The Life As Your Sister ~ 1D

Jamie Payne er den 16-årige pige der bogstavelig talt har alt. Den populæreste dreng på hele skolen er hendes kæreste, hun er selv den populæreste pige og alle pigerne fra skolen ville ønske at de var hende. Og fik jeg også nævnt at hun er One Directions bandmedlem, Liam Paynes, lillesøster? Gjorde jeg ikke? Når, men det er hun. Hun har alt hvad hun kunne ønske sig. Men hendes lykke vare ikke evigt. Desværre. Hendes popularitet begynder at stige hende til hovedet, og hun begynder at opføre sig som en diva. Hendes forældre sender hende til et hus uden for London, hvor hendes bror og fire af hans verdenberømte venner, skal lære hende at holde hovedet koldt. Vil det være muligt for dem at hjælpe hende? Og da problemer med hendes ellers så fantastiske kæreste opstår, og hun finder ud af, at hun ikke er så hård, som hun troede, begynder hendes liv at at blive indviklet. Ting bliver endnu mere kompliceret, da nye følelser imellem hende og en af hendes brors bandmates opstår. Læs endelig med

57Likes
68Kommentarer
4451Visninger
AA

9. Party plans and an unsuccessful meeting with Joey.

"..Og så tog de amerikanske soldater til Hiroshima, som ligger hvor, Deanna?" forsatte Mr. Matthews sin talestrøm. Dog havde han været nødt til at afbryde sig selv, fordi Dee blev ved med at tale til mig.  

Seriøst kan kvinden ikke snart lukke arret? Og hvad freaking så, hvis Erin og Aaron er begyndt at komme sammen igen? Hvad fuck rager det mig, når jeg prøver at koncentrere mig om historietimen. Okay, jeg griner selv over det der. Jeg kan da under ingen omstændigheder koncentrere mig, når jeg ved at det er onsdag i dag. Og med onsdag mener jeg Jay-og-Mr. Matthews-kvalitets-tid. Jihar. 

"Uh...Uhm, hvad?" spurgte Deanna dumt, og kiggede forlegent op. "Hvis du gad at lytte efter i timerne, frøken Deanna, så ville du snildt kunne svare på mine spørgsmål" belærede Mr. Matthews, mens han lænede sig op af katederet bag ham. 

Dee's kinder indtog en svagt rosa farve, der fik mig til at rulle med øjnene. Jesus motha freaking christ. Get a grip girl. Seriously. 

"Hvor i verden finder vi Hiroshima?" gentog han sit spørgsmål og kiggede med et løftet øjenbryn på Dee. "Oh, well.. Det... er en ø, tror jeg vidst" stammede hun svagt, og fik klassen til at fnise af hende. "Det er korrekt Deanna, men nu taler du vidst uden om spørgsmålet" sagde Mr. Matthews kækt, hvilet kun fik klassen til at fryde sig mere over Deannas ydmygelse. 

"Oh, um... Tja..Hiroshma ligger i...Uh..-" blev hun stammende ved, "Urgh, for pokker Dee, det ligger i Japan! Good god, tag dig sammen. I freaking Japan!" udbrød jeg, og var godt træt af Deannas mumlen og stammen. Man skulle ellers tro at hun snart ville have lært noget, men hold kæft, kvinden er jo komplet blank. 

Deanna tav og kiggede flovt ned i bordpladen ved min bemærkning - eller snare udråbning - mens hendes kinder endnu engang blussede op. "Såså piger, lad os nu bibeholde den venlige tone i klasselokalet" sagde Mr. Matthews med et skævt smil, og fik øjenkontakt med mig. Jeg gav ham et lige så snørende smil tilbage, og blinkede hurtigt med det ene øje. 

Et øjeblik så han helt perpleks ud, inden han rømmede sig og genoptog undervisningen. "Uh, ja, vi fortsætter. I har vel nok alle sammen hørt om Pearl Harbor..." fortsatte han, mens resten af hans læringsfyldte sætninger ikke kom igennem til min hjerne, fordi Deanna fortsatte hendes endeløse snak om Erin og Aaron lige indtil klokken ringede til frokost pause. 

 

~

 

Med dunkende hoved slog jeg mig ned på den sædvanlige plads i kantinen. Alt for meget snakken i mit øre havde forsaget en hovedpine. Så mange tak, det var da super. 

Deanna, Mason og jeg var de eneste der havde slået os ned indtil videre. De andre, gik jeg udfra, stod stadig i kø til mad. "Aaron! Herovre!" råbte Erin begejstret da hun fik øje på ham gå mellem borderne. "Sødeste Erin, vi spiser det samme sted hver dag, jeg tror godt han ved, hvor vi er" sagde jeg med et fnys til hende. Hold kæft man skulle tro at jeg var omgivet af bavierne eller noget. 

De har i hvert fald en hjerne kapacitet på størelse med en. Freaks hele bundet. 

Aaron fik et usikkert smil på læben, og han kom tøvende nærmere bordet. "Hey Erin" sagde han lavt igen og satte sig på den plads længst fra hende. Hun kiggede først såret på ham, men så derefter ud til at lade det ligge. "Har du haft nogle gode timer Aaronbasse?" spurgte hun sukkersødt med et smil klistret på hendes ansigt. 

"Uh, ja, det har jeg vel. Matematik med Mrs. Stones" sagde han og skyndte sig at tage gaflen i sin hånd og skovle mad i munden, inden Erin fik fat i hans hånd, hun ellers havde rakt frem efter. "Mrs. Stones? Hun er så flink. Synes du ikke også hun er flink, Aaron?" sagde hun igen og viftede med hendes øjenvipper. 

Okay stop lige engang. Hvis hun gad at få savlet ind i kæften igen, og prøve at opføre sig en smule normalt i stedet for at være en irriterende lille tæge, så kunne det måske være at hun ikke ville fremstå helt så røvirriterende som hun gør lige nu. 

"Jojo" mumlede Aaron fraværende med munden fuld af lasagne. "Jeg håber ikke at hun gav jer for mange lektier, så vi stadig kan holde vores aftale, Aaronbasse" sagde hun og lød som en smaskforelsket topidiot. 

Jeg kiggede med et løftet øjenbryn på Aaron over hans åbenbart nye kælenavn. Han kiggede irriteret på mig inden han modvilligt vendte sin opmærksomhed tilbage til Erin. Han sank hans mad inden han lukkede munden op. "Well, hun var ret streng med lektier, så uh, det kommer nok til at, uh, knibe med i aften..Desværre" tilføjede han og skyndte sig at komme en ny mundfuld kødlagkage i kæften. Charming I must say. 

Erin kiggede med triste øjne over på ham. "Nå okay så. Men du kommer stadig med til festen i morgen ikke?" spurgte hun med mere håb i stemmen. Vent fest? Hvem fuck holder fest uden at invitere mig? "Hvilken fest?" afbrød Mason der lige havde besluttet sig for at tage del i samtalen, så snart ordet fest kom på banen. Selvom jeg nu også måtte komme med en kommentar til det, men altså. Pipe the fuck down people. 

"Ja, hvilken fest, Aaronbasse?" sagde jeg drillende og løftede øjenbrynene to gange på en irriterende drillende måde. "Erin holder fest i morgen" sagde han kort og kiggede truende på mig. "Well, well, well Erin. Hvornår havde du tænkt dig at fremlægge min invitation, til din lille...fest" sagde jeg og kiggede afventende på hende. "Uhm, nu?" halvt sagde halvt spurgte hun. 

"God idé" sagde jeg med et flabet smil og hvilede mit hovede i min håndflade. "Jeg ved godt det er torsdag i morgen, men det har aldrig rigtigt stoppet nogle her på skolen. En fest er vel en fest. Men det er ikke rigtig noget stort. Jeg har bare inviteret de sædvanlige, du ved nok..." sagde hun næsten i en lang køre. 

"Count me in" sagde jeg og hun nikkede hastigt. Klogt valg. 

 

~

 

Skoledagen var endelig slut, hvilket betød at jeg endelig kunne se Mr. Matthews. 

Jeg var igang med at smide nogle bøger ind i mit skab, da Aaron kom i min retning. "Hey Aaronbasse" sagde jeg og smilede til ham. Han udstødte et fnys og rullede med øjnene. "Ej stop. Jeg ved ikke hvad Deanna og Erin har bildt dig ind, men det var slet ikke meningen, at der skulle være noget 'Aaron og Erin' igen" sagde han opgivende. 

"Okay så. Hvorfor er det så lige, at Erin ikke deler den samme mening, huh?" spurgte jeg og lukkede skabslågen i. "Well," begyndte han, og kløede sig akavet i nakken. "Fordi jeg sagde at hun var meget flink, og at jeg... savnede hende" indrømmede han og fandt hans sko mere interessante at kigge på end mig. 

"Helt ærligt, Aaron. Så er det sgu ikke så mærkeligt, at hun tror i har noget. Hvorfor sagde du det, hvis du ikke mener det?" spurgte jeg og lænede mig mod de kolde skabe. "Det ved jeg ikke! Det var en fejl okay? Jeg var bare begyndt at føle mig ensom, når nu du er sammen men Mason, og Deanna, er.. Well, hun er Deanna, så jeg ville bare gerne have lidt kvindeligt selskab. Men jeg har så ligesom valgt det forkerte" afsluttede han, og lænede sig også opgivende op af skabene. 

"Så slem kan hun da ikke være" mumlede jeg ligegyldigt, og rettede på remmen der hang over min skulder. "Jo hun kan. Alt hun vil når vi er sammen, er, at sidde i en komplet læbelås. Mine læber er brugt op. De er endda begyndt at sprække. Se!" sagde han ophidset og stak sit ansigt helt op i mit, mens han pegede på sin mund. 

"Ew, nej, jeg tror på dig" sagde jeg og skubbede ham længere væk. "Så slut dog hvad i så end har, altså. Helt ærligt Aaron, jeg har ikke tid til alle jeres latterlige pattebørns problemer. Jeg har langt større problmer end jer, men du ser da ikke mig rende rundt og skabe mig som en fem årig, vel?" snerrede jeg, og vendte mig om mod udgangen "Det er ikke så nemt som du tror, Jay!" råbte Aaron efter mig. "Whatever!" råbte jeg tilbage til ham, mens jeg fortsatte min vej mod døren.

Jeg fandt min mobil frem fra min lomme, og læste en ny indkommen besked. 

 

Mr. Matthews: I'm waiting in my car, by the corner x 

 

Jeg begyndte straks min vej hen mod hjørnet. Seriøst endelig kan jeg slippe væk fra de åndssvage problemer jeg skal høre om. Synes de virkelig ikke, at jeg har nok problemer i forevejen? Nej okay, jeg skal åbenbart igennem alt mulig shit og høre på små ligegyldige ting også. Tror de jeg er freaking Wonderwoman? jeg kan sgu ikke løse alting. Det er tilladt at tænke selv people. Jesus christ. 

Jeg nåede frem til bilen. Jeg tjekkede lige, at der ikke var nogle fra skolen i nærheden, før jeg satte mig ind i bilen. "Hey you" sagde jeg og smilte skævt til ham. "Hey selv" svarede han i et forsøg på at være nuttet og morsom, tror jeg? I dont know, men lad os bare sige at det ikke ligefrem virkede særlig godt for ham. Men altså, give the man some credit. Can't blame the dude for trying. 

"Så hvor går turen hen?" spurgte han igen med et smil. "Hjem til mig. Jeg skal nok vise vej" sagde jeg muntert og klikkede min sele fast. "Let's go then" sagde han og startede motoren. 

 

~

 

"Du behøver ikke at tage skoene af. Bare tag dem med op på mit værelse" sagde jeg, da jeg så at han skulle til at sætte sine sko i gangen. "Okay så" svarede han og fortsatte efter mig, ud af entréen. 

"Oh, hej. Jeg er Liam. Jamie's storebror" hørte jeg og kiggede forskrækket til venstre. Oh my freaking god. Hvorfor er han altid hjemme på det værst tænklige tidspunkter? 

Mr. Matthews så først rimlig perpleks ud, før han tog imod Liam's udstrakte hånd. "Joey Matthews. Jay's historielærer" svarede han. Liam trak sine øjenbryn sammen i en undrende og en smule sur mine. Sikkert ved lyden af mit kælenavn komme ud af min lærers mund. 

Og Joey? Serioulsy? Han var bare så meget hottere da han bare var Mr. Matthews. 

Liam trak sin hånd til sig, lidt hårdere end forventet, men Joey så ikke ud til at bemærke det. Ej se selv. Joey virker bare forkert. Well, fuck nu det. 

"Jeg er ikke sikker på at jeg forstår. Hvorfor har du taget din historielærer med hjem, Jamie" sagde Liam og lagde ekstra tryk på mit fulde navn. "Ekstra undervisning" svarede Joey for mig. Liam kiggede overrasket på mig, og jeg gjorde ikke andet end at nikke til ham, med det mest overbevisende smil på læben, som jeg kunne finde frem. 

Desværre så Liam overhovedet ikke ud som om han købte den. Jeg kunne se vreden ulme dybt inde bag de ellers så kærlige brune øjne. En vreden der til dels var rettet mod mig, men jeg formoder også, at en del af den var rettet mod Joey. 

"Okay så. Så kom med ind i køkkenet. Der kan i sidde og arbejde, mens jeg laver te til jer" sagde Liam med en venlig tone, mens han kiggede flabet på mig. "Uh, nej tak Liam, vi går op på mit vær-" prøvede jeg før jeg blev afbrudt. "Nej, kom nu med ind i køkkenet. Der er også et ordentligt bord i kan sidde ved. Der er trods alt bedst at sidde ved et ordentligt bord, når man arbejder. Ikke sandt Joey?" spurgte Liam igen, og flyttede sit blik over på ham. 

"Uh, j-jo. Det er det vel" sagde han, og kiggede med et mærkeligt blik på mig. Well, who can blame him? Det var jo ikke ligefrem for at lave historie lektier, at han kom herhjem. "Godt så. Så kom endelig" sagde Liam og førte Joey ud i køkkenet. 

 

~

 

Efter to timers absolut tortur, med Joey siddende og lære mig historie, mens Liam sad overfor og holdt øje med os, fik Joey endelig snedt sig ud. Han påstod at han havde et hast-møde på skolen, hvilket vi godt ved er løgn, men igen formodede Liam at ødelægge alt for mig. 

 

"Liam jeg behøver ikke at have dig siddende og ånde mig i nakken, når jeg laver lektier. Hvorfor satte du dig ikke bare ind i stuen" snerrede jeg da jeg havde lukket døren efter Joey. "De andre drenge havde ikke været hjemme da jeg kom i eftermiddags, men nu var de kommet, og de sad inde i stuen og så film. 

"Vi ved jo godt begge to, at det ikke var lektier han var her for, Jamie. Hvad går der af dig? Har du ikke en kæreste var?" sagde han dømmende mens han forsatte ud i køkkenet, for at sætte tekopperne i opvaskemaskinen. 

"Nej, Liam. Det ved vi faktisk ikke. Men gider du godt at lade være med at gøre mig til grin, foran min lærer?" vrissede jeg igen og krydsede armene over mit bryst. "Gøre dig til grin? Burde det ikke være mig der sagde det? Min lillesøster render rundt med sin lærer! Jamie, hvad går der af dig i øjeblikket?" sagde han og skubbede lågen til opvaskeren i, før han vendte sig om mod mig. Han lænede sig op ad køkkenbordet og krydsede ligeså hans arme over brystet. 

Jeg fnyste og rullede med øjnene af hans bemærkning. "Lad mig nu bare være" mumlede jeg surt og slog blikket i gulvet. "Jamie, kom nu bare med ind og se film med os" sagde han. Normalt ville jeg bare fnyse af hans invitation og skride væk fra ham, men noget i hans stemme fik mig til at kigge op, og møde hans brune øjne. 

Minder fra min og Liams barndom flød igennem mig. Noget i hans blik gav mig et stik i hjertet af savn for dengang, hvor alt var meget nemmere. Hvor at vi legede fangeleg i haven, spillede boldt og købte actionfigurer. 

Et smil gled over mine læber ved tanken om minderne. Liams øjne lyste op ved synet af mit smil, og hans læber indtog også den glade tilstand. "Kom så" sagde han lavt og lagde en arm om min skulder, mens han førte os ind i stuen. 

Da jeg trådte ind fik jeg straks øjenkontakt med Louis, hvilket ufrivilligt fik mine kinder til at blusse op og mine øjne til hurtigt at søge ned til gulvet. "Du kan sidde her Jamie" sagde Louis venligt og klappede på pladsen ved siden af ham i sofaen. 

Jeg kom til at lukke et lille fnis ud, hvilket fik Liam til at sende mig et sjovt blik. Tro mig, det er lang tid siden, jeg har fniset. 

En lille nervøs følelse bredte sig i min mave, da jeg satte mig ned ved siden af Louis. "Hvad ser vi?" spurgte jeg og kiggede for første gang på fjersynet. "Die Hard" svarede Niall, hvilket fik et svagt smil til at forme sig på mine læber. Jeg elsker den film. 

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men at sidde og se film sammen med drengene, var faktisk utrolig hyggeligt. Og noget mærkeligt er, at jeg under filmen kunne føle Louis' blik hvile på mig, men det er bare indbilding. Right? 

 

~~~

 

E-N-D-E-L-I-G nyt kaptiel! Mit net virker stadig ikke, men ja, internetdeling fra min mobil kan lige holde mig kørende til at publicere det her til jer. 

Jeg ville blive så utrolig glad, hvis I lige gad at smide en kommentar til mig, så jeg ved I stadig er der, efter den lange ferie pause. 

Love you loads, 

// Clara 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...