The Life As Your Sister ~ 1D

Jamie Payne er den 16-årige pige der bogstavelig talt har alt. Den populæreste dreng på hele skolen er hendes kæreste, hun er selv den populæreste pige og alle pigerne fra skolen ville ønske at de var hende. Og fik jeg også nævnt at hun er One Directions bandmedlem, Liam Paynes, lillesøster? Gjorde jeg ikke? Når, men det er hun. Hun har alt hvad hun kunne ønske sig. Men hendes lykke vare ikke evigt. Desværre. Hendes popularitet begynder at stige hende til hovedet, og hun begynder at opføre sig som en diva. Hendes forældre sender hende til et hus uden for London, hvor hendes bror og fire af hans verdenberømte venner, skal lære hende at holde hovedet koldt. Vil det være muligt for dem at hjælpe hende? Og da problemer med hendes ellers så fantastiske kæreste opstår, og hun finder ud af, at hun ikke er så hård, som hun troede, begynder hendes liv at at blive indviklet. Ting bliver endnu mere kompliceret, da nye følelser imellem hende og en af hendes brors bandmates opstår. Læs endelig med

57Likes
68Kommentarer
4539Visninger
AA

4. I don't need your fucking help, Liam.

"Hej Liam, min skattemus!" kunne jeg høre mor hvine nede fra stuen. Urgh, Liam er allerede kommet for at hente mig. Seriøst hvorfor er det her nødvendigt? Det føles som om at jeg bliver kidnappet af mine egen familie, man! Hvordan kan de gøre det her mod mig, altså? Det simpelthen bare det værste. Jeg troede at fantastiske Liam havde åh-så travlt med hans band. Det giver bare ingen mening, at de lige pludselig skulle få fri, bare sådan uden videre? Det er seriøst bare mit dårlige karma det bidder mig for groft i røven. Den er bare a nightmare coming true. Shit, altså. 

Der er dog en god ting ved dagen i dag. Vejret er fabulous, så jeg har en undskyldning for at vise lidt hud. Yay! Derfor består mit outfit i dag, af et par utrolig korte, lysblå shorts, der er pyntet med noget hvidt blonde stof, på den ene side. En sort løs top, der er bundet knude på, så den sidder lige over min navle, mit yndlingsarmbånd, som er sort, med hvide firkantede perler, med overskæg på, hah. Der er så skønt. Min makeup er lidt mørkere i dag. Jeg har ikke sparet på eyelineren, fordi fars kommentar i går virklede pissede mig af. Så derfor har jeg valgt at komme mere makeup på i dag. Bare fordi, jeg er så flabet.

Dog havde mine læber fået en mere naturlig lipgloss. Mit hår havde havde jeg lade finde sine naturlige krøller, hvorefter jeg satte det i en hestehale, og lod det hvile på min højre skulder. Jeg fandt mine nye runde solbriller og tog dem på, hvorefter mine sorte converse blev placeret på mine fødder. (Link til tøj, sko, makeup, hår i kommentaren) 

Jeg havde pakket mine ting i går aftes, så det stod allerede ned i entreen, så jeg svingede bare skoletasken over skulderen, og bevægede mig ud på gangen, og begyndte at gå hen til trappen. 

"Jeg har også savnet dig, mor"

Mit hjerte sprang et slag over ved lyden af hans stemme. Shit, hvor er det lang tid siden, jeg har hørt den den. En utrolig uforventet glæde og savn bredte sig i min krop. Den ellers så sædvanelige vrede og had, jeg havde haft omkring Liams valg og band, forsvandt i et kort sekund. Liam og jeg havde engang et utrolig tæt forhold. Jeg husker tydeligt de gange hvor jeg havde været ked af det, og Liam havde trøstet mig, mens jeg havde siddet i hans favn, og lyttet til hans kærlige ord. Dengang tingene var normale, og han ikke var verdensberømt. Igen hørte jeg min mors og fars glade og overgearede stemme, hvilket fik min vrede og facade til at falde på plads igen. Jesus christ, gider de seriøst at tage sig sammen?Oh my freaking god..Jeg brækker mig.

Jeg gik stille ned ad trappen, og drejede om hjørnet, og ind i stuen hvor de alle stod. Mor og far havde front mod mig, mens Liam stod overfor dem, med ryggen til mig. Jeg lod først mit blik glide over på mor. Vent.. havde hun? Ja, selvfølgelig havde hun det! Seriøst hun havde tårer i øjnene. Jeez altså. Min fars øjne strålede mens et mandligt grin forlod hans læber. Pull yourselves together people!

Tilsidst gled mit blik over på den person jeg både allerhelst og allermindst ønskede at se. Liam. Det så ud som om, at han var vokset flere kilometer siden jeg så ham sidst. Hans muskler var tydelige i gennem hans t-shirt, og hans skuldre var blevet bredere. Han var langt fra den Liam jeg husker. Der var ikke mere tilbage af lille søde puppydogface Liam. Okay, jeg har godt nok ikke set hans ansigt, men hans kropsbygning sagde det hele. Han har ændret sig totalt. Han ikke længere Liam min tre-år-ældre storebror. Han er en....Mand. God, jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle sige det om min bror, men shit hvor har han forandret sig. 

Jeg står altså ikke at tænker sådan om min egen bror. For guds skyld nej. Ad for satan. Jeg kan i det hele taget slet ikke forestille mig lille uskyldige Liam med nogen på den måde. Puha nej da. Åh jeg har bare de klammeste billeder i mit hoved lige nu. 

Men jesus motherfucking christ hans vokse gener har klaret det godt. Nice job buddy! 

"Sikke en familie reunion" fnyste jeg og meddelte min ankomst, da folk tydeligvis ikke lagt mærke til englen, der lige var kommet ind. De vendte alle deres opmærksomhed mod mig, ved lyden af min stemme. Liam vendte sig om, og fik øje på mig. Min kæbe ramte næsten gulvet, da jeg så hans ansigt. Er det virkelig Liam? Hans hår var blevet lidt kortere og stylet meget mere tjekket end det var dengang. Det var tre dages gamle skægstubbe henover hans kæbelinje. Han virker så anderledes. Er det virkelig så lang tid siden jeg har set ham? Han virker så ugenkendelig. Men så fandt mit blik hans øjne. De er de samme, som det plejede at være. De dybe, varme brune øjne. Dem som har beroliget mig så mange gange, når jeg har været trist. Minder om mig og Liams sjove lege og ligegyldige bror-søster skænderier flashede rundt i min hjerne. 

"Jamie" hviskede Liam og kiggede på mig mens hans øjenbryn var trukket sammen i en undrende og...trist? mine. Som om han tænker 'hvor er min lille søster blevet af' Ikke dig også, Liam. Give me a break would ya'? Men ja, det er vel derfor han er her. Fordi han skal 'hjælpe' mig. Hvorfor forstår de ikke at jeg har ændret mig. Ligesom Liam har. Jeg har ikke tænkt mig at ændre på mig selv, bare fordi jeg ikke længere er den lille søde drengedepige, jeg var engang. 

Liam stod som frosset til jorden og kiggede forundrende, forvirret og trist på mig. Ja, jeg har tydeligvis forandret mig ligesom ham. Two can play at this game, Liam. Selvom minderne havde sværmet rundt i min hjerne, vendte min vrede hurtigt tilbage. Hvordan kan han bare forlade sin familie - mig - sådan, og bare forvente at alt forbliver okay? Hvor blank har man lige lov at være. 

"Sig mig engang, hvad er det lige du har på?" brød mor ind, efter der havde være stille. Jeg rev mit blik væk fra Liam og over på mor. "Hvad ser det ud som om?" sagde jeg flabet til hende. "Vil du øjeblikkeligt gå op og skifte til noget mere passende tøj, unge dame" vrissede min far af mig. "Unge dame? seriøst far? vi lever altså i det enogtyvende århundrede" sagde jeg igen med en meget flabet undertone. 

Det var som om Liam blev vækket til live af min stemme. Han rystede på hovedet som om han ikke kunne tro synet foran sig. 

Han begyndte at gå langsomt over mod mig. Mor og far havde lukket i som latterlige østers efter Liam satte i bevægelse. Og thank god for that. 

Liam gik over til mig, og stoppede først lige inden vores skosnuder rørte hinanden. Han tårnede sig op over mig, med hans utrolige højde i forhold til min. "Jamie. Er det virkelig dig?" spurgte han, som om hans hjerne ikke ville vikle sig rundt om facted, at jeg stod foran ham. "Ja, selvfølgelig er det mig, smartass," svarede jeg og vrissede en anelse. Han skal ikke komme her og tro, at jeg ville flade på knæ, ændre på mig selv og begynde at kysse hans berømte fødder. Næh, du kan tro nej. Ingen skal bestemme over mig. Og sgu slet ikke Liam, når han aldrig er hjemme mere. Jeg blev endda nødt til at opgave at sende smser til ham, da jeg ikke gad at vente flere dage på et forhastet svar. 

Han rakte hånden frem og løftede mine solbriller, jeg havde haft på op, så han kunne se mig i øjnene. Hans blik blev straks endnu mere overrasket. Jeg brugte nærmest intet makeup dengang Liam var hjemme. Og nu brugte jeg en del. Især i dag, når jeg nu blev pissed på far i går. Liam sukkede og lod armen flade slapt ned ad hans side. "Jeg kan se hvad i mener" sagde han, og henvendte sig formegentligt til mor og far. 

Jeg trådte fornærmet væk fra ham, og fnyste flabet. "Jeg tager i skole nu. Mason kommer" sagde jeg koldt. Jeg ved jo godt at jeg skal ned til det hus vi skulle bo i nu, så jeg havde allerede snakket med Mason om, at han ikke skulle hente mig i dag, men altså. Bare for at vise at de ikke sådan kan rykke rundt på mig, som en puslespilsbrik, så vil jeg bare være lidt mere på tværs. 

Liam kiggede bare endnu mere forvirret rundt. "Jamie, vi har fortalt dig, at du skal med Liam ned til huset nu. Så du må få Mason til at tage dig i skole, når du har pakket ud" sagde min far opgivende. "Hvem er Mason?" brød Liam ind, fuldstændig forvirret. "Kæresten" mumlede min far lavt, så Liam nikkede forstående, men mut på hovedet. "Hvor gammel er han?" spurgte Liam igen. Okay say freaking whut? Han har lige mødt mig, og så hopper han bare lige til den konklusion at jeg elsker at være sammen med ældre mænd. Ja, okay det er så delvist sandt, når nu jeg prøver at snørre Mr. Matthews, men det ved Liam sgu da ikke noget om!

Lad dog være med at dømme mig ved et enkelt øjekast, makker. Tssss, atlså. Vreden steg i mig, over hans spørgsmål. Hvad fuck bilder han sig ind. "Gammel nok!" endte jeg bare med at skrige af vrede. Liams øjne blev store, da han tydeligvis ikke regnede med, at jeg ville flippe sådan ud. Der skal fandeme ikke meget til at pisse mig af. Og ingen kan gøre mig mere pissed end min familie. gaarrh..

"Jamie! Slap dog lige af. Han ved jo ingenting om dig mere, det er da klart han spørger, når du ser sådan ud" sagde min mor hårdt, og pegede op og ned af mit tøj. "Nej han ved ikke en skid om mig mere! Og ved du hvorfor? Fordi hans fucking karriere er mere vigtig for ham, end hans familie!" skreg jeg tilbage, vred over at de virkelig ikke kan se, at det er hans egen skyld at han ikke længere kender sin søster. Seriøst de render bare rundt som sådan nogle forvirrede hovedløse kyllinger. Det er til at blive sindssyg af. 

"Hvad?" spurgte Liam helt fortvivlet og forvirret. "Hvad mener du lige med, at jeg er ligeglad med min familie?" spurgte han igen, og jeg kunne fornemme en smule mere irritation forme sig i hans stemme. "Synes du da selv, at vi har set meget til hinanden det sidste lange stykke tid?" spurgte jeg og lagde armene over kors. Han forholdt sig bare tavs, men blev ved med at stirre uforstående på mig. "Nej. Det tænkte jeg nok" sagde jeg igen, vendte rundt på hælen, og gik ud mod døren. "Jamie, du skal køre med Liam!" hørte jeg min far råbe efter mig. "Jeg tror jeg har fanget den. Så dum er jeg trods alt ikke" råbte jeg tilbage, og smækkede døren i. 

Med hastige og irriterede skridt gik jeg over til den store bil der holdt parkeret i indkørslen. Den så helt ny ud, og utrolig dyr. Fucking drengen har røven fuld af penge. Fucking prick. Urgh...

Jeg har med vilje ikke taget mine andre tasker med, så dem kan Liam få lov til at bære. Jeg gik over til passagersædet, og hev hårdt i døren. Jeg havde regnet med at den var låst, men igen gav karma mig et ordentligt bitchslap in da face. Idioten til Liam havde selvfølgelig af en eller anden mærkelig grund ikke låst bilen. Da jeg hev hårdt i døren, fløj den op, og jeg landede hårdt på mit ellers så skønne bagparti. En smerte skød op i gennem min ene balde, da jeg landede lige på en alt for spids sten. 

"Arghh, mother of go-" "hvaaa, hvordan synes du selv, det går?" afbrød en stemme der tydeligvis morede sig over min situation. Jeg så op, og mødte Liams brune øjne. Han grinte for sig selv, mens han stod med hænderne fulde af min bagage. "Det er ikke en skid sjovt, Liam. Jeg får et fucking blåt mærke på min balde!" vrissede jeg og kæmpede mig på benene. "Åh, lad da vær', Jamie. Det var da lidt morsomt" fniste han igen, og læssede taskerne ind i bagagerummet. Hvordan kan han synes det er sjovt at hans søster slår sig? Tss, så meget for søskendekærlighed, right? "Hold din kæft" mumlede jeg surt, og satte min ind på forsædet i passagersiden. 

Jeg kunne høre Liam sukke af min bemærkning, hvorefter han fik sat sig tilrette og startede bilen. Jeg fandt mine høretelefoner frem og satte dem i ørene. Jeg lod den anden ende blive i min lomme, så han ikke kunne se at de egentlig ikke var tændt. "Jamie, kan du ikke tage musikken ud, så vi kan snakke lidt?" kunne jeg høre han sagde ved siden af. Jeg lod som om, at jeg ikke kunne høre hvad han sagde, og sang svagt med på en sang jeg havde haft på hjernen tidligere, mens jeg svagt vippede lidt med hovedet. Liam hoppede slevfølgelig på den, og satte sig tungt tilbage i sædet. En lille smil viste sig på mine læber, da han gav op. 

 

***

 

Da vi havde kørt i et stykke tid, i en mega über nederen stilhed, kom vi frem. Jeg åbnede døren og gik op og låste døren op. Huset var faktisk temmelig stort. Det var hvidt, og lå for enden af en lille villavej. Der var en en lille indhegnet græsplæne foran, med en sti op til hoveddøren, der delte plænen i to. Der var en lille veranda, med et par stole. 

Jeg trådte ind, og blev mødt af noget der fik min mave til at slå kolbøtter. Inden i var det stort og rummeligt, men indretningen var den der fik det til at vende sig i mig. Møblerne var ikke så moderne, som man kunne have forestillet sig, når man så huset udfra. Det var stadig stilfyldt, men meget mere hyggeligt. Det minder så meget om vores gamle hjem. Jeg fik også øje på et par af vores gamle møbler der var blevet flyttet herind. 

"Det ligner huset i Wolverhampton, synes du ikke?" lød Liams stemme bag mig. Jeg nikkede på hovedet, og studerede hele underetagen. "Hvor er mit værelse?" spurgte jeg ligegyldigt, da jeg ikke ville vise Liam at jeg rent faktisk nød at stå her. "Alle værelserne er ovenpå. Dit er det sidste på højre hånd" svarede han og pegede mod trappen. Jeg gad ikke at svare ham, da jeg begyndte at bevæge mig ovenpå. "Det var så lidt" hviskede han ironisk bag mig. Det var vidst ikke helt meningen jeg skulle høre det, men det gjorde jeg så alligevel. Rigtig flot, Liam. "Gider du at komme med mine ting?" spurgte jeg da jeg næsten var ved toppen af trappen. "Alt for prinsessen" sagde han ironisk igen og gik ud ad døren. 

Jeg bevægede mig ned af den lange gang, hvor der var fire værelser i alt. Hvorfor behøvede vi så mange værelser, når vi kun er to? Jeg lod bare emnet hvile, da det egentlig er fuldstændig ligegyldigt, hvor mange soveværelser der er. Jeg nåede til det sidste værelse og fik hurtigt bragt mig selv ind i mit nye værelse. Det var en dobbeltseng med et sort satin sengetæppe, med en passe hvide og lyserøde puder plantet på toppen. Der stod et lille hvidt skrivebord, med en stol, og en reol. Der var også et stort skab, hvor der hang et kropsspejl ved siden af. Væggene var hvide, med store vinduer, som gav rummet meget lys. Det her værelse er helt sikkert større end det, derhjemme. Måske er det ikke helt så slemt at skulle på her alligevel. Eller jo, for jeg gider ikke at bo sammen med Liam. Han er en idiot. Og når man taler om solen, så kommer han slæbende ind med mine tasker, og smider dem på gulvet. 

"Værsgo. Kan du lide det?" sagde han friskt og kiggede rundt. "Hvorfor er det så mange værelser, når det kun er os der skal bo her?" spurgte jeg uden at trække en mine, og ignorerede hans spørgsmål. Han forholdt sig tavs, hvilket fik mig til at kigge over på ham. Han så ud som om han havde en virkelig dårlig nyhed, som han skulle ud med. Efter et par sekunder ændrede han dog udtryk og kiggede beslutsomt og bestemt på mig. "Det er ikke kun os der skal bo her" sagde han lige ud, og stoppede så. "Øh, okay?" sagde jeg og spørgende på ham. "Drengene kommer og bor med os" sagde han igen bestemt. 

Is he fucking serious right now? Hell to the no! Fandeme nej. Det er slemt nok at jeg skal bo med Liam. Men nu kommer hans fucking irriterende bandmates også. Sig det er freaking løgn, maaan. "Undskyld, what?!" udbrød jeg vredt og stirrede surt på ham. "Ikke nok med at jeg sidder fast her med dig, så kommer dine fucking venner også, nu? Man skulle kraftedeme tro det var løgn, man! Jeg gider sgu da ikke rende rundt med jer, fucking firetyvesyv!" skreg jeg og slog ud med armene. "Jamie! Jeg kan komme mig over du snakker sådan til mig, men du skal ikke snakke sådan om mine venner. Og heller ikke mor og far" vrissede han igen. 

"Hvad er det, du er blevet til? Dit tøj, dit hår, din makeup-" begyndte han frustreret. "Hvad er det med det, Liam, var? Folk forandrer sig. Ligesom dig. Tingene går ikke i stå herhjemme, bare fordi du pludselig er blevet mister bigshot!" råbte jeg igen med en stemme fuld af afsky. "Jeg ved udemærket godt at folk ændrer sig Jamie, og jeg ved godt at vi ikke har set meget til hinanden, men ligefrem at komme hjem til sin søster der klæder sig som en seksten-årig prostitueret, er ikke hvad jeg havde i tankerne!" skreg Liam nu også. 

Seriøst der gik han alt for langt over grænsen. Ingen skal kalde mig for en luder. Hvem fanden tror han, han er. "Vil du dog ikke lukke røven. Sig mig, hvem fanden tror du, du er!?" råbte jeg igen, og gik tættere på ham. "Jeg er din bror, og det er mit job, at hjælpe dig ud af det her hul, du er faldet ned i" sagde han, og trådte også et skridt tættere på mig. "Jeg behøver ikke din fucking hjælp, Liam!" skreg jeg igen, og jeg kunne nu mærke hans ånde på mit ansigt. "I kan ikke ændre på hvem jeg er. Hverken dig, dine latterlige venner, eller mor og far" sagde jeg og stirrede hårdt i hans øjne. Han så ud til at skulle til at sige noget mere til mig, inden jeg kom ham i forekøbet. "Jeg skrider i skole nu. Hyg dig, brormand" sagde jeg og gik med hurtige skridt over til døren, som jeg smækkede i, efter mig. 

Heldigvis havde jeg stadig min skoletaske i hånden, så jeg havde min pung med mig, til busbillet. Mason var allerede i skole, så jeg kunne ikke få et lift fra ham. Jeg løb ned til busstoppestedet for enden af vejen, da jeg kunne se bussen der var på vej. Jeg nåede akkurat derhen, inden bussen stoppede. "Kører du til området ved Westhill High School?" spurgte jeg forpustet buschaufføren da jeg hoppede ind. "Ja" svarede han koldt tilbage uden at værdige mig et blik. Men altså, havd havde jeg regnet med? Det er sgu også nederen at være buschauffør, så det er klart han er muggen. Jeg lagde pengende og satte mig ned bagerst i bussen. Jeg fiskede min mobil op af lommen og gik en i ny besked. 

To Mason:)

Hi badboy. On my way to school now. Miss ur hot body and perfect lips. See ya' soon, baby boy;)

Skrev jeg og sendte den tilfredst afsted. Åh, det bliver dejligt at komme over og få noget respekt og anerkendelse, på skolen. Og få noget 'kærlighed' fra Mason. Jeg kunne godt bruge en ordentlig make-out session til at løfte humøret. Dejligt jeg havde Mason, og de andre undersåtter. Og hvem ved? Det kan være jeg snart kan få lidt kul under Mr. Matthews fødder. I'm a bad, bad girl and i like it. 

Min mobil vibrerede igen i min hånd, og trak min opmærksomhed på den. 

From Mason:) 

Hi sexy. Miss ur hot booty;) Come and get me, when u arrive;) 

Oh, I will. Fuck Liam og hans venner. Jeg har alt hvad jeg har brug for på skolen. Ingen skal tage det fra mig. Jeg behøver ikke nogens hjælp.

 

*****

 

Hola! 

Her var så det tredje kapitel - wuhu

Håber i kan lide det. Jeg må lige sige sorry for den meget højtråbende mumble jeg lavede i går... Hah, jeg blev vidst lidt frustreret over mit kapitel blev slettet... For at sige det mildt, wupsi. 

Når, men jeg har prøvet såvidt muligt at rekreere det igen, så jeg kunne lægge det ud hurtigst muligt. 

Jeg var til matemtik eksamen i dag - that gotta suck, right? Yeah, it did. Seriøst jeg hader det fag, og det er virkelig ikke min stærke side. Jeg krydser fingre, hænder, fødder, hår, negle og alt det der, for at det gik bare nogenlunde. 

Når, men altså nyt kapitel til jer! møsser

// xx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...