3383 år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Færdig
I marts 2013 var jeg på ferie i Sønderjylland. På vej hjem kørte vi forbi Egtvedpigens gravhøj, hvilket inspirerede mig til at deltage i "Nat På Museet"-konkurrencen.
Historien er fiktiv - jeg er ikke synsk! ;-)
Coveret er lavet af dygtige Pasta, og jeg vandt 3. pladsen i konkurrencen.

12Likes
22Kommentarer
1526Visninger
AA

5. På den anden side

”Men Peter, han var nu god nok.” Jeg løfter blikket fra papiret og kigger på Fenja. ”Peter Platz. Ham, der fandt mig,” forklarer hun. Jeg ryster på hovedet. Jeg tænker tilbage på historietimerne, der vist ikke har givet særlig gode resultater.
”1921. Peter var husmand på en gård, der lå her i nærheden. Han ejede markerne her, og besluttede sig for at grave højen op. Så var det, han stødte på mig.”
”Kunne han se dig?” Hun ryster på hovedet.
”Kun min krop i kisten. Men her var mange mennesker, og kigge på mig, og en af direktørerne fra Nationalmuseet kunne. Han ignorerede mig bare, jeg tror, han troede, han var blevet sindssyg.”

”Jeg troede også, spøgelser ville være helt anderledes,” siger jeg og lægger hovedet på skrå. Hun ser egentlig ikke meget anderledes ud end mig selv – blond hår og blå øjne – men hendes hud er papirstynd og man kan ane alle knogler og blodårer på hende. Hendes tøj er i brunlige nuancer. En frynset uldnederdel og en uldtop. Det ser ud som om, det kradser. Om maven har hun et bælte med en stor bronzeplade i midten. Jeg stopper mig selv i at række ud og røre ved hende, men hun har lagt mærke til det.
”Du må gerne røre mig,” siger hun og kigger på mig. Hun stiller sig op. Hun er mindst tyve centimeter lavere end mig.
Jeg rækker ud og strejfer hende. Mine fingre går igennem hendes krop og ud på den anden side. Det føles varmt og slimet, som om jeg rent faktisk stikker hånden ind i hendes mavesæk.
”Det er længe siden, jeg har været i kontakt med et andet menneske.” Begge vores blikke hviler på min hånd, og jeg trækker den til mig. Der bliver stille.

”Kan vi gå tilbage til højen?” spørger hun. ”Jeg får det underligt, når jeg er væk derfra for længe.”
”Klart,” svarer jeg. Inden vi går, snupper jeg et æble fra frugtskålen. ”Skal jeg tage papirerne med?”
”Nej.” Hun ryster på hovedet så de lyse lokker vajer frem og tilbage. ”Jeg tror ikke, jeg behøver fortælle dig mere.”

Vi går i tavshed tilbage til højen og stenen, hvor jeg sætter mig.
”Hvis der er noget, der aldrig rigtig ændrer sig, så er det naturen,” siger hun og slår ud med armen. ”Det kan jeg jo se, når jeg kigger mig omkring.”

”Hvem skal jeg takke?” spørger hun.
”Jeg hedder Mathilda, men det er mig, der takker.” Hun ryster på hovedet.
”Vi ses på den anden side, Mathilda,” siger hun. Mine øjne fyldes med tårer, da hun opløses i et hvidt skær og forsvinder. Jeg knuger papiret mellem mine hænder. Ingen vil nogensinde tro mig, hvis jeg fortæller det her, men jeg vil gøre det alligevel.
”På gensyn, Fenja,” hvisker jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...