3383 år

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 mar. 2013
  • Opdateret: 27 apr. 2013
  • Status: Færdig
I marts 2013 var jeg på ferie i Sønderjylland. På vej hjem kørte vi forbi Egtvedpigens gravhøj, hvilket inspirerede mig til at deltage i "Nat På Museet"-konkurrencen.
Historien er fiktiv - jeg er ikke synsk! ;-)
Coveret er lavet af dygtige Pasta, og jeg vandt 3. pladsen i konkurrencen.

12Likes
22Kommentarer
1533Visninger
AA

2. Fenja

Jeg trasker op ad den nedtrampede sti på højen. Jorden er hård og frossen, og min ånde tåger ud foran mig. Jeg når toppen og spejder ud over landskabet. For foden af højen på den anden side står et stort træ, hvis krone breder sig ud til alle sider. Havde det været sommer, ville der være køligt og skygge under træet. Men det er marts, træets grene er bare, og jeg er træt i benene. Jeg får øje på en sten, der står lidt væk fra træet. Der kan jeg sidde og hvile mig lidt, inden jeg går tilbage til sommerhuset.
”Så må det også være nok gåtur for i dag,” siger jeg til mig selv. Kulden gør mig øm i knæene.

Da jeg når stenen og sætter mig, hører jeg pludselig en stemme lige bag mig.
”Hey, her sidder jeg altså!”
”Åh, undskyld!” svarer jeg og farer op fra stenen. Da jeg vender mig om, sidder en pige på min alder og kigger interesseret på mig. ”Jeg så dig slet ikke!”
”Det skal du ikke tage dig af. Der er ingen, der har set mig siden 1921.” Jeg rynker brynene og tæller tilbage.
”92 år?!”
”Præcis! Ved du ikke, hvem jeg er?” Hun griner. Jeg ryster forvirret på hovedet. ”Mit navn er Fenja,” forsætter hun. Hun peger på skriften, på stenen under hende. ”De kalder mig Egtvedpigen.”

Jeg synker engang. Det kan ikke være rigtigt. Tre skridt baglæns.
”Et spøgelse?” spørger jeg. Jeg ved, hvad hun vil svare, men jeg vil ikke tro det. Det må være hallucinationer – jeg er også udmattet efter den lange gåtur.
”Ja. Et spøgelse.” Vores blikke mødes. ”Du er bange,” konstaterer hun. Hun vender ansigtet mod jorden.
”Jeg kan se og høre et spøgelse,” hvisker jeg. Jeg tager et par skridt mere bagud, inden jeg vender mig og løber tilbage mod sommerhuset.

”Stop!” skriger hun, spøgelset. ”Du må ikke løbe fra mig! Jeg har brug for dig!”
Noget ved hendes tonefald får mig til at stoppe op.  Hun lyder desperat.
Jeg vender mig om og hun fanger mit blik. Hendes læber former ordene, og selvom hun er langt væk, lyder det som om, hendes stemme er inde i mit hoved, da hun siger: ”Jeg har brug for dig. Du bliver nødt til at fortælle min historie videre. Jeg kan ikke selv holde på en blyant, men det kan du.”
Jeg ved, hun har ret. Jeg går tilbage mod hende.

”Stenen her burde føles kold mod mine bare ben, men det gør den ikke. Vinden burde rive i mit hår, men det gør den ikke. Kulden burde få mig til at fryse, men det gør den ikke. Underligt, ikke? At alting kan være så anderledes, bare fordi man er død?” Jeg nikker og hun gentager: ”Du bliver nødt til at fortælle min historie videre!”
”Vent her,” siger jeg. Så løber jeg tilbage mod sommerhuset for at finde papir og blyant.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...