The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
2026Visninger
AA

12. Kapitel 11


Lille note~ Disse kapitler er ikke rette igennem, men jeg skrev dem så hurtigt jeg kunne, så jeg kunne nå at blive færdig inden konkurrencen sluttede. Jeg skal nok prøve at rette det hele igennem i morgen :) 


11. Et sidste farvel

 

De næste par dage var meget kaotiske. Når Leo var til stede, lod alle som om alt var helt normalt, men i det øjeblik han forsvandt, kastede Seungho og jeg ord efter hinanden, der ætsede sig fast inde i os begge to. Selvom vi begge to holdt af hinanden, slap vi ondskabsfulde ord ud, ord, der fik os begge til at dø lidt indeni. Hvordan vi var endt med at skændes på denne måde, kunne jeg ikke længere huske, men Seungho nægtede at lade mig sige farvel til Aimèe. Det var for risikabelt at lukke mig ud. Egentlig sagde han alle de ting, for at beskytte mig, men han fik mig til at virke så svag og det brød jeg mig slet ikke om. Jeg havde klaret William før jeg havde mødt ham og nu burde jeg da også kunne det.

 

Endnu engang følte jeg mig så fanget herinde. Jeg havde været villig til at forlade alt, hvad jeg nogensinde havde kendt. Alle de mennesker jeg var vokset op med, skulle jeg vinke farvel til. Ikke noget med at se de velkendte ansigter købe blomster. Ikke noget med at følge Leo i skole og se ham lære og vokse sammen med de andre genkendelige børn fra landsbyen. Ikke noget med at blive voksen sammen med Aimèe, være bedste veninder for altid. Alt det jeg havde gået rundt og troet var mit hjem, skulle jeg nu sige farvel til. Uanset hvor frygtelig den tanke var, var der ikke noget, der gjorde mere ondt, end tanken om at skulle forlade alt det jeg havde kendt, uden ordenligt at sige farvel. Men uanset hvor meget jeg hadede det, kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg var blevet træt af, at den dårlige stemning var der, lige så snart jeg åbnede øjnene, til jeg gik i seng og lukkede dem. Det var som en gas, der hele tiden prøvede at kvæle mig og gøre mig ondt og jeg kunne ikke længere leve i den.

 

Til sidst opgav jeg helt. Tiden var ved at løbe fra os og hvis vi ikke snart tog en beslutning, kom vi ingen steder. Det kunne godt være, at jeg lige nu ikke kunne udstå Seungho, men han skulle heller ikke fanges af William, fordi jeg holdte os fast her. Jeg havde sat mig til at pakke de ting, vi skulle have med, men det virkede bare så surrealistisk, at tage af sted. At rejse væk herfra. Jeg ville sådan komme til at savne denne by, denne fantastiske by, som engang havde været noget for alle, inden kongerne var begyndt at blive selviske og onde. Hvis bare vi kunne få den tid tilbage, ville vi ikke behøve at rejse herfra.

 

”Skal vi virkelig af sted, uden at sige farvel til Aimèe?”

 

Leos trætte og søvnige stemme nåede mig, mens jeg pakkede. Det var langt over hans sengetid lige nu og jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle skåne ham for det hele. Desuden var jeg heller ikke klar til, at skulle forklare ham det hele, så i stedet for sendte jeg ham bare et smil.

 

”Aimée skal nok klare sig selv… Hun har jo Joonie og alle de andre rødder i byen,” sagde jeg og gik hen til Leo for at tage ham i armene og få tilbage med ham igen. Leo puttede sig ind til mig og var meget tæt på at falde i søvn, så det undrede mig, at han ikke bare lukkede øjnene.

 

”Jeg nåede bare aldrig, at sige farvel,” mumlede han. I et kort øjeblik stoppede jeg op, men fortsatte så med at gå. Selvfølgelig. Hvis Aimèe havde set Seungho, ville hun have banket på vores dør sekundet efter. Hvis Joonie havde set Leo, ville de to nok være endt i en slåskamp og det vidste Seungho godt, at jeg ikke ønskede. Det eneste han kunne have gjort, var at tage Leo, uden nogen så ham, hvilket i deres øjne var lig med kidnapning. Åh Gud… Aimèe. Hvis jeg kendte hende godt nok, sad hun lige og bebrejdede sig selv. Jeg bed mig i indersiden af min kind, for ikke at gøre Leo opmærksom på noget, for jeg havde sådan lyst til at græde lige nu. Jeg kunne ikke engang sende hende et brev. Mine ben rystede under mig, men jeg forsøgte at gå hen til Leos værelse så hurtigt som muligt, for at få ham puttet. Den stakkels lille dreng var allerede faldet i søvn og da jeg så Leo sove, kunne jeg ikke andet end at græde.

 

Jeg hadede William. Han skulle absolut ødelægge alt for mig. Hvis det var muligt, ville jeg rette alt mit had mod ham på en eller anden måde, men det kunne jeg ikke. Hidsigt tørrede jeg mine tårer væk og gik ud på badeværelset for at se, hvor slet det stod til. Da jeg mødte mit eget spejlbillede, så jeg for første gang, hvor mørke og blanke mine øjne var. Den glæde, jeg havde følt for et par uge siden, kunne slet ikke spores i dette ansigt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, så jeg satte mig på knæ og folede mine hænder.

 

”Herre, du, som er i himlen… Vær sød at passe godt på min veninde…,” hviskede jeg. Jeg lukkede mine øjne og ønskede af hele mit hjerte, at hun nok skulle klare sig. Det var derfor, jeg fik et chok, da jeg mærkede en hånd på min skulder. Rædslen skar dybt inde i mig, men da jeg vendte mig mod hånden, stirrede jeg ind i G.O’s milde øjne.

 

”Kom så. Natten er ikke helt så ung, som man skulle tro,” blinkede han, selvom han langtfra så glad ud. Jeg var forvirret og anede ikke, hvad han snakkede om, men alligevel lykkedes det mig, at rejse mig op og følge efter ham. De andre to omringede mig også, og inden jeg vidste af det, havde jeg ridestøvler på, en varm jakke og ja, faktisk et ordenligt sæt vintertøj. Min stemme prøvede at gennemtrænge deres, men ingen lod mig sige noget som helst. He skubbede mig frem og tilbage i de velkendte værelser og det lykkedes mig ikke, at finde ud af, hvad de havde af planer.

 

”Er der nogen der vil være så venlig, at fortælle mig, hvad der foregår her?” spurgte jeg, en smule stresset over at blive hundset rundt med, uden at vide hvorfor. De andre stoppede op og kastede et blik på mig, men ingen vidste rigtig, hvad de skulle svare.

 

”Du ville af sted, så du kommer af sted.”

 

Jeg vendte mig mod stemmen og så Seungho stirre på mig, med et blik, der ikke lignede hans. Det var alt for fjernt og for… trist. Noget inde i mig, gjorde ondt, når jeg så på hans ansigt der var dækket af nattens skygger og inden jeg kunne nå at spørge ham om noget, vendte han ryggen til mig. Jeg skulle til at følge efter ham, da G.O hev i mig og fortsatte med at gøre mig klar. Skulle vi allerede rejse nu? Intet gav mening og de andre så heller ikke ud til at vide så meget og hvis de vidste noget, så ville de helt sikkert ikke fortælle mig det, at ukendte grunde.

 

”G.O..”

 

”Ikke nu Milliane,” sagde han med et svagt smil og endelig var vi i den store forhal, som første gang havde syntes stor og fremmed og nu kunne jeg ikke få mig selv til at gå ud af den, fordi noget sagde mig, at det kunne være sidste gang jeg så stedet. Når jeg gik her hver dag, virkede der ikke så tomt, men her, i den mørke nat virkede alt stort og fjernt. Det gav mig en ubehagelig fornemmelse i maven, at jeg kunne se alle de gode ting her, men jeg vidste, at vi aldrig ville kunne blive lykkelige, fordi noget hele tiden skulle få os til at flygte. G.O åbnede den store hovendør og straks blev jeg ramt af nattens kulde.

 

”Fryser du stadig?” spurgte Seunghos stemme og jeg vendte mig endnu engang mod den store trappe for at se ham stå der. Nu så han ikke længere kærlig ud, men lignede en forpint statue, der stod hamret fast til jorden. Øjnene så ud til at kunne drukne i den ulykke der var og nu følte jeg et hårdt stik inde i mit hjerte, der blev ved med at bløde. Jeg havde utrolig dårlig samvittighed over alt det jeg havde bedt om og en del af mig overlevede, om det var selvisk, at ønske at se Aimèe.

 

”Ho…” mumlede jeg lige så stille og så på ham. Han rystede på hovedet og prøvede at sende mig et opmuntrende smil, men intet kunne fjerne den frygtelige grimasse. Jeg løb over til ham og kastede mig hans arme. Hvordan kunne jeg dog nogensinde få mig selv til at forlade dette faste og trykke greb, der fik resten af verden til gå dets vej.

 

”Du bliver nødt til at gå nu, hvis I ikke skal blive opdaget. G.O følger dig derhen og så burde i kunne være tilbage ved daggry,” sagde han sagte, med det falske smil klistret på hans ansigt. Jeg slap mit greb om ham og mødte igen hans blik. Jo mere jeg så på ham, des mere tøvede jeg og overvejede om min beslutning havde været forkert.

 

”Jeg… ”

 

”Her”

 

Ud af lommen tog han en skinnende ting op. Da han holdte det op for mig, så jeg, at det var en halskæde, med et vedhæng af en engel, to blå diamanter, en lyseblå, der var lille og forestillede hovedet og så en mørkede blå diamant, der var større og trekantet, så den udgjorde englens kjole. Resten var lavet af det reneste sølv, med et par sæt vinger og så til fundamentet af en engel.

 

”Den er ikke rigtig noget værd. Jeg fik den bare af mig mor for lang tid siden. Hun sagde, at den var i stand til at beskytte og vogte over dem man holdt af,” sagde han langsomt, mens han satte den fast rundt om min hals. Jeg kunne ikke sige noget for klumpen i halsen, der gjorde det svært for mig, bare at se på ham, uden at græde.

 

”D-Den er meget smuk,” sagde jeg med min for længst ødelagte stemme. Og så skete det. Jeg presse mine læber mod hans og lod mine arme hægte sig fast til hans nakke. Hans ene hånd holdt fast om mit liv, mens hans anden hånd holdt godt fast i mit hoved og holdte mig så tæt på ham, at jeg aldrig troede at jeg kunne få mig selv til at give slip. Det var så hårdt og anderledes, at det helt gjorde ondt, men samtidig vidste jeg, at jeg aldrig ville kunne få nok. Et støn slap ud, men jeg var for hypnotiseret til at lægge mærke til det. Lige indtil G.O hostede op til flere gange og Seungho slap mig. Hans varme læber føltes så varme mod min pande og jeg lukkede mine øjne og forestillede mig, hvordan han kunne kysse min pande hver evig eneste morgen, når jeg kom tilbage.

 

”Af sted,” hviskede han og inden jeg kunne nå at fortælle ham det, der hang så tungt om hjertet, havde G.O Allerede slæbt mig ud til kulden igen, for at vi kunne komme af sted. Da vi så endelig var ude, begyndte at jeg græde uden nogen som helst grund.

 

”Rolig nu, vi kommer jo tilbage igen,” sagde han opmuntrende og sendte mig det smil, der altid plejede at få mig i bedre humør. Thunder var allerede klar ved kareten til at køre og selv han sendte mig et svagt smil. Jeg blev ved med at kigge på mig, og som vidste han, hvad jeg tænkte, beroligede ham mig.

 

”Han ved det allerede. Og han elsker også dig. Kom så ind med dig, inden den store stygge ulv æder dig.”

 

Og med de ord, satte vi langsomt kurs mod Aimèe.

 

~ o ~

 

Da vi var fremme, var jeg så træt, at jeg ikke vidste, om jeg overhovedet ville kunne klare det. G.O hjalp mig med at sige ud, men jeg var så bange og så nervøs for, at blive opdaget, at alle lyde omkring mig, lød advarende og faretruende.

 

”G.O… Hvor slemt er det?” hviskede jeg lavt, da jeg var bange for, at nogen ville kunne høre os. Thunder var blevet ved kareten, hvor at sikre sig, at den ikke blev væk og nu frygtede jeg også, at der ville ske ham noget ondt. Halskæden som Seungho havde givet mig føltes tung som bly, men samtidig mindede den mig også om hvad jeg havde at miste. Alt.

 

”De at ved at have fundet os. Folk undrer sig over, hvor deres koner og børn bliver af. Selv de kvinder ingen lagde mærke til før, ved alle nu hvem er. Folk undrer sig over hvor de bliver af og hvem der har taget dem. Jeg sidder i et råd for eftersøgningen og nogle gange er Seungho også med, når det ikke er for farligt. Vi har prøvet at lede deres opmærksomhed væk, men der er nogen der har fundet af ud det, som nu sidder i fangekælderen og-”

 

”Fangekælderen?” gispede jeg og blev endnu engang klar over, hvor vi befandt os, så jeg skyndte mig, at se mig omkring, men der var ingen. G.O sendte mig et fortvivlende blik og jeg vidste, at han ikke nød at gøre det, han gjorde, men han gjorde det for at beskytte os. Hvis de ikke holdt dem fanget, ville de enten blive nødt til at slå dem ihjel, ellers også ville vi dø. Jeg tog fat i hans hånd og klemte den. På en eller anden måde, lykkedes det mig, at forstå det hele. Selv hvis jeg ikke havde forstået det, var vi nu henne ved den hytte, hvor Aimèe befandt sig. Alt i min krop snoede sig sammen og det var først, da G.O mindede mig om, at vi ikke havde alverdens tid, at jeg igen satte kurs mod døren og bankede så forsigtigt på, at inden ville kunne høre det. Jeg håbede virkelig, at hun stadig boede i sin lille hytte, hvor der ikke var så mange naboer. Var hun hos Joon, var jeg færdig og ville aldrig få hende at se igen. Ingen svarede og jeg sendte G.O et tøvende blik. Han trak på skulderne og lige som jeg skulle til at vende om, åbnede døren sig.

 

Aimèes skinnede øjne så på mig, helt store og forvirrede som de havde set et spøgelse. I et øjeblik anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre, men i det næste, lagde jeg en hånd for hende mund og hev os begge to ind i hendes hus. Det var ikke det kærligste jeg kunne have gjort, men jeg var her. Hos Aimèe.

 

~ o ~

 

Det var altid rart, at blive mødt med et bidemærke på hånden. G.O var desuden blevet slået i baghovedet af et ølglas, af Joon, der ikke lige havde andet ved sig. Meget vidste jeg da om min bedste veninde og nu kunne jeg tilføje ”stærke rottetænder” til endnu en af hendes talenter på min mentale liste. Man blev altid varm om hjertet, når man vidste, at dem man elskede kunne forsvare sig selv. Aimèes anden reaktion var at pege på skiftevis G.O og mig og derefter sende et hjælpeløst blik til Joon, der gik hen til hende og omfavnede hende. Den tredje reaktion var at græde og inden af os vidste hvad vi skulle gøre, indtil hun af sig selv kastede sig i armene på mig.

 

”Jeg troede at du var død! Og at Leo… Åh Gud, Milliane, Leo er væk,” græd Aimèe som det første og jeg lagde mine hænder trygt rundt om hende og forsikrede hende om, at alt var som det skulle være, mens jeg lod hende tro, at mine tårer kun skyldtes, at vi ikke havde set hinanden i lang tid, men at jeg nu blev nødt til at sige farvel.

 

”Vent… Er det dig… Changsun?”

 

G.O og Joon stirrede på hinanden i lang tid, inden de også gav sig til at mumlede i munden på hinanden. Eller rettere sagt, Joon mumlede, det gjorde han altid når han blev forvirret og G.O stirrede mundlam på ham. Så krammede de også hinanden. Efter den store genforening, mindede G.O mig om tiden og jeg satte mig til at forklare dem alle sammen min historie så kort som muligt, så vi fik udnyttet tiden bedst. Desuden vidste jeg ikke endnu, hvordan jeg skulle forklare Aimèe, at vi skulle ses for sidste gang.

 

”Seungho… Jeg er glad for at høre, at forbandelsen endelig er ovre,” hviskede Joon lettet og pressede samtidig sine læber mod Aimèes tinding. Det viste sig, at Joon også var en af Seunghos venner og hvor jeg hele tiden havde troet, at han arbejdede for William, viste det sig, at han arbejdede mod ham, som en hemmelig agent, der udspionerede ham, men så sendte sin information videre. Joon havde på den måde samlet data ind til Seungho, men deres kontakt havde været meget… ikke eksisterede og når de skulle have sendt noget til hinanden var det tit via brevduer. Endnu engang kom jeg til at tænke på mit drømmebillede, hvor Joon var ridderen der beskyttede os alle sammen, mens Aimèe og jeg ville køre blomsterhandlen i byen sammen. Seungho ville blive byens tryllekunster, eller han ville i hvert fald åbne en meget mærkelig butik, men antikviteter. Men alt det var en drøm. Og ligesom det, blev jeg nødt til at forklare Joon, at forbandelsen ikke var væk. Og at den aldrig nogensinde ville kunne forsvinde. Efter det lukkede jeg øjnene og fortalte dem om de smertefulde sandhed bag min ankomst. At den var til, for at jeg kunne sige farvel. Jeg troede ikke, at det var muligt, men jeg fik knust den glæde, der havde været i lokalet. Aimèe prøvede at tale mig fra det, samtidig med, at en del af hende forstod, hvorfor jeg blev nødt til at gøre, som jeg gjorde. Joon og G.O udvekslede blikke med hinanden. Det kunne godt være, at de ikke havde set hinanden i lang tid, men de to var gode venner. Det var en femkant de havde og nu skulle Joon give afkald på de bedste venner han havde haft.

 

”I det mindste kan du lade mig følge dig hjem,” græd Aimèe. Egentlig havde jeg slet ikke lyst til, at hun skulle køre med hen til os. For det første, kunne vi blive fundet og jeg havde ikke lyst til at ødelægge hendes liv. For det andet, kunne det være, at Seungho stod udenfor og ventede og hvis Aimèe kastede et enkelt blik på ham, ville hun være forhekset ligesom de andre piger. Jeg prøvede endda at forklare hende, at det ikke ville gå og selv Joon sagde, at det ville være bedst, hvis de blev hjemme. Aimèe gav sig dog ikke og nu huskede jeg en af de ting, jeg havde savnet og hadet ved hende. Hun var stædig og fast, som en tung sten, der ville knuse en, hvis man ikke gav sig. Til sidst gav jeg hende lov til at ride med os hjem. Inderst inde, var jeg heller ikke klar til at give afkald på min bedste veninde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...