Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
629Visninger
AA

8. Kapitel 7

I løbet af vores første år på gymnasiet, begyndte vores fravær så småt at stige. Kort tid efter Aarons fødselsdag cyklede vi ind til byen sammen, da jeg skulle hente hans gave, som endelig var blevet færdig.

 

Der var ikke så mange i byen på det tidspunkt af dagen, men jeg var bange for, at blive set med ham. Hvad nu hvis nogen sladrede til mine forældre? Sådan var min familie nemlig. 

Hård.

 

“Gå ind i den der butik, du må ikke se, hvor jeg skal hente din gave.” Aaron nikkede smilende, og vi skiltes ved gågaden. Af en eller anden grund nød jeg virkelig at gå rundt i byen på det tidspunkt af dagen. Der var ikke så mange mennesker, det var ret afslappende, tidligt på dagen, og i morgen var en smile længere væk end normalt, så jeg havde simpelthen ingen bekymringer. Kun tanken om Aarons reaktion. 

 

Jeg var virkelig nervøs, og blev ved med at synke klumpen i min hals, som syntes at poppe op igen og igen. Jeg ventede bag disken, mens den forvirrede dreng blev endnu mere forvirret af mit navn, og ja, det endte med at han var nødt til at spørge om hjælp. De kunne ikke finde min bog. Fuck. 

 

Et par minutter senere fik jeg en sms fra Aaron, om at han var gået hen i en anden butik. Sjovt. Han hader film, og alligevel vælger han at gå ind i en filmbutik. 

 

Til slut fandt de endelig min pakke, og jeg var nærmest nødt til at styre mig selv. Havde lyst til at rive den ud af hånden af ham, fordi jeg var så stresset. 

 

“Hvad fanden?” Jeg spærrede øjnene op ved synes af en lille mini kvadratisk firkant. Var den virkelig SÅ lille?

 

Da jeg efter et stykke tid endelig fandt Aaron, stod han i boghandleren og kiggede på kuglepenne eller lignende, jeg lod ikke mærke til det. For det meste havde jeg bare lyst til at kaste gaven i hans favn, men det var som om han hele tiden prøvede at undgå den. Han var slet ikke nysgerrig efter at se hvad et var, virkede det som om. 

 

“Lad være med at vise den frem til mig, jeg prøver at lade være med at kigge på den. Skal vi ikke finde et sted, hvor der ikke er så mange mennsker? Vil gerne overraskes!”

 

Den dag syntes vi var ‘middel-kold’ og vi kunne simpelthen ikke åbne den udenfor. Nu tror jeg det er noget helt andet, da vinteren især var kold i år. 

 

Vi smuttede ind i danske bank, hvor der faktisk var en del mennesker der stod  kø. Der fandt vi en sten bænk, som vi satte os på. Det første jeg lod mærke til var den her omkring 13-årige pige der kiggede på mig. Os? Jeg ved det ikke, Aaron kunne ikk se hende, da han havde ryggen til, men det bekymrede mig alligevel lidt, fordi nysgerrige mennesker, gør mig lidt nervøs. Meget måske. 

 

Jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg husker det som, at Aaron sprang op af glæde, da han så, hvad det var. 

 

“Det er den bedste gave, jeg nogensinde har fået!”

 

For at være ærlig, så kan jeg allerede starte ud med at sige, at jeg er en forfærdelig skuespiller.  Nogen af de evner, som jeg især syntes er vigtig her i livet, er faktisk at lyve. Altså om lette ting, ikke sådan noget kriminelt halløj. Jeg står ALTID i den situation, hvor nogen har købt noget til mig, som jeg ikke kan lide(kan fordrage), og der ville det bare så fint, hvis jeg kunne finde ud af at “lade som om”. 

 

Men her kan jeg dog til mit forsvar sige, at Aaron på det tidspunkt var en endnu ringere skuespiller end jeg selv var. 

 

Hold da op, jeg blev så glad. Bare af at se, hvor meget han holdt af gaven. På hver side havde jeg indsat nogle linjer af hans yndlingssang. Ellers var der billeder af det halve år, vi havde haft sammen. Faktisk kun 3 måneder, men det føltes som et halvt år. Det er på re tkort tid, at vi var blevet så korte. 

 

Det overrasker mig stadig, når folk krammer mig ud af det blå. (Ud af det blå og ud af det blå, godt nok havde jeg lige givet ham hans gave, så det burde nok ikke være så overraskende.) Men da vi sad på bænken der, og Aaron gav mig et ekstra langt kram, ja så. Jeg havde det som om, verden udenfor den her bank, var i et helt andet univers. Jeg følte mig så fjern fra alt andet end Aaron. 

 

Og dog.

 

Så var der den orange-hårede pige, som skulle stirre NØJAGTIG på det tidspunkt. På mig.

 

Jeg har egentlig altid undret mig, om man lukker øjnene når man krammer nogen. Det tror jeg faktisk at jeg gør i et kort sekund, når nogen gør det. Men her var det et super langt kram, og det var sådan lidt akavet, at sidde og holde øjenkontakt med hende pigen. 

 

Dagen efter blev jeg syg. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...