Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
636Visninger
AA

6. Kapitel 5

I stedet føltes det som om mit venskab med Aaron blev stærkere og stærkere for hver dag. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. 

Og jeg lærte noget om ham. Jeg kom under huden på Aaron de dage, og fordi vores bånd var begyndt at blive så stærk, så var vi næsten uadskillige. Jeg begyndte at lægge mærke til alle de ting, alle de dårlige ting ved Bennett. Han snakkede altid om sig selv, og aldrig havde han spurgt ind til mig, aldrig havde det interesseret ham, at vide hvordan jeg havde det. Aaron var det modsatte. Når han så på mig, så var det mig, der var midtpunktet. For første gang i mit liv følte jeg mig virkelig værdsat af et andet menneske på en helt speciel måde. For første gang i mit liv følte jeg mig førstprioriteret.

 

Alligevel manglede der noget. Det gør der jo altid. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke var tilfreds med det, jeg havde. Jeg tænkte mere på det, som jeg ikke kunne få, end det jeg havde fået foræret. 

 

“Ja, det var min idé...” Aaron var irriteret, men det lagde jeg slet ikke mærke til, da Bennett kom løbende ned med min taske i spisefrikvarteret. Timen var lang og hård, og Bennett havde pakket min taske for mig og bar den ned til kantinen for mig.

 

Troede jeg.

 

Jeg var som blændet på det tidspunkt. Bennett som allerede havde en kæreste, Bennett som valgte de andre drenge frem for mig. Jeg tænkte på ham, jeg kiggede efter ham. Kun fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne have ham. 

 

Med tiden lod jeg mærke til, hvor muggen Aaron var, hver gang jeg snakkede om Bennett, men han kommenterede aldrig noget negativt. Han lod mig bare snakke ud. Aaron klagede aldrig.

 

Men så skete der noget uventet.

 

“Ja, hun siger det er synd for dig. Fordi han kun kommer til dig, når han skal lave hjælp til lektier.”

 

Med den linje brød jeg sammen indeni, og hvis ikke Aaron havde været der, var jeg nok også brudt sammen udenpå. Tanken om at blive brugt, tanken om at blive trådt oven på af en, som man troede var ens ven. Selv om Aaron til at starte med nægtede at fortælle mig, hvad Madison havde fortalt ham, så gjorde han det, fordi jeg tvang ham til det. Lige nu ville jeg have ønsket, at han aldrig havde fortalt mig det, jeg ville ønske, at jeg aldrig have vidst det. Måske kunne det have sparet mig for den smerte som ramte mig lige på. 

 

Alligevel. Så dum, som jeg er, vælger jeg at kigge den anden vej. Jeg skrev en note til mig selv, hvor der stod:”Jeg tror kun på det, som jeg selv har hørt eller set. Jeg er fucking ligeglad med, hvad de siger.” 

 

Aaron var både såret og vred over, det jeg havde skrevet, fordi han så sig selv som “de” i den sætning. Men jeg var ligeglad på det tidspunkt, jeg var virkelig begyndt at blive ligeglad med ham, fordi det var Bennett som var i centrum. Det var ham, som jeg var ved at miste. Aaron havde jeg jo, og han ville altid være her. 

 

Men jeg kunne jo ikke blive ved med at lyve over for mig selv. 

 

Det var slut mellem mig og Bennett. Aaron var den eneste jeg havde i klassen, og jeg tænkte bare:”Fuck jer alle sammen. Fuck jer alle sammen så hårdt, vi er en fucking dårlig klasse. Den værste klasse på hele gymnasiet.” 

 

Jeg havde Aaron, de andre kunne fucke med mig lige så meget, de ville. Jeg var så ligeglad med alt på det tidspunkt. Fuck fællesskabet, var mit motto på nuværende tidspunkt. Den glæde skolestarten og gymnasiet havde foræret mig, var blevet en del af svundne tider, jeg var ikke glad. Nej, det var jeg ikke. 

 

Mit ansigt havde aldrig været så muggent som det var de dage, men hver morgen blev jeg mødt af Aarons smil. Sådan en god dreng som ham, havde jeg som ven, men jeg tog det aldrig som noget specielt. Jeg lagde aldrig rigtig mærke til, at han altid var der, når jeg var nede og følte mig så pokkers upopulær og ensom.

 

Vores forhold mere og mere “fysisk”, hvis man kunne sige det sådan. 

Jeg syntes hele tiden han holdt armen rundt om mig eller rørte mit hår.

 

Jeg var så forvirret. Det gjorde ondt pga. alt det med Bennett ... Samme dag blev jeg hentet af min mor, der utålmodigt ventede på mig ved skoleindgangen. 

 

“Farvel, Aaron.” Jeg gav ham ikke noget kram den dag, og jeg sagde også til ham, at det var slut med al den nærkontakt vi havde. “Jeg kan ikke kramme dig farvel længere. Det forvirrer mig sådan, at du opfører dig som om, du var min kæreste. Det er du ikke.”

 

Den aften fik jeg den længste besked nogensinde. Hvis man talte alle ordene i den besked, så ville det svare til en novelle, måske endda en roman hvis man rundede op.

 

Ikke at det som sådan kom som en overraskelse for mig, men jeg var rædselslagen. Jeg vidste ikke helt præcist hvorfor, men var det ikke meningen at der ikke ville være meget drama, hvis man kun havde drengevenner? Hvilken idiot var det, som havde sagt det?

 

I stedet for at tage hans ‘kærlighdserklæring’ alvorligt, lavede jeg mest sjov med den. Mest fordi jeg var sur over, at han kunne gøre det samme mod mig, som Ken havde gjort. Det var gået 2 måneder, vi havde kendt hinanden 2 måneder, og så vovede han sådan at sige, at han holdt af mig? Vi kom op at skændes rigtigt for første gang, og jeg sagde til ham, at han ikke måtte skrive til mig den weekend. 

 

Jeg tog til København derefter, hvor jeg snakkede det hele igennem med min moster og onkel. Dagen i dag var ikke det samme som i bøger. Unge nu om dage forelskede sig så hurtigt, og nej, jeg var ikke som dem. Jeg mente ikke, at jeg var forelsket i Bennett overhovedet! Der var en lille smule af noget uforklarligt, men kun fordi han mindede så meget om min første kærlighed. 

 

Jeg var så vred på Aaron. Jeg følte mig bedraget, fordi han behandlede mig ligesom alle de andre piger. Hvor vovede han at sige, at jeg var speciel? Grunden til, jeg havde sagt at vi ikke kunne være så tætte mere, var fordi jeg var bange for, at jeg ville falde for ham. På grund af alt det han havde gjort for mig. Egoistiske mig. 

 

Det er først nu, jeg lægger mærke til hvor kold, jeg egentlig har været mod Aaron, og alligevel har han formået at tilgive mig, se bort fra alle mine grimheder, sådan så vi stadig kunne vedligeholde vores venskab. Jeg troede ikke, at jeg sårede ham på det tidspunkt, fordi jeg heller ikke troede på, at han holdt af mig. Gennem mine øjne var det umuligt efter så kort tid. 

 

Jeg tror så meget, men ved i sidste ende ikke en skid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...