Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
631Visninger
AA

9. Kapitel 8

Alting gik så hurtigt efter den korte periode jeg lå under med feber. For mig, føltes det at gå op ad bakke, mine karakterer blev løftet en del ved 2. standpunkt. Klassen var den samme som altid, og jeg holdt mig til Aaron. Der var tider, hvor jeg var hård mod ham. Rigtig hård. En af de ting, jeg fortryder aller mest er alle de ting, jeg sagde. Nogle gange kan sandheden være for svær at høre i situationer, hvor ens liv ikke går præcis, som man havde tænkt sig. Jeg vidste godt, at Aaron havde det hårdt. Det havde en stor virkning på hans selvværd, der syntes at forsvinde med dagene. 

 

d.2. december er en dag, jeg aldrig nogensinde vil glemme. Pludselig sagde jeg nogle ord, jeg end ikke selv vidste, hvad betød. 

“Jeg elsker dig. Aaron. Derfor må du ikke tænke sådan om dig selv.” 

 

Uden videre spyttede jeg de ord ud. Hvad jeg mente med dem? Men det var slet ikke det, der overraskede mig aller mest. Det var mere det svar, jeg fik.

 

“Jeg elsker dig, også.”

 

Nu hvor jeg tænker over det, var det nogle kraftige ord, vi brugte. Det at “elske” nogen. Havde jeg nogensinde prøvet det før? Hvert fald var det min første gang, at jeg nogensinde havde sagt det til et andet menneske på den måde. 

 

Tiden efter den dag, har jeg fortrængt. Lige meget hvor hårdt, jeg prøver at tænke tilbage, så virker det hele så fjernt. Så sort. 

 

“Jeg var så glad. Jeg glædede mig til at tilbringe dagene sammen med dig efter den dag, men så...”

 

Men så hvad, Aaron? Hvad? Hvad skete der?

 

Ingen af os sagde et ord. Vi lod det bare simre, og ventede på, at det skulle koge over ved en af os. Men nej. Ikke et ord fra dig af, og jeg begyndte at tvivle, jeg begyndte at ønske, at jeg aldrig havde sagt det. Der måtte jo kun være én grund til, at du ikke havde sagt noget. At vi bare lod som om, det ikke var sket. 

 

Bennett droppede ud d. 12 december, og jeg følte at jeg blev mere afhængig af Aaron. Jeg begyndte at undre mig ofte over, om han mente det, da han sagde? Eller om han forstod mig? Fordi jeg heller ikke selv sikker, da jeg sagde det. Det tærede rigtig meget på mig, og ofte blev jeg utrolig irriteret på ham. Hvorfor skal du torturere mig på den her måde? 

 

Efter nytår skulle vi begge begynde i en ny klasse. En ny start. Jeg sagde noget til Aaron dagen før første skoledag, som jeg har fortrudt. Hvis jeg kunne gå tilbage 1 gang i mit liv, så ville jeg tilbage til den dag, og ændre på det, jeg sagde. Den ene sætning var rå nok til at såre dig. Den sætning er grunden til den smerte, jeg går rundt med hver dag.

 

Det værste var, at jeg ikke vidste det på det tidspunkt. Det hele var tåget, og jeg trængte til at starte forfra. Slette de sidste følelser, jeg havde for Aaron, fordi de aldrig ville blive gengældt. Det sagde jeg til mig selv, og til sidst begyndte jeg at tro på de ord. Til sidst blev de sandheden. 

 

“Aaron. Skal vi ikke lade som om, vi ikke kender hinanden?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...