The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
2074Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

6. Gør smukt lys altid ondt?  

 

Jeg vidste ikke i hvor lang tid jeg blev ved med at være på værelset, men mine øjne havde vænnet sig til mørket, da de vinrøde gardiner lukkede solen ude og gjorde mig helt svag. Hver gang jeg kunne høre skridt, gemte jeg mig under sengen igen, men han kom aldrig hen til mig. Han lagde bare noget mad og så gik han. Han sagde ikke engang et ord. Hvorfra jeg vidste, at det var ham, var for det første på grund af de trin hans velkendte sko lavede. For det andet, ville alle de andre piger snakke og prøve at belære mig om alt muligt. Jeg vidste ikke hvor lang tid der gik, før han endelig stoppede med at besøge mig og i stedet for lod en af de andre komme. Når man var fanget, var det som om tiden stod stille og intet andet så ud til at køre fremad. Man følte sig alene og fortabt, som en død blomst. Men jeg var alene. Og fortabt.

 

”Kom nu ud. Der er noget du skal se,” mumlede ikke hvem som helst, men Mei. I begyndelsen turde jeg ikke engang komme ud for hende. Alle mine tanker køre rundt, det var som en fuld bikube, bierne fløj rundt, larmede, irriterede og stak til hvert hjerne. Hvis det havde været en anden, var jeg ikke kommet ud, men eftersom det var Mei, valgte jeg at stole på hende.

 

Øm og afkræftet, kravlede jeg ud igen og lod Mei tage sig af mig. Da jeg lagde mine hænder på hendes skuldre rystede jeg helt og da hun så mig, krammede hun mig. Jeg var glad for at jeg havde Mei, for selvom hendes øjne var tomme, vidste jeg, at jeg vækkede noget inde i hende. At hun levede, fordi jeg led.

 

Hun tog mig med ud på toilettet og da jeg endelig begyndte at se lys, gjorde det helt ondt. Man skulle tro, at jeg havde boet i mørke hele livet, for jeg snublede og vaklede lidt, da jeg kom ud i badeværelset. Det tog sin tid, før hun kunne foretage sig noget. Uden at sige så meget, gik hun i gang med at ordne det sår jeg havde på hovedet og desuden prøvede hun at dulme de meget kraftige blå mærker jeg havde fået, især det om mit højre håndled.

 

”Han er ked af det han har gjort,” mumlede Mei, mens hun skrubbede min ryg i karbadet. Det var dejligt at få et karbad, men jeg følte mig slet ikke glad og tryg. Alligevel blev jeg en lille smule overrasket over Meis ord. Enten var det noget hun troede, at han var - ellers havde han fået hende til at sige disse ord. Så på en eller anden måde, var der noget sandhed over hendes ord, men jeg skævlede ved tanken om at se hans kolde blik igen.

 

Måske ville det hele være meget nemmere, hvis jeg også var en mumie ligesom alle de andre, for så ville jeg slet ikke lægge mærke til noget. På den anden side blev jeg også frastødt af bare at tænke på, hvordan han så ville kunne lege med min krop, ligesom han legede med alle de andre. Jeg fik en kuldegysning. Det var så vammelt, at han havde så meget magt over dem og så alligevel, kunne jeg godt forstå dem. Uanset hvor sygt det var, kunne jeg godt se, at det var muligt at falde for hans ydre skønhed og hans charmerende og drillende personlighed. Dog var han en person, jeg nu frygtede.

Det eneste der trøstede mig, var, at han lod mig være. Selvom jeg egentlig burde arbejde her, havde han ikke tvunget mig til noget, lige siden den dag jeg var trådt ind i hans værelse. Det havde trods alt været min egen fejl, jeg burde jo nok bare have lyttet til ham. Vi var begge to skyld i, at det var endt, som det var. Og alligevel fortrød jeg ikke det, jeg havde gjort. For jeg havde opdaget en anden side af ham, som han aldrig ville have afsløret. William havde været efter ham i fortiden, mere brutalt, end han var efter mig nu. Gyuri, hans første forelskelse, havde ydmyget ham på den værst tænkelige måde, men det var som om han havde slettet hele sin fortid, der var ikke nogen tegn på, at han engang havde været hadet. Der var ingen synlige tegn.

 

”Yang Seungho,” hviskede jeg stille for mig selv og Mei stoppede med at vaske min ryg.

 

”Hvad sagde du?” spurgte hun og havde lagt hovedet på skrå. Jeg kom i tanke om, at ingen her kendte til hans fornavn og jeg valgte at ryste på hovedet. Når jeg udtalte hans navn føltes det fremmed og varmt. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle stille op nu. På et eller andet tidspunkt blev jeg nødt til at holde op med at gemme mig i dette værelse.

 

~ o ~

 

Mei fulgte mig rundt i hans palæ hele dagen, men det mest bemærkelsesværdige var, at vi ikke rigtig stødte ind i nogen. De mange stride kommentar, der plejede at fylde palæet, var nu forsvundet og det føltes næsten helt tomt, når jeg gik og hørte mine egne skridt. De generede mig ikke længere. De lod mig alle samme være i fred og hvis de mødte mig, så ville de bare se på mig og gå igen. Det var dejligt endelig at slippe for at snakke med de forbandede marionetdukker, selvom Mei i princippet også var en af dem, hun var bare anderledes. Han havde vidst det. Jeg havde set han smile smørret, hver gang jeg sendte ham skulende blikke, når jeg kunne høre dem snakke og han havde fået dem til at holde op. For min skyld.

 

”Hvordan har du det?” spurgte hun og for første gang, så det ud til, at hun rent faktisk smilede svagt. Mei var trods alt mere anderledes end alle de andre, det var som om, at en del af hende blev rask, når hun var sammen med mig.

 

”Bedre,” fortalte jeg hende meget ærligt og kunne mærke et lille gab snige sig ind på mig. Hun gik indtil hun var kommet hen til en dør, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Endnu engang havde den sirlige indgraveringer, som ikke var atypisk her, men der var noget ved døren, der trak mig hen til den.

 

”Mei… Har den dør altid været her… har det her sted egentlig altid været her?” spurgte jeg og så mig rundt omkring. Vi var gået gennem en lille korridor, ingen billeder eller noget som helst, bare en lille gang der havde ført til døren her. Mei vendte sig om og så på mig. Som svar nikkede hun en enkelt gang, men tilføjede dog noget.

 

”Mr. Yang lader ikke alle komme her,” sagde hun og inden jeg kunne sige noget, åbnede hun døren og jeg blev blind. Eller næsten. Den lille gang havde været så mørk, at solskinnet var kommet helt bag på mig. Det var som at gå i en tunnel og så endelig se lyset. Da jeg efter et par blink havde vænnet mine øjne til synet, blev jeg overvældet.

 

Bag døren gemte sig den mest fantastiske have jeg nogensinde havde set. Der var så meget grønt og rent græs, som jeg kun havde set en gang, dengang mine forældre for længe siden var blevet inviteret til middag af Williams forældre. Der var så meget plads til at løbe rundt og lege, men ikke nok med det, var der store grønne træer, der var helt prægtige så store og grønne de var og stod fast.

 

Der var nærmest en regnbue af smukke blomster, nogen jeg kendte alt til og andre jeg aldrig havde set før. Inden jeg vidste af det, løb jeg rundt i haven og duftede til alle de forskellige blomster. Duften af frisk luft og sødme, gjorde mig helt ør af glæde og jeg kunne ikke holde op med at grine. Stedet her var jo fantastisk. Hvis bare jeg kunne dele det med Leo. Tanken om Leo fik min glæde til at dulme, men mit hjerte bankede stadig hurtigt over min nye opdagelse. Der var faktisk smukke ting ved dette palæ. Den friske luft og den genkendelige sødme, gav mig en helt fornyet energi, da den mindede mig om alt det gode, jeg engang havde haft. Det var som alle de drømme jeg drømte om, når jeg sov.

 

”Hvor er stedet her smukt Mei! Har du altid kendt til det?” spurgte jeg hende og kunne ikke helt kunne op med at grine. Der var endda fugle der sang og sommerfugle der landede lige så yndefuldt på de smukke blomster. Uden at tænke over, hvad Mei måtte syntes om mig, tog jeg mine sko af og mærkede det bløde græs mod mine bare fødder. Et fnis undslap min mund.

 

”Mr. Yang fik haven ordnet for dig.”

 

Jeg holdte helt op med at danse rundt i haven og i stedet for, mærkede jeg hvordan mine fødder slog rødder ned i jorden. Mine øjne ledte efter Mei og da jeg så hende, prøvede jeg at finde ud af om hun løj eller om hun fortalte sandheden, men jeg kendte jo Mei. Hun ville ikke have nogen grund til at lyve overfor mig, men jeg ønskede at hun løj. Jeg ville ikke høre hende sige de ting.

 

”Det passer ikke… Hvorfor skulle han lave en have til mig?” spurgte jeg, men jeg anede ikke om spørgsmålet var henvendt til hende eller om det var mig selv jeg spurgte. Da hun ikke svarede i lang tid, satte jeg mig under et af træerne, der havde de længste skygger. Det var virkelig varmt i dag, når jeg  kunne ligge herude i skyggen, uden at fryse.

 

”Mr. Yang er ikke nogen ond person. Han gjorde dig ikke ondt med vilje,” var det eneste Mei sagde, inden hun besluttede sig for at forlade mig. Jeg lagde mig ned og nød at se på alle de grønne omgivelser. Bladene dansede stille og roligt i vinden og da solen skinnede kraftigt, kom der hele tiden forskellige skygger over mit ansigt, hvilket fik mig til at slappe af.

 

Kunne det virkelig passe, at han ville ordne hele haven for mig, bare fordi han havde gjort mig ondt? Da jeg nu lå ned, kunne jeg ikke overskue at rykke min hånd op til mit baghoved for at mærke efter, om det stadig gjorde ondt, men mit sår var der stadig og jeg havde mærker på mine håndled, mest det højre. Mei havde også nævnt at dette sted havde været hemmeligt for alle, men jeg havde ikke lyst til at tro på hende. Inde i mit hoved ville jeg have, at han skulle være ond. For så ville det være nemmere at hade ham. Jeg tog en dyb indånding og lukkede mine øjne. Og efter et stykke tid, holdte jeg helt op med at tænke og faldt i søvn.

 

~ o ~

 

Da jeg åbnede mine øjne igen, måtte jeg minde mig selv om, at jeg ikke længere var indenfor. Det var blevet koldt og mørkere, men da jeg prøvede at bevæge mig, opdagede jeg noget om mig, et tæppe. Det, der havde holdt mit hoved varmt, flyttede sig nu og da jeg langsomt, men besværligt, fik sat mig op, faldt tæppet, så det kun dækkede mine ben og jeg var lige ved at støde ind i Seungho. Seungho, der havde hentet et tæppe til mig mens jeg sov og havde aet mit hoved forsigtigt, så jeg kunne sove trygt og godt. Ham, der havde givet mig de blå mærker. Uden at sige et ord, kom hans hånd tættere på og han rørte lige så forsigtigt ved mit baghoved som han kunne, indtil han mærkede det lille sår, der før havde været større.

 

”Gør det ondt?” spurgte han. Endnu engang kunne jeg ikke helt aflæse ham, men han var langt fra stolt over det han havde gjort og jeg måtte indse at Mei, havde haft ret. Jeg kunne ikke slippe af med denne underlige følelse jeg fik, da jeg så hans selvbebrejdende øjne. Uanset hvad, var jeg begyndt at ryste, lige så snart han havde rørt mig. Det kan godt være, at det ikke var med vilje og at min hjerne havde accepteret det, men min krop huskede stadig. Han tog sin hånd til sig og betragtede mig i lang tid. Jeg skyndte mig at se væk og tog tæppet ind til mig, så jeg havde noget at pille ved.

 

”Jeg har det helt fint…”

 

”Du skulle ikke være gået ind på mit værelse,” sagde han som om det kunne forsvare ham, men selv jeg vidste, at det var en tam undskyldning. Han havde på et eller andet punkt stadig ret og med et dybt suk nikkede jeg.

 

”Det ved jeg godt,” indrømmede jeg og tog en hårtot om bag øret, men jeg nåede ikke at sænke hånden igen, før han havde taget fat i den og rørte der, hvor man stadig kunne se mærket. Det gjorde ikke fysisk ondt på ham, men hans ansigt havde nu en ulykkelig grimasse, der hurtig forsvandt og blev erstattet af hans sædvanlige facade. Denne gang smilede han dog ikke eller prøvede at charmere mig.

 

”Du behøver ikke at gøre rent længere. Jeg får bare de andre til at gøre det,” sagde han og slap min hånd. Nogle gange gav de ting han sagde ikke mening.

 

”Betyder det så, at jeg må tage hjem?” spurgte jeg ham og håbede inderligt på at svaret var ja. For selvom han havde gjort denne have klar til mig, var der intet andet jeg hellere ville, end at tage hjem til Leo, til mine velkendte naboer og til mine bedste venner. Solen skinnede stadig og træets skygge dansede hen over hans ansigt og fremhævede de dybe furer det nu kunne ses på hans ansigt.

 

”Du kan aldrig nogensinde komme hjem igen, medmindre du vil have, at William skal komme efter dig og tvinge dig til at bo sammen med ham, indtil han har ødelagt din krop og sjæl og ikke har brug for dig længere,” sagde han hårdt. Den måde han udtalte Williams navn på, fik det til at lyde som et skældsord. Seungho vidste åbenbart mere om William end jeg gjorde og det skræmte mig. Jeg vidste dog godt, at han ikke hævede sin stemme på dem måde, på grund af mig, men det fik mig alligevel til at vige væk i et kort øjeblik.

 

”Så den eneste grund til at du beholder mig her, er så William ikke får sin vilje?” spurgte jeg og mærkede nu noget inde i mig gøre en lille smule ondt. Der var ingen her, der egentlig ønskede mig, de ville bare have mig til at gå rundt, fordi jeg var en præmie overfor den anden. Da han ikke svarede på spørgsmålet, gik jeg ud fra, at jeg havde gættet hans motiver. Pludselig var stedet her ikke så fantastisk alligevel. Jeg var blevet så glad da jeg havde set haven, men min glæde var pludselig forsvundet og inden i gjorde det så ondt, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at se dem jeg elskede igen.

 

”Jeg går ind og spiser,” sagde jeg og rejste mig op, selvom jeg slet ikke havde lyst til at spise noget som helst. Vinden blæste og mit hår fløj rundt, da jeg stod op. Jeg var stadig lidt svimmel, men blev hurtigt klar til at gå igen.

 

”Du har ikke lyst til at udspørge mig?” spurgte han med forundring i stemmen. Jeg vendte mig mod ham igen og trak på skuderne. Al min nysgerrighed var forsvundet, jeg vidste hvorfor jeg var her og andet betød ikke noget længere. De andre kvinder betød ikke noget længere. Det eneste jeg kunne tænke på, var, at jeg befandt mig sådan et smukt sted, men at jeg aldrig nogensinde ville kunne komme til at dele det med min bror. Jeg ville aldrig nogensinde se Aimèe blive gift med Joon. Jeg ville aldrig se dem igen, medmindre jeg ville have, at William kom efter mig igen eller at han gjorde Leo ondt.

 

”Den eneste grund til at jeg er her, er for at William ikke vinder over dig i din personlige konkurrence mod ham. Du har indgået en pagt med nogen, som gør dig til en person, du ikke er og du har alligevel ikke tænkt dig at svare på mine spørgsmål, så hvorfor besvære mig selv, med at spørge til at starte med?”

 

Jeg så på ham i lang tid og da hans brune øjne ikke gjorde andet end at se på mig, som om han så på mig for første gang, vendte jeg ryggen til ham og gik indenfor igen. Jeg følte mig så pokkers alene og fanget.

 

”Leo… Jeg håber du har det bedre end mig,” hviskede jeg og lod mine tårer glide ned ad kinderne. Jeg ville aldrig se ham igen og minderne jeg havde om ham, var ikke nok til at kunne fastholde ham for evigt. Jeg mistede langsomt en del af mig selv.

 

 

---

 

Et langt kapitel, jeg ved det godt >u< Men det er jo det I vil have, er det ikke? Mere læsestof er bedre, er det ikke, hæhæ~ Men jeg er ked af, at jeg ikke opdaterede i går! Slemme mig! Jeg arbejder også på, at få den skrevet færdig inden den 15'ende, så jeg har faktisk været ret effektiv! I har simpelthen været så søde men Jeres kommentarer, men husk, at jeg både tager imod ris og ros, så længe I siger det på en ordentlig måde ^~^ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...