The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
2066Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

3. Et valg mellem William og Mr. Yang

 

Jeg var ikke en dum person. Det var jeg godt klar over, men jeg kunne også begå fejl. I al den tid jeg havde kendt William, havde han kun udviklet sig mere og mere til et svin. Da vi var yngre havde han slet ikke været så slem. Han havde ikke været så ond, han havde ikke taget og hevet til sig, af ting der ikke tilhørte ham. Men han var rig, blev forkælet og blev opdraget helt forkert. Han blev arrogant og troede, at han kunne alt.

 

Den første gang han havde spurgt mig, om jeg ville giftes, havde han forventet, at jeg sagde ja. Hele den ranke holdning og selvsikkerheden havde oset ud af ham. Hvem ville da også være dum nok til at sige nej til ham – mig. I det øjeblik var jeg dum. Jeg burde have sagt ja, for så ville han havde droppet mig igen. Men jeg ville aldrig have været i stand til at forestille mig, at jeg ville ende i denne situation. Jeg havde aldrig forestillet mig, at han ville blive, som han var i dag. Han var stadig lige så selvsikker, som han havde været dengang jeg først havde mødt ham, men denne gang brugte han de forkerte metoder til at få det, han ville have.

 

Hele tiden havde jeg troet, at jeg kunne holde ham i skak, men selv jeg var svag i forhold til ham. Han havde de rigtige resurser og kunne gøre, som det passede ham. Inderst inde havde jeg vel troet, at han ville forsvinde af sig selv på et tidspunkt, men jeg havde taget fejl. Selv nu, hvor jeg hadede ham mere end noget andet, ville han ikke give op. Som et lille barn, ville han skrige, hvis han ikke fik sin vilje – alle dem i paladset havde sikkert snart fået nok af ham, men så længe hans far var Konge, kunne ingen gøre noget. Han ville pine mig, til jeg ikke havde flere muligheder og snart ville min tid være løbet ud og jeg ville blive nødt til at kravle hen til ham. Men jeg havde stadig en anden valgmulighed.

 

Mr. Yang.

 

En mand jeg havde mødt. En som jeg ikke kendte noget til. Jeg vidste intet om ham, han var dukket op ud af den blå luft, havde smilet charmende og havde været lige så arrogant ligesom William. Han forventede jo nærmest, at jeg gik hen til ham. I princippet var han ikke meget bedre end William… Han truede mig ikke til at tage hen til ham, men det behøvede han heller ikke. Jeg var på dybt vand og han udnyttede min desperation, ikke andet. Desuden virkede det til, at han havde noget imod William, om det var godt eller skidt vidste jeg ikke. Desuden var det en ulempe, at jeg ikke vidste noget om ham, for tænk hvis han blev værre. Jeg kunne jo ikke vide, om han var meget bedre, men noget inde i mig sagde, at jeg kunne satse, at han umuligt kunne være værre end William. Men hans fjollede smil gik mig utroligt meget på.

 

Når alt kom til alt, var de begge to idioter.

 

Men en ting var helt sikker. Jeg kunne ikke udstå William, så Mr. Yang blev det altså. Det burde ikke have været muligt for mig at finde ham, men det var heller ikke nødvendigt. I skoven, hvor jeg nu brugte tid på at samle blomster, to uger senere ventede han på mig. Stadig iført den samme dragt som sidst, stirrede han på mig med sine dybe og brune øjne. Denne gang var der ikke noget smil. Hans øjne var smalle, ulæselige og udtryksløse.

 

”Gift dig ikke med William.”

 

Mere havde han ikke sagt dengang. Han havde bare stirret på mig, med en snehvid blomst i sin hånd. Det irriterede mig, at jeg ikke kendte til hans motiver. Jeg kunne ikke regne ham ud og den måde han så på mig på, fik mig til at skælve. Som om han prøvede at se helt ind, men ikke kunne komme til. Hvorfor jeg havde sagt ja, til at gå med ham, var jeg ikke helt klar over. Jeg regnede vel med, at han ikke kunne være lige så slem som William. Problemet var bare, at jeg dengang ikke vidste, at han boede så langt væk fra alt. At jeg blev nødt til at forlade Leo for en kort stund. Jeg havde på ingen måde vidst, hvad der ventede mig.

 

~o~

 

Efter flere timers køretur i Mr. Yangs personlige karet, følte jeg mig godt øm. Alt i min krop gjorde ondt, især fordi jeg var endt med at falde i søvn. Hvordan kunne jeg dog tillade mig selv at falde i søvn med en fremmed mand? Han kunne have valgt at gøre mange ting ved mig, men han havde ikke rørt mig. Noget sagde mig dog, at hans øjne ikke havde forladt min skikkelse og det gjorde mig skør. Han gav mig helt lyst til at gemme mig bag mine hænder, stikke helt af. I det mindste var hans blik ikke lige så slemt som Williams, der nogle gange prøvede at klæde mig af med øjnene, men jeg var bange for, at jeg ville blive sindssyg, hvis hans altid havde tænkt sig at se på mig med sådan et sultent blik. Nogle gange kunne Mr. Yang være lige så slem. Som da han rykkede blidt i min skulder med ansigtet presset alt for tæt mod mit, for at vække mig. At se hans ansigt så tæt på som det første, havde givet mig myrekrøb, han mindede mere og mere om en freak, en heks måske!

 

”Så er vi her blomsterpige,” sang han nærmest. Selvom han var så creepy som han var, ville han sagtens kunne have fundet en til at gøre det bedre, end jeg kunne. Jeg var ikke en person der havde meget forstand på hvordan man gjorde rent, jeg havde kun de basale færdigheder. Så hvorfor han havde valgt mig af alle, var mig en gåde, men jeg skulle ikke klage.  Det var bedre end intet.

 

Da han steg ud, havde han tilbudt mig sin handskebeklædte hånd, men jeg nægtede at tage imod den. Der var ingen grund til at skabe kontakt mellem os, når jeg klart og tydeligt kunne se, hvilken slags person han var. Jeg kunne lige så godt fra start melde ud at jeg ikke var interesseret. Han så ret skuffet ud, da jeg ikke tog fat i hans hånd og han trak på skulderne og gik uden mig. Da det lykkedes mig at komme ud af kareten uden hans hjalp, skyndte jeg mig at smålunte op til ham, så jeg ikke endte med at fare vild i denne udkant af byen, som jeg aldrig havde set før. Nu hvor jeg lod mit blik falde over stedet, blev jeg helt mundlam. Her var så grønt. Ikke bare en almindelig grøn, men det var en fantastisk farve, alt her så levende ud og naturen var nærmest et med hans palæ, fordi det hele var så præcist placeret. Hans palæ var fantastisk udefra, præstige og klasse var ord, der slet ikke kunne dække det. Og det var kun det ydre. Det kunne jo leve op til Williams standard.

 

Palæet var en kontrast til alt det naturlige grønne, men det var ikke grimt. Forhaven var stor og jeg kunne ikke forestille mig, hvordan hans baghave måtte se ud, hvis han dog ikke havde mere end en. Jeg kunne bare ikke få det hele til at give mening. Hvad lavede en som Mr. Yang her? Ud fra hans palæ, kunne jeg  allerede nu regne ud, at jeg havde gættet rigtigt. Han var en mand, der havde penge, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor han befandt sig et sted, der var så… øde. Burde han ikke gå rundt og blære sig med alle sine penge og håne folk, der ikke kunne leve op til ham. Jo mere tid jeg tilbragte i nærheden af ham, jo mærkeligere blev ting. Det er lige før, jeg troede, at han gemte sig her, men så rystede jeg tanken af mig. Hvorfor skulle en som ham dog havde behov for det?

 

”Kom med ind,” sagde han med et smil, der næsten fik mig til at varme en lille smule op. Jeg stoppede foran den store stål- og jernport, der holdte afstanden mellem selve hoveddøren og så resten af skoven. Selv porten virkede som et kunstværk, men alle de små forgreninger der snorede sig rundt og rundt. Han vendte sig om mod mig og forsøgte at smile, selvom jeg et øjeblik kunne se angst i hans blik? Hvad ville han gøre, hvis jeg vendte om og løb væk? Ville han så være håbløs eller ville han nemt kunne få fat på mig. I et øjeblik overvejede jeg, at stikke af.

 

Jeg rystede de sidste tvivlende tanker væk og mindede mig selv om, at det enten var det her jeg skulle leve eller med William. Med beslutsomme, men små skridt kom jeg tættere og tættere på selve palæet og selv da døren åbnede, var jeg mundlam. Mr. Yang var en meget rig mand. Det første der slog mig var trappen lige foran mig, og så det store rum, der var dækket af ingenting. Så meget plads til en person kun. Spild af plads tænkte jeg. Hele stedet var anrettet romantisk, røde farver, guld over det hele. En meget enkel og dyr stil. For meget til en person. Stedet her var nok til flere familier, men alligevel var han eneejer af dette hus. Inden jeg kunne nå at stille spørgsmålstegn ved det hele eller udse mig, hvilken genstand der havde mest værdi, kom der en smuk pige løbende den ad trappen. En blond skønhed løb ned ad trappen og for hvert skridt, mærkede jeg rummet give en genlyd. Hun lignede en prinsesse, sådan som hun løb ned af trappen med håret hængende og fastlåste øjne. Med et sidste spring, kastede hun sig i armene på Mr. Yang.

 

”Herre! Hvor har De dog været?” spurgte hun stakåndet og pressede læberne mod hans i en ivrig bevægelse. Handlingen var så uventet og absurd, at jeg rødmede og blev nødt til at vende mig om. Det undrede mig slet ikke at han havde en elsker, jeg burde have vidst det. Men at se det foran så tæt på, gjorde det vulgært af en eller anden årsag. Selvom jeg havde ikke havde regnet med, at han boede her helt alene, kom det alligevel bag på mig, at hun havde kastet sig så åbenlyst i armene på ham, foran mig.

 

”Åh… En ny pige,” mumlede den blonde skønhed og stirrede på mig med kolde krystaløjne, der gav mig et sug i maven. Det, der skæmte mig mest, var, at selvom jeg kunne se had i hendes øjne, virkede de forfærdeligt tomme. Som om hun ikke helt var i sin egen krop. Det var som at stirre ind i et hylster, en kasse, men vide, at det var tomt for indhold.  

 

”Mr. Yang!”

 

Der kom endnu tre piger løbende mod Mr. Yang. Han kunne umuligt kramme dem alle sammen, men hans smilende udstråling var nok til dem alle sammen. En korthåret brunette nåede at få sig en anden plads ved siden af ham og nussede hans kind med næsen.

 

”Jeg har savnet dig, Herre,” mumlede hun kærligt og hvilede hovedet mod hans skulder. Jeg kunne ikke helt forstå scenariet og jeg havde det mest som om jeg befandt mig i en drøm. Det hele virkede så forkert, men Mr. Yang fik det til at virke helt naturligt. Alle pigerne stirrede på Mr. Yang, som var han deres Gud, som skulle hyldes og puttes på et piedestal. Jeg betragtede de fire piger, der så småt snakkede med Mr. Yang. I et øjeblik troede jeg helt, at han havde glemt mig, men han vendte blikket mod mig og stirrede helt ind i min sjæl. 

 

”Velkommen til mit harem, Milliane.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...