The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1991Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

4. Frustrationer

 

”Stå så op! Herren befaler det,” skreg en af de kvindelige undersåtter, som jeg nu kunne lide at kalde dem. Hvis de hørte det, ville de sende skarpe blikke til mig, men jeg vidste, at jeg havde ret. Uanset hvad han gjorde ved dem, var de som slaver, de havde ingen vilje, de havde ingen gejst, de var bare kvinder, der gik rundt, snakkede og beundrede ham. Det var, som at være omringet af spøgelser og det værste var, at jeg ikke kunne stikke af. Uanset hvor jeg gik hen, overvågede alle pigerne og kvinderne mig og det var umuligt at få bare lidt privatliv.

 

Jeg havde prøvet at tælle alle de hunkønspersoner der var her, men havde givet op, da jeg gang på gang syntes, at jeg så en ny kvinde. Da han sagde, at dette var hans personlige harem, havde han ikke løjet overfor mig. Det, jeg troede var en joke, viste sig at være virkelighed – den eneste sandheden jeg havde fået ud af ham. Og så skulle det være en, jeg hadede.

 

Det var mange kvinder her. Han havde nærmest en hel hær af kvinder, der var villige til at gøre alt for ham. Måske var det derfor, at han havde givet mig et værelse så tæt på hans, så jeg kunne høre skrig og støn om natten. Jeg var ikke klar over, hvad det var han ville, men jeg havde ikke lyst til at være her længere. Han var den eneste mand i dette palæ og det skræmte mig. Resten af palæets befolkning var zombier, som han havde kontrol over. Når jeg spurgte om de ikke ønskede at stikke af, svarede de, at de havde alt hvad de behøvede og at de aldrig kunne finde på at forlade Mr. Yang. Endnu en hemmelighed. Ingen kendte hans rigtige navn. Ikke at det var vigtigt, men det var alligevel underligt, at ingen kendte til ham, selvom de var sammen med ham hele tiden, på flere forskellige måder, noget, jeg ikke brød mig om.

 

Det var også derfor, jeg følte mig bange. Jeg havde ingen anelse om, hvad han havde af planer og hvad alt dette indebar for mig. Det var meningen at jeg skulle være stuepigen, men noget var ikke gået efter hans planer. Der var snart gået over to uger og jeg var ikke blevet til en zombie ligesom alle de andre. Jeg forgudede ham ikke og tilbød ham, at følge mig i seng. Jeg havde ikke en trang til at se ham hele tiden. Selvom jeg var bange for ham, ville jeg alligevel gerne have svar på mine spørgsmål. Hvordan havde han gjort alt det her? Hvordan havde han transformeret alle kvinder, hvordan var det lykkedes ham at forbande dem til dette sted. Jeg var nemlig helt sikker på, at det ikke kunne være andet end en forbandelse.

 

”Lad mig være,” skreg jeg og begyndte at kaste ting efter hende. Hendes navn var vidst Lin, men lige nu var jeg ligeglad med hvem hun var. Dette sted var ved at gøre mig sindssyg. Der var intet privatliv, jeg var som en lille fugl fanget i et bur. Jeg ville hellere dø i naturen, end at være fanget på denne måde. Nu havde jeg fået nok af fangeskabet, af alt det unaturlige her. Af at føle mig så lille og svag, ude af stand til at gøre noget. Da hun prøvede at komme tættere på, skreg jeg og kastede en vase efter hende, som hun var meget tæt på at få i hovedet. Hendes tomme blik var begyndt at blive vredt, furer dukkede op i panden på hende og hun var tydeligvis ikke glad for den opgave Mr. Yang havde givet hende. Hun prøvede fortsat at snakke til mig, men jeg blev ved med at smide antikviteter efter hende og truede med, at jeg ville ødelægge alt i værelset hvis hun kom tættere på.

 

Kvinden så ikke ud til at opfatte nogle af mine ord, for hun blev ved med at forsøge - ting efter ting blev smidt rundt i lokalet, der lød høje brag og bump i det ellers så fredfyldte palæ. Lin var ophidset og ville have mig til at holde op og jeg havde lyst til at flygte ud af dette mareridt. Jeg ville ikke blive som hende, en lille tjener, et lille legetøj, som han kunne bruge, når han havde lyst. Han samlede på kvinderne, brugte dem og når han var færdig, lod ham dem blive hængende for at vise sig frem. Jeg ville ikke. Der var store vinduer i værelset og Lin havde været så nyttig og effektiv, at hun havde været så sød at trække gardinerne for. Nu prøvede jeg at åbne dem, mens hun stirrede forundret på mig. Det var over mit liv, at skulle blive ligesom hende. Det gik måske op for hende, hvad jeg havde gang i, da jeg forsøgte at klatre ud af vinduet, for hun skreg og løb over til mig.

 

”Er du blevet sindssyg?!” skreg hun helt forfærdet – jeg kunne ikke regne ud, om det var grundet mit forsøg på selvom eller om det var fordi jeg kunne finde på at forlade Mr. Yang, men jeg var ligeglad, jeg ville væk. Selvom jeg nok ville dø, hvis jeg hoppede, var jeg ligeglad. Stedet her gjorde mig skør, jeg var ikke mig selv længere. Man endte med at blive helt forskruet, hvis man var sådan et sted som dem. En lille del af mig, ønskede faktisk, at jeg kunne blive ligesom dem, så ville jeg i det mindste ikke lægge mærke til, hvor sindssygt og klamt dette sted var.

 

Lin var ikke en særlig stærk pige og da hun prøvede at hive i mig, stod det klart at jeg var den stærkeste af os.

 

”Leo ville ikke blive særlig glad, hvis jeg bragte ham liget af hans døde søster.”

 

I samme øjeblik holdt jeg op med at gøre modstand. Lin, der før havde holdt godt fast om mig, slap mig nu og vendte sig om, for at stirre på stemmens ejermand, der rungede højlydt i rummet. Jeg vendte mig også om og prøvede at sende Yang det ondeste blik jeg kunne. Hvordan han vidste så meget om mig, var jeg ikke klar over, men han vidste for meget. Og hans egocentriske smil var dråben der fik kanden til at flyde over. Jeg hadede ham.

 

”Lin, vil du være sød at forlade os?” spurgte han hende, med en stemme, der var for sukkersød, en stemme, der var så falsk, at jeg fik lyst til at brække mig. Lin bemærkede det dog ikke, men rødmede svagt og nikkede kort, inden hun forlod værelset, hvor jeg kun kunne høre mit vrede åndedrag. Alt inde i mig var kaos og jeg havde lyst til at skrige. Hvordan jeg kunne glemme Leo, vidste jeg ikke helt, men jeg var blevet så sindssyg, at det ikke gjorde noget. Yang så på mig, med et blik jeg ikke helt kunne aflæse og det gjorde mig frustreret. Han kendte mine svagheder så det ud til, men jeg vidste intet om ham. Jeg vidste ikke engang hvad han hed.

 

”Den vase kom ellers helt fra Kina af,” sagde han med en monoton stemme, bukkede sig ned og tog fat i et af de skår, der var engang havde været en del af en hel vase. Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvor den vase kom fra. For min skyld kunne den være kommet helt fra et ukendt land. Han så mig endnu engang og smilede, hemmelig morskab lyste ud af ham.  

 

”Hvordan lykkedes det dig, at gøre alt det her?” spurgte jeg ham hårdt og lagde armene over kors. Han løftede sine øjenbryn op og smilede charmerende .

 

”Hvad snakker du om?” spurgte han og spillede dum, men jeg var ikke ligesom alle de andre piger. Jeg var ikke en død og dum zombie.

 

”Du ved godt hvad jeg mener. Alle her er som zombier og gør hvad du vil! De prøver ikke engang på at flygte, de har ingen fri vilje. Deres øjne er tomme og de ser på dig, som var du deres Gud! Og du tager imod alt!”

 

Han betragtede stadig det skår han havde i hånden og i et øjeblik troede jeg helt, at han havde glemt mig. Så sendte han mig et blik, der så ud til at overveje, om jeg skulle have sandheden at vide eller ej. Jeg vidste, at der var noget galt og ud fra hans ansigtsudtryk, vidste jeg, at noget var galt. Han så utilfreds ud, hvilket undrede mig og jeg overvejede, hvad grunden til det kunne være – jeg håbede, at det var mig, for så havde jeg da noget, at kunne fryde mig over.

 

Det tænksomme udtryk blev erstattet af hans sædvanlige smil. Selvsikker, gik han hen imod mig og jeg kunne ikke gøre andet end at blive stående og kigge på ham med knive i blikket. Jeg var allerede henne ved vinduet og kunne umuligt bakke bagud, hvilket han brugte til sin fordel. Uden at kunne gøre noget, tog han fat i min hage og fik mig til at se på ham. Jeg skælvede ved hans berøring, selvom jeg ikke havde lyst. Ikke engang William havde været så tæt på mig og det fik mig til at føle mig usikker. Mit hjerte bankede modvilligt hurtigere, jeg blev nervøs som en lille skolepige og jeg mærkede varmen overalt, især i mine kinder, der nu sikkert var blev rødere grundet vrede og generthed.

 

”Det eneste jeg skal gøre, er at se på dem. Smile lidt måske. Har du aldrig hørt om kærlighed ved første blik?”

 

Jeg blinkede.

 

”Jeg er ikke faldet for dig,” sagde jeg udfordrende, men jeg blev bange for, at det snart ville kunne ændre sig. Hvordan kunne man få folk til at falde for sig uden videre?

 

”Og det er det, der går mig på. Du er den eneste, der ikke er faldet for mig. Og jeg aner ikke hvorfor,” sagde han. Hans mund var kommet ufatteligt tæt på min, noget jeg ikke rigtig brød mig om. Han så undersøgende på mig, som om han betragtede alle mine træk. Jeg var ikke noget menneske længere, bare en genstand han skulle regne ud, hvordan han kunne bruge til sin fordel.

 

”Hvorfor falder de alle for dig?” spurgte jeg ham. Det lykkedes mig at fjerne hans hånd, men efter en kort pause, mødte mine øjne hans igen. Jeg kunne intet læse og han ville heller ikke afsløre noget for mig, men selvom jeg ikke fik mine svar, kunne jeg blive ved med at se ind i hans brune øjne, der i det ene øjeblik havde så meget liv og i det næste var de helt tomme. Hans mund bevægede sig ikke og jeg gik ud fra, at han ikke havde tænkt sig at afsløre noget som helst. Jeg lukkede mine øjne og sukkede dybt.

 

”Du har ikke tænkt dig, at lade mig tage hjem igen, har du?”

 

Det spørgsmål fik ham til at trække så meget på smilebåndet, at det næsten gjorde mig bange.

 

”Selvfølgelig har jeg da ikke tænkt mig at lade dig slippe så nemt. Du kommer til at falde for mig før eller siden og desuden har du stadig nogle værelser du skal have gjort rent. Du kan lige så godt se at komme i gang, for ellers ender det med at jeg må trække alle disse ødelæggelser fra din løn,” sagde han med et smørret smil og gik så sin vej.

 

Det, at han ikke ville fortælle mig noget som helst om dette mærkelige sted og hans kræfter, gjorde mig så irriteret, men samtidig vidste jeg heller ikke, hvordan jeg skulle komme væk fra dette sted af. Hvor end jeg gik blev jeg overvåget, hans slavepiger var overalt. Inde i mig var der en oprørsk flamme og at den blev ved med at brænde, gjorde ondt, for jeg kunne ikke sætte ild til noget med den, hver gang jeg forsøgte, blev den slukket med iskoldt vand. Der var virkelig ikke andet at gøre, end at begynde at gøre rent… Men først ødelagde jeg endnu en af hans vaser.

 

___________________

 

Skriv gerne en lille kommentar om hvad I synes ^~^  Sætter virkelig meget pris på feedback, så ved jeg da, at nogen læser :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...