skal snige sig ind på slottet, og ind i prinsens sovekammer for at skaffe en værdifuld medaljon til sin chef. Det bringer hende ud i en masse dilemmaer... Vil hun overleve dem alle?

14Likes
15Kommentarer
1021Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg kunne høre lyden af en hammer mod opvarmet jern. Igen og igen blev der slået. Lyden af slaget gik hele vejen igennem mit kranie. Hele tiden. Lyden stoppede ikke. Efterhånden kendte jeg rytmen af hammeren. Jeg vidste, hvornår -.- manden holdt en kort pause, og hvornår han startede igen. Jeg talte slagene. 1, 2, 3, 4, 5, pause, 6, 7, 8, 9, 10, pause. Jeg var nået op på knap 1000 slag.
Det eneste jeg kunne gøre, var at sidde og vente. Sidde og vente på min skæbne.
Mine ben var følelsesløse efter at have siddet i flere timer på det kolde stengulv. Uheldigvis kunne jeg stadig mærke rebene der gnavede mine ankler og håndled.  
Det dunkede et sted i mit baghoved, hvor jeg vidste, at en stor tot af mit hår var blevet revet af. Det var den behandling man fik af kongens vagter, da de troede man ville snigmyrde kongens afkom. Hvilket slet ikke var tilfældet. Det var typisk min chef at sende mig på sådan en opgave,
Mine knæ var fulde af blå mærker, efter at de bare havde smidt mig ind i cellen. Jeg plejede ellers, at være god til undgå at få blå mærker. Jeg var blevet trænet i, at undgå at få skader. Det var en af de vigtigste dele af træningen. Der måtte ikke være noget der kunne afsløre vores rigtige identitet for omverdenen.
Men den del af mit liv var væk. På grund af en dum iagttagelsesfejl. Jeg burde have opdaget det kræ, før jeg kravlede ind ad vinduet. Hvis jeg havde gjort det, ville jeg nu kunne have været næstkommandant. I stedet sidder jeg i fugtig celle, og venter bare på, at de kan få det overstået så jeg kan komme i minerne.
Jeg lagde panden mod de næsten frosne jerntremmer og lukkede øjnene, mens jeg fokuserede på lyden af hammeren for bedre at kunne tænke klart.
Efter 50 slag, åbnede jeg øjnene og så mig hurtigt omkring i cellen. Den var tom. Ingen seng, spand eller noget som helst. Der var et lille vindue med tremmer på den ene mur. Det var ingen mulighed for en flugtvej. Vinduet var placeret for højt oppe til at jeg kunne nå det. Måske hvis mine ankler og håndled ikke var bundet sammen.
Jeg i sad i nogle minutter og tænkte over mine muligheder. Jeg kunne under ingen omstændigheder slippe ud nu. Jeg kunne ikke komme igennem tremmerne, eller dirke cellens lås op. Det var umuligt for mig at komme fri af rebene, og at kæmpe i denne stilling, var heller ikke noget der var muligt.
Det eneste jeg kunne gøre var, at vente på at de kom for at hente mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...