The Life As Your Sister ~ 1D

Jamie Payne er den 16-årige pige der bogstavelig talt har alt. Den populæreste dreng på hele skolen er hendes kæreste, hun er selv den populæreste pige og alle pigerne fra skolen ville ønske at de var hende. Og fik jeg også nævnt at hun er One Directions bandmedlem, Liam Paynes, lillesøster? Gjorde jeg ikke? Når, men det er hun. Hun har alt hvad hun kunne ønske sig. Men hendes lykke vare ikke evigt. Desværre. Hendes popularitet begynder at stige hende til hovedet, og hun begynder at opføre sig som en diva. Hendes forældre sender hende til et hus uden for London, hvor hendes bror og fire af hans verdenberømte venner, skal lære hende at holde hovedet koldt. Vil det være muligt for dem at hjælpe hende? Og da problemer med hendes ellers så fantastiske kæreste opstår, og hun finder ud af, at hun ikke er så hård, som hun troede, begynder hendes liv at at blive indviklet. Ting bliver endnu mere kompliceret, da nye følelser imellem hende og en af hendes brors bandmates opstår. Læs endelig med

56Likes
68Kommentarer
4398Visninger
AA

3. The ridiculous idea of my parents and Liam's stupid 'rescue'.

"Hey Jay" sagde Erin en af Deannas veninder, som åbenbart også er med i vores populære klike, da jeg satte min frokost bakke ned på bordet i kantinen, og slog min yderst fantastiske røv i sædet. Som sædvanlig sad vi alle ved bordet i midten, de 'populæres bord' var det også kaldt. Og med alle så mener jeg Mason, Jake, Deanna, Erin, Aaron og selvfølgelig mig. Jake og Aaron er begge på fodboldholdet sammen med Mason, så de er også en del af de populære. Fakstisk er de fleste af drengene på holdet populære, men de tre var ligesom toppen af kransekagen, hvis i forstår. Og desuden er Mason holdkaptajn, så han har særstatus. 

Erin er her egentlig kun fordi hun er veninder med Deanna, og så har hun vist haft noget kørende med Aaron på et tidspunkt. Men ingen ved rigtig hvad der helt præcist er imellem dem. "Har i set hvad tvillingerne fra første har på?" spurgte Deanna med den mest snobbede stemme, der var fyldt med afsky. "Ja, jeg ved ikke hvad de to freaks har gang i. De tror det er in at gå i ens tøj. Det viser bare hvor taberagtige de er" sagde jeg, og svingede snobbet mit hår over skulderen. De andre grinte bare af min kommentar, og var tydeligvis tilfredse med min onde mening om de andre elever. "Jeg synes ellers ikke det er helt så slemt" brød Erin ind og der var ikke en eneste hentydning af sarkasme i hendes stemme. Straks blev alle rundt om bordet stille, mens de stirrede på hende. 

"Hvad er det du siger, Erin? At du synes deres tøj er flot? For du kan med glæde skride over til deres taber bord, og bruge resten af dit senior år, med dem" snerrede jeg af hende. Ingen skal sige mig imod, og det ved hele skolen da snart. Og hvis de gør, så skal jeg nok sørge for at der kommer konsekvenser. "Rolig nu, Jay" sagde Deanna og beskyttede Erin. "Hvad? Har du også et problem nu? For hvis jeg ikke tog meget fejl, så var det dig der startede denne her samtale, og desuden så sad du og grinede for ti sekunder siden. Men hvis du har et problem med hvordan tingene her foregår, så kan du med glæde tage Erin i hånden og skride over til taberbordet. Er det virkelig det du vil, Dee?" spurgte jeg med et flabet glimt i øjet, og hovedet let på skrå. Jeg ved jo godt hvad hun svarer, så hvorfor ikke tirre hende lidt mere? 

Hun kiggede flovt ned i bordet, og brød så tydeligvis ikke om at jeg hakkede på hende. Jeg styrer hende jo nærmest sammen med alle de andre på den her fortabte skole. "N-nej selvfølgelig ikke, Jay. Jeg mente bare, at der ikke var nogen grund til at flippe sådan ud" mumlede hun ned i bordet. Et smil fandt frem til mine læber, ved hendes respekt for mig. "Godt nok Dee. Jeg sikrer mig bare at i ikker mænger jer med de forkerte. I vil jo nødig miste jeres status heromkring, har jeg ret?" sagde jeg lidt til dem begge to. De nikkede og forstod at jeg nemt kan tage deres popularitet fra dem. "Godt" sagde jeg og vendte tilbage til Mason, hvis hænder der efterhånden havde vandret rundt på hele min krop. Det har ikke den store betydning for mig, at Mason tit lader sine hænder rage på min krop i offentligheden. Det giver folk en mulighed for at se at 'The Golden Couple' stadig er forelsket. Eller noget. 

"Så Jay, har du set den nye lærer det er kommet?" spurgte Aaron og kiggede op fra hans frokost. "Næ, det har jeg ikke" svarede jeg og kiggede ligegyldigt på ham. "Der går ellers rygter om, at han får alle pigerne til at tabe trusserne" grinede han og tog endnu en bid af hans sandwich. "Hmm.. Hvad underviser han i?" spurgte jeg og hvilede mit hovedet i min håndflade, på en straks mere interesseret måde. "Historie" svarede Aaron med et skævt smil, da han godt kunne fornemme min pludselige interesse. Jeg har godt nok ikke sex med andre drenge ligesom Mason har, men jeg nyder da også indimellem at kysse lidt på andre. Og gerne nogle lidt ældre, så en ny lækker lærer kunne godt gå hen og blive et nyt projekt for mig. Det er nemt for mig at sno drenge om min lille finger. De falder hurigt for min krop og utrolig flirtende blikke. Så jeg laver tit en leg ud af det. 

Jeg nyder den magt jeg kan have over dem, mens vi ligger der i deres seng, eller står udenfor et diskotek og hygger os. Jeg nyder at se lysten og håbet spirer i deres øjne, hvorefter jeg skrider uden nogen form for undskyldning. Så kan de stå der, mens håbet langsomt siver ud af dem. Så ja, lidt kælling er der vist i mig. Det vil dog nok blive lidt sværere at få snydt en lærer, men jeg tager det som en udfordring. En virkelig sjov en af slagsen. Det vil nok tage tid, men det bliver sikkert dele hele værd, når folk begynder at sige 'Jamie fik lokket en lærer med i seng' selvfølgelig bryder jeg ikke min regel, så jeg skal stadig ikke have sex med ham. Men det bliver jo nemt nok at få folk til at tro. Jeg kan sådan set få dem til at tro alt. 

Det vil nok tage længere tid at få en lærer overtalt end en teenage dreng, men det er altid sjovt med lidt modspil. Det kan være for nemt nogen gange, så det bliver dejligt med noget forandring. 

"Det kan være jeg behøver noget mere lektiehjælp i historie, så," sagde jeg med et snedigt smil. Aaron havde tydeligvis regnet mig ud, og grinte bare mens han rystede på hovedet. Som sædvanlig lagde Mason ikke mærke til en skid. Det kan godt være at han er fucking lækker, men han er langt fra den skarpeste kniv i skuffen. 

Den irriterende klokke ringede og tumulten brød straks ud i kantinen, mens alle skulle nå tilbage til deres næste timer. Jeg fik igen en del af Masons savl smasket i kæften, inden jeg skubbede håret over skulderen, og begyndte min vej ned igennem bordene. Dog fik Mason lige nået at klaske mig i røven inden jeg kom for langt væk. Deanna og Erin gik på hver deres side af mig, mens vi gik. De andre elever flyttede sig straks når vi kom gående, så vi kunne se den respekt vi havde på skolen. Et snobbet smil bredte sig på mine læber ved tanken. Seriøst jeg føler mig som en dronning og resten af eleverne er mine undersotter. Muhahha. 

Egentlig så ville mit gamle jeg slet ikke bryde sig om at være dronnigen, og så meget i centrum. Og jeg er vel stadig den gamle mig indeni. Men af en eller anden mærkelig årsag, så nyder jeg opmærksomheden, og anderkendelsen jeg får herovre. Derhjemme bliver jeg altid sammenlignet med min bror og for altid at vide at jeg skal se op til ham. Men ikke i skolen. Herovre ser alle op til mig og alle sammenligner sig med mig. Men er det muligt at ændre hele sin indre personlighed, bare fordi man ændrer sin ydre? Jeg er da stadig den samme mig indeni. Tror jeg da. 

Men altså back to reality. Det gør mig glad indeni at vide at jeg faktisk er noget specielt herovre. Om det så er på en positiv eller negativ måde betyder ikke så meget for mig. Man at folk ser mig som de gerne selv vil være, bringer altid smilet på mine glitrende læber. Det er egentlig en ting jeg aldrig havde regnet med ville at jeg ville kunne lide, men den nye mig er måske langsomt ved at blive hele mig - hvis de altså overhovedet giver mening. Ej, den gamle mig er udentvivl stadig derinde, jeg er bare lidt forvirret indimellem. 

Jeg rystede lidt på hovedet for at få mine tanker til at forsvinde, da jeg sikkert ville få hovedpine, hvis de blev ved.

 

***

 

Jeg slentrede med et selvoptaget smil ind i klassen, og fandt min sædvanlige plads. Ligesom hver dag skabte min tilstedeværelse altid en masse småsnak i krogende og en masse misundelige blikke. Åh de små kære pus, altså. Ved de slet ikke at misundelse er en dødssynd? Sikkert ikke, men jeg kan jo egentlig heller ikke forvente, at alle er lige så kloge som mig. Men altså ved nærmere eftertanke så er der sgu ikke mange mennesker der kan prale af, at aldrig at have gjort en eneste, af de syv dødssynder. Og der kan fandeme heller ikke være mange mennesker, der har overholdt de ti bud. Jeg ved da at jeg både har været en lille smule utro, løget lidt og ja, jeg indrømmer at der indimellem ryger flere stykker tøj i posen, en jeg har betalt for. Men altså det kan ikke forventes, at vi alle skal være engle. 

Mit i mine engletanker, så det ud til at en af dem kom ind i lokalet. Han var høj og sådan rimelig muskuløs. Flotte jeans med en lyseblå skjorte og et sort slips. Fed stil. Et par gamle skægstubbe prydede hans kæbelinje, og det gav pludselig god mening, det med trusserne. Uhadadadada. Det var altså umuligt at holde mit lumske smil tilbage. Det kunne gå hen og blive rigtig godt det her. 

"Goddag allesammen. Jeg er Mr. Matthews, og jeg er jeres nye underviser i historie, da Mrs. Barks er gået på barsel," sagde han og lagde sine ting ned på kateteret. Han så op, og jeg fangede kort hans blik. Jeg lod flirtende min tunge fugtiggøre mine læber, og blinkede med øjet. Et lille fnis lukkede sig ud af mine læber, da han pludselig fik travlt med at rode rundt med sine papirer, som han kludrede rundt i. Sødt. Lille pus, da. Okay, han var nok ikke et helt så lille pus, men you know what I mean. 

 

***

 

Klokken ringede ud. Alle andre i klassen stormede op fra deres pladser og var ivrige til at slippe væk, og komme hjem. Jeg åbnede endnu en knap i min hvide skjorte, og begyndte at spadsere ned mod kateteret. Jeg sørgede for at svinge lidt ekstra med hofterne, og puttede et lille uskyldigt smil på mit ansigt. Klassen var tom bortset fra Mr. Matthews, som sad med hovedet ned i en historiebog, som han havde delt ud til os. Han havde ikke lagt mærke til, at jeg stadig var her. Jeg stillede mig stille foran ham og hostede kort, for at få hans opmærksomhed. Hans blik søgte forskrækket op fik øjenkontakt med mig. "Oh, jeg troede alle var gået" sagde han og tog sig forskrækket til hjertet. "Det må du undskylde, sir" svarede jeg med min mest uskyldige stemme.

"Det er helt okay" svarede han med et smil. "Må jeg sætte mig?" spurgte jeg pegede kort på stolen på min side af kateteret. "Ja, selvfølgelig" svarede med et smil. Jeg gav ham et taknemligt et tilbage, og satte min taske på den ene side af stolen, og slog mig ned i sædet. Jeg kiggede op på ham, og studerede hans ansigt. Han er helt sikkert ung. Han kan umuligt være ældre end 24. Hans hår var mørkeblond og han havde flotte nærmest mørkeblå øjne. Jeg blev et øjeblik suget fast i hans blik, og glemte hvorfor jeg egentlig havde sat mig. 

Han hostede akavet og kiggede undrende på mig. Han havde tydeligvis fanget mig i at stirre på ham. "Undskyld ville du noget..?" han søgte efter et navn, men han så ud til at have glemt det. "Jay. Mit navn er Jay" svarede jeg sødt og kom tilbage til virkeligheden. "Ja, undskyld, men der er mange navne at lære, når man lige er startet" sagde han undskyldende og klappede bogen i. "Det er helt okay, Mr. Matthews. Det er forståeligt nok. Vi er mange elever her på Westhill, og du har sikkert fået tildelt en masse klasser, når du er så dygtig, i dit fag" sagde jeg, og smilede til ham. 

Forvirringen i hans ansigt var stor, da han sikkert aldrig oplevet en elev snakke sådan til ham. Hvilket er ret mærkeligt, når han ser ud som han gør. Til sidst sendte han mig dog bare et akavet smil. "Hvor gammel er du egentlig, Mr. Matthews?" spurgte jeg sødt og lagde hovedet lidt på skrå. En lille nervøs latter kom ud af hans mund, mens en lille lyserød farve kunne anes i hans kinder. Sødt igen. "Øhm, hvorfor er min alder vigtig? Jeg er din lærer, Jay" sagde han og hans blik blev straks mere professionelt. "Ja selvfølgelig er du det Mr. Matthews, men du ser bare for ung ud til at være en uddannet lærer, allerede" svarede jeg og kiggede indtrængende på ham. 

Han grinte lidt igen, inden han lod sit blik møde mit. "Jeg er 28, så gammel nok er jeg vidst" sagde han, og smilte. "Men tak for komplimentet" sagde han igen og rystede lidt grinende på hovedet. Okay så der er tolv år i mellem os, men hvem tæller?

"Jeg er bare ærlig" svarede jeg med en lidt mere forførende stemme, og lod et skævt smil poppe frem. Hans smil falmede, da han lagde mærke til min flirten, og han blev igen en smule akavet i hans bevægelser. "Jeg tror det er tid til at tage hjem nu, Jay" sagde han og blev seriøs. Han bliver nok en sværere fangst end jeg har regnet med. 

"Vi ses i morgen, sir" sagde jeg igen meget flirtende, og svingede med hofterne på vej ud. "Bare kald mig Mr. Matthews!" råbte han efter mig. "Selvfølgelig, sir" råbte jeg tilbage, og kiggede mig over skulderen. Han rystede smilende på hovedet af min kommentar, og vidste ikke at jeg kiggede på ham. 

 

***

 

"Jeg ved det, han er fucking lækker. Ja, han er godt nok ottertyve, men han er snart snoet om min lillefinger, præcis som alle de andre" sagde jeg mens jeg vadede igennem huset, på vej til mit værelse. Jeg nåede kun forbi køkkenet før jeg kunne høre min mor kalde på mig. "Aaron de gamle kalder, jeg må løbe" sagde jeg i telefonen, og lagde på. Aaron er en af de eneste som jeg faktisk føler er venner med mig for mig, og ikke for min status. Han utrolig sød, så han er vidst hvad man kalder en bedsteven. Måske mere fordi jeg ikke har så mange andre venner, de er mere bare bekendte. Aaron kender mig bedre end de fleste, men han kender dog ikke til min ikke helt så lille hemmlighed. 

"Hvad?" vrissede jeg da jeg vendte ind i køkkenet og blev mødt af mors og fars dømmende blikke. "Hvem snakkede du med, Jamie?" spurgte min mor, og lagde armene over kors. "Hvad rager det dig?" snerrede jeg. Hun skal sgu ikke vide alt. Jeg skal fandeme kunne snakke i telefon med dem jeg vil, uden at hun behøvet at skulle vide alt. "Snak pænt!" udbrød min far, og hævede sin stemme. Jeg rullede bare mine øjne af ham, mens han undlod et opgivende suk. 

"Jamie, hvad foregår der? Hvad sker der med dig?" spurgte min mor og lød helt fra snøvsen. "Hvad snakker du om?" spurgte jeg og kiggede forvirret på hende. "Hvad er der blevet af vores lille Jamie? Hende der elskede at lege krig med sin bror, og legede med actionfigurer i stedet for barbiedukker?" Jeg lukkede et fnys ud. Hold kæft man. Her prøver man at gå stille op på sit værelse uden at skulle trodse sine besværlige forældre, men næ nej. Det skal selvfølgelig finde en måde, at smadre det gode humør. Sig mig engang, hvor svært kan det være at tage et hint? Jeg magter ikke mine forældre. Det fatter de så ikke, nejnej. Urgh.

"Hun er her ikke længere, mor. Jeres 'Lille Jamie' er væk, takket være jer. I har kraftedme altid så travlt med åh-så-fantastiske Liam, at I ikke en skid lægger mærke til mig. Flot at det først går op før jer nu, men folk ændrer sig. Og det her er sådan, jeg er nu. Så deal with it" snerrede jeg og gjorde mine øjne smalle af vrede. 

"Jamie! Du kan ikke bare sådan smide det over på os. Vi gør alt for dig og din bror, og det er sådan her du betaler os tilbage?" råbte min far af mig. "I har altid kun haft øjne for Liam og hans skide sangtalent. Hvad blev der er jeres støtte da jeg fortalte jer, at jeg ville være kunstner? Var? Den var det fucking ikke. Jeg overlevede uden jeres støtte dengang, og jeg kan fucking også klare mig uden nu!" vrissede jeg. 

"Vi har snakket om det så mange gange, Jamie. At kunne tegne er ikke noget man gøre en karriere ud af. Det er en fritidshobby" sagde min far frustreret. "Oh, hvad helvede kalder du så sang for?!" skreg jeg igen og slog ud med armene. "Jamie stop med at skabe dig" sagde min far og pegede fingre af mig. "Fint! I fik jeres vilje. Jeg tegner ikke længere. Jeg får topkarakterer i næsten alle mine fag, hvad mere vil i fucking ha'?" 

"Vi vil have den gamle Jamie tilbage. Ikke den her falske barbie udgave af hende" udbrød min mor. Okay say whaaaat? Kaldte min egen mor mig lige for en falsk barbie? Jep, så meget for familie hygge. "Skrid af helveds til!" skreg jeg og var på vej til at storme op på mit værelse, før en arm greb fat om min overarm. "Pak dine ting. Liam kommer og henter dig i morgen. Du flytter ud i et hus længere væk fra London, hvor I skal bo, indtil han har lært dig, at opføre sig ordentligt" sagde min far, og gav slip på min arm. 

"Hvad!? Ja, selvfølgelig. Jeres 'lille Jamie' har problemer, og så ringer i straks efter superhelten, Liam. Han har sgu da for travlt med sine berømte venner til at kommer ud 'passe' mig" sagde jeg og kiggede misbilligende på dem begge. "Vi har allerede snakket med ham. Bandet har fået fri i et stykke tid. Pak dine ting, han kommer i morgen" sagde min mor roligt, og pegede mod trappen. 

No fucking way. Jeg skal ikke bo sammen med Liam. Fandeme nej. Hvad helvede er det for en ondssvag idé mine forældre har fået, med Liams dumme 'redning'?

 

 

 

 

***

 

 

Her var så andet kapitel.

Jeg håber i forstår lidt mere af Jamies hverdag.

Jeg har i hvert fald prøvet så godt som muligt, at få det ind i dette kapitel. Det ville være super skønt, hvis i gad at smide en kommentar med noget feedback.

Taaaaak mine dejlige elsklinger<333

Ps

Jeg ved godt at kapitellet stadig er lidt kort, men når historien kommer rigtigt igang, vil de blive længere, bare rolig;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...