En kvindes kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
En kvindes kamp er en historie om en kvindes hårde kamp om et bedre liv i Afghanistan, hendes fars kidnapning og sin forelskelse i en dansk soldat. Den omhandler både krig, Taliban, bortførelse og viljestyrke.

3Likes
2Kommentarer
305Visninger
AA

3. Undevisning

Hver gang jeg skulle til undervisning, måtte jeg finde på en eller anden god grund til at gå – det kunne være alt fra: Jeg skal lige ud og handle med nogle veninder til, at liste ud af huset hver gang han ikke var hjemme. Men jeg måtte være forsigtig, så han ikke gennemskuede mig. Og det var ikke engang det eneste problem: Når jeg skulle derhen skulle jeg tage bussen. Nu tænker i sikkert: ”Jamen, det er da ikke farligt at tage bussen?”. Og svaret er nej, måske ikke der hvor i sidder og læsser dette, men i Afghanistan, er og var det farligt. Grunden var, at både Taliban og de Afghanske tropper, dominerede i den by jeg levede i. Så hvis man blev stoppet et hvilken som helst sted af en af de to parter, skulle ens ringetone være `deres`. Dette skete ofte i busserne, så derfor gik de fleste rundt med to mobiltelefoner, den ene med Talibans ringetone, og den anden med Afghanistans tropper. Engang i bussen overhørte jeg en samtale:

”Jeg har hørt, at man bliver halshugget af Taliban, hvis ikke man har deres ringetone.” Sagde den ene. Om jeg kendte hende var svært at vide for burkaen. ”Sikke noget sludder. De skyder en!” sagde den anden. ”Det gør man altså ikke! Man bliver halshugget!” Og sådan fortsatte det under hele bus turen. Man ved ikke hvad straffen er, men en ting ved man – at der er mange rygter, og de fleste er total overdrevne. Dengang, var jeg total skræmt for hvad der ville ske, hvis jeg tog den forkerte mobil frem. Så jeg slugte hvert et rygte til mig, som en lille pige. Den gang vidste jeg ikke hvorfor, man skulle havde `deres` ringetone, men i dag har jeg fundet ud af, at det er en form for, at man underkaster sig deres magt.  

Jeg steg af bussen, og skyndte mig hen til undervisnings lokalet, og inden jeg gik ind, kiggede jeg omkring for, at sikre mig at der ikke var nogen der så mig. Lokalet var lille, men der var lige plads til 15 skolepulte, 5 symaskiner, 1 tavle og 13 piger. Jeg trak burkaen af og hilste på de fleste. Jeg satte mig bagerst i lokalet, så folk ikke kunne se mig så godt. Jeg var ikke vant til så mange mennesker, i et sådan lille rum. Og så behøvede jeg ikke at blive udstillet, når jeg ikke kunne svare rigtigt. Jeg forstod ikke alle de tegn læren tegnede oppe på tavlen, men jeg gjorde det bedste for, at få de sjuskede tegn på mit papir til at ligne hendes yndefulde skrift. Jeg havde allerede lært, at få disse tegn til at betyde mit navn – Gzifa.

Pludselig ringede min telefon midt i timen, alle vendte sig om og kiggede – det var så pinligt. Jeg havde lyst til at grave mig ned i et 20 meter dybt hul, og blive der for evigt. Jeg kiggede på displayet, det var Yasir.

Jeg skyndte mig ud af klasselokalet, og tog den. ”Hvad vil du?” spurgte jeg bekymret. Han ringede nærmest aldrig. Og det var et held, at jeg overhovedet havde lært at bruge den da han gav mig den. Hos min far og min mor havde vi ikke haft råd til sådan en. ”Hvor er du?” spurgte han. ”Øh, jeg er lige ude og handle, der du ved nok hvor… i storbyen!” svarede jeg med et bankende hjerte, og med angsten for at blive opdaget. ”Du må skynde dig hjem, der er sket noget forfærdeligt!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...