The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
2053Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

12. Djævlen og Englen  

 

Ingen af os sagde særlig med, mens vi blev kørt hjem af Thunder. Joon sad udenfor sammen med Thunder og G.O så de kunne få snakket, selvom det var ret køligt, selvom det var slutningen af sommeren og Aimée og jeg snakkede meget kort selv, men det var svært at føre en samtale. Hvad skulle være det sidste samtaleemne vi have? Der var ikke lang tid til, at Aimèe skulle giftes med Joon og der var heller ikke lang tid til, at jeg tog til Blomsterland. Jeg vidste ikke engang særlig meget om det andet land, om det overhovedet levede op til navnet eller om det var en bunke trist jord. Jeg rullede det røde gardin væk, for at kigge ud, da jeg lagde mærke til nogle piger der løb. Faktisk var det ikke kun piger, der var kvinder og piger og ældre damer. Først kunne jeg ikke rigtig forstå, hvad det var jeg så foran mig, men da jeg rigtig vågnede op, lagde jeg mærke til flere og flere, der var begyndt at løbe væk fra den retning vi var på vej mod. Og jeg genkendte de fleste af dem.

 

”G.O! Hvad sker der?” skreg jeg ud til dem og håbede at de kunne høre mig. Jeg kunne nu se, at vi var rigtig tæt på, men der var noget helt galt. De løb alle sammen, nogle med tårerne rendende ned ad ansigtet.

 

”Milliane… Hvad er der?” spurgte Aimèe og så nu også ud af vinduet. Jeg skreg til G.O at han skulle få Thunder til at stoppe kareten, men selv det tog alt for lang tid. Mit hjerte var hoppet helt i halsen på mig og jeg havde svært med at trække vejret. Da kareten endelig stoppede, flåede jeg nærmest døren op og skyndte mig at løbe alt det jeg kunne. Mit hoved snurrede allerede rundt, da jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle stige så hurtigt af, men jeg løb så hurtigt jeg kunne, selvom det føltes, som om mit hjerte slet ikke kunne følge med. Mine tanker var helt rolige og på samme tid, var det hele et stort kaos. Jeg var pludselig bange for hvad der var hændt Mir, Leo, Seungho, jeg var bange for alt. Jeg tvang mine ben til at få mig til at løbe hurtigere og hurtigere, til de næsten ikke kunne bære mig længere. Jeg behøvede ikke engang bekymre mig om porten, for der var så mange piger på vej ud. På grund af vreden, endte jeg med at skulle til flere uskyldige piger, for at komme ind i palæet.

 

”SEUNGHO!”

 

Jeg skubbede også den store hoveddør væk og håbede snart på at kunne se en velkendt skikkelse, men der var ikke noget at se. Selvom jeg lige havde løbet så hurtigt jeg kunne, forsvandt mit blod lige så snart jeg var trådt ind i rummet. Det var stadig daggry, jeg vidste, at jeg kom senere end, end jeg burde, men det skulle ikke gøre det store forskel. Mine øjne kiggede febrilsk, efter den velkendte skikkelse, der ville brede armene ud for, at lade mig løbe hen til ham, men jeg kunne ikke se nogen som helst. Først troede jeg, at Seungho stod foran og skyndte mig at løbe hen til vedkommende, da jeg opdagede at håret var for langt og for mørkt til at være Seunghos… Det var en kvinde der ikke var flygtet og hun stirrede på gulvet. Jeg kom tættere på, for at se, hvad hun stirrede på. Et hult skrig undslap min mund, da jeg så al blodet rundt om skikkelsen. Min krop rystede. Mine ben fik mig hen til kroppen, og derefter gav de straks efter for presset.

 

Hule lyde undslap min hals og jeg forsøgte at græde og skrige på samme tid, men i virkeligheden gjorde det bare, at jeg følte, at jeg skulle dø af luftmangel.

 

”H-Ho…”

 

Jeg tog fat i hans ansigt og mærkede hans kinders varme. Det var slet ikke til at se noget, og jeg blinkede ivrigt og tit, for at kunne fokusere på ham, men tårerne var allerede på vej ud. Jeg blev ved med at hviske hans navn, men intet fik han til at lukke øjnene op.

 

”Seungho… ”

 

Jeg tog fat i hans ansigt og pressede læberne hårdt mod hans, men der skete ikke noget. Der var ingen reaktion, ingen der holdte mig fast, ingen der sagde noget til mig. Det var helt dødt. Jeg begyndte nu at ryste i ham, da jeg lagde mærke til hullet ved brystet. Lige der, hvor hans hjerte skulle være, var der et dybt rødt hul, hvor blodet blev ved med at løbe. Det kunne lige så godt have været på min egen krop, for smerten jeg følte, kunne ikke beskrives. Den kom fra mine hænder af og så helt ind til min krop, helt ind under huden, ind til knoglerne, ind til min inderste kerne, der sørgede for at holde mig sammen. Nu var der noget inde i mig der gik i stykker. Jeg tog Seungho krop op og puttede ham ind til mig, mens jeg græd. Det kunne ikke passe det her. Ham jeg elskede overalt på jorden var død, lige her i mine arme og vi var så tæt på. Vi skulle til blomsterland og være sammen for evigt. Det var ikke meningen, at dette skulle ske. Mens jeg holdte ham i hænderne, stirrede jeg på den person, der havde dræbt min elskede. Jeg løftede mit blik og så med det samme kniven i hendes hænder. Personen der havde dræbt Seungho...

 

Personen der havde dræbt Seungho var mig.

 

Jeg stirrede på personen foran mig, der lige så godt kunne have været det, jeg så i spejlet. Det var helt det samme tøj jeg havde på, håret havde samme længde, selv mine læbers form var ikke til at tage fejl af. Og i de hænder, der havde holdt og elsket Seungho, var der en blodig kniv.

 

”Surprise~,” sang min stemme. Selv det passede. Jeg var helt chokeret over at høre mig selv snakke, for i mine ører lød min stemme ikke sådan, men alligevel var jeg klar over, at det var sådan den lød for andre. De andre var kommet ind, men deres reaktioner lagde jeg slet ikke mærke til, for jeg var lammet helt af det, jeg så foran mig. De andre kunne ikke finde ud af, hvem der var hvem, selvom det burde ikke være så svært at regne ud, når den ene mig stortudede og når den anden mig smilede smørret med en kniv i hånden. Mørk røg begyndte at sprede sig og dækkede den anden mig til. Jeg hostede kraftigt og skreg, da jeg mærkede hænder på mine skuldre. Jeg lod Seunghos krop dumpe ned på gulvet, mens jeg prøvede at skubbe vedkommende væk.

 

”Det er G.O,” skreg han og tog mig ind til sig, mens jeg lod et skrig komme ud af min mund. Da røgen forestog sig og jeg prøvede at se, hvor alle mine venner var, så jeg en velkendt skikkelse, der fik mig til at skrige og råbe. William kørte den mindst blodige hår gennem håret og efterlod røde striber der stod i kontrast til det lyse og blændende hår.

 

”Dit bæst! Dit uhyre,” skreg jeg og prøvede at komme ud at G.O’s faste blik. Hvis jeg kastede mig over William, ville han bare kunne stikke kniven ind i mig, men jeg var lige glad. Han havde dræbt Seungho. Han havde dræbt min elskede Seungho.

 

”Rolig nu, Milliane. Det er ikke sådan man snakker om sin fremtidige mand, vel?” spurgte han. Aimèe gik i gik med at forbande ham og Joon dækkede hurtigt hånden for hendes mund. Jeg ønskede ikke at miste flere af dem jeg elskede. William kastede et spidst blik på Aimèe, men vendte sin opmærksomhed mod mig igen. I hans øje var jeg den mest interessante lige nu.

 

”Jeg vil aldrig nogensinde gifte mig med en giftig slange som dig! Brænd op i Helvede,” skreg jeg af mine lungers fulde kraft, mens jeg prøvede at spytte efter ham. Han havde ødelagt hele mit liv.

 

”Tja. Vi får nu at se. Men du ved, hvor jeg bor, hvis du nu skulle ombestemme dig…”

 

Han vendte ryggen til mig, og begyndte at gå ud mod døren, som om ingen havde tænkt sig at gøre ham noget. Joonie stod med armene om Aimèe, mens tårerne trillede ned ad hans kinder. Thunder stod med knyttede hænder og med ryggen til os alle sammen.

 

”Jeg er sikker på, at Leo og Mir ville sætte pris på at se dig igen.”

 

William vendte sig hoved mod mig igen og sendte mig et af hans mest strålende og ondskabsfulde smil. Derefter lukkede han porten efter sig og lod mig om at knække fuldstændig sammen. Min sjæl behøvede jeg nu ikke længere at bekymre mig om. Den havde han allerede slået ihjel, da han stak kniven gennem det hjerte, som havde holdt min eneste ene i live.

 

~ o ~

 

Jeg knyttede hånden mod den engel, der hang rundt om min hals og prøvede at tage mig selv sammen. Hvis jeg kendte William ret, var han ikke tålmodig og jeg var bange for, hvad han kunne finde på at gøre mod Mir og min elskede bror. Det kunne godt være, at jeg ikke havde noget tilbage at leve for, men de skulle i det mindste have en chance for at leve. Så måtte det gå ud over mig.

 

Det var starten af september og det var allerede blevet koldere. I dag syntes vinden at blæste ubarmhjertigt og koldt, en blæst der passede til mit kolde jeg. Dette var den gave, Seungho havde givet mig ud af mange, haven, med de skønne blomster. De var nu forsvundet, begyndt at visne. Alt det, der før syntes fantastisk, var nu bare endnu et kedeligt landskab. De andre ventede på, at jeg fik sagt farvel, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke.

 

De havde allerede udskudt begravelsen og hans krop ville også snart gå i forrådnelse, men det var lykkedes G.O at holde den nogenlunde i stand. Om det var en form for magi eller ikke, var jeg ikke klar over, men han lignede sig selv, havde jeg hørt Thunder sige. Det hele så bare så livløst ud og de flotte grønne farver var forsvundet og var blevet mere jordnære, mere kedelige. Med hjertet helt nede i maven, nede i dybet, tog jeg de tunge skridt hen mod hans værelse og helt derind, indtil jeg mærkede tårerne falde ned igen, ved synet af ham. Jeg vidste, at jeg ville bryde sammen, hvis jeg så ham igen, men dette var værre end før. Takket være G.O lignede det helt, at han bare sov, selvom jeg vidste bedre. Lige nu lignede han en engel, ligesom første gang jeg vågnede op ved siden af ham.

 

”Det er en ond verden det her, Ho,” hviskede jeg og gik hen mod hans kolde og tromme krop. Jeg satte mig for enden af sengen og stirrede over på spejlet, der viste mig gengivelsen af en menneskekrop uden sjæl. Mine øjne var så tomme. Der var intet, der kunne beskrive hvordan det føltes at miste nogen, der betød så meget. Alt blev lige meget, man mistede lysten til alt.

 

”Du beskyttede mig til det sidste.”

 

Jeg tog godt fat om englen, der syntes at brænde min hånd. Metallet var brænd varmt. Jeg vendte mig om og blev slet slået ud af synet af ham så tæt på. Han var død. Jeg tog fat i hans trøje og strammede mit greb, mens jeg langsomt hulkede. Dette var virkelig ikke fair. Han havde beskyttet mig fra William og nu skulle jeg hen til ham, for at redde Leo. Mest af alt havde jeg lyst til at springe ud af vinduet.

 

”Hvad skal jeg dog gøre uden dig nu! Hvad skal jeg dog gøre?”

 

Ingen svarede mig. Der var kun intet i denne verden og det eneste jeg kunne høre, var mit forbandede åndedræt.

 

”Jeg elsker dig! Jeg nåede aldrig at sige det, men jeg elsker dig Seungho!” græd jeg og begravede hovedet mod hans bryst. Det var rigtigt nok, det hele havde været som et eventyr, men som han også havde læst for mig, endte nogle lykkeligt, mens andre endte ud i en tragedie. Mine tårer gjorde hans tøj vådt. Englen om min halskæde begyndte at veje mere og brændte som ild. Han havde givet den til mig, for at beskytte mig, men jeg havde ikke været i stand til at beskytte ham fra William.

 

”Det er ikke kun djævle, man kan indgå aftaler med Milliane.”

 

Stemmen der snakkede til mig var smuk og lød som et ekko. Jeg prøvede at holdemine hulk inde og satte mig op, for at se, hvem det var der snakkede til mig. Men der var ikke noget i rummet. I stedet for blev der ved med at dale smukke og lange hvide fjer over Seungho, blandet sammen med sølvstøv, der fik det hele til at virke som en drøm. Lige nu var jeg heller ikke sikker på om jeg levede, eller om alt var en illusion.

 

”Du har brug for ham, for at kunne redde resten af byen. Jeg sætter hans sjæl tilbage… Men kun denne ene gang.”

 

Halskæden var gloende hed, men den brændte mig ikke. Det var en rar varme, der mindede mig om alle de glade dage jeg havde haft, før William og selv efter William. Han havde fået mig til at møde Seungho. Jeg lukkede øjnene, da jeg ikke kunne holde alt det hvide ud i rummet. Da jeg åbnede mine øjne igen, hørte jeg for første gang en anden beklagende lyd i dette rum. Brune øjne så hjælpeløst på mig. 

 

”S-Seungho.”

 

Jeg kastede mig over ham og satte mig nu endnu engang til at græde. Denne gang var der varm hænder der tog godt fat i mig og en stemme, der lovede mig, at vi aldrig skulle skilles igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...