The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1996Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

 

7. Dumdristig

 

Jeg lavede ikke helt det store. Nu hvor jeg ikke længere skulle høre hans palæ rent, lå jeg bare i min seng hele dagen. Jeg rejste mig kun op, når jeg behøvede at spise eller gå på toilettet, men ellers var jeg stort set kun inde på mit værelse, hvor jeg læste kedelige bøger om forskellige planter, der ikke engang var blomster, men bare urter. Hvis jeg ikke snart fandt noget nyt, jeg kunne lave, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle få mine næste mange år til at gå.

 

Desuden var der ikke andre bøger jeg kunne læse – jeg havde gået i skole og kunne da læse, men jeg kunne ikke læse de fremmedsprogede bøger, der så noget mere interessante ud, end dem jeg kunne afkode. Især dem med de flotte billeder, der lignede eventyr. Det mindede mig om dengang min mor læste højt for mig.

 

Dengang det var varmt, hvor det var vinter og sneede udenfor. Hvor jeg ville sidde i min fars skød og lukke øjnene, mens jeg lyttede til min mors fortællerstemme. Leo ville sidde i min mors skød og stille nogle spørgsmål engang i mellem, men jeg holdte mest af, at høre hende fortælle, uden at afbryde. Det hele virkede så varmt og trygt, og dengang troede jeg aldrig, at jeg ville blive skilt fra dem. Dengang troede jeg, at livet altid ville være så perfekt, som det var dengang.

 

Ville jeg mon slet ikke komme til at se Leo, overhovedet? Hvis jeg flygtede og fandt Leo, kunne jeg måske nå at komme tilbage, inden Seungho opdagede det. Men han havde højst sandsynligt ret, folk ville lægge mærke til mig og William ville uden tøven tvinge mig hjem i hans seng, så han kunne komme i gang med at lege med mig. Nu hvor jeg tænkte over det, så var Seungho holdt op med at have sex med pigerne i palæet. Jeg havde heller ikke set nogle nye piger siden sidst, så noget sagde mig, at de sidste par begivenheder havde fået ham til at holde op. Om det var godt eller skidt for mig, vidste jeg ikke, men jeg så ham ikke særlig tit. Når jeg så endelig sad nede på sofaen i palæet, ville han komme fordi, se på mig og så gå igen. Han havde nok gang i nogle mere spændende ting end jeg havde.

 

Jeg skovlede min ommelet ind i mig og undrede mig over, hvad jeg kunne få dagen til at gå med. Haven var altid en mulighed, men jeg havde allerede flettet så mange blomsterkranse med Mei, at hun ville kunne sælge dem og tjene en formue, selv hvis prisen var meget lav.

 

”Miss. Milliane?”

 

Jeg så op fra min tallerken og så en mand foran mig, med et svagt smil. Jeg havde set ham før, det var også ham, der havde kørt os hertil i kareten dengang jeg først ankom, men jeg havde ikke set ham siden. Nu hvor jeg gav mig til at se på ham, var hans virkelig smuk. Hans sorte hår sad perfekt, hans øjne var lige så brune som Seunghos, men han virkede mere muskuløs og var desuden højere. Hans læber var heller ikke lige så store som Seunghos og hans ansigtstræk var mere markerede. Han så faktisk vildt sød ud, når hans pandehår næsten faldt ind i øjnene.

 

”Mit navn er G.O, jeg er kommet for at hente dig,” sang han nærmest og det lød som musik i mine ører. Jeg kunne ikke bedømme om det var fordi jeg endelig hørte en anden mandestemme eller om det var fordi han bare havde en fantastisk evne til at synge og snakke. Jeg troede, at det var for godt til at være sandt, men da han kaldte på mig igen, tabte jeg min kniv.

 

”En mand i Seunghos harem?” spurgte jeg lidt for rystet. Hans øjne blev store, men så smilede han.

 

”Du kender hans navn… Nå men, jeg fik besked på at komme og hente dig,” sagde han og gik over mod mig. Inden jeg kunne nå at sige nej eller flygte, havde han taget fat om min hånd, forsigtigt og tog mig med ud gennem haven. Jeg havde været i haven mange gange før, men G.O gik hen mod træerne og jeg undrede mig over, hvorfor han fortsatte med at gå mod hækkede. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg havde troet, at han havde planer om at gå lige ind i hækken, men han stoppede op, flyttede nogle af grene og hjalp mig med at komme igennem, selvom jeg endte med at blive kradset af de høje hække, der havde deres eget liv.

 

Da jeg besværligt og ikke særlig elegant kom gennem hækken, måtte jeg endnu engang blinke flere gange, for at tage alle tingene til mig. Her var mere, end jeg havde forventet, meget mere.  Foran os, der var et areal der var lukket af til græsning, og en stald. Længere henne mod højere var der en sti, der så ud til at føre mod det uendelige, måske et helt andet land! Lyset skinnede ikke lige så meget her, som det syntes at skinne i haven, men måske var det, fordi græsset her ikke var perfekt grønt, som det var i min have. Der var til gengæld noget mere befriende her. Jeg følte mig ikke længere fanget, nu hvor jeg var klar over, hvor mange dimensioner hans palæ faktisk havde. Og noget sagde mig, at de andre i hans harem ikke kendte til det her sted eller til G.O.

 

Selvfølgelig burde det ikke overraske mig, at han havde flere kort i ærmet, når han trods alt blev kørt af heste, men det kom alligevel bag på mig, at det fandtes. Og at jeg med min store fritid ikke havde udforsket stedet noget mere og fundet frem til dette.

 

”Der er I jo! Jeg troede aldrig at du ville komme tilbage!” var der endnu en mandestemme der sagde beklagende, denne var dog meget mere skrigende og lød yngre. Da jeg så over i den retning stemmen kom fra, så jeg en person, hvis hår indrammede hans ansigt. Da han så vendte ryggen til mig igen, så jeg den lille hestehale han havde bundet. Hans hår var lyst, men mørkt indenunder.

 

”Jeg henter Kera så!” skreg han grinende og stak af inden jeg kunne nå at så på ham, men allerede nu virkede han så fuld af energi. Det var helt overvældende at møde så mange nye mennesker her, selvom jeg før i tiden hele tiden var vant til at se ukendte ansigter.

 

”Du skal ikke tage dig af Mir, han kan godt være drilsk, men han er god nok,” mumlede G.O. Jeg havde stadig ikke sagt et eneste ord, siden jeg havde mødt G.O og det, at der var andre mænd til stede, overraskede mig også i den grad.

 

”Der er andre mænd her,” hviskede jeg for mig selv, men G.O hørte det og begyndte at grine. Han lavede en akavet bevægede med hånden og kløede sig i baghovedet.

 

”Det er sådan han vil have det. Han… fornøjer sig selv og vi gør rent efter ham,” mumlede G.O og sendte mig et svagt smil. Jo, noget havde ændret sig, i den grad.

 

”Er det hende?” var der en anden der spurgte, men det var en lav og dyb stemme. Da jeg først så ham, troede jeg, at han var en engel, med hans skinnende lyse hår og hans mørke og varme øjne. Hans pandehår gik lige ind foran hans øjne, så jeg næsten ikke kunne se dem, men de var der. Han var høj og slank, men alligevel så han så venlig ud og uskyldig ud, i forhold til G.O der mere mindede om Seungho. Dog virkede G.O mere maskulin og lignede mere typen, der skulle charmere flere kvinder.

 

”Ah, Thunder! Jeps, det var hende, der så ud til være mest menneskelig og hun lignede en der kedede sig, så det kan kun være hende,” sagde G.O og klappede mig på skulderen. Jeg kiggede fra den ene til den anden og mærkede hvor overvældet og forvirret jeg var. Var jeg blevet til en Alice, der farede vild og ikke kunne finde rundt længere?

 

”Hun er smuk.”

 

Jeg blinkede forvirret og det var først efter lang lang tid, at jeg fandt ud af, at han snakkede om mig. Hans brune øjne stirrede dybt inde i mine og jeg blev pludselig meget opmærksom på mig selv. Mine kinder blev røde da han sagde det og da jeg blev ved med at stirre på ham, så han ned i jorden og gik. En genert engel.

 

”Det er hun,” sagde G.O og med at lille klap på skulderen, fik han mig til at bevæge mig endnu engang.

 

”Du må kede dig ret meget,” sagde G.O til mig og prøvede at sætte gang i en samtale, men jeg havde helt glemt hvordan man snakkede ordentligt til folk, så jeg nikkede bare. Han stillede flere hverdagsspørgsmål, men jeg havde helt glemt konceptet i at føre en samtale. Jeg prøvede at finde ting, jeg undrede mig over og til min overraskelse opdagede jeg, at mit hoved var fyldt med spørgsmål, der bare ventede på svar – så jeg startede ud med at meget almindeligt et.

 

”Er du… Venner med Seungho?” spurgte jeg ham og hver gang han så væk, betragtede jeg ham nærmerede og lagde mærke til flere detaljer ved ham. Han var virkelig charmerende og så ud til at have den blødeste hud.

 

”Seungho og jeg blev venner kort efter han havde indgået aftalen,” sagde han, men var meget forsigtigt med sit ordvalg. Han så meget tøvende ud og endnu engang, var der noget med en aftale som jeg ikke vidste noget om. Da jeg kom til at lukke et fornærmende fnys ud, mærkede jeg G.O’s øjne på mig.

 

”Hvad?”

 

”Det er bare… Du virker så venlig og rar… og Seungho er bare en nar,” sagde jeg ligeud. Men da jeg vendte mig mod ham og fik øjenkontakt med hans brune øjne, mærkede jeg endnu engang hvor genert jeg blev. Jeg havde aldrig rigtig snakket med særlig mange mænd i lang tid, så dette var noget nyt for mig. G.O sukkede dog træt og lignede en, der havde hørt noget, som han havde hørt flere gange.

 

”Han ændrede sig hurtigt, da han fandt ud af, at piger så ud til at klæbe sig til ham, uden at han behøvede at gøre meget andet end at blinke. Han begyndte at blive meget som William. Alle dem, der i hans fortid havde gjort grin med ham, blev nu forelsket i ham og han gjorde med dem, som han ville. Seungho mistede en del af sig selv med al den magt han fik. Da han så hørte, at William interesserede sig i en bestemt pige, gjorde han alt for at få fat på dig, da han vidste, at han på den måde, ville kunne få en indirekte hævn.  Men da du ikke forelskede dig i ham uden videre, vidste han ikke hvad han skulle stille op med dig eller hvordan han skulle tackle det. Du var lige som de piger, der engang var i hans fortid, piger med en vilje. Du er en pige, der nemt kunne sætte sig op imod ham og det gik ham på. Det hjalp heller ikke, at du læste hans dagbog,” sagde G.O, det sidste dog en smule bebrejdende.

 

”Hvis jeg husker rigtigt, er det værre at stjæle koner og døtre og have sex med dem, end det er at skimme en dagbog,” vrissede jeg irriteret, mere end hvad der var min hensigt og G.O sagde ikke noget i et kort øjeblik, hvorefter han sukkede.

 

”Seungho forsøger vel bare at finde ud af, hvordan han skal agere når han er sammen med dig. Det er ikke let for ham, at være sammen med en, der har en fri vilje. Det sidste han ønsker, er at han endnu engang skal gøres til grin af en kvinde,” sagde G.O med en øm stemme. Jeg kunne godt følge ham. Men han havde alle de andre kvinder her, så han ville da aldrig komme til at forelske sig i mig og jeg ville heller aldrig kunne gøre ham ondt.

 

”Men er du klar?” spurgte G.O og noget lyste op i hans øjne. Jeg stoppede og sendte ham et forvirret blik. Mir kom løbende og begyndte nærmest at ryste i mig og jeg kunne slet ikke følge med i hans talestrøm af ord, der overvældede mig og aldrig så ud til at få en ende.

 

”Kera er klar,” mumlede han til sidst. Jeg sendte G.O et spørgende blik.

 

”Du skal lære at ride,” svarede Thunder for mig og sendte mig et fortryllende smil, der fik mig til at lette.

 

~  o ~

 

Jeg hadede stadig Seungho for alt det han havde gjort mod mig. Det var ikke min holdning til ham, jeg havde ændret, jeg havde bare fået nye meninger om de nye personer han på sin vis har introduceret mig for. Jeg kunne godt lide alle de andre drenge, især G.O der nu servede alle dagens måltider for mig. Den mand kunne finde ud af at lave mad og han fik mine smagsløg til at eksplodere med friske råvarer og delikatesser som jeg aldrig havde prøvet før. Jeg vidste ikke, at min krop kunne producere så meget savl, men hver gang jeg kom nedenunder, slog duften af maden mig helt ud.

 

Mir var palæets gartner og da han også havde styr på blomster kunne vi nemt snakke sammen om det. Jeg hjalp ham med at holde styr på haven og sammen plantede vi nogle nye blomster og planter. Men det var ikke det eneste, Mir kunne snakke om, den dreng kunne starte den ene samtale om det ene emne og så helt vende samtalen 180 grader. Hans friske personlighed og humør gjorde mig så godt tilpas.

 

Og så var der stille og rolige Thunder, som næsten kunne være som Mir til tider, når han åbnede helt op, men for det meste var han nede på jorden og lærte mig, hvordan jeg skulle kommunikere med Kera, der åbenbart var min personlige hest. Det var stadig ikke til at forstå, at jeg ejede min helt egen hest. Mit helt eget værelse, min helt egen have og nu hest… Det var ikke til at fatte. Men hvis Seungho troede, at det kunne gøre det hele bedre, så tog han fejl.

 

Han havde opført sig som en idiot og nu måtte han finde sig i at blive ignoreret som en… Eller… faktisk ignorerede jeg ham ikke, jeg havde slet ikke set ham, siden den dag G.O på mirakuløs vis havde vist sig foran mig. Men jeg var helt sikker på, at jeg ville have ignoreret Seungho, hvis han havde været her. Jeg undrede mig dog over, hvor han kunne være blevet af. En del af mig, var også glad for, at han ikke længere generede mig. Så kunne jeg da i det mindste smile igen, selvom jeg savnede Leo og ønskede at vide, hvad han lavede.

 

Efter at have gennemgået min normale morgenrutine, gik jeg ned, men G.O var der ikke. Da jeg gik hen til bordet, var der allerede dækket op og det eneste spor af G.O var en lille note som han havde efterladt sig.

 

”Holder fri i dag sammen med de andre, så vi er smuttet i byen! Men hyg dig med Kera, og læs nogle fornuftige bøger og vi vil være tilbage inden længe. Håber du overlever, og lad nu være med at gøre nogle dumme ting, mens vi er væk, Seungho skulle nødig ende med at fyre os alle.

 

- Byunghee”

 

Det var nu ret sødt, at han havde brugt sit rigtige navn i noten til mig, så med et lille smil, besluttede jeg mig for at spise morgenmaden og gøre som han sagde.

 

~ o ~

 

Nogle gange, havde jeg på fornemmelsen, at Kera kunne mærke mig på flere meters afstand. Den lyse hest gav i hvert fald lyd fra sig i samme øjeblik hun så mig. Jeg gik hen til hende og strøg min hånd hen over hendes mule, mens jeg gav hende et kys.

 

”Det er vist kun dig og mig i dag, smukke,” sagde jeg og stirrede ind i de store brune øjne, som åbnede en helt ny verden for mig. I dette grønne univers, lagde jeg pludselig mærke til, hvor meget plads jeg havde, når ingen behøvede at bestemme over mig. Jeg havde det dog, som om nogen hele tiden holdte øje med mig, men da Kera igen gav lyd fra sig, valgte jeg at ignorere den ildevarslende følelse, jeg havde i kroppen.

 

”Skal vi ikke ride os en tur?” spurgte jeg hende, selvom jeg nærmest kunne høre G.O i mit baghoved, der begyndte at forklare, hvorfor det var en dårlig idé. Kera kunne vist se på mig, hvad jeg tænkte, men hun ville også ride en lille tur. Thunder havde lært mig alt det nødvendige og jeg kunne ikke se, hvordan det skulle kunne gå helt galt, når jeg var blevet lært så godt op.

 

Jeg tog Kera med ud og da jeg tjekkede at hendes saddel sad som den skulle, fik jeg hejst mig selv op. Jeg fik altid et lille sug i maven, når jeg betragtede alle de velkendte ting fra denne højde af. Nogle ting føltes helt nye og langsomt kom Kera i bevægelse. Jeg red ned ad den lille sti som Thunder og jeg havde gået gennem flere gange, men nu var jeg helt alene. Det var næsten magisk at betragte det lille langskab med blomster og træer og vide, at jeg var helt alene og at intet kunne ske her.

 

Fuglene kvidrede lige så fint og her kunne man ride om morgenen for at blive helt frisk. Der var noget magisk ved vinden denne formiddag og jeg følte mig helt fuld af liv, men pludselig stoppede Kera op. Hun havde i hvert fald opfanget noget, som ødelagde både hendes og min reaktion. Helt uventet begyndte hun at gå amok og hun red i en retning, som jeg ikke kendte noget til. Jeg prøvede at holde fast i tøjlen, men Kera red for hurtigt. Da lyden dukkede op igen, kunne jeg genkende den. Der var nogen der skød, men jeg var ikke klar over, om det var efter os eller om det var grundet noget andet. Kera kom med et forfærdeligt skrig og jeg mærkede mine hænder ryste. Lige nu fortrød jeg inderligt, at jeg ikke havde Thunder her ved min side, så han kunne redde mig. Alle de ting han havde lært mig, forsvandt. Det var noget helt andet, når man red en hest i praksis. Jeg blev ved med at skrige at hun skulle holde op, men det virkede som om hun kun blev mere vild af at jeg også blev panisk.

 

”Milliane!”

 

Det var så lang tid siden, at jeg havde hørt hans stemme, at jeg var blevet helt bange for, at jeg ville glemme den, men Seunghos dybe stemme rungede klart, selvom han stadig var langt væk fra mig. Jeg havde ikke engang tid til at tænke over, hvad han lavede her eller hvordan han var kommet så tæt på, for i det næste øjeblik fløj jeg tværs gennem luften. Jeg huskede hvordan jeg med et brag landede på jorden, men det værste af alt, var den sten, mit hoved ramte. Jeg ømmede mig og kunne i et øjeblik slet ikke mærke noget.

 

Efter et stykke tid, vidste jeg, at Seungho var henne ved mig, men i stedet for at være blid, hev han mig op ad jorden og løb med mig, som var jeg et stykke legetøj, der godt måtte mishandles og ikke en kvinde, der lige var blevet skadet. Så mange ting, fik min tårer til at falde og jeg følte mig træt, forvirret og alt for såret. Efter det der virkede som flere timer, men sikkert kun var få minutter, var jeg nede igen, men denne gang var jeg i Seunghos knusende greb. Alt i min krop gjorde ondt og med hans jerngreb troede jeg, at han ville presse alle mine organer ud. Han presse sin hånd mod min mund og sagde ikke et eneste ord. Et sted i det fjerne, kunne jeg høre nogle andre stemmer, men jeg kunne ikke få luft, det gik for langsomt at trække vejret med næsen.

 

”Jeg var ellers sikker på, at jeg havde set en kvinde…”

 

Stemmen fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, men jeg nåede ikke at reagere yderligere på det. For efter det, blev alting sort. 

 

____

 

Puha, det var et længere kapitel, hæhæ. Men jeg håber ikke, at der er for mange stavefejl i, for ellers må I sige til. jeg er ked af, at jeg ikke har fået opdateret noget mere, jeg har bare ikke altid tid. Men jeg har lige flere ting, jeg gerne vil sige. Grunden til at jeg skriver "Thunder" nu, er fordi det er nemmere. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg skal skrive, Cheondung, Chundung eller Cheondoong, så derfor er Thunder nemmere.

 

Og så en dårlig nyhed... Der er åbenbart noget galt med min mac's batteri... Så derfor skal jeg have den tjekket på lørdag - det kan betyde, at der ikke kommer noget i lang tid og i værste fald, at jeg slet ikke når at blive færdig med historien iden den 15'ende... Jeg er ved at græde, hver gang jeg tænker på, at jeg skal af med min computer... Så jeg håber, at I alle sammen vil være forstående og håbe på det bedste, selvom det godt nok er en genstand og ikke har nogen sjæl... Men det er vist det jeg havde at sige

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...