The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1995Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

 2. Kryb

 

”Her,” mumlede han forsigtigt og rakte mig krusset med te. Jeg smilede svagt og tog imod det, påpasselig med ikke at brænde mig. Stemningen var meget akavet, når det kun var mig og Joon. Selvom ingen af os sagde noget, var det, som om vi var vidt forskellige. Han havde en helt anden rang end mig og det var svært at se bort fra den. Selv denne hytte han havde i byen, var meget eksklusiv i forhold til hvad jeg havde set her rundt omkring. Han prøvede at dæmpe sine rigdomme, men det var tydeligt for enhver, at han ikke kom herfra. Det var heller ikke hvem som helst, der kunne skiftetøj som det passede en. Skulle man have noget ordentligt, ville ens formue brænde op så let som ingenting.

 

Aimèe var gået med Leo, for at få ham på andre tanker, men det ville blive svært. Hvis det havde gået efter Williams plan, ville han sikkert først have reddet Leo efter han var blevet forbrændt og da alle vidste, at medicin var dyr, ville jeg have giftet mig uden videre, hvis det kunne redde min bror. At man kunne synke så dybt forstod jeg ikke, men jeg var også blevet klar over noget andet. Hvis jeg blev ved med at være sammen med min bror, ville han på et eller andet tidspunkt komme til skade og det ville være min skyld. Min.

 

Hvis William var villig til at gå så langt for at skade mig, var det kun et spørgsmål om tid, før det endte med at gå helt galt. Uden blomsterbutikken, kunne jeg ikke skaffe penge nok til os begge to. Jeg var ved at blive bange for, at jeg i sidste ende ville blive nødt til at gifte mig med ham og når han så blev træt af mig, ville jeg stå på egne ben igen, uden arbejde og penge. Jeg bed mig i indersiden af kinden og glemte helt, at jeg ikke var helt alene.

 

”Du kunne altid melde ham,” foreslog Joon, sikkert for at få mig i lidt bedre humør, men da jeg kastede mit anklagende blik på ham, fik han det helt dårligt. Det var ikke min mening at fremstå så sur og tvær, men vi vidste alle sammen godt, at det ikke kunne betale sig. Ingen ville være dum nok til at gå imod Kongens søn. Gjorde jeg det, ville han blive erkendt uskyldig og jeg ville skulle hoste op med penge jeg ikke ejede.

 

”Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker Leo noget. Og hvis ikke, så ender vi på gaden om et halvt år.”

 

Og med de ord trådte Leo ind i rummet sammen med Aimèe, med en kendama i hånden. Det smil jeg havde forestillet mig, han ville få, når han kom til at eje sådan en, eksisterede ikke. Det eneste der kunne ses var en tom og ulæselig mine.  

 

~ o ~

 

Det var ikke alt, der var brændt ned, men sortset det hele. Det, der var tilbage, var ubrugeligt nu og ikke værd at redde. Vi fandt dog en af mors halskæder, der overlevede branden. Selvom Aimèe ikke sagde noget endnu, blev hun nødt til at finde sig en ny blomsterhandler, der kunne levere hende alle de ting, de skulle bruge til deres bryllup. Alle de penge, jeg havde regnet med at tjene, ville komme til at tilhøre en anden, jeg var fortabt. Hvordan jeg skulle få mig og Leo til at overleve, var jeg ikke klar over, men hvis der ikke skete et mirakel, ville jeg ende med at skulle gifte mig med et fjols.

 

”Så det er dig, der må interesse prinsen så meget, siden han vælger at brænde din butik af.”

 

Jeg vendte mig om og så en skikkelse, jeg aldrig nogensinde havde set før. Han var klædt i sort fra top til tå, selv hans stok var sort, med et håndtag lavet af guld. En høj hat dækkede hans hår, men jeg kunne nå at skimme en blond farve, der havde noget rødt i sig. De brune øjne stirrede medlidende på mig, men selv jeg kunne se, at der gemte sig noget bag dem. Tonen i hans stemme indikerede, at han antydede til et eller andet. Hans mørke øjne stirrede på mig og selvom farven virkede varm, en tand mørkede en mælkechokolade, var der langt fra venlighed i hans øjne. Hans ansigt var hårdt og koldt, i kontrast til de fyldige læber, der så bløde og glatte ud. Aldrig havde jeg set en som ham og ud fra den måde han snakkede om prinsen på, lød det ikke til at de var venner. Hvem manden foran mig var, ville jeg aldrig kunne gætte, men ud fra mit førstehåndsindtryk, var jeg sikker på, at hans pengepung var godt fyldt op og at han havde status, for ellers ville han aldrig være kommet med sådan en beskyldning.

 

”Ingen grund til at se så misbilligende på mig, vi ved begge to, at jeg har ret. William har altid været forkælet.”

 

Hvor denne mand kendte William fra, og hvor han kendte mig fra, vidste jeg ikke. Det bekymrede mig ikke nær så meget, som frygten for, hvad hans motiver kunne være. Allerede nu havde jeg på fornemmelsen, at ingen af os brød sig særlig meget om William. Eller var det en fælde William havde lagt for mig?

 

”Jeg mindedes ikke at have set dig før eller have introduceret mig selv,” sagde jeg og lagde armene over kors. Jeg gjorde mit bedste for ikke at afsløre noget som helst, men for at være ærlig, gik det ikke godt. Mit hus var brændt ned, jeg var på bar bund og nu kom denne mystiske mand og havde samme teori som mig.

 

”Det kan være helt lige meget, vi skal nok få god tid til at lære hinanden at kende,” sagde han og selvom jeg troede, at det ikke var muligt, så smilede han… flirtende? I hvert fald kom der en falsk varme i øjnene, et glimt, der fik noget til at vende sig i min mave og et lille skævt smil. Han havde sikkert allerede en kone. Inden jeg kunne nå at sige noget, afbrød han mig.

 

”Hvis du mangler et arbejde, mangler jeg en tjenestepige, der kan gøre mit palæ rent. Det trænger,” sagde han. Der var noget ved hans stemme, der gemte på så meget mere, at jeg næsten ikke turde tænke på det. Dette gav ikke nogen mening. Jeg havde aldrig mødt denne mand før og ud af den blå luft, var han kommet hvor jeg allermest havde brug for et arbejde og så tilbudt mig et. Måske ville jeg få en elendig løn, måske ville han voldtage mig, sælge mig som slave. Jeg kendte ikke engang hans navn.

 

”Og hvad skulle få mig, til at arbejde for dig, hr. Navnløs,” svarede jeg lidt for flabet og lagde hænderne på mine hofter, mens jeg sendte ham et skeptisk blik.

 

”Jeg ville blive ked af det, hvis du kastede dig i armene på William. Det ville være for nemt.”

 

Hans smil blev større og med hvad der syntes som snegleskridt, gik han hen mod mig, indtil han var trængt ind i min personlige boble. Det føltes for påtrængende, at have ham så tæt på, men det blev kun værre, da han tog fat i en af mine hårlokker og smilede. Han satte munden om til mit øre og jeg kunne mærke hans vejrtrækning. Det eneste der manglede var en hånd på mit bryst og jeg ville sparke ham i skridtet.

 

”Vi tager af sted i overmorgen, henne ved udkanten af byen, vil der være en karet, men lad være med at lade mig vente i for lang tid,” hviskede han i mit øre og gav mig myrekryb. Et kryb, det var det han var, lige så slem som William. Hvis han troede, at han kunne få mig til at gøre som han ønskede, kunne han tro om. Han trådte væk fra mig, vendte sig om og begyndte at gå, da han stoppede op, som var han kommet i tanke om noget.

 

”Og i fremtiden kan du tiltale mig som Mr. Yang. Mere behøver du vist ikke.”

 

Et kryb var han. I den grad.

 

~ o ~

 

Hun dukkede aldrig op. Han havde ventet på hende, men hun var ikke dukket op. Det var første gang siden hans ændring, at en pige havde været i stand til at sige nej til ham. Der plejede at gå op til højst en uge, hvor de så ville komme hen til ham, helt fortryllede, men nej, hende her var ikke dukket op. Tanken om, at hun ville vælge William frem for ham selv, gik ham på nerverne og gav ham lyst til at kaste med noget. Det var ikke gået, sådan som det skulle, slet ikke efter Mr. Yang's plan. Han havde lagt mærke til, at William var meget efter pigen og hvis han kunne få hende i sin hule hånd, ville det være endnu en triumf for ham og det skulle hun ikke få lov til at ødelægge. Han satte sig ned i den kongelige røde lænestol og lukkede øjnene. Han var ikke længere alene, skikkelsen satte sig på hans lår og kærtegnede hans kind, og kom munden helt op til  hans øre.

 

”De ser ikke glad ud i dag, Mr. Yang,” mumlede hun forførende, lod hånden glide nedad. Hans negative tanker forsvandt en smule og han åbnede øjnene, kun for at se en blond skønhed, blinke med krystalblå øjne. Før havde hun været slagterens datter og nu stirrede hun tomt på ham, som havde hun ingen sjæl. Han smilede.

 

”Nej. Men nu er den blevet meget bedre,” mumlede han med et smil, pressede sine bløde læber mod hendes og lod sig optage af kvinden foran ham, der ikke strittede imod. Smagen af hendes mund fjernede den sure smag af fiasko for en stund. Hun skulle nok komme på et tidspunkt. De gjorde de alle sammen. 

 

 

_________________________________________________________________________________________________________________

Vil I ikke være søde at like historien, hvis I har sat den på farvoritlisten? Lige nu er der flere der har den på favorit end likes. Og der er heller ikke så mange der har skrevet en kommentar, så vil I ikke alle sammen være søde og smide en lille kommentar når I har læst, så jeg i det mindste kan holde min motivation kørende til at skrive historien færdig? :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...