The Devil's Spell

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 mar. 2013
  • Opdateret: 15 apr. 2013
  • Status: Færdig
[SongFic] Milliane er en helt almindelig pige, men da hun nægter at gifte sig med byens prins, vælger han at brænde hendes blomsterhandel ned. Milliane har derfor intet andet valg, end at begynde at arbejde for byens greve, Mr. Yang, hvis navn ingen kender til. Men hvad hun ikke ved er, at han for længst har indgået en aftale med djævlen, der gør Mr. Yang noget så unik...

32Likes
59Kommentarer
1994Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

1. Når en blomst bliver til aske  

 

Hver tredje fredag om måneden, kunne jeg hente Leo. Det var ikke særlig tit, men vi satte begge to pris på den tid vi fik sammen. Leo kom i hvert fald løbende hen mod mig med et stort smil og kastede sig i armene på mig, lige så snart han havde set mig. Jeg tog imod det lille barn og krammede ham stramt ind til mig. Vi så hinanden hver dag, men alligevel var der noget anderledes, nu jeg selv kom for at hente ham. Det føltes mere personligt. Vores kærlighed var stærkere, Leo var altid gladere når jeg personligt kunne komme for at hente ham fra skolen.

 

Jeg så på min bror Leo, der var omkring de 8 år. Jeg selv, hed Milliane og var godt omkring de 20. Jeg havde snart taget mig af broderen i lang tid. Efter vores forældres død, var det pludselig mit ansvar at skulle sørge for, at vi fik noget at spise. Det var aldrig helt gået op for mig, at jeg pludselig var helt alene og at jeg selv skulle sørge for, at der kom mad på bordet, at jeg havde penge, at jeg havde tøj jeg kunne tage på. Det var mig, der skulle sørge for, at Leo kunne tage hjem. At han havde et sted, hvor han kunne tage hen efter skole, at der var mad på bordet til ham og at han gik mæt i seng. At han havde tøj, at han kunne gå i bad, at han kunne få det legetøj han ville have.

 

Havde det ikke været for blomsterhandlen min mor og far havde efterladt mig, ville jeg ikke have vidst hvad jeg skulle stille op med mig selv. Nu havde jeg vænnet mig til at skulle klare alt selv. Ingen ville komme for at hjælpe os og jeg var hurtigt blevet klar over, at folk gerne ville hjælpe mig, men at de simpelthen ikke havde pengene til os. I vores lille by døde de allerfattigste og den tanke gjorde mig ør i hovedet. Tænk hvis Leo en dag ikke kunne klare sig. Jeg rystede kort på hovedet, klemte ubevist Leos hånd og fortsatte med at gå hjemad.

 

Livet jeg levede var ikke en drøm, men det var et liv der var gennemsnitteligt. Faktisk havde jeg i sidste ende ikke så meget imod det. Jeg ville ønske, at mine forældre stadig var sammen med os, men ellers gik det godt nok. Livet som blomsterhandler var hyggeligt. Der duftede altid af blomster, mest roser. Folk sagde tit, at jeg selv var begyndt at dufte af roser og liljer, men jeg havde boet i blomsterhandlen i så lang tid, at jeg slet ikke kunne dufte det selv. Der var altid kunder, der købte et eller andet, der var altid nogle søde mænd, der ville overraske deres koner. Der hvor jeg tjente bedst var altid til bryllupper, hvor jeg solgte ufatteligt mange blomster og pynt. Et bryllup der optog mig meget for tiden, var Aimèes.

 

Aimèe d'Autriche var en pige, jeg havde kendt næsten hele livet. Vores familier havde været gode venner i flere generationer og den arv fortsatte skam. Udover blodet der skilte os ad, var vi næsten som søstre. Derfor havde jeg så travlt med at sørge for, at blomsterne var helt perfekte. Drengen, der havde friet til Aimèe var en slottets riddere, der en dag blev meget skadet. Aimèe var byens sygeplejerske og havde helbredt ham. Og så var det, at de havde forelsket sig i hinanden. Han var en meget flink mand, slet ikke så ond og flabet, som den prins han arbejdede for. Men efter et stykke tid, besluttede Joon sig for at fri til Aimèe. Ringen hun havde på fingeren ville være nok til at forsørge mig og Leo i flere år, men sådan noget ville jeg aldrig komme til at eje. Hvordan det ville blive mellem Amée og mig i fremsiden var svært at forudsige, men jeg ville bare have, at min bedste veninde blev lykkelig, selvom det måske betød at hun flyttede fra byen og kom til at bo hos Joon i det adelige kvarter, hvor jeg aldrig nogensinde ville få adgang.

 

”Kommer Aimèe igen i dag?” spurgte Leo mig og fik mig ud af det drømmestadie jeg befandt sig i nu. Jeg nikkede mod Leo og sendte ham et lille smil. Her for tiden, havde jeg næsten fået for travlt, men når jeg kom til at tjene sådan en stor sum penge, blev jeg næsten nødt til at udholde det. Jeg ville gerne købe Leo en kendama til hans fødselsdag og den han ønskede sig var ret dyr. Men hvis jeg blev ved med at arbejde så hårdt som jeg gjorde, ville jeg have penge nok til at købe det til ham og have et lille overskud samtidigt.

 

”Du dufter altid af roser og liljer,” grinede Leo og stoppede op lige foran vores butik. Jeg krammede også ham og kunne ikke lade være med at grine.

 

”Og du er begyndt at lufte af mudder, så skynd dig at gå i bad,” drillede jeg og fjernede håret foran hans øjne. Det mørkede hår havde samme farve som mit, chokoladebrunt. De fornærmede brune øjne stirrede lige op i mine, men han skyndte sig at løbe ind. Udenpå kunne man kun se vores butik, men gik man ud bagved var der et lille køkken og to senge og et toilet. Stedet var præcist nok stort nok til os begge to og nogle gange overnattede Aimèe endda også.

 

”Der er du da! Jeg har ledt efter dig overalt,” skreg den bekendte stemme lidt hysterisk og skingert. Hun var helt klart ved at være ude af den, men sådan var det altid før bryllupper. Jeg åndede tungt ud og sendte min veninde et svagt, men træt smil. Lige nu ønskede jeg at få dette bryllup overstået så hurtigt som muligt. Hendes brune øjne havde et blåt skær over dem og lige nu var de ikke venlige, men stressede og sendte lyn efter mig, for ikke at have været til stede. Hendes hår var lysere og længere end mit og jeg misundte dets elegante fald. Men inden jeg nåede at misunde Aimèes udseende mere, blev vi afbrudt.

 

”En gul rose, tak,” var der en stemme der sagde. Både Aimèe og jeg vente os om. Den stemme hørte jeg ikke for tit, men jeg kendte den for godt, til ikke at vide hvem det var. Jeg vendte mig om og så William holde en af de røde roser op til næsen, for at dufte til den. I et øjeblik blev jeg helt bange for, at hans fingre sprøjtede gift ind i rosen, men da han satte den på plads igen, blev jeg helt lettet.

 

Uden at have lyst til det, gik jeg hen og tog fat i en af de gule roser, som han så gerne ville have, og begyndte at binde en lille sløjfe rundt om den. William var en lyshåret flabet dreng, der havde for meget tid og elskede at komme forbi her, for at købe de dyreste gule roser, fordi han havde pengene til det. Han var den person jeg følte et meget stærkt had mod og jeg var ellers ikke en person, der havde det med at tænke ondt om andre. Men når det kom til William, kunne jeg ikke få nok af ånde tanker og Gud syntes vist, at han skulle overleve et par dage endnu, selvom han gjorde mere skade mod folket, end han gjorde godt. Hans fine og flotte tøj matchede ikke hans forfærdelige personlighed overhovedet. Han burde være en af dem derude, der døde. Og udover det, så var han kongens søn, byens prins, der kunne få mig død, bare ved at knipse. Jeg bad om pengene og han lagde dem på disken, som var de ingenting.

 

”Du bliver kun kønnere,” sagde han og tog fat i min hårtot. Jeg vidste godt, hvor han ville hen med denne samtale. Endnu et frieri fra ham af. Jeg var ikke noget specielt, men alligevel spildte han sin tid, det ville altid ende med et afslag. Hans hundrede andre forlovede havde han droppet og nu havde han besluttet sig for, at jeg skulle ægte ham, hvilket jeg aldrig nogensinde kunne finde på at gøre.

 

”Hvis du er færdig med at handle, vil jeg gerne bede dig om at gå,” sagde jeg så neutralt som jeg kunne, selvom jeg inderst inde havde lyst til at knurre af ham. I dette øjeblik var han en kunde, men han havde betalt og nu kunne han godt se at komme ud af min butik, inden hans stank blev hængende i luften.

 

”Wow… Din tid er godt nok meget dyr her for tiden.”

 

Han prøvede igen.

 

”For dig, stiger prisen altid,” sagde jeg og skubbede rosen mod ham.

 

Jeg afslog ham koldt.

 

”Sig ja,” sagde han og lagde en fin lille æske foran mig. I den kunne jeg se den skinnede ring, der var så lille og så meget værd. Hvis Aimèes ring var dyr, så var denne en hel formue værd. Måske behøvede jeg aldrig at skulle arbejde, hvis jeg solgte den. Leo og jeg ville aldrig nogensinde behøve at arbejde, hvis jeg fik fat i den ring, men at tage imod den, var som at sælge sin egen sjæl til ham. Han prøvede endnu engang og jeg lukkede låget på æsken, som var det en sten der havde været i og ikke en diamant og afslog ham igen. Hvornår ville han forstå det?

 

Hans ansigt fik endnu engang et ydmyget og bittert udtryk, som når et lille barn ikke fik det legetøj det pegede på.

 

”Tro mig Milliane… Jeg skal nok sørge for, at du kommer kravlende hen til mig.”

 

Han lænede sig ind foran disken og sørgede for, at jeg kunne høre hans hvæsende hvisken. Hans grønne øjne var vrede og tørstede allerede efter hævn. Derefter vendte han ryggen til mig og forlod mig butik. I et øjeblik kunne jeg ikke trække vejret, men da Aimèe lagde hænderne på mine skuldre, følte jeg mig til stede igen.

 

”Mill… Er det nu en god idé, at blive ved med at tirre ham på den måde?” hviskede hun forsigtigt og så på mig med et bekymret blik. Jeg sendte hende et lille smil, men selv jeg var ved at blive bange. Det var ikke til at vide, hvad William kunne finde på og hvis rygterne var sande, fik han altid det han ville have. Noget sagde mig, at hans ord snart ville blive sande. Og det blev de også. En uge senere, eksisterede blomsterhandlen ikke længere. Det eneste der var tilbage af den, var asken, som lå der på jorden og osede alt til. Det var det eneste bevis på, at mit hjem engang havde eksisteret. Uheldigvis, var der noget eller nogen der havde sat ild til min forretning og noget sagde mig, at en hvis person stod bag det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...