Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
"Hvis der er noget i verden, som kan stave til 'ALMINDELIGT' som mit liv kan, ja så, ved jeg ikke bedre. Folk bladrer altid hurtigt videre, når noget synes at have træk for at være 'normalt' eller 'gennemsnitligt', men faktisk kan der gemme sig mange ledetråde i alt det normale vi oplever i vores ensvinklede hverdag. I bøger sker der tragiske vendinger, romantiske handlinger og spændende situationer. Der er intet i vores virkelige liv, der kan sammenlignes med film og bøger. Og dog."


10Likes
11Kommentarer
625Visninger
AA

2. Kapitel 1

Sommeren var kold og våd, og det halvhøje græs fik mine bukseben til at klistre sig til mine ankler. Lugten af skov og jord gjorde mig ikke mere begejstret, end jeg var i forvejen. Især fordi jeg var i netop denne situation.

 

Skolen var starten igen, men denne gang var 'første skoledag' ikke ensbetydende med en genseelse af den selvsamme bygning med de hæslige farver. Denne sommer hed det: første skoledag på gymnasiet. 

 

Og to uger efter sidder jeg så her. Midt i en skov. Omringet af træer og andre jordlige lugte, en  hulens masse sten og så en flok 1g’ere. Min nye klasse. 1.x. Smukt. 

 

Ligesom en hver anden teenage-pige, var jeg både spændt og nervøs. Tanker som “Hvad nu hvis jeg ikke passer ind” og “Hvad nu hvis de ikke kan lide mig?” forsøgte at bide halen af dem selv inde i mit hormonprægede mit hoved. Det var forfærdeligt, pga. mine egne rædsler, bare at skulle træde ind i klassen den første sommerdag og vise mig frem for alle disse ukendte ansigter. 

 

Jeg kan allerede starte med at fortælle, at jeg fra starten af, havde vænnet mig til at gå med drengene, da jeg følte, at der var et mere naturligt flow mellem mig og dem. Det er som om, hankønsvæsener er nemmere at komme ind under huden på, og så vil der, som folk også siger, være mindre drama. 

 

Det troede jeg hvert fald.

 

Efter intet mindre end 2 uger, havde en af mine såkaldte ‘venner’, skrevet til mig, at jeg var smuk og sød, og at han var klar til at blive mere end venner. Hold da op. Nu begynder jeg pludselig at se, hvorfor han var så ivrig efter at sove i telt med mig. 

 

Men nej. Sådan gik det desværre ikke med mig. Jeg satte mig selv i samme kategori som de der ‘håbløse romantikere’. One love. Hele livet igennem, så nej tak, fandeme nej, om jeg skulle tilbringe natten i et småligt telt med den dreng. Fandeme nej. 

 

Jeg troede ikke på, at man kunne komme til at holde af et andet menneske på en sølle tidsperiode som hed; 2 uger. Absurd. Det var det både for ham, men på den anden side var min situation ikke desto bedre. 

 

Jeg stod lidt alene ved hegnet, selv om jeg ikke ville indrømme det. Der var en forfærdelig akavet stemning, hver gang jeg var i nærheden af ham. Det gjorde det utrolig svært at komme til at snakke med de andre drenge, og af en eller anden grund kunne jeg ikke tage mig sammen til at snakke med pigerne. 

 

Vi var opdelt i flere hold, og sov i telt efter hvem vi var på hold med. Jeg var så heldig at skulle sove i telt med den som jeg havde det bedst med i klassen. Bennett. For at være ærlig, så havde jeg aldrig troet, at vi nogensinde ville blive venner. Mit første indtryk af ham var, at han var ret højtråbende og oppe at køre. Han snakkede tit i klassen, og virkede som om, han elskede sig selv virkelig meget. Bennett var som én af dem der, der altid havde været oppe i toppen, og det var sådan nogle mennesker, der skræmte mig en smule.

 

Men efter fredagen den første uge af skolestart, havde jeg sat mig ved siden af ham og ved et uheld taget en slurk af hans vandflaske. 

 

Når jeg sidder i biografen, og personen der sidder ved siden af mig, sætter sin cola ved min højre side, dvs. deres venstre sidde, så sidder jeg gennem filmen og er utrolig nervøs, mens min højre hånd er klemt fast mellem mine lår. Jeg ved ikke om min højre hånd er utrolig spastisk, eller om det bare er mig. Det er som om, jeg aldrig rigtig har været herre over den, for når der er en eller anden form for ‘drikkelig’ genstand så kommer jeg automatisk til at tage en slurk.

 

Men sådan startede det venskab mellem mig og Bennett. For at være ærlig, så var det venskab vi havde, ét, jeg troede ville vare ‘for evigt’, så plat som for evigt nu lyder. 

 

Tilbage til team-turen, så var der godt sammenhold i min gruppe, og vi klarede udfordringerne, så godt som vi kunne i forhold til, at vejret var så hæsligt med al den regn og slud. 

 

Vi begyndte rigtigt at forme os som en klasse, og der var ikke på noget tidspunkt, at jeg følte mig ensom, hvert fald ikke hvis vi ser bort fra den korte periode, hvor jeg stod og hang ud for mig selv ved hegnet. 

 

Efter at have afsluttet en af de sidste aktiviteter før vi skulle spise, hoppede de fleste i søen på trods af den isende kulden. Vi var alle alligvel gennemblødte, da udfordringen gjaldt om at bygge en tømmerflåde og ro over søen. 

 

Hvorfor var det så, at jeg endte i et toilet. Gennemblødt. Sammen med Bennett? Som havde en kæreste?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...