Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
630Visninger
AA

7. Kapitel 6

Aaron havde de der sociale evner. Det var som magi, hvordan han kunne møde nogen og blive venner med dem. Jeg forstod til tider heller ikke, hvorfor en person som ham, valgte at blive ved min side. 

 

Med tiden blev det hele godt igen. Næsten da. 

 

Mit venskab med Bennett, blev aldrig det samme, og det gik rigtig skidt for ham. Med hensyn til skolen hvert fald. Der var en del afleveringer, som ikke var afleveret, en del lektier som var aldrig var glemt, men dog aldrig lavet. Jeg ville gerne hjælpe ham, det ville jeg oprigtigt gerne, men ingen af os er små børn længere. Folkeskolen er noget vi alle er tvunget igennem, men gymnasiet er ens eget valg. Derfor måtte han selv klare sig selv.

 

Det var november på tidspunkt, og julen kom nærmere med hvert skridt. Der var meget at glæde sig til, og dog alligevel ikke. Grundforløbet var snart ovre, og vi skulle hver især vælge en linje, der ville blive permanent. Hvad var det egentlig jeg ville? Hvad er jeg god til?

 

Med al tvivlen og tænkearbejdet til side, så var vi nået til Aarons fødselsdag. En dag, som jeg for alt i verden gerne ville gøre speciel. Jeg ville have, at han skulle være glad. Ugen før, havde jeg gået centret igennem med min kusine, for at finde noget til ham, men han var sværere at købe gave til som så. Eller selvfølgelig kunne jeg bare have lagt penge til at købe et stykke tøj, men denne gave skulle være speciel. Jeg ville have mit hjerte og min sjæl ind i denne genstand, der var Aarons kommende fødselsdagsgave. 

 

Jeg brugte aldeles mange timer på den billedbog. Aldrig i mit liv havde jeg fundet på en mere genial gave, og resultatet blev mere end beundringsværdigt. Det var flot. Den var en klar vinder...håbede jeg. 

 

Men den blev først færdig et par dage efter Aarons oprindelige fødselsdag.

 

Aftenen før den toogtyvende november, skyndte jeg mig hen til Rema for at købe ét styks cykel-legetøjsfigur og ét styks kødben. Jeg vidste ikke rigtig, hvilket af de to ting der var værre end den anden, men jeg var fast besluttet på, at Aaron skulle have et eller andet fra mig på hans specielle dag. 

 

Den morgen havde Aaron en sweater på til sin 16 års fødselsdag, og jeg havde pyntet mig selv med den kjole, som Aaron godt kunne lide, at jeg havde på. Det er sådan nogle ting jeg gør, fordi jeg ikke kan gøre så meget andet. 

 

Alligevel var det lidt akavet, fordi Aaron gamle venner fra folkeskolen havde allerede planlagt hvordan hans dag skulle blive. Han skulle spise sammen med dem, og tja, de havde kage med til ham. Det var faktisk meget akavet, for jeg kendte ingen af dem, og det sådan en stor mængde af mennesker, som kendte Aaron bedre end jeg selv gjorde. Jeg satte mig ud lidt halvalene på bordet vedsiden af deres bord, og jeg ville ikke være til besvær, fordi den dag skulle alt handle om Aaron. Han havde fortjent det. 

 

Aftenen før var jeg også den sidste person af hans venner, der så ham mens han var 15 år. Det er noget, jeg først husker nu ... og pludselig begynder det at blive et værdifuldt øjeblik. Fordi han gav de sidste timer til mig bevidst. Før betød det ikke så meget, men nu ... 

 

Tilbage til den nævnte november dag, så fulgtes vi hjem, hvilket var det vi altid gjorde de dage.  Aaron drejede altid ind ved den bro, som senere hen blev vores mødested. Eller sådan havde jeg det hvert fald. Han blev umådelig glad for den lille cykelfigur, jeg havde købt den fordi, vi en dag var gået forbi Rema og jeg havde kaldt ham åndssvag for at synes sådan et stykke plastik var spændende. Men ja, han blev glad. Kødbenet synes han var utrolig gusten, hvilket ikke overrasker mig, men der var en grund til at det var et kødben. Aaron var min hund. 

 

Aaron var min.

 

Vi fandt så på det kompris at smide kødbenet under broen, og så vente til næste år, præcis samme dag, hvor ville kigge på det. Kødbenet var et symbol på loyalitet og vores venskab.  

 

Brisen var ekstra mild den efterårsdag, og det var som om vejret var på Aarons side. 

 

En af de ting, som jeg vidste, men ingen andre vidste var, at Aaron simpelthen havde magiske evner. Fordi Aaron kunne styre vejret, som han ønskede. 

 

Det kunne han bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...