Ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
Det her er en skole opgave. Pleas fortæl mig hvad i syntes. xx

1Likes
2Kommentarer
165Visninger

1. Ude

                            UDE
 

Jeg føler mig alene. Verden giver ingen mening. Min søster går ved siden af mig, jeg kan se hvor hendes tåre har været, de har efterladt våde spor på hendes æble kinder. Luften her er kold, jeg kan mærke den bide mig i huden. Jeg vil ikke græde, ikke foran min søster. Jeg er ældst, det er mig der skal holde sammen på os. Men jeg forstår ikke, hvordan mine forældre bare kunne efterlade os her. Jeg er ude af stand til at tænke klart. Her er så øde her. Her er ingen huse eller gade lygter. Her er så… så tomt.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvorfor, far og mor efterlod os her. Men jeg er sikker på at de kommer og henter os i morgen.

Alligevel er der så mange ubesvarede spørgsmål, som køre rundt i mit hoved: Hvorfor kørte far og mor grinene væk? Hvor er vi henne? Hvornår kommer vi tilbage?

Jeg tager min søster i hånden. Vi skal finde et sted at overnatte. Det er for koldt, til at strejfe rundt på gaden. Jeg ser lys, det er ca. 2 km længere fremme.

Jeg er træt Kim. Hører jeg min søster sige.

Jeg har ikke overskud til, at åbne munden for at svare hende. I stedet tager jeg hende på ryggen og bær hende hen til lyset. Det er en lille forladt stald. Lyset kommer fra en lygte som ligger smidt på jorden. Det her er den mest underlige by, jeg nogensinde har været i.

Jeg samler lygten op og lyser rundt i laden. Der ligger en masse hø rundt omkring, men det kan vi bruge, til at sove på. Jeg begynder at samle to bunker hø.

Vi sover her i nat. Siger jeg beroligende til min søster.

Hun nikker som svar.

Vi lægger os begge ned, men jeg kan ikke finde ro, til at falde i søvn. Jeg er alt for usikker. Hvilke grunde, har forældre til at efterlade deres børn på en, nærmest vildt fremmed planet? Jeg kan på ingen måde, finde hoved og hale i alt det der er sket. Min søster begynder, at trække vejret langsommere og roligere. Hun er faldet i søvn. Det er det vigtigste.

Jeg får ikke meget søvn den nat. Jeg ligger og tænker om mit gamle hjem, min varme dyne, de trygge rammer og kærligheden. Men jeg er begyndt, at tvivle på om det bare var en del, af deres facade.

Jeg er kun 11 år, men jeg er alligevel blevet nød til at skulle ”opfostre” min søster helt selv. Vi vil ikke kunne overleve, hvis vi bliver her. Der er hverken mad eller drikke, og her er koldt. Alt for koldt til at vi ville kunne klare os. Nattens mørke, begynder at slutte sig tæt omkring mig. Jeg bliver mere og mere bange. Jeg har hele mit liv frygtet, at jeg en dag ville være alene. Mine mareridt er blevet til virkelighed.

Det vare evigheder, før det begyndte at lysne uden for.

Jeg rusker let i min søster, men hun vågner ikke. Jeg begynder at ruske hårdere i hende, samme reaktion. Jeg begynder at blive nervøs, jeg lægger øret til hendes brystkasse, jeg kan høre… ingenting!

Det er ikke sandt. Det må ikke være sandt! Jeg kommer vaklende på benene, jeg kan se et reb hænge ned fra loftet. Jeg finder en stige frem, og klatre op mod rebet. Jeg tager fat i det og begynder at lave en lykke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...