Se, det er mig - one shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
16 årig Laura, har bestemt ikke det nemmeste liv, med en familie, der er ved at falde fra hinanden, og en økonomi der er ved at gå i vasken.

1Likes
4Kommentarer
773Visninger
AA

2. Se, det er mig

Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen der inde.Og se lige min mor! Med rødsprængte og opgivende øjne, stopper hun op og ser sig tilbage, mod huset, mod vores hjem, og tager mine to små brødre i hånden. Sorgen er tydelig at se i hendes blik, hun ved at hun bliver nødt til at gøre noget ved det, der er sket. Og nu undrer I jer sikkert over hvad der er sket. Det er en længere historie. Eller faktisk er den ikke så lang endda.

 

De er nu nået helt hen til ambulancen, som de forsigtigt sætter mig ind i. Det begynder at sortne for mine øjne og de føles tungere og tungere at holde åbne, så jeg opgiver og lukker dem i. Jeg kan høre at ambulance folkene prøver at få mig til at åbne øjnene igen, men jeg har ikke lyst. Stemmerne glider langsomt længere og længere væk, og inden jeg ved af det, er jeg væk.

Da jeg vågner op igen, har jeg en virkelig forfærdelig hovedpine, og ondt i min fod. Jeg kigger mig lidt omkring i det lyse værelse, som jeg ligger i. Det er tydeligt, at det er et hospitalsværelse. Min mor sidder i det ene hjørne sammen med mine to brødre. Synes I ikke også de ser utrolig søde ud, som de sidder der, nærmest oven på hinanden? Min mor opdager, at jeg er vågnet og hun skynder sig hen til mig, for at spørge mig hvordan jeg har det.

 

Jeg må nok hellere fortælle lidt om mig selv. Jeg hedder Laura, er 16 år gammel og jeg går i 10 klasse. Jeg bor i Jylland, i en lille by, helt ude på landet. Min familie var en helt almindelig familie, indtil et par år siden, en kernefamilie kan man også kalde det. Jeg var på det tidspunkt 14 år, og mine brødre var 4 og 6 år.  Det hele gik galt en dag min far besluttede sig for, at ville fortælle min mor sandheden. Sandheden om hvordan han havde været hende utro i et halvt år. En måned efter flyttede min mor og tog mig og mine brødre med. Hun lejede huset i den lille by, for de penge hun havde sparet op. Allerede dengang var det ikke det bedste hus, men vi vidste godt, vi blev nødt til at spare, når vi jo kun havde en indtægt nu, så det var altså det, der blev råd til.

Selvfølgelig savnede vi børn vores far og det gjorde os ked af det, at se vores mor ked af det, men det var nu engang sådan det var. Den der reagerede voldsomst på det var Phillip, min ældste lillebror. Han begyndte at blive aggressiv og begyndte at slå for at komme ud med sine frustrationer. Før var han også mega tæt knyttet til vores far.

 

Nu kommer en sygeplejerske ind på hospitalsværelset for at tjekke den maskine, som jeg på en eller anden måde er koblet til. Hun ser vildt sur ud, synes I ikke? Hun ligner sådan en sur dame i starten af 50’erne, som bare skal have det her job overstået, så hun kan kommer hjem til sine katte, eller hvad der nu venter på hende, hjemme hos hende selv. Hun siger, at det hele ser fint ud og jeg kan komme hjem allerede senere i dag, på trods af at jeg har mistet meget blod og forstuvet foden. Så går hun ud.

 

Vi kom fra Phillips aggressioner, ikke også? Jo, det tror jeg nok. For 3 måneder siden, eller noget i den stil, blev min mor fyret fra sit arbejde. På grund af manglende ordrer, sagde de. Hun gik straks i gang med at prøve at få arbejde igen, men i disse tider er det ikke særlig nemt. Vi skulle til at spare endnu mere, end vi gjorde i forvejen.

Den første ting der gik i stykker på vores hus, var vores vandhane ude i køkkenet. Det var ikke fordi det gjorde det store, for vi kunne jo bare gå ud på toilettet og hente vand, hvis vi skulle bruge det. Men det var bare starten på mange ting. Vores hjem begyndte at gå mere og mere i stykker og vi havde ikke råd til at reparere det.

Det var også grunden til jeg kom til skade. Vores trappe var nærmest rådnet op, så da jeg skulle gå ned af den i morges, faldt jeg lige i gennem. Nu har I så fået et indblik i hvordan mit liv er, og hvad jeg har oplevet.

 

Det er nu mandag morgen. Som altid er det ufattelig svært at stå op. Jeg finder noget tøj frem fra skabet, og tager det på. Derefter går jeg ned for at sætte mig ved spisebordet sammen med min familie. På vejen har jeg taget et æble fra frugtskålen, som i dag bliver min morgenmad. Min mor spørger mig, om jeg ikke kan passe på drengene på vejen hen til skolen, som sædvanlig. Det er den samme rutine hver dag. Der sker aldrig noget nyt. Noget der kan forandrer hverdagen. Jeg følger drengene til skolen, skoledagen skal bare overstås, min mor prøver at finde et job hele dagen. Efter skole tager jeg mig af drengene igen, min mor kommer hjem, og vi går alle i seng. Der er næsten ingen dage der skiller sig ud fra de andre. Jeg kan vel altid håbe, at i dag bliver anderledes.

 

Skoledagen er forløbet ganske normalt, og langsom. Jeg er nu på vej hjem, sammen med mine brødre. Da vi kan se vores hus, får vi os også en overraskelse. Der holder en bil i indkørslen, og vi har ikke nogen bil. Jeg håber min mor er hjemme, ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Det er jo højest sandsynligt en vi ikke kender, det tror jeg da.

Jeg kan høre nogen snakke inde fra stuen, og beslutter mig for bare hurtigt, at råbe at vi er hjemme og så ellers gå ud i køkkenet.

Jeg sidder inde i køkkenet og laver lektier, da min mor kommer ind til mig. Hun er åbenbart blevet færdig med at snakke med, hvem hun nu snakkede med.

”Laura, nu skal du høre hvem jeg snakkede med og hvad du skal gøre. Okay?” Jeg sidder bare og kigger på hende, spændt på fortsættelsen. Det kan være at der endelig sker en forandring i vores hverdag. ”Manden jeg snakkede med kommer fra kommunen. De har fundet ud af hvordan vi bor, og de ville gerne hjælpe os med at komme væk fra det. De vil også gerne hjælpe mig med at finde et job, så vi kan få en indtægt igen. Så nu synes jeg, at vi ligeså stille og roligt skal begynde at pakke vores ting, så vi kan komme af sted ligeså snart de har fundet noget nyt til os. Går du ikke op og begynder på det? Så snakker jeg lige med drengene imens.” Det er med en blanding af sorg og glæde jeg går op for at pakke mine ting. Sorg fordi at jeg nu skal sige farvel til det hjem, jeg har boet i næsten to år i, men glæde fordi det bliver en ny start, til et bedre liv.

 

 

Se, det er mig.

Mig, der går ud af huset, med trætte skridt, for at komme over til skolen, mens jeg hilser på naboerne, som står udenfor.

Mandag morgen er altid den hårdeste af dem alle, men denne her er ti gange lettere end de har været tidligere. Lettere end hele hverdagen var engang.

Efter min mor havde snakket med manden fra kommunen, fandt de et hus til os og et arbejde til min mor. Mine brødre og jeg startede alle på en ny skole, som ligger tættere på hvor vi bor nu. Min yngste lillebror, kom i en god klasse, og fik en masse nye venner, det sammen gjorde Phillip, men han startede også til boksning, for at komme ud med sine aggressioner. Min mor kan lide sit nye job, og hun begynder at være mere og mere sammen med vores venner igen, som hun var før i tiden.

Og jeg, ja, jeg er kommet i en klasse, hvor jeg har fundet en bedste veninde, og har fået en masse andre venner og veninder.

Vi har alle sammen fået en helt ny start.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...