3383 år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Færdig
I marts 2013 var jeg på ferie i Sønderjylland. På vej hjem kørte vi forbi Egtvedpigens gravhøj, hvilket inspirerede mig til at deltage i "Nat På Museet"-konkurrencen.
Historien er fiktiv - jeg er ikke synsk! ;-)
Coveret er lavet af dygtige Pasta, og jeg vandt 3. pladsen i konkurrencen.

12Likes
22Kommentarer
1528Visninger
AA

3. Pen på papir

Jeg skynder mig tilbage til gravhøjen med kuglepen i hånden og papir i lommen. Der skulle være rigeligt til alt det, hun vil have, jeg skal skrive.

”Tak,” hvisker hun, da jeg endelig når tilbage til mindestenen. Jeg kan mærke, at hun mener det.
”Ingen årsag,” svarer jeg. ”Hvad vil du have, jeg skal gøre?”
”Sæt dig her.” Hun klapper på stenen ved hendes side. ”Jeg vil kunne se, hvad du skriver.”
”Men hvad skal jeg skrive?” Jeg finder papiret frem fra jakke lommen og glatter det ud mod mine lår. Øverst skriver jeg ”Egtvedpigen”, og hun nikker ved siden af mig.
”Alt, hvad jeg siger.” Jeg begynder ved hendes første ord.
”Til sommer er 3383 år gået. Er du klar over, hvor længe, jeg har ventet på det her?”

”Næsten 1400 år før jeres tidsregning begyndte, blev jeg født. Jeg kendte aldrig min far, han døde vist, da jeg var lille. Så jeg har heller ingen søskende. Min mor og jeg boede hos en familie på en af landsbyen største gårde lige her omkring. Dengang hed det ikke Egtved, som det gør i dag. Der var ikke rigtigt noget navn for byen, andet end Brages by, fordi byens høvding hed Brage.

Jeg voksede op sammen med gårddatteren Siv. Fruen var ikke særlig frugtbar, så Siv og Ask blev vist hendes eneste børn. I hvert fald mens jeg levede.

En sommerdag, kort tid inden jeg fyldte 17, sad jeg ved bålpladsen i langhuset sammen med Ask, Sivs elleve år yngre bror.
”Er du sulten?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt. ”Jeg henter noget fladbrød fra i går!” Han løb på sine nøgne fødder ud til spisekammeret, blot fem år gammel. Mine tænder løb i vand bare ved tanken om mad, og jeg kunne høre ham flytte rundt på noget derude. Jeg pillede ved bronzerørene for enden af mit snoreskørt.
”Skynd dig, Ask, du må slet ikke være der ude,” råbte jeg.  Asks spinkle stemme svarede mig hurtigt.
”Jeg skal bare lige ha…” Han blev afbrudt midt i sætningen af et stort brag. Jeg fór op fra min skammel og spænede ud til ham.
”Ask er du…” Mine hænder fløj op til munden ved synet. ”Ask!” Hans livløse krop stak ud under en af de massive bronzespande, vi brugte på bålet.
”Åh nej, nej, nej, Ask!” Blodet sivede ud under spanden, men jeg turde ikke flytte den, af frygt for, hvad jeg ville se under den. Den måtte være faldet ned fra sin plads ved spærene i loftet, da han prøvede på at nå de dumme fladbrød.
Jeg gled ned på knæ ved siden af ham, og strøg ham over armen, mens jeg forsigtigt sang den vuggevise, min mor plejede at synge for mig, når jeg havde mareridt.

Læg dig nu stille ned
Jeg aer blidt på din kind
Tankerne hvisker i dit sind

Se månen komme hid
Drøm om den blide sommer
Og om høsten, når den kommer

Glid ind hvor sagn dannes
Sig godnat til nattens ravn
Nu er du i drømmenes favn

Mine øjne var våde og hævede af tårer, da jeg rundede sidste vers. Jeg tog mod til mig og løftede spanden, men den var meget tungere, end jeg havde regnet med.
Under spanden mødte et voldsomt syn mig. Det vendte sig i maven på mig, da mine øjne løb over Asks kvæstede ansigt. Hans øjne var presset ud af hovedet på ham og lå som udslåede fugleæg på resterne hans blodige kinder. Knoglerne i ansigtet var knuste, så huden var sunket ind og så slasket ud. Hans kraveben stak ud af halsen på ham.
Jeg tabte spanden med et skrig ved synet, lige ned på hans ansigt igen. Kunne høre kraniet knuses fuldstændigt under vægten af bronzespanden.
”Fenja?!” Den skræmte stemme tilhørte Siv, der pludselig stod bag mig. ”Du… Du smed spanden ned over ham?” hviskede hun med rystende stemme.
”Siv, det var ikke mig!” Jeg mødte hendes blik, og hun så på mig med væmmelse.
”Hvem så?” spurgte hun, men inden jeg nåede at forklare, havde hun råbt på sin far.

Jeg lukkede dem ude. Lod som om, jeg ikke hørte på de løgne, de fortalte. Jeg kunne godt se, det kunne se ud som om, jeg havde slået ham ihjel, men jeg prøvede at forklare mig. De lyttede ikke.”

Jeg kigger op fra papiret og fanger hendes triste blik. Hendes øjne er fyldt med tårer. Alt ved hende er så nordisk, det lyse hår, den hvide hud, det klare blik i de blå øjne.  Jeg bliver et sekund i tvivl om, om det bare er fordi, hun er et spøgelse, eller om hun også så så fin, så ren ud, da hun levede.
”Er du okay?” spørger jeg forsigtigt. Min hals er tør.
”Ja, det er fint nok…”
”Du behøver ikke fortælle mere,” siger jeg.
”Jo, du skal vide resten, det er bare svært…” Hun slår blikket ned, og jeg opdager, mine fingre er kolde og forfrosne. Min højre hånd, der har holdt om blyanten, har fået et blåligt skær.
”Vi kan forsætte i morgen, måske?” Hun nikker. ”Mine fingre er også kolde nu.”
Jeg rejser mig fra stenen, og i tavshed følger hun mig helt hjem til sommerhuset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...