Frygten for havet ✾

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 18 mar. 2013
  • Status: Igang
Siden Lia Andrews mistede sine forældre i en bådulykke, har hun haft svært ved at blive sig selv igen. Hun har lukket af for sine gamle veninde, og taler ikke til andre end hendes moster. Indtil den dag hun støder ind i Lucas. Dette er en novelle/ one shot jeg skrev til en skolekonkurrence. Den måtte højest være på 3-5 sider, så derfor går det hele nok lidt hurtigt. Men dette er min første novelle uden nogen form for fan fiction i lang tid, så håber I vil læse den alligevel :-) Det skal lige siges at den på en eller anden måde skulle handle om vand.

40Likes
21Kommentarer
1496Visninger

1. -

Det var en lun forårseftermiddag, næsten sommer og det årlige tivoli, som blev afholdt den tredje weekend i maj, dirrede af lys, farver og stemmer. ”Okay så én til tur,” lød det fra trætte forældre, der brugte deres frie tid med deres overgearede børn. Tivoliet var byens stolthed. En af årets højdepunkter, der bragte glæde og smil på folks læber i den lille by. Selv Lia Andrews trak på smilebåndet, mens bølgerne skød ind over hendes bare fødder. Som altid fandt man hende alene, uden for mængden. Der hvor hun ønskede at være.

   Da hun så sin ex-veninde grine med skolens snobber, følte hun tomheden, der hver aften sneg sig tilbage i hende. Bådulykken fyldte hendes tanker igen, og trak hende med tilbage i erindringerne. Og i de få sekunder hun var uopmærksom på omverdenen, mærkede hun stødet, der angreb hendes balance og skubbede hende i bølgerne.

   Overrasket over, hvad der var hændt hende, prøvede hun at samle sig. ”Det må du virkelig undskylde! Er du okay?” Lia hørte den dybe drengestemmen bag hende, og blev ramt af et par glimtende grønne øjne, da hendes blik mødte hans. Hun undlod at svare ham, da han forsigtigt hjalp hende op at stå. På hans grå baskettrøje, kunne hun straks se, at han var udenbys. Han virkede anderledes.

   Hun smilede halvhjertet, og så det ikke som nogen overraskelse, da hun løb væk – eller nok mere spurtede. En typisk Lia Andrews, flygtende fra en hver venlig gestus.

   ”Husk nu at komme hjem til tiden.” Lias moster forklarede hende for 117. gang, hvordan hun skulle passe på sig selv. Efter ulykken var hun i den grad blevet mere beskyttende over for sin kære niece. Og Lia hadede det. Derfor var det eneste rigtige for Lia at slippe væk. Og det endte altid med at blive strandens klitter, der blev tilløbsstedet.

   Lia sundede sig, mens hun kiggede ud over bølgerne og på sin højre fik øje på tivoliet, der var i gang med at blive revet ned. Det var altså det. Byens vigtigste dag var ovre. Eller det var i hvert fald hvad hun troede.

   ”Du må altså virkelig undskylde for tidligere.” Stemmen var ikke til at tage fejl af. I en nyvasket hvid T-shirt satte han sig ned ved siden af Lia, inden hun nåede at protestere.

   ”Øhm.” Lia havde ikke været i en lignende situation før. At tale med fremmede, var noget hun havde skubbet væk efter ulykken. Det skar hende stadig i hjertet, og hun magtede ikke at skulle fortælle sin livshistorie til flere. Der havde allerede stået nok om det i byens lokale avis, der udkom en gang hver anden måned.

   Drengen kiggede ud over bølgerne, og lod Lia komme til sig selv. ”Hvad hedder du så?” Han fjernede blikket fra havet, der blev oplyst af solnedgangen, og prøvede at fange Lias blik.

   Hun tøvede. At sige et navn på en enkelt stavelse var hårdt for hende. Det var en præsentation. Noget hun havde undgået de sidste tre år. ”Lia.” Hun mærkede nogle tons blive løftet fra hendes skuldre som ordene kom ud.

   ”Ej hvor vildt, er du Lia?!” Han gjorde en joke ud af det, og lød som en teenagepige, der jagtede sit idol. Lia blev så nysgerrig, at hun tvang sig selv til at kigge på ham. ”Jeg laver sjov, men jeg har nu hørt meget om dig.” Han holdt en kort pause. ”Faktisk har jeg ønsket at møde dig.”

   Lia sank. Siden ulykken var der ingen, der ønskede at være tæt på hende. ”Mig?”

Han nikkede, ”du er Lia Andrews ikke?”

   ”Jo, men-”

   Med et smil gav han hende hånden, og gjorde hende blot endnu mere forvirret. ”Lucas Shields.” Uden han ønskede eller havde planlagt det, ramte han Lia dybt, så hun igen fjernede blikket fra ham. Lucas. Hendes fars navn. Sidst hun havde læst navnet Lucas, havde været i artiklen hun ikke engang sådan rigtigt havde læst. Kun skimmet. Det havde været for overvældende. Lucas og Camille Andrews, druknet i bådulykke. Hun huskede det så tydeligt, og det borrede sig ind i hendes hjerte. En smerte så stor, så hun endnu ikke havde angrebet den.

   ”Hvad betyder Lia egentlig, jeg har aldrig hørt det navn før.” Lucas fik Lia ud af de forfærdelige billeder, der var begyndt at danne sig i hendes tanker, og fik hende derfor til at smile kort.

   Hun kiggede ud over vandet. ”Det er kort for Cordelia, som betyder en søjuvel.” Hun studerede havets bevægelser og huskede de mange somre, hun havde badet i havet med sin mor. Altid de to med de plaskende bølger. Men nu havde hun ikke badet siden ulykken. Det gjorde for ondt.

   Lucas nikkede ved siden af hende. ”Fortæl mig om ulykken.” Han kiggede på hende igen. Denne gang var der dog noget i hans blik, der viste Lia, at han ikke var som enhver anden fra byen. Han ønskede faktisk at høre hendes historie.

   Men alligevel blev Lia overrasket og nervøs. ”Hvordan ved du, at-”

”- mine venner har snakket om dig, og jeg vil gerne høre om det. Min psykolog har lært mig, at det er bedst at komme ud med det, som går en på.”

   Lia var forvirret, ”psykolog?”

   Lucas tøvede, ”jeg mistede mine forældre, da jeg var syv.” Som han sagde det, gik det op for Lia, hvorfor han havde opsøgt hende. ”Det var en bilulykke.”

   ”Mine døde i en bådulykke.” Det kom ud af Lia, og hun blev helt overrasket over, hvordan hun allerede nu kunne snakke om sine forældres død. Det var ikke sket før.

   Lucas nikkede, ”det er jeg ked af at høre.” Han trak på skuldrene, ”selvfølgelig vil du gerne have dine forældre hos dig, men du må lære at leve livet uden dem.” Hans psykologitimer havde hjulpet ham, det kunne Lia høre med det samme.

   ”Hvor længe gik der?” Hun udtrykte sin nysgerrighed og dannede et lille smil på læberne.

   Lucas kiggede på hende, ”jeg ved det egentlig ikke, men min psykolog hjalp mig.”

   ”Jeg har aldrig gået til psykolog.”

   Han nikkede igen forstående. ”Så lad mig være din psykolog.” Med et smil ventede han på, at hun drejede hovedet mod ham og mødte hans øjne. ”Hvordan har du det?” Lia mærkede smerten. Dét spørgsmål havde ingen stillet hende de sidste år. Og derfor anede hun ikke, hvad hun skulle svare. ”Det er okay, tag det roligt, jeg er stadig en fremmed for dig.” Ordet fremmed brugte han på sådan en måde, at Lia i et kort sekund troede på det. Men Lucas var ikke en fremmed mere. Selvfølgelig kendte Lia ikke så meget om ham, men hun vidste det vigtigste. Det der gik ham på, og så var han den eneste, der havde snakket ordentlig med hende.

   Og pludselig væltede ordene ud af hende. ”Jeg savner dem. Selvfølgelig gør jeg det. Hver nat har jeg mareridt om, hvordan det kunne have været, da de druknede på båden. Det skær i mit hjerte hele tiden, og jeg har lukket alle ude siden da.”

   ”Er der så noget du er bange for?”

   ”At bade.” Ordene røg ud af hende, men for hver stavelse følte hun vægten blive fjernet fra ikke bare hendes skuldre, men hele kroppen.

   Det føltes … dejligt.

   Lucas rejste sig og blev ramt af solens stråler, sådan, at han nærmest lyste op foran hende. Hun rejste sig og før hun vidste af det, befandt de sig sammen ved strandens bugt. Lucas måtte tro hun var bange for selv bugten, og blev derfor overrasket, da hun gik nogle skridt ud i de små bølger.

   ”Tør du?” Lucas kiggede på hende, mens Lia fulgte bølgerne ud mod horisonten. Bølgerne omringede det nederste af hendes ben og hun mærkede den lette brise blæse hendes hår til siden.

   Hun mærkede friheden. Bare en lille smule.

   Hun kiggede tilbage på Lucas ved hendes side. Et ægte smil dannede sig på hendes læber. Måske var det faktisk muligt ikke kun at angribe smerten, men også overvinde den. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...