Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
656Visninger
AA

13. Kapitel 11

Efter et stykke tid blev Aaron om mit navn sjældent nævnt lige efter hinanden. Efter 2 måneder blev det ligesom nok, og jeg havde det som om, jeg endelig havde lukket øjnene op. Der var faktisk en verden udenfor. 

 

Det er ikke fordi, vi ikke kan snakke samme overhovedet. Nej, overhovedet ikke. Det er fint, måske burde det altid have været sådan her. Den første tid følte jeg mig meget alene, jeg havde det ligesom en LONER. Ej, jeg har aldrig nogensinde haft let ved at anvende 'teenage-sprog', men jeg forsøgte hvert fald til tider. Men ja, det hele er godt nok, der manglede bare et specielt krydderi i min gryderet. 

 

Folk siger, at du først kan glemme din gamle kærlighed, hvis du finder en ny. Og hvis den nye kærlighed er ægte, så vil din gamle ligeså stille forsvinde. Og fordi Folk siger sådan nogle UTROLIG skøre ting, som jeg i sidste ende ikke kan lade være med at tænke på, så begyndte jeg virkelig bare at skure en kvindelige charme på. 

 

Hold nu op, det var gået galt flere gange. Jeg har ondt af nogle af dem, lad os bare sige det sådan. Hvis jeg selv skulle beskrive mig selv, så var jeg halvt ligesom en lyskontakt. Og ja, kun halvt fordi jeg jo ligesom ikke VAR en lyskontakt, men bare et menneske der skiftede mening, lige så tit som man trykker på pilene på elevatorknappen. Ja, okay, måske havde jeg alligevel ikke  noget tilfælles med en lyskontakt, men det gjorde ingen forskel, alt i alt så havde jeg fået den vane med at lege med andre menneskers følelse. Jeg skiftede mening hele tiden, det var som om jeg fik det dårligt, hver gang min mission var lykkedes, og den 'heldige' var begyndt at interessere sig for mig. Men helt ærligt, så var de ikke gode nok.

 

Jeg vil gerne have en med pæne mørke øjne, mørkt hår. En der vil noget med sit liv, og som er musikalsk og talentfuld.

 

Men HOV det var jo ligesom en beskrivelse af Aaron. Hov hov. 

 

Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor sød han var overfor mig. Hvor meget han værdsatte mig. JEg kan huske den dag efter jeg fortalte ham, at jeg holdt af ham...hvordan jeg prøvede at undgå ham, da han lagde sin hånd på min skulder. Og han blev aldrig sur over mine spasmer. Jeg husker vi tog i netto, fordi jeg havde glemt penge og madpakke, så han købte en pose mandler. Jeg var stadig muggen i det, og prøvede for det meste at undgå ham...vi stod ved udgangen (som faktisk også er indgangen) af netto, da mine snørrebånd var gået op. Det værste var, at det var vinter på det tidspunkt, og jeg havde trådt i noget mudder. Og lige præcis i det her moment, er jeg næsten SIKKER på, at der pludselig blev afspillet en eller anden romantisk melodi, da Aaron bad mig holde posen med mandler, og gik ned på knæ for at binde mine snørrebånd. Hver gang jeg tænker tilbage på den specifikke episoder, får jeg utrolig ondt af mig selv over at have ladet sådan en fantastisk person gå....

 

Fuck jeg er dum. 

 

Men for at være ærlig, så er det fint. Hvis det var meningen at det skulle være os to, så var vi der stadig. 

 

Kære Aaron, jeg er endelig kommet tilbage til min fornuft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...