Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
633Visninger
AA

10. Kapitel 9

Starten af 2013 var den værste tid jeg har haft i hele mit næsten 17-årige liv. Det havde aldrig nogensinde været så slemt, som det var i januar måned. Jeg sad rigtig meget med en notesbog, som på det tidspunkt var den eneste, jeg kunne dele mine tanker med. Men hvad er problemet så? Udefra ser det så simpelt ud. Hun holder af ham, han holder af hende. Problemet er bare, at ingen af dem ved, hvad de skal gøre. Ingen af dem har lyst til at være den første til at bryde stilheden. Ingen af dem troede på hinandens ord.

 

Jeg havde det som om, jeg var ved at springe i luften hvert 5. sekund. Jeg ville så gerne fortælle ham, hvor hårdt trykket føltes indeni, når han gjorde noget, når han sagde noget, der ramte lige på. Had og kærlighed lægger så tæt af hinanden, det er helt sindssygt. Jo mere jeg faldt for ham, jo mere ond, blev jeg. Og ja, ond. 

 

Når to personer kender hinanden godt, er der ingen grænser for, hvordan de kan såre hinanden. Netop fordi man har kendskab til så mange ting, så ved man, hvordan man rammer bedst. Jeg tror, vi var som skydeskiver for hinanden. Jeg sigtede hvert fald på ham, hver gang han gjorde noget, ubevidst eller ej, som ramte mig. Hvorfor? Det ved jeg ikke, vi mennesker er egoistiske. Og Aaron havde det hårdt i forvejen. Det var mig, der var noget galt med. 

 

Sneen var tyk på vejene i år, og kulden skar gennem min hud. Jeg kan ikke længere huske, hvor vi havde været henne den følgende dag, men vi var på vej hjem. Ham med sin cykel, mig på gåben. Aaron var glad den dag, hvilket var sjældent. Han havde det godt. Smilede oprigtigt. 

 

For mig var det anderledes, et kæmpe kaos indeni. Ærligt talt ville jeg bare have det overstået, få det bekræftet, komme videre. Hvorfor var det så svært for ham at sige noget? 

 

“Den 2. december.”

“Hvad?”

“Den 2. december. Det er grunden til, at jeg har det sådan her.”

“Kan du ikke bare fortælle mig hvorfor, du er nede?”

“Nej.”

“Var det den dag, vi sagde, at vi godt kunne lide hinanden?”

“sf4%#”ns€#!!”

“Ja, det er også fordi du hader, at snakke om sådan noget!”

“....”

 

Resten af vejen henfaldt snakken mellem os, og stilheden brød ud. Sneen på jorden, var hvid. Det lod jeg meget mærke til, da mit blik lå på jorden hele vejen. Jeg havde for det meste lyst til at brøle over min elendighed. Det var SÅ tæt på, og så kunne jeg ikke tage mig sammen. Og han forstod ikke hvorfor, fordi da han prøvede at gætte det, så ødelagde jeg det totalt. 

 

I stedet for at løse knuden, trak jeg ham i stedet med ned i mit fald. 

 

     30.01.13

...det der er problemet er, at jeg ikke kan fortælle ham det. Jeg ved, at han ikke er forelsket i mig mere. Det sikkert pga. alle de onde ting, jeg har gjort. Jeg føler bare, at jeg er nødt til at fortælle ham det.

I dag. 

 

Samme aften lovede jeg ham at mødes ved statuen på skolen kl. 18, da der var åbent hus på skolen. Det problematiske er dog, at da jeg skal til at forlade mit hus, lægger jeg mærke til, at min 6-årige bror er i huset. Alene. Min mor er åbenbart kørt på indkøb uden at sige noget til mig. Der stod jeg så, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Aaron havde ingen mobil, så det var umuligt at skrive til ham. Det eneste jeg kunne vente på var, at min mor kom hjem, så jeg kunne spurte de 5 km op til skolen med cykel. Først blev kl. 18, så kvart over 18, halv 17. Jeg havde det så dårligt med at lade ham vente. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...