The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
2069Visninger
AA

9. Kapitel 8

 

8. Smeltende hjerte

 

Da jeg igen åbnede øjnene, vidste jeg ikke engang hvad eller hvem jeg så på. Alt gjorde så utroligt ondt og mit hoved føltes om en kerne af smerte, der ikke ville give mig lov til at tænke eller tale. Det eneste jeg kunne, var, at ømme mig og skrige kort, da noget rørte ved et ømt sted ved mit hoved. Jeg havde glemt hvor jeg var, men da jeg mærkede vindens svage brise, regnede jeg ud, at jeg var udenfor, selvom det, at tænke, gjorde ondt og jeg undrede mig over, om jeg virkelig tænkte eller snakkede.

 

”Træk vejret, stille og roligt.”

 

Det var først nu, da jeg blev pointeret om det, at jeg lagde mærke til min egen vejrtrækning. Den kom ud i korte stød, meget besværet, som om den kunne stoppe når end det skulle være. En mavepuster, det var det, der var sket, da jeg var røget af hesten. Begge mine arme var ømme og et af mine ben gjorde ondt, men jeg kunne ikke regne ud hvilket. Højre og venstre havde aldrig før virket så ens.

 

”Du er da også en tåbe… skal du altid gøre det modsatte af, hvad du bliver bedt om.”

 

Da jeg ikke svarede, måtte det være gået op for ham, at det faktisk stod slemt til. Så han blev ved med at snakke til mig, til det gik op for mig, hvem han var og til jeg var i stand til at beskrive, hvem han var, men beskrivelsen var ikke særlig god og ret ond. Han blev dog tavs og begyndte at tale om noget andet. Jeg åbnede mine øjne, selvom mit hoved føltes tungt og kvast på samme tid.

 

”Nu løfter jeg dig op.”

 

Jeg havde lyst til at protestere, men der kom ingen ord ud af min mund, da han var for hurtig. Mit hoved var stadig inaktivt, men jeg skyndte mig trods det, at lægge begge hænder mod min mund og håbede, at denne kvalmende gyngetur, ikke ville ende med at få mig til at kaste op. Det ville G.O ikke sætte pris på og uanset hvor meget jeg hadede Seungho, ønskede jeg heller ikke at kaste op udover ham, selvom det gyngede og svimlede for mit hoved, som var der bølger i vandet og ikke mit hoved. Mit ben gjorde så ondt, for hvert skridt han tog, men jeg vidste, at der ikke var så meget at gøre ved det. Kera! Det var først nu jeg kom i tanke om hende igen. Jeg anede ikke hvor hun var blevet af, men det så ud til, at Seungho havde styr på det hele, så jeg sagde ikke noget. Små glimt fra hvad der var sket, begyndte langsomt at dukke op igen, men pludselig gav mig krop efter og mine øjne lukkede i.

 

~ o ~

 

Da jeg vågnede igen, var det fordi der var en dunkende smerte i mit ben. Jeg vågnede nærmest med et sæt og da med prøvede at trække benet til mig, fortrød jeg straks og peb som en lille mus. Hånden, der havde rørt min fod forsvandt og det gik op for mig, efter nogle lange slørede sekunder, at det var Seungho, der lige havde rørt ved min fod. Egentlig havde jeg lyst til at trække den til mig, men bevægelsen ville gøre for ondt og da jeg kom i tanke om de tidligere begivenheder, lidt efter lidt, blev jeg pludselig bange for, om det mon var brækket. Måske kunne han se rædslen i mit ansigt, for han svarede nemt på mine tænkte spørgsmål.

 

”Du har fået en slem forstuvning af din fod, du har ingen brækkede ribben og dine arme og hænder fejler heller ikke noget. Det sår du havde på baghovedet er dog gået op igen,” svarede han med en nonchalant stemme. Jeg ville have nikket, men jeg kunne mærke, at det kun ville gøre ondt. Med min hånd mærkede jeg efter på mit baghoved, hvor slemt det stod til. Der var vinklet bandager rundt om, hvilket forklarede hvorfor mit hør fløj lidt hist og pist.

 

”Du var der. Du fulgte efter mig,” var det eneste jeg kunne sige. I mine tanker havde jeg flere sætninger gjort klar, men intet andet syntes at ville komme ud.

 

”Jeg betragtede dig. Du skulle have lyttet til Byunghee,” mumlede han, men hans tone var slet ikke så hård. Han havde stadig ondt af mig. Jeg trak på skulderne og mærkede straks en ømhed. Hvor på denne krop gjorde det dog ikke ondt?!

 

”Hvor har du været henne i den seneste tid? Jeg har slet ikke set dig.”

 

Min plan havde været at være kold overfor ham, men det virkede ikke helt. Et eller andet sted virkede det hele urimeligt, hvis jeg behandlede ham på den måde, taget i betragtning af, hvad han havde gjort, for at få mig til at have det godt her.

 

”Forskellige ting… Men som du måske lagde mærke til, lykkedes det næsten William at finde os,” sagde han hårdt og lagde ikke skjul på, at det hele var min skyld. Jeg fik en kuldegysning, da jeg hørte hans navn og selvom mit hoved ikke fungerede hundrede procent, mindedes jeg stadig hans stemme, der var så gennemtrængende, ligesom Seunghos, men bare på en ubehagelig måde.

 

”Og… Jeg har besøgt Leo,” sagde han. Da han sagde min brors navn hoppede jeg nærmest 3 centimeter op i luften, hvilket gjorde ondt, da jeg landede igen. Leo! Hvad havde han lavet der? Endnu engang svarede han, før jeg overhovedet nåede at stille spørgsmålet.

 

”Han har det helt fint, han savner dig bare.”

 

Jeg vidste, at det kun var den forkortede version af historien, men jeg blev bare lettet over, at han havde det godt. Mange flere tanker gjorde alt sløret for mig, men jeg kunne ikke finde hoved og hale i det hele, så som modreaktion, lod jeg bare mine tårer falde, både af lettelse, men også af frygt for, at William næsten havde fundet os.

 

”Men William kommer snart til magten. Og jeg er bange for, at der ikke går lang tid, inden han finder os” sagde han og denne gang var hans hårde og kyniske stemme vendt tilbage, samt en mine, der fik mig til at skælve.

 

”Kan du forhindre ham i det på nogen måde?” spurgte jeg ham og lænede mig lidt ind forover. I lang tid stod vi bare og stirrede på hinanden og lod øjnene tale for os. Selv om han ikke svarede, vidste jeg godt hvad svaret var. Der var næsten intet der kunne stoppe William, nu hvor hans far var konge og der ville sikkert kun gå et år, inden han havde tronen og ville ende med at ødelægge hele landsbyen. Hele stemningen var blevet mere trist og kold og det føltes slet ikke, som om jeg trak ren luft ind, men at hele universet blevet var blevet et beskidt sted at være. Mens jeg tænkte for mig selv, kunne jeg se, at Seungho hev en bog frem.

 

”Hvad… Er det?” spurgte jeg ham og hørte først senere, hvor dumt spørgsmålet var. Selvfølgelig var det en bog, men det var jo ikke det, jeg mente med spørgsmålet. I et øjeblik så ham på mig og overvejede om han skulle komme med en sarkastisk kommentar, men det gjorde han ikke. Han lagde bare bogen fra sig igen og tjekkede til mit ben, der nu lignede et opsvulmet klump kød.

 

”Du kommer nok ikke at kunne gå de næste par dage, så derfor har jeg sørget for, at du ikke kommer til at kede dig,” sagde han og vendte hovedet mod mig. Denne gang så jeg hans ægte og betagende smil. Nu hvor jeg så det, måtte jeg indrømme at jeg havde savnet at se ham være glad. Han satte sig ved siden af mig i sengen, brød min personlige boble og begyndte at læse op fra bogen af, der var fuld af eventyrer.

 

~ o ~

 

Seungho var i nærheden af mig konstant. Lige fra da jeg stod op, hvor han kom ind til mig, efter Mei havde hjulpet mig med de mere private ting, til jeg gik i seng, hvor han hjalp mig med at lægge mig rigtigt, så det ikke kom til at gøre alt for meget ondt i min fod. Mit ben var måske ikke brækket, men det havde været tæt på. Uden selv at lægge mærke til det, begyndte jeg at synes godt om Seungho. Når han ikke var en nar og havde alle sine parader oppe, kunne jeg godt se, hvorfor G.O havde syntes godt om ham.

 

Han var i bund og grund meget venlig og betragtede mig nøje, for at se, om jeg havde smerter, han kunne gøre noget ved. Desuden havde han en meget dejlig og varm stemme, som jeg nu var kommet til at holde meget af, efter alle de dage vi havde tilbragt med at høre ham læse eventyr og myter op for mig. Jeg havde aldrig selv købt bøger dengang og nu elskede jeg at høre om eventyr, som selv jeg ikke kunne finde på. Jeg kunne ikke vente med at fortælle dem alle sammen til Leo, for jeg vidste, at han ville elske det.

 

Når vi ikke tilbragte tiden med at læse, sad vi udenfor i haven under træet. Da jeg endelig kunne gå på mit ben igen, nøjes vi med at gå ture på den lille sti i stedet for at ride. Jeg elskede stadig Kera, men jeg var bange for, at komme til skade igen og mit hoved havde ikke godt af mere. Desuden nægtede Seungho at lade mig gå for langt ud, i tilfælde af, at William dukkede op.

 

Det bedste ved det hele var, at han var holdt op med at have sex. Han udnyttede ikke længere de andre piger og jeg vidste ikke, om han også var klar over, at han havde holdt om med at lege med dem. I stedet for havde jeg fået al hans tid serveret på et sølvfad og måtte selv bestemme, hvad vi skulle lave af ting og sager, så længe vi ikke kom alt for tæt på byen. For så ville William finde mig.

 

Det undrede mig også, at William ikke vidste, at Seungho var her, hvis han nu hadede ham så meget. Hvordan kunne det være, at det først var nu, at William havde opdaget dette sted?

 

Jeg ville egentlig gerne spørge ham om alle de ting, han aldrig havde svaret mig på, men jeg var alt for bange for at komme til at ødelægge de gode stunder vi havde sammen, så jeg valgte ikke at sige noget og ventede på, at samtaleemnet en dag ville komme af sig selv.

 

~ o ~

 

Jeg var på vej over mod mit eget værelse, da jeg hørte en lyd der fik mig til at tænke på alle de gange jeg havde siddet udenfor sammen med Aimèe, hvor hendes forældre havde tændt for et bål, og vi havde alle sammen siddet i en rundkreds for at hygge os og for at fejre, at salget var gået godt. Lyden i sig selv gjorde mig ikke så meget, men det var mere det, at den kom fra Seunghos værelse.

 

Endnu engang åbnede jeg døren til hans værelse, hans privatliv, uden overhovedet at banke på eller tænke tanken, at han måske ikke ville forstyrres. Da jeg stak hovedet ind og mødte hans øjne, kunne jeg se, at min timing var dårlig. Sådan opfattede jeg det i hvert fald. Overraskelsen var som en tung mine på hans ansigt og det tog ham lang tid, at få sin almindelige facade på plads, selvom den var lidt rusten, nu hvor jeg havde fanget ham. Han stod foran en pejs, med en ting i hånden, som jeg herfra ikke helt kunne se hvad var. Det var først da jeg kiggede godt efter, at jeg så, at det var en billedramme.

 

Jeg spurgte ham ikke, om jeg måtte komme ind. Det virkede alt for mærkeligt, nu hvor jeg allerede havde afbrudt ham og desuden havde vi været så åbne overfor hinanden her for tiden, at det ikke gjorde noget.

”Hvad laver du?” spurgte jeg ham forsigtigt og sørgede for, at jeg ikke rykkede for hurtigt frem. I det øjeblik her, var han nemlig også meget sårbar. Han sendte mig et kort, men bittert smil og kastede derefter blikket på billedet igen. Da jeg så over hans skulder opdagede jeg, at det ikke var et billede, men et portræt.

 

Til at starte med kunne jeg ikke genkende personen, men efterhånden som jeg blev ved med at se ind i de fortabte brune øjne, gik det op for mig, at det var et billede af Seungho, da han havde været meget yngre, end han var nu. Jeg behøvede ikke at spørge, jeg vidste, at det i sidste ende havde været William, der havde ført til Seunghos ensomhed og ulykke, selvom han aldrig havde fortalt mig det ligeud. I pejsen kunne jeg ane resterne af nogle andre rammer og det gik op for mig, at han var i gang med at brænde hans gamle portrætter.

 

”Seungho… Lad være,” hviskede jeg og lagde forsigtigt min hånd på hans arm. Han stirrede på mig, sendte mig et undrende blik, som om han ikke helt forstod, hvad jeg overhovedet lavede her. Det var ikke tit, at jeg så denne side af ham, hvor han kunne såres nemt.

 

”Du ved ikke, hvad du snakker om, Milliane. Du har ikke kendt mig siden jeg blev født. Jeg har ikke altid været, som jeg er nu. Engang var jeg en sølle taber, som ikke kunne andet, end at græde og skrive dagbøger om, hvor nemt de andre royale kunne gøre grin med mig. En sentimental bondeknold, det sorte får, Williams egen nar, der kunne underholde ham. Det her er mit fortids ansigt, et ynkeligt et,” sagde han inden hev hånden til sig igen og kastede det sidste billede i bålet og resten af hans ansigter brændte op. Jeg kunne godt forstå hans trang til at glemme hans fortid og jeg blev kun mere vred på William, fordi han havde ladet det gå ud over en som Seungho.

 

”Det er dem, der er idioter,” sagde jeg, men denne gang undlod jeg at røre ved ham. Han grinede kort og jeg vidste straks, at dette var et af hans sarkastiske grin. Han havde fået det her mærkelige udtryk, som jeg slet ikke kunne lide. Det var det udtryk han fik, når han snakkede om sit gamle jeg. Han vendte ansigtet væk fra mig og gik tættere på pejsen. Jeg stod bag ved ham og lod mit blik falde på hans ryg, der ikke virkede så rank som den burde. Dette var ikke den Seungho, jeg havde mødt den første dag. Jeg gik over til ham og lagede armene om ham og hvilede hovedet mod hans ryg.

 

”Jeg ved ikke helt, hvorfor William endte med at gå efter dig, men du lader ham vinde over dig, når du opfører dig på den måde… Du er en, der holder af andre, selvom du ikke viser det. Du læser eventyr op for mig med sådan en passion, så jeg ved, at det er noget du går op i. Du er en klog person, der kender til alverdens ting og du er så god ved dine venner, for ellers ville G.O, Thunder og Mir ikke arbejde her for dig. Du har ikke brug for nogen pagt eller dette harem, til at fortælle dig det. Du er helt som du skal være, men du kan stadig ikke se det, fordi du har tilladt William at tage din personlighed,” hviskede jeg stille ud i rummet. ”Du er Yang Seungho, en, du burde være stolt af at være.”

Jeg vidste ikke hvor alle de ord kom fra og jeg mærkede også, hvor flov jeg var blevet efter at have fortalt ham, ærligt, hvad jeg syntes om ham. Under mine arme kunne jeg mærkede, hvordan han stivnede og i lang tid var der ingen af os der sagde noget. Måske havde det været en fejl fra min side af, at fortælle ham alle de ting. Det sidste, jeg ønskede lige nu, var, at han blev vred. Langsomt, slap jeg mit greb om ham og mærkede hvordan mit hjerte bankede helt underligt og smertefuldt. Han havde ikke sagt et eneste ord.

 

”G-Godnat,” hviskede jeg stille og lod mine hænder falde til siden. Jeg prøvede at gå ud af værelset i et normalt tempo, men lige nu havde jeg lyst til at løbe ud.

 

”Milliane.”

 

Den måde han sagde mit navn, fik mig til at stoppe op. Inden jeg kunne nå at vende mig om, havde han allerede taget fat i min arm, hevet mig ind til sig og ladet sine læber glide hen over mine.

 

Det var for sent af stikke af nu. Jeg var faldet for ham. Og lige som alle de andre i hans harem, lod jeg mig forføre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...