The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1998Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

5. En dumdristig beslutning

 

Mr. Yang behandlede mig ikke dårligt. Hvis jeg skulle vælge mellem ham og William, måtte jeg indrømme, at dette måske var en lille anelse bedre, end hvis jeg skulle have levet med William hver dag. Til gengæld behandlede han mig heller ikke godt. I stedet for at falde for ham, blev jeg bare mere irriteret. Han satte mig altid til at rengøre de rum, der var tæt på, hvor han befandt sig, ofte var det, når han havde gang i sine slavepiger og han sørgede for, at jeg kunne høre hvert et støn, der måtte komme ud. Nogle gange var det slet ikke til at holde ud og andre gange gik det mig slet ikke på. Men jeg ville ønske, at han ville lade mig gå. Selv jeg var godt klar over, at intet ville komme til at ændre sig.

 

”Milliane. Jeg kan ikke sove.”

 

Jeg var i gang med at tørre endnu et natbord af ved siden af sengen, der befandt sig i en af hans mange soveværelser, da jeg fik øje på en bekendt person. Mei. Lille Mei, der lige var blevet 15 år, havde været så uheldig at hun var kommet til at kigge på Mr. Yang. Hvad end det var for en slags magi han brugte, virkede den på alle, om de så var 60 eller 10. Dog var der kun én her, der var omkring de 60 og hende havde jeg ikke set tæt på Mr. Yang en eneste gang. Noget fortalte mig, at hun nok ikke var en af dem, han inviterede ind på sit værelse for at hygge. Det var da ellers snyd for hende, jeg var sikker på, at hun kunne lære ham en ting eller to, hvis det ikke var fordi den stakkels gamle dame, ikke havde sin vilje. Mei var heldigvis også en, havde lukkede døren for, når hun prøvede at komme ind.

 

Han var måske en nar, men ikke en pædofil. Mei, med det lange brune hår og de grønne øjne stirrede på mig og jeg mærkede mit hjerte banke smertefuldt. Hun havde ikke valgt det her. Hun havde ikke valgt, at hun skulle blive forelsket i ham og hun var ikke i stand til at stikke af. Hun ønskede det ikke, men alligevel var der noget mægtigere end hendes egen vilje, der styrede hende.

 

”Har du mareridt igen, søde skat?” spurgte jeg og rejste mig langsomt op. Mei så på mig med spøgelsesøjne og nikkede. Selvom hun var tryllebundet, var hun stadig en lille pige, der mindede mig lidt om Leo, dog var Leo er par år yngre.

 

Jeg satte mig over på sengen og vinkede hende over til mig. Straks fór hun ind i værelset og skyndte sig ind under dynen. Jeg satte mig på kanten af sengen og kørte hånden rundt i hendes hår, sådan som hun kunne lide det og hun fik mig til hoppe ind i sengen. Da hun efterfølgende puttede sig helt ind til mig, mærkede jeg et stik af dårlig samvittighed. Det var også sådan Leo nogle gange gjorde. Leo…

 

”Milliane… Hvad er det smukkeste du nogensinde har set?” spurgte hun mig og så på mig med spørgende øjne. Jeg nynnede en lille smule og overvejede hendes spørgsmål. Det smukkeste jeg havde set? Jeg havde set mange ting i mit liv og rigtig mange af dem havde været smukke. Kjoler, blomster, kager. Men én ting skilte sig ud blandt alle de andre og fik mig til at trække lidt på smilebåndet, samtidig med, at det stak inderst inde.

 

”Det må være dengang mine forældre stadig levede. Det var en forårsdag og mine forældre havde fundet et rigtig flot sted, hvor der var mange kirsebærtræer. Vi sad i græsset og spiste den mad mine forældre havde lavet. Vi havde ikke været særlig rige, men mine forældre havde sparet op til denne picnic. Men det smukkeste var, da kirsebærblomsterne begyndte at flyve rundt i luften. Det var nærmest som en lyserød sne,” sagde jeg drømmende og kørte stadig hånden rundt i de lange lokker.

 

”Det lyder smukt,” mumlede Mei med et gab og puttede sig tættere ind til mig. ”Du må fortælle Mr. Yang om den historie engang når han kommer hjem”, mumlede hun søvnigt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til hvad hun havde sagt, indtil den sætning røg ud af hende.

 

”Er han ikke hjemme?” spurgte jeg og prøvede at skjule min overraskelse, selvom Mei sikkert var for træt til at lægge mærke til min nysgerrighed.

 

”Nej… Han… Er taget af sted. Han kommer først hjem i morgen tidligt,” gabte hun og efter et par minutter faldt hun endelig i søvn. Jeg ventede i endnu ti minutter for at sikre mig at hun sov, inden jeg rejste mig op. Klokken var vist blevet omkring de elleve om aftenen og de fleste burde sove… Mr. Yang var ikke hjemme… Og af alle de værelser jeg havde gjort rent, havde han altid bedt mig om at forblive ude af hans værelse – indtil jeg blev forbandet, var der også afgang forbudt for mig.

 

Jeg kastede endnu et blik på Mei og overvejede, hvad jeg skulle gøre, men min krop vidste allerede hvad jeg ville. Og da jeg endelig stod foran den pragtfulde og dekorede dør, kunne jeg ikke andet end at presse håndtaget ned, for at se, hvad der gemte sig bagved. I et øjeblik holdte jeg vejret og var helt bange for at Mr. Yang ville træde ud af værelset, men der skete ikke noget. Han var der ikke.  

 

Jeg åbnede døren helt og efter et stykke tid lykkedes det mig at tænde lyset i rummet. Igen overraskede det mig, hvor meget hans stil mindede mig om Williams. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at en prins ejede dette værelse. Der var en stor kongeseng i værelset, med gyldne dyner og puder. Det skreg barok, det var præstigefyldt og havde alt hvad en prins behøvede. På skabet så jeg et billede af den nuværende Mr. Yang, hvor han som altid lignede en prins. På billedet havde han et lille, men selvsikkert smil. Hvis det ikke var, fordi jeg kendte til ham, ville jeg sige, at han var en, der var min type. Hans øjne var varme og blide, men med den viden jeg havde om ham, måtte venligheden være en facade, en illusion.

 

Der var dog andre billeder af ham, de hang bare ikke op. På en af bogreolerne var der billeder af ham, fra af da han var yngre. Det lignede skolebilleder, men denne gang var der ikke noget selvsikkert smil. Jeg tog billedrammen i hånden og betragtede ham. På dette billede så han ulykkelig ud. Blikket i hans øjne var dødt og med pandehåret prøvede han at dække for sit ellers så smukke ansigt. Jeg forstod virkelig ikke, hvordan der kunne have været sådan en stor på forskel på hans yngre jeg og hans nuværende jeg.

 

Jeg vidste, at jeg ikke burde gøre det, men jeg kunne ikke lade være med at snage noget mere. Da jeg åbnede hans skuffer fandt jeg en masse ting, blandt andet et skolefoto, hvor jeg straks kunne genkende Williams yngre version. Havde de to gået i klasse sammen? Ved siden af det godt gemte billede, var der en brun bog. Det var nu, at jeg fik fornemmelsen af, at jeg burde stikke af. Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst og jeg brugte værdifulde sekunder på at overveje hvad jeg skulle gøre. Det gjorde alt for ondt i mine fingerspidser og til sidst gjorde jeg det. Jeg tog den op i mine hænder og begyndte at bladre i den.  

 

Hvorfor er det, at jeg skal være så hæslig? Jeg føler ikke, at jeg er meget mere anderledes end de er, men alligevel bliver de ved med at grine med mig. Alligevel skal de altid ødelægge alt hvad der tilhører mig, spytte på mig og ydmyge mig foran alle sammen. Især ham den flabede idiot, William. Hvad er det jeg har gjort, for at skulle ende her?

 

Jeg begyndte at bladre videre og læste i det der åbenbart måtte være hans dagbog. Måske kunne den forklare mig noget. Men jo mere jeg læste, jo mere forvirret blev jeg. Dette kunne umuligt være den Mr. Yang jeg kendte til, for denne person var jo sårbar og uskyldig. 

 

Så. Nu har jeg fået nok. I dag mødtes jeg endnu engang med Gyuri. Jeg troede, at hun var min eneste ene, at hun var den pige, som jeg trygt kunne forelske mig i. Jeg havde fortalt hende alle mine hemmeligheder, jeg fortalte hende om alle de ting jeg kunne lide og om alle de ting jeg hadede, men hun fortalte det hele videre til William. Hun er ligesom dem alle sammen, smuk udenpå men hæslig og ondskabsfuld indeni. De skal nok få det betalt. I aften indgår jeg nemlig aftalen med ham, i aften vil det være sidste gang jeg bliver ydmyget på denne måde. I nat indgår jeg nemlig en aftale med..

 

”Hvad tror du at du har gang i?”

 

Med et sæt tabte jeg bogen og skyndte mig at vende mig om. Der stod Mr. Yang, som åbenbart havde fornavnet Seungho og stirrede på mig med meget smalle og mørke øjne. Hans blik faldt på hans dagbog og jeg kunne se hans øjne blive meget små og hans ansigt blegt som sne. Jeg kunne ikke synke for knuden i halsen og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Han havde helt klart gang i noget og den aftale han havde indgået, havde åbenbart ændret ham, for han var i hvert fald ikke en taber længere. Og han lokkede kvinder til sig så nemt som ingenting.

 

”Jeg mindes tydeligt, at jeg fortalte dig, at du skulle blive væk fra dette værelse,” sagde han, men hans stemme lød langt fra venlig eller menneskelig. Jeg følte en ukendt frygt, men alligevel var det som om jeg ikke var helt bange for ham. Dog var det hans blik, der var det værste. Hvis blikke kunne dræbe, ville dette havde været i stand til at dræbe William.

 

”Hvad er det for en aftale du har indgået? Og med hvem?”

 

Han bukkede sig ned for at samle sin dagbog op og da han igen fik øjenkontakt med mig, var det som om hans menneskelighed forsvandt og noget meget mørkt overtog. Det var måske ikke det smarteste træk fra min side af.

 

”Det har du slet ikke brug for at vide,” sagde han tonløst og gik over mod mig.

 

”Det her er jo ikke helt normalt! Du bor alene og du var en taber i fortiden og nu er du respekteret og alle pigerne falder for dig ved første blik! Har du brugt sort magi eller hvad?!” skreg jeg og følte, at jeg var ved at miste forstanden. Jeg havde ingen anelse om hvad mine ord fik ham til at føle, men der var noget der slog klik for ham og lige pludselig havde han taget fat om mit håndled og strammede det så meget, at det gjorde ondt.

 

”Har jeg ikke allerede fortalt dig, at du slet ikke behøver at vide noget!”

 

Jeg prøvede at tage min hånd til mig, men det gjorde kun mere ondt. Hans styrke var ufattelig i forhold til min, han kunne knække min hånd af hvert øjeblik det skulle være.

 

”D-Du holder mig kun fanget her på grund af William! Jeg er ligeglad med om du var en svækling eller hans undersåt i fortiden, men du er sindssyg! Du er jo et monster, når du kan holde så mange kvinder fanget på et sted,” skreg jeg af mine lungers fulde kraft og med et mærkede jeg en kraftig smerte. Han havde taget godt fat i min krop og havde skubbet mig så hårdt ind i væggen at jeg i lang tid intet kunne se udover mørke og stjerner der syntes at danse for mig. Jeg mærkede noget slippe mine håndled og straks gav mine ben efter.

 

Jeg løftede hånden mod mit baghoved, hvor smerten var værst. Det var varmt, alt for varmt og da jeg tog min hånd til mig, mærkede jeg tårerne falde. Der var blod. Mr. Yangs tunge åndedræt blev til et gisp og da jeg så hans hånd nærme sig mig igen skreg jeg og rejste mig op så godt jeg kunne. Han ville jo dræbe mig. Det var jeg helt sikker på og jeg turde ikke så på ham, for at tjekke efter, om hans øjne stadig sendte gift efter mig. Så jeg gjorde det eneste jeg kunne og håbede at det var nok. Jeg løb ind i et af gæsteværelserne, gemte mig under sengen og græd.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...