En kvindes kamp

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 20 apr. 2013
  • Status: Igang
En kvindes kamp er en historie om en kvindes hårde kamp om et bedre liv i Afghanistan, hendes fars kidnapning og sin forelskelse i en dansk soldat. Den omhandler både krig, Taliban, bortførelse og viljestyrke.

3Likes
2Kommentarer
334Visninger
AA

6. Hospital

Jeg vågnede læggende på en briks i et fremmed rum. Alt var sløret, og jeg havde en enorm hovedpine. Jeg kiggede ned af mig selv, og mit blik stoppede ved min hånd. Den var bundet i gips, og den ene finger manglede vist. Jeg prøvede at bevæge fingrende, men der skete enten, panikken strøg ind i mig, som et sprøjt adrenalin. JEG HAVDE MISTET MIN FINGER. Da det først gik op for mig – begyndte tårerne at trille ned af mine kinder. En mand ville jo aldrig syntes jeg var pæn, hvis jeg manglede den ene finger, og jeg ville aldrig kunne arbejde ordentligt, når jeg manglede den ene finger. Jeg tog hænderne op for at tørre tårerne af mine kinder. ”Vent, jeg har begge hænder oppe ved mit ansigt, men jeg lægger her og kigger på min hånd med den manglende finger. Foran mig!” tænkte jeg. Det var først der, jeg blev opmærksom på manden i sengen ved siden af mig. Jeg havde haft for travlt med mig selv til at registrere alt andet. Og hånden med den manglende finger tilhørte ikke mig, men ham. Jeg kiggede mig rundt. Jeg var inde i et stort rum med mange hospitalssenge, men mig og ham var de eneste inde i rummet. Jeg rejste mig stille og roligt op, alt svimlede foran øjnene på mig, indtil jeg fik styr på balancen. Derefter gik jeg hen til et lille spejl som sad på væggen ved siden af min seng. Jeg kiggede ind i spejlet og opdagede at min burka sad helt skæv og uredt. ”De har nok taget den af for at ordne de eventuelle skræmmer i mit ansigt,” tænkte jeg, og kiggede mig rundt i rummet for at se om der var andre i rummet end den bevidstløse mand henne på sengen. Men da der ikke var andre, trak jeg burkaen op for at se mit ansigt. Det ansigt som mødte mig i spejlet var fyldt med skræmmer og sår efter eksplosionen, man kunne antyde nogle gamle blå mærker fra da min mand havet slået mig, men ellers manglede jeg ikke nogle dele af min krop – jeg havde dog forstuvet min ankel. Jeg satte burkaen på plads, og gik hen til den fremmede mand, og inspicerede ham nøje. Jeg var ikke sikker på om han var død eller hvad så jeg prikkede forsigtigt til ham. Der skete ikke noget. Jeg prikkede lidt hårdere til ham. Der skete stadig ikke noget. Til sidst halvt prikkede, halvt slå jeg ham på skulderen, og der kom et lille grynt ud af hans mund. Jeg blev så forskrækket at jeg dunkede min forstuvede ankel hårdt ind i sengebenet. Et skrig undslap min mund, og tårer mine øjne. En kvindelig læge kom løbende ind til mig, og spurgte mig om et eller andet på et mærkeligt sprog. Da hun kom i tanke om at jeg ikke kunne forstå hende, begyndte hun at lave fagter. I starten kunne jeg heller ikke forstå det, men til sidst forstod jeg at hun spurgte om hvor det gjorde ondt. Jeg pegede ned mod min ankel, og hun skyndte sig hen til mig, og begyndte straks at kigge på min ankel. Den bevidstløse mand vågnede af mit skrig, og kigge lige så forvirret rundt som jeg havde gjort for bare fem minutter siden. Flere mennesker kom ind i rummet og begyndte at snakke med de andre. Jeg sad i mine egne tanker, og forstod ingen ting af hvad de sagde til hinanden. Pludselig henvendte den ’besvimede’ mand sig til mig. ”Hej jeg hedder Tobias. Jeg er sprogofficer fra Danmark,” sagde han smilende på mit sprog, men med en dårlig dialekt. Jeg blev overrasket over at han kunne mit sprog, og kom til at kigge ham direkte i øjnene, hvilket i mit land er et tegn på krænkelse, når en kvinde kigger end mand, som ikke er ens ægtemand, direkte i øjnene. Han havde klare safir blå øjne, som mindede mig om en klar nattehimmel. ”Hej,” sagde jeg kort og sænkede mit blik. ”Jeg reddede dit liv,” sagde han og betragtede min reaktion. Jeg blev overrasket og kom til at kigge ham direkte i øjnene igen. Denne gang opdagede jeg at han havde lyst hår, hvilket var dybt mærkeligt for mig, da alle i Afghanistan har mørkt hår. ”Hvorfor er du så ikke død, hvis du sprang ind foran mig, da bomben sprang?” spurgte jeg kritisk. ”Ha ha,” lo han, jeg kunne overhovedet ikke se det morsomme. ”Fordi jeg havde en masse beskyttelses udstyr på. Jeg kom da heller ikke helt uskadt der fra,” fortsatte han, og pegede på sin ikke eksisterende finger. De andre i lokalet sad nu og betragtede os. Jeg ville bare langt væk fra de her mærkelige mennesker, så jeg gik direkte til sagen. ”Hvornår må jeg gå hjemme?” spurgte jeg strengt. ”Når lægerne er sikre på at du har det fint!” sagde han og gjorde tegn til den kvindelige læge om at komme hen til ham. De udvekslede et par sætninger, og derefter rettede han igen opmærksomheden mod mig. ”Lægen siger, at du godt må gå nu, men du skal komme igen om tre uger og få tjekket din ankel,” sagde han venligt, lagde sig ned på sin seng igen og lukkede sine øjnene. ”Det skal jeg nok, hvis Taliban vil lade mig være,” mumlede jeg halvt for sjovt, halvt alvorligt.
Jeg forlod militærlejren, som heldigvis ikke lå så langt fra mit hjem, og tog bussen hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...