Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
639Visninger
AA

5. Kapitel 4

Den næste morgen var koldere end den forrige. Morgenbrødet var tørt og kedeligt. Ikke lige noget der vækkede min appetit på trods a min maves hungrende protest mod dét at jeg nægtede at spise. Aaron nød sit æble mens jeg gik hvileløst rundt i cirkeler. Natten havde været noget af en udfordring.

 

Vi tog hjem et par timer efter, og det var stadig akavet mellem mig og Ken. Altså ham som havde inviteret mig ud. 

 

Jo længere vi kom væk skoven, jo fjernere lugten af jord og natur blev, jo mere syntes jeg, at solen begyndte at skinne på den klare sensommer himmel. Der var modvind hele vejen hjem, og jeg havde aldrig været grimmere gennem hele mit liv. Aaron var alligevel så flink at sige, at jeg så godt ud, selv om jeg var snavset og makeup-løs. 

 

Allerede på det tidspunkt var Aaron umådelig flink, men jeg lod hurtigt mærke til, at alle fik samme behandling. Jeg var ikke noget specielt, så mere behøvede jeg ikke at lægge i det. 

 

Jeg fulgtes alligevel med ham hjem, da vi kun boede et kort stykke fra hinanden. Dengang vidste jeg ikke, hvor Aaron boede, jeg vidste ikke, at vi faktisk boede længere væk end jeg troede, på trods af, hvad han havde sagt.

 

“Helt ærligt, vi har lige været på team-tur sammen!” sagde han, stoppede op på sin cyklede, og omfavnede mig, så pludselig at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Det var første gang, han havde gjort noget lignende.

 

Altså ligesom man gjorde nu om dage, gav krammere som en slags hilsen, og nej, jeg havde aldrig vænnet mig til det, jeg vænner mig aldrig til det. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at mit første rigtige kys gik til Aaron. Vi var bare venner, og jeg havde bare sådan gerne ville have gemt det til en speciel person.

 

Bygningen, altså skolen,  blev mere og mere som et andet hjem. Bag de fire vægge, var der ikke noget vi ikke havde set før, og tja, desværre gik noget af spændingen også. Det var jo trods alt bare skole. Det blev sværere at stå op om morgenen dag for dag, og nogle dage kom jeg for sent.

 

Der var en smule drama i klassen hist og pist, blondie løb grædende hjem en dag sammen med hendes veninde. Det ragede mig egentlig ikke en klat, det der skete i klassen mellem pigerne, og jeg var sådan set ligeglad. Alligevel syntes de ikke, at det var okay, at jeg slet ikke gjorde mig umage med at komme ind i pigefællesskabet. 

 

Jeg lod mærke til, hvordan kolde blikke ramte min ryg, når jeg gik forbi dem. Først troede jeg bare, at det var ren og skær indbildning, men til sidst kunne jeg godt se, at det var mig som var problemet. I starten var jeg ganske målløs, da jeg aldrig havde følt had på denne måde før. De fleste piger vidste ikke det mindste om mig, eller hvem jeg var som person, men alligevel kunne de stirre nedladende på mig. 

 

Bennetts og mit venskab var så sit højeste det efterår. Der gik ikke en dag, hvor vi ikke snakkede eller skrev sammen. Alle de kilometer der var mellem os føltes usynlige pga. nutidens teknologi. 

 

Jeg havde nogle blandede følelser, og jeg blev let distraheret. Bennett mindede mig utrolig meget om mit tidligere crush, som jeg havde haft gennem hele folkeskolen. Eller næsten hvert fald. Det værste var, at de havde det samme blik, den samme lugt. Selvfølgelig var deres personlighed overhovedet ikke ens. Nogle gange, når Bennett ikke sagde noget, og bare stirrede tomt ud i luften, føltes det som om min første kærlighed var der, lige foran næsen på mig. Det bekymrede mig ret meget.

 

Aaron så jeg ikke meget til de dage. Ærlig talt gjorde det mig ikke noget. Der havde været tider, hvor det føltes som om, han fulgte efter mig over alt. Det var ikke altid at jeg var begejstret over det, men det var fint, fordi han vidste hvordan jeg havde det med pigerne, og fordi Aaron altid var der, var jeg aldrig alene på noget tidspunkt.

 

Efterårsmånederne gik hurtigere end forventet, og der var på denne tid, hvor tiderne ændrede sig permanent. Der var en periode hvor Bennett var syg, i et par dage, måske endda en uge. 

 

Da han kom tilbage var alt anderledes. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...