The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1993Visninger
AA

11. Kapitel 10

 

10. Når hjemme er bedst, men ikke godt nok

 

Det viste sig, at Seungho kunne udøve lidt magi. Egentlig vidste jeg ikke, om det virkelig var magi eller om det bare var fordi han var god til at narre folk, men lidt kunne han finde ud af. Han havde en mønt i sin hånd i det ene øjeblik og da han så lukkede den og åbnede sin tomme hånd befandt den sig også der. Han kunne også noget lignende med kort, hvor jeg tog et og så kunne han ved hjælp af forskellige andre metoder finde ud af, hvilket kort jeg faktisk havde i min hånd. Han sagde selv, at det ikke krævede særlig meget, at lave de tricks, men ingen af de andre drenge havde regnet det ud og jeg kunne heller ikke finde hoved og hale i hans tryllefremvisninger. Det var nu ret sjovt at han kunne det, men han havde ingen planer om at lære mig det, for så ville jeg jo finde ud af, hvordan han gjorde.

 

”Det er jo ikke magisk, hvis du ved, hvordan du gør,” sagde han sagt.

 

Det var de små øjeblikke, der havde gjort, at vi blev forelsket i hinanden. Det, at han læste eventyr op for mig og derefter puttede mig i seng. Det, at han lod mig hvile hovedet på hans lår, mens vi sad og slappede af udenfor, hvor han så efter et stykke tid gav sig til at køre sin hånd rundt i mine mørke lokker, som han elskede at pille ved. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne få Leo til at være her sammen med os. Jeg var næsten sikker på at han ville elske Seungho og at han ville elske Thunder, Mir og G.O. Han havde manglet en faderolle hele sit lov, så han ville have godt af at kunne være sammen med de andre drenge, også så han selv kunne gøre de ting, han ikke kunne med mig. Så efter endnu to måneder, besluttede Seungho sig endelig for noget.

 

”Hvis du mener, at Leo vil kunne holde ud at bo her, henter jeg ham.”

 

Seungho elskede mig så højt, at han ville gøre alt for min lykke, men vi var begge to klar over, at vi aldrig nogensinde kunne flytte tilbage til byen. Seunghos evne, det, der nu virkede som en forbandelse, ville gøre, at alle kvinder faldt for ham og mændene ville være efter ham, når de fandt ud af, at han var grunden til at deres elskede døtre og koner aldrig vendte hjem.

 

Desuden ville William få Seungho dræbt og han ville ødelægge Leo og mig. Noget sagde mig, at folk allerede var efter Seungho, men hver gang jeg spurgte ham eller nogle af de andre om det, ignorerede de mig eller også skiftede de emne. Ingen ville indvie mig i hvad der foregik og den ubehagelige fornemmelse jeg nogle gange fik blev kraftigere og kraftigere.

 

Det bedste ville være, hvis Leo flyttede hertil, hvor han kunne være sammen med os, men på den anden side, skulle han så opgive et liv, som han var vokset op med. Han ville skulle opgive skolen, byen, alle hans venner. Der var for hårdt og krævende, at skulle stå med sådan en beslutning, især fordi jeg ikke vidste, hvad Leo helst ville have. Og så kom jeg i tanke om, at det eneste han ville, var, at vi to skulle være sammen. Jeg vidste bare ikke, om jeg kunne kræve, at han ofrede det meste af sit fremtidige liv. Seungho tog fat i min hånd og lod sin tommelfinger glide hen over mine knoer og da jeg så ham i øjnene, nikkede jeg bønfaldende. Jeg ville have Leo, her, sammen med os.

 

~ o ~

 

”Noona! Noona, hvor er du?”

 

Hans euforiske og paniske stemme fangede straks min opmærksomhed, i det øjeblik jeg blev i stand til at høre hans stemme. Jeg havde siddet sammen med G.O og spist middagsmad, der endnu engang havde været himmelsk, da jeg havde set Leo komme løbende ind og stoppe op, da han så mig sidde ved bordet. I et øjeblik stirrede jeg bare på min lillebror og jeg mærkede jeg hvordan det prikkede i øjnene. Stolen lavede en forfærdelig lyd, idet jeg skubbede den bagud og skyndte mig at løbe hen til ham.  

 

”Noona!”

 

Da jeg havde sat mig på knæ og han havde lagt sine arme rundt om mig, var jeg sikker på, at det ville være umuligt at få ham til at slippe igen. Mine hænder strammede sikkert mere end hans lille barnegreb om mig, men det var ikke til at sige hvem der græd mest, den eneste forskel var, at hans var højlydt og mit var diskret. Det var som om et tomrum i mit hjerte var blevet fyldt ud igen og selvom Seungho havde fået mig til at boble af lykke, kunne jeg nu mærke, at jeg havde alt. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle Aimèe, at jeg rent faktisk havde det godt, men jeg havde været klar på, at vi en dag måtte sige farvel.

 

”Noona, jeg har savnet dig,” hviskede Leo, mens tårerne trillede ned. Han så helt forfærdelig ud med snot og tårer over det hele. Mir gav mig en af servietterne der stod på bordet og jeg begyndte at tørre det værste væk. Det var svært, da mit syn hele tiden blev slørret og dugget, men jeg klarede det og fik min bror til at se nogenlunde acceptabel ud. Jeg havde slet ikke troet, at min reaktion ville have været så voldsom, men jeg havde været så bekymret for Leo. Der var så mange nætter, hvor jeg havde tænkt på, om han havde det godt og der var også de dage, hvor jeg ikke kunne falde i søvn. Jeg havde passet ham hele livet og det havde været hårdt, at give ham til Aimèe. Nu, hvor han var her hos mig, følte jeg mig endelig hel igen og mange af de triste tanker, der summede i mit hoved, forsvandt nu og gjorde det svært for mig at tænke klart.

 

”Jeg har også savnet dig,” hviskede jeg og lod min hånd køre rundt i hans lange mørke hår, der snart kunne trænge til klipning. Leo var ikke lang tid om at få styr på sig selv, for i de næste lange timer, gjorde han ikke andet, end at udspørge mig om alt. Og jeg kunne ikke stoppe med at smile.

 

~ o ~

 

Dengang, da jeg for første gang havde mødt Seungho, ville jeg aldrig have troet, at han ville blive min eneste ene. Jeg havde godt nok heller ikke regnet med, at han ville kunne elske mig, lige så meget som jeg elskede ham, men det så ud til, at vi kunne elske hinanden lige højt, selvom jeg nu hævede, at jeg elskede mest. Jeg havde ikke forventet, at han i virkeligheden var ligesom mig, en der manglede noget, en der følte sig tom. Og nu hvor vi havde fundet hinanden, var føltes det, som om alt var fuldendt.

 

Det havde taget Leo tid at finde ud af, at jeg kunne lide Seungho, især fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få ham det fortalt. Det viste sig, at det ikke var noget problem, for Leo var vild med alle i dette palæ og vi sørgede alle sammen for at han ikke fattede mistanke om Seunghos forbandelse. Den eneste han fik lov til at snakke med, var Mei, men det var også få gange. Det var som om alt havde ændret sig, nu hvor Leo endelig var her. Der var så mange ting, der pludselig syntes at være helt nye og når han var her, var vi alle gladere. Det var dejligt, denne varme fornemmelse af, at vi alle var en stor familie.

 

Jeg sad i en af lænestolene og prøvede at koncentrere mig om en bog, da jeg kastede blikket rundt i Seunghos forsamlingsrum. Mir og Thunder spillede skak, men ud fra deres ansigtsudtryk, kunne jeg se, at Mir helt klart tabte. Han havde disse store og opgivende øjne, mens Thunder bare havde et triumferende smil klisteret fast. Mir hev sig i håret og jeg kunne se på ham, at det krævede alt, ikke at lade hånden glide over brættet og vælte alle brikkerne. Noget sagde mig, at han ikke havde lyst til at te sig som et barn, når vi alle sammen var her.

 

G.O var en rengøringsfreak og gjorde rent, samtidig med at han nynnede svagt og gjorde det hele mere hyggeligt. Seungho sad med Leo i sit skød og læste op af en eller anden bog, jeg ikke kunne identificere.

 

”Seungho… Vi kan ikke blive her ret meget længere. Hans tropper er allerede for tæt på.”

 

”Jeg ved godt, at du ønsker hende det bedste, men du så selv, hvad der skete, da I red. Hvis William finder dig her, gør han det af med dig. Du ved godt, at din forbandelse ikke kan hjælpe dig mod hans magt. Desuden går der ikke lang tid, før han finder hende.”

 

”Du  bliver nødt til at tænke alle scenarier igennem. Prøv at forestille dig, hvis hun  besluttede sig for at ride med Leo. Leo, der sidder på Kera, Milliane der går og fører hesten stille og roligt og William der så finder hende.”

 

G.O, Thunder og Mir prøvede alle sammen at sige det så venligt som muligt, men det sidste fik Seungho til at koge over og det næste jeg kunne høre, var endnu en vase der gik i stykker. Den lyd var mig snart meget bekendt.

 

”Og hvad skal jeg så sige til hende? At hun skal forlade det land, hun er opvokset i, at hun skal forlade alt hun har kendt, fordi jeg er ikke er stærk nok til at beskytte hende her.”

 

Hans stemme havde lydt så trist og vred, at det næsten gjorde ondt, ikke at kunne hjælpe ham af med de sorger.

 

”Du ved jo godt, at hun ville gå med dig overalt. Hun ville forstå det.” sagde G.O og lagde en hånd på hans bedste ven skulder.

 

”At hun forstår det, er ikke ensbetydende med, at hun ville være lykkelig.”

 

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle have overhørt den samtale, men nu var den ikke til at slippe igen. Seunghos miserable stemme fik det til at gøre ondt i maven.

 

”Men kan hun nogensinde blive lykkelig her, i dette palæ, i dit harem, når hun mest af alt, føler sig som en fugl, der aldrig nogensinde kommer ud af buret, i frygt for at en stor ørn æder hende og resten af hendes elskede medfangere.”

 

Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg havde været væk i min helt egen verden. Nu var jeg tilbage igen og det lod ikke til, at nogle af de andre havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været til stede rent mentalt. Tanken om den samtale, fik mig til at føle mig kold. Der var så meget, de valgte ikke at fortælle mig og jeg ønskede sådan at de ville sætte mig ind i hvordan det hele så ud. Det kunne godt være, at jeg ikke vidste noget, men jeg var helller ikke blind.

 

Jeg kunne se på Mir og Thunder, at de manglede noget nyt at lave og de havde stort set ikke været udenfor, i frygt for, at de ville blive opdaget. G.O havde ikke handlet ind i lang tid og jeg havde så småt lagt mærke til, at vi var begyndt at gå mange ens retter af få ingredienser.

 

Værst af alt var Seungho. Nu hvor jeg kastede et blik på ham, så han så træt ud. Det var ikke bare træt, men nærmest som om han var drænet for energi måde fysisk, men også mentalt. Stakkels pus, der sikkert ikke har været i stand til at lukke et øje, fordi han hele tiden skulle bekymre sig om mig. Sikre sig, at jeg var lykkelig. Hele tiden holde øjne med de andre piger, så de ikke skulle uddø, fordi han glemte, at give dem opmærksomhed.

 

Det smil han sendte Leo, var nok til at overbevise ham, men mig kunne han ikke narre. Hans øjne havde mistet noget af deres glans og så nu helt anderledes ud, når han slet ikke havde energi tilbage.

 

Fornemmelsen i min mave, gav mig lyst til at kaste op. Det var meget lang tid siden, at jeg sidst havde det så dårligt. Jeg smækkede bogen i og det lød så højt i mine ører, men ingen af de andre lagde mærke til det. Ingen af de andre vidste, hvilke tanker, der kørte rundt i mit hoved. Han ville ofre alt for mig, hvis han kunne. Han ville også gøre alt for mig, hvis det var muligt og det vidste jeg bare. Jeg ville ønske, at jeg var i stand til at gøre det samme for ham, men jeg kunne ikke få mig selv til at give slip. Bare tanken om, at jeg kom endnu længere væk fra Aimèe knuste mig indeni.

 

Jeg følte mig så tom indeni, ved tanken om at forlade hende. Det gjorde så ondt, at jeg måtte holde godt fast om bogen, for ikke at skrige eller gøre noget dumt. Hvordan skulle jeg dog få mig selv til at forlade min bedste veninde, uden at give hende nogen forklaring på, hvor jeg var endt henne, eller om hvordan det gik mig. Desuden savnede jeg også Joon, der, selvom han tit var akavet, formåede at gøre mig glad, når det hele gik godt. Han ville passe rigtig godt ind i dette palæ. Så ville han kunne passe på os alle sammen med sit lysende sværd og Aimèe ville kunne sy tøj til os alle sammen. Vi kunne alle sammen være en stor familie, hvis det ikke var for Seunghos forbandelse. Aimèe ville aldrig kunne møde den mand jeg havde forelsket mig i, for så ville hendes sjæl være fortabt og hun ville glemme alt om Joon.

 

Bogen, der for et par øjeblikke siden, ikke syntes at veje noget, føltes nu som en meget tung klods, der hev mit hjerte med sig. Leo så lykkelig ud i Seunghos arme og hans glæde smittede af på dem alle sammen, men det var som om, det kun var mig, der kunne se ind bag dem alle. Jeg kunne se frygten, der dansede lige så stille bag deres øjne og det var kun et spørgsmål om tid, før min lille familie ville begynde at lide. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at tænke det hele igennem, men da jeg lagde bogen fra mig, var jeg fast besluttet. Med tunge og langsomme skridt, gik jeg hen mod Seungho, hvilket ikke var noget usædvanligt. Da jeg var kommet tæt nok på, mærkede jeg hans blik på mig og hans ansigt lyste op i et svagt smil. Jeg satte mig på knæ, så jeg kunne se på Leo, uden at være højere end ham.

 

”Leo… Synes du ikke, at det er ved at blive kedeligt her?” spurgte jeg ham og lagde hånden på Seunghos knæ, for at berolige ham. Allerede ved den sætning mærkede jeg alles øjne på mig. Leo vendte hele sin opmærksomhed mod mig og sendte mig et mærkeligt blik.

 

”Nej… Jeg kan godt lide det her,” sagde han og lagde hovedet lidt på skrå, som om jeg var den mærkelige her. Det trak lidt i min ene mundvig, at vide, at han elskede det lige så meget, som jeg gjorde.  

 

”Men, ville du ikke have lyst til at vi tog hen til… Blomsterlandet?” spurgte jeg ham drillende. Jeg mærkede hvordan Seungho rykkede på sig, så han kunne få øjenkontakt med mig.

 

”Blomsterlandet?”

 

”Milliane…”

 

Seunghos blik var meget ømt, men jeg sendte ham et smil, der kunne forsikre ham om, at det hele nok skulle gå. Leo kiggede rundt på alle de andre og så ikke helt ud til at være overbevist.

 

”Jamen… Hvad så med Joon? Og Aimée. Og alle de andre? Skal vi aldrig se dem igen?” spurgte han med en sørgmodig stemme, der fik mig til at tvivle på, om jeg overhovedet gjorde det rigtige. Det krævede dog kun et blik på Seungho og jeg vidste allerede, at vi blev nødt til at tage af sted.

 

”De har alle sammen hinanden. Desuden ved du, hvor ond William han være og i Blomsterland er der ingen ond konge, der behandler folket dårligt,” sagde jeg og klappede Leo på hovedet. Han sendte mig et tvivlende blik. Jeg kunne se på Leo, at han ikke havde lyst til at forlade alle de andre og han var stadig for ung til at forstå nogle ting. Seungho blev ved med at se på mig, som om jeg havde sagt, at jeg ville begå selvmord og da G.O fornemmede den anspændte stemning, kaldte han Leo til sig. Man skulle tro, at vi havde været oppe at skændes, for alle forlod rummet og efter et stykke tid, satte jeg mig der hvor Leo før havde siddet.

 

”Vi behøver altså ikke at tage af sted. Vi har det fint nok her-”

 

”Vi skal af sted. Jeg vil ikke risikere, at du eller nogen af de andre kommer til stede. De har jo alle sammen ret og det ved du godt,” sagde jeg og strøg ham blidt hen over kinden. Hans trætte øjne så undskyldende på mig og jeg kunne ikke andet, end at plante et langt kys på hans kolde pande.

 

”Og hvornår synes du så, at vi skal tage af sted?” spurgte han efter et stykke tid og tog fat i min hånd, for at kysse knoerne. Jeg mærkede en varm følelse i maven, der hurtigt blev erstattet af knuden, der gav mig evig smerte.

 

”Lige så snart, jeg har fået sagt farvel til Aimèe.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...