Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

49Likes
31Kommentarer
5115Visninger
AA

9. Two Dates, One Week

Madeleines synspunkt:

Det havde rent faktisk været ret hyggeligt på stranden, de andre fik mig i bedre humør. Jeg håbede ikke, at det var sidste gang, vi var på stranden. Det var varmt og hyggeligt der. Mit blik så op på uret. Tiden sneglede sig afsted, jeg havde først fri om en halvanden time. Hvad mon de andre lavede nu? De var sikkert trætte af, at skulle tilbringe deres ferie med mig. De var sikkert glade for at få lidt fri fra mig. Der var ret stille i dag på arbejdet. Det var jo også en lille café, så det var forståligt nok. Jeg så over på døren, da den åbnede og fulgte personen med øjnene, til han satte sig ned foran mig.

"Hej, Toby," sagde jeg og tørrede disken af med en karklud. Han smilte til mig. Hans isblå, fængslende øjne borede sig ind i mine, de hang mine fast, fortryllet. Jeg kunne ikke lade være med at stirre ind i de flotte kalre, blå øjne. Hans øjne var det mest karkteristiske ved hans ansigt. De lyste det hele op, med hans specielle, flotte, anderledes isblå farve. Han smilte skævt til mig, hvilket fik mig til at vågne op. Normalt ville jeg sikkert have rødmet, men ikke med David. David er anderledes... på en mærkelig, speciel måde.

"Hej, Madeleine." Han satte sig ned på en stol og studerede menukortet.

"Hvad skal du have?" Spurgte jeg.

"Hvad kan du anbefale?"

"Øhm, æbletærten er fantastisk og vores croissanter og scones skulle også være gode..." Jeg elsker og jeg mener virkelig elsker æbletærte! Det er det bedste! Mmmh de der små æblestykker og med flødeskum... mums. Personligt var jeg ikke så vild med croissanter og scones, de smagte så kedeligt i forhold til indholdet... og så vil jeg hellere bruge mine kalorier til noget, som smager godt.

"Så vil jeg gerne be' om to æbletærter med flødeskum." Jeg nikkede.

"Noget at drikke til?" Spurgte jeg.

"Hvad vil du have?" Jeg sukkede, men smilte så.

"Nu er det ikke mig der skal spise det."

"Vil du?" Jeg grinte lidt.

"David jeg arbejder!" Sagde jeg, men han ignorerede mig.

"Jeg kan ellers ikke se nogen mennesker," svarede han kækt. Jeg så rundt. Sandt nok, der var kun en ældre frue der sad og drak the. Hun var her tit. Alene. Jeg havde ondt af hende, Carly havde fortalt at hun var blevet gift som ung, med en mand hun ikke elskede, hendes hjerte tilhørte en anden, en fattig mand søn af en skomager. Da hendes rige, fissefornemme mand døde, løb hun straks hen til hendes elskede. De nåede at få et barn, inden han døde i krigen. De nåede aldrig at være sammen. Godt nok ved jeg ikke om det er sandt, da det bare er rygter. Men det var sørgeligt. En ægte kærlighedshistorie. Hun sad og sendte os skjulte blikke.

"Okay, så vil jeg gerne have noget chai the. Hvad med dig? En ekspresso, med en skvat fløde og chokolade 75 %?" Han grinede. Jeg kunne huske hans sædvanlige bestilling.

"Det kunne være rart." Jeg gik igang med kaffen og the'en og satte kagerne på tallerkner med flødeskum. Med armen flyttede jeg noget salt og peber, så der kunne være plads til tallerknerne. Kaffen satte jeg foran ham og the'en foran min tallerken. Jeg tog en barstol og satte mig på den.

"Så det her er vores første date," sagde han og så glad ud. Vent lige. Så han glad ud? Hvorfor det? Jeg mener, var han glad for at være på date med mig? Jeg mener, han kom også forleden da de andre også var her, og der sagde jeg nej tak, hvorfor så blive ved? Var der her overhovede en date?

"Nårh, så vi er på date," mumlede jeg med munden fuld af tærte blandet med flødeskum. Seriøst, det her smagte af himmel.

"Fortæl lidt om dig selv, Madeleine." Øh fortæl om mig selv? Seriøst? Er det ikke totalt kedeligt? Jeg mener om mig selv? Altså som i mig?

"Øh..." Jeg suttede mine fingre af og tøvede lidt længe ved tommelfingeren. "Jeg hedder Madeleine Summer, jeg er 18, jeg arbejder på Fraiche, jeg bor på hotel Butterfly, jeg er en kedelig, normal person. Hvad med dig?"

"Madeleine, for det første så er du ikke kedelig, du er smuk, interessant, klog og en sjov person." Jeg fnøs. Som om. Han så irriteret på mig. "Det er du Madeleine. Du er smukog sjov og klog og interessant og jeg kan rigtig godt lide dig."

"Du kender mig ikke," svarede jeg.

"Nej, men det jeg har set af dig, elsker jeg, og jeg vil rigtig gerne lære dig mere at kende." Jeg smilede og rystede på hovedet.

"Du er skør David Mikaelson," sagde jeg, men han smilede af mig.

"Madeleine Summer vil du officelt på date med mig? En rigtig date, hvor jeg betaler, bare os to, stearinlys og en middag." Han så på mig med sine isblå øjne, lyse hår med de naturlig mørke striber i og hans muskuløse overkrop.

"Nej," svarede jeg.

"Please?" Jeg rystede på hovede. "Kom nu?" Blev han ved og før jeg kunne nå at svare, afbrød den gamle dame mig.

"Årh for pokker Madeleine sig nu ja! En bedre mand finder du ikke! Han minder mig så meget om Michael..." Jeg blev forbavset over den lille, gamle dames udbrud. Havde hun fulgt med i min og Davids møde? Havde hun lyttet til os.

"Okay," overgav jeg mig, han strålede.

"Skal vi sige på fredag? Klokken syv? Jeg henter dig." Jeg nikkede. Okay, fredag, syv, han henter mig. Om to dage. To dage så er det fredag. Jeg blev nervøs. Seriøst? Blev jeg nervøs? Havde jeg følelser for David? Han var jo bare en kunde? Okay, jeg havde ingen følelser for ham, jeg kunne bare godt lide ham og hans isblå øjne, man kunne svømme rundt i.

"Okay."

"Godt," sagde han og rejste sig. "Vi ses." Og med de ord var han gået. Okay, skulle han ikke drikke færdig? Eller noget? Jeg mener, var det bare det? Ville han bare på date med mig? Jeg kunne stadig ikke forstå det. Harry og jeg, David og jeg. Jeg skulle på date med dem på en uge! Og mig som næsten aldrig nogensinde havde været på en date. Nu to på en uge... Oh my god.

 

***

 

Jeg havde lige fået fri og var nu på vej ned for at kigge på butikker. Min grå, tunge taske hang på min højre skulder og gjorde den øm. Planen var, at jeg ville have en ny kjole til i aften, som jeg forhåbelig også kunne bruge på fredag, med lidt held. Jeg mener, det er Harry. Harry Styles. Harry har datet modeller, perfekte, rige, tynde, smukke modeller, lidt havde man jo at se op til. Jeg gik ind i genbrugsbutikken og så mig omkring. Der var en masse forældet tøj, bedstemorskjoler, grimt 90'er tøj, men også noget smart noget. Noget nogle forkælede, rige piger åbenbart syns var for gammelt, selvom de sikkert kun havde brugt det en gang. Der var en sød, sort kjole med en lynlås på ryggen. Den strammede ind i taljen, så mine former blev vist på en pæn måde. Den var smart, uskyldig og flot. Jeg så på prisen. 100 kr. (jeg ved godt at de ikke bruger kroner derover, men det er lidt lettere at regne det ud på den måde) Se det var meget billigere end i en normal butik. Jeg tog den i hånden, da jeg faldt over en sød babyblå kjole, der havde brede, ærmeløse stropper, den gik lige over låret, og strammede ind i taljen. Nu da jeg var her købte jeg også et par shorts, bikini. Nu havde jeg snart heller ikke flere penge tilbage. Gud, de der drenge gjorde mig fattig. Kjoler, forlystelsesparker, is. Okay, godt nok havde jeg nok købt shorts og bikini og måske også - helt klart også - is. Mine shorts var for slidte, og min bikini var gammel og der var kommet fnug på - grimt. Godt nok, var de her bikinier ikke blevet brugt - heldigvis, man har vel lov til at være sart? - i stedet kunne de være et fejlkøb. Foreksempel kunne de være for små eller uønskede.

"Bare det her," sagde jeg og lagde tøjet på disken. Det var en sød, gammel dame der stod der med strømpebukser, ballerinaer, lange nederdel, bluse og striktrøje, den kvinde måtte dø i sit eget sved!

"Godt, så bliver det 235 kroner," sagde hun sødt. For sødt. Gammeldags sødt. Bedstemors sødt. Jeg-håber-at-du-får-en-god-dag-og-fremtid-og-pas-godt-på-dig-selv- sødt. Jeg gav hende nogle sedler og gik hjem. Nu kunne jeg lige nå at klæde mig om inden daten.

 

***

 

"Er det her fint nok?" Jeg hev ud i kjolen og drejede rundt. Zayn sad - eller rettere sagt lå - på min seng. Han kiggede op fra hans iPhone.

"Wow, Made, du ser... fantastisk ud." Jeg rynkede mistroisk panden.

"Mangler jeg noget?" Jeg havde taget min nye, sorte kjole på, men ingen måtte vide, at den var ny og, at jeg havde købt den til daten, det ville være pinligt. Mit hår lod jeg hænge løst og krøllet.

"Made, du ser altså virkelig vidunderlig ud. Jeg er sikker på at Harry vil falde pladask for dig." Jeg rødmede. Det var lidt akavet, at jeg datede min bedstevens bedesteven. Er det ikke lidt underligt?

"Zayn, hvad gør vi hvis vi bliver set?" Spurgte jeg nervøst og glattede endnu en gang kjolen med mine hænder. Mit blik røg op på spejlet. Så jeg tyk ud? Var den  for lille? Var den grim? Skulle den havde været finere?

"Made, tag det roligt, det skal nok gå godt. I bliver sikkert set. Han vil elske dig. Det skal nok gå fint. Okay? Tag det roligt, slap lidt af. Det fortjener du. Du fortjener at have det lidt sjovt. Og jeg lover hvis Harry på den mindste måde, ikke kan lide dig, så skal han nok få med mig at bestille." Jeg pustede ud.

"Tror du ikke han kan lide mig?" Zayn sukkede. "Tak, Zayn. Skal jeg tage ballerinaer på?" Sagde jeg.

"Made... spørg Eleanor eller Danielle. Personligt kan jeg godt lide ballerinaer, du ser fantastisk ud, nu skal du bare nyde det." Zayn så på sit ur. "Jeg må gå, i skal afsted lige om lidt. Nyd det. Ha' det sjovt." Zayn gik hen og krammede mig og kyssede på håret. Jeg krammede ham hårdt tilbage og hvilede mit hoved på hans skulder.

"Tak, Zayn. Tak for hjælpen. Er du sikker på jeg ser fin nok ud?" Han sukkede, hvilket fik mig til at grine. "Vi ses, Zayn," hviskede jeg så og gav slip på ham.

"Vi ses." Og med de ord var han ude af døren. Med én hånd tog jeg ballerinaerne på og kastede et utilfredst blik på spejlet og gik ud. Vi havde aftalt at mødes nede foran i aulaen. Først kunne jeg ikke se Harry i det store rum, men fik så øje på ham henne ved hoveddøren. Han så efter mig. Med små hurtige skridt gik jeg hen til ham. Sommerfuglene i min mave var ved at dræbe mig. Jeg var så nervøs. Hvad nu hvis han ikke kunne lide mig? Ellers syns jeg var irritende, dum eller grim. Hvad nu hvis han syns, jeg var under hans standart af fine modeller?

"Hej, Made." Han smilte til mig. Hans krøller var sat pænt, han havde en strøget skjorte på og jeans var uden pletter. Han så godt ud og duftede af parfume, aftershave og... tandpasta. "Er du klar?" Spurgte han og fulgte mig med ud. Det var en kølig aften, men stadig ret lun.

"Kan du lide pizza?" Spurgte han nervøst. Jeg nikkede, selvom pizza ikke var min livret, men det smagte da okay.

"Godt," sagde han og pustede ud. Vi gik hen til en af de to sorte biler og satte os til rette. Bilen havde den velkendte lugt af læder. Jeg kunne godt lide den lugt, den var afslappende.

Da vi endelig holdte igen, holdte vi udenfor et lille hyggeligt pizzaria. Jeg havde aldrig været her, men jeg havde hørt at det skulle være godt. Harry åbnede døren for mig og viste mig rundt til et enligt bord midt i det lille, tomme lokale. Der var ingen mennesker. Overhovede. Altså andet end dem ude i køkkenet. På bordet var der et stearinlys, en hvin to glas og to menukort. Harry havde virkelig gjort meget ud af det. Havde han virkelig reserveret hele lokalet? For kun os to? Sødt. Stolen raslede hen af stengulvet, da Harry hev den ud for mig.

"Tak," sagde jeg og satte mig på den. Han satte sig selv overfor mig. Hans skygge dansede på væggen fra stearinlyset. Jeg fulgte den med øjnene, det var sjovt, hvordan Harrys bevægelser blev forstørret på stenvæggen. Pizzariaet var italiensk indrettet, med stenmure, stengulv og en stenovn henne i det ene hjørne. Der kørte en stille, blid opera i bagrunden. Selvom det ikke var min ynglings musik, var det en rar lyd. En rar bagrundsstøj.

"Du ser fantastisk ud," sagde Harry. Jeg så overrasket på ham, men blev så glad da ordene sev ind. Han kunne lide min kjole! Han kunne lide mit tøj!

"Tak, i lige måde." Denne her gang så han overrasket ud, men smilte så til mig.

"Hvad vil du have?" Spurgte han og så ned i menukortet. Det var et flot et med rødt læderomslag og guldskrift.

"Det ved jeg ikke. Dig?" Svarede jeg og så ned i mit menukort. Personligt tror jeg bare at jeg ville kaste mig ud i en naturlig med skinke, pepperoni, bacon og cocktailpølser.

"Mmh, den med kødsovs lyder meget lækker..." Hans stemme var hæs og tænksom. Jeg nikkede og så på Harry. Han havde en firkantet ansigt, indrammet af hans små, fine krøller, der idag var sat op. Hans grønne øjne så ned i menukortet og læste hvad der stod. Han havde rene og bløde træk. Hans hovede bevægede sig op og så på mig. Et skævt smil blev plantet på hans læber, da han så at jeg kiggede på ham. Hurtigt med brændende, hede, røde kinder kiggede jeg ned i bordet. Heldigvis kom en tjener hen til os, og spurgte hvad vi ville have. Tjeneren var italiensk og talte med accent og med et skævt smil og frækt blik i øjet. Han gik igen og råbte noget til kokkene der stod i køkkenet og var travlt igang.

"Made?"

"Mmh?" Spurgte jeg.

"Fortæl lidt om dig selv," sagde han opfordrende.

"Hvorfor det?" Spurgte jeg hurtigt. "Jeg mener, jeg er jo ikke særlig interessant."

"Det ved jeg jo ikke, når jeg ikke rigtig kender dig." Han lagde hovedet på skrå.

"Okay," sagde jeg nervøst og pillede ved mine negle. "Jeg hedder Madeleine Summer, og jeg er 18 år. Jeg har fødselsdag d. 18 Maj. Mit ynglings tal er 11 og min ynglings farve er... øh, grøn tror jeg. Jeg går ikke i skole, men jeg arbejder på café Fraiche. Det var vidst det," sagde jeg og tog en slurk af min vin. Den bitre smag bredte sig i munden, indtil jeg sank. Hans blik gjorde mig nervøs. Havde jeg sagt noget forkert? Åh nej, det var kedeligt og uinteressant. Selvfølgelig. Som om nogen ville vide det.

"Hvad med dig?" Spurgte jeg, for at få opmærksomhede væk fra mig.

"Øh," sagde han og kløede sig i håret. "Jeg er ikke så interessant... Du kan få det meste at vide på internettet..."

"Men så kan jeg jo ikke vide om det er rigtigt. For jeg gætter på at over halvdelen er rygter og løgne," sagde jeg. Han så overrasket på mig.

"Jeg hedder Harry Edward Styles. Jeg er 19 år og har fødselsdag d. 1 februar. Min ynglingsfarve er blå, og mit ynglings tal er 7. Jeg er med i et band, dem har du vist mødt." Det sidste sagde han med et storte smil på læberne. Manden der ekspederede os kom glad og ivrig hen til vores bord med en pizza i hver hånd.

"Hvaså ardi'," sagde han med sin italienske accent. Jeg smilte taknemmeligt til ham, og rev et stykke pizza løs. Okay, da jeg sagde at jeg ikke brød som meget om pizza, det tager jeg totalt tilbage, den her pizza var himmelen. Smeltet ost, blød og sprød bund, tomatsovs, bacon, cocktailpølse, og den stærke pepperoni, det var et perfekt match.

"Mmmh," mumlede jeg med den skønne pizza i munden.

"Kan du lide den?" Harry havde også taget et stykke af sin pizza.

"Den er fantastisk. Virkelig," sagde jeg, tykkede af munden og tog en slurk vin. Jeg havde ikke meget forstand på vin, men den her var ret god.

"Har du nogen søskende?" Spurgte jeg, da der havde været lidt stille.

"Ja. En lillesøster, Gemma." Det var nemt at se kærligheden i hans øjne, når han nævnte sin familie eller drengene. Jeg nikkede og tog en bid til. Det var sørgeligt, at se den gode pizza blive mindre og mindre, og min mave blev mættere og mættere.

"Hvad er din ynglings film?" Spurgte han. Øh min ynglings film? Jeg kunne godt lide mange film. Life As We Know It, The Notebook, og så videre. Jeg kunne godt lide kærlighedsfilm, og komedier, men jeg var også til action som i Inception og Abduction.

"Det ved jeg ikke, jeg kan lide flere." Valgte jeg så at sige.

"Nævn en af dem," bedte han.

"Øh, The Notebook og Life As We Know It. Romantiske, pigede, kærlighedsfilm." Jeg kløede mig på hagen, og så nysgerrigt på ham. "Hvad med dig?"

"Øh, jeg har også flere. The Notebook er faktisk en af dem," svarede han. Seriøst? Jeg mener cool. Men seriøst...?

"Så burde vi se den en dag." Røg det ud af munden på mig. Flot Madeleine! Hvad nu hvis han ikke vil se dig igen? Fordi du er for mækelig, kedelig eller uinteressant.

"Ja, det kunne være hyggeligt," sagde han. Sagde han lige...? Kunne det være hyggeligt? Hyggeligt!? Ja, det kunne det.

"Mmh... Din ynglings sang?"

"Øh... Free Falling, tror jeg. Dig?"

"Jeg har ikke nogen ynglings sang, jeg tror ikke, jeg ville kunne vælge. Men jeg har musik, jeg hører, og musik jeg ikke hører. Sange jeg kan lide og ikke lide. Nogle gange bliver jeg helt vild med en sang, og så høre jeg næsten kun den." Snakkede jeg for meget? Det gjorde jeg, gjorde jeg ikke? Han så på mig med et lille smil. "Undskyld. Snakker jeg for meget?" Spurgte jeg nervøst.

"Nej, nej, overhovede ikke," sagde han. Jeg smilte genert til ham og tog en slurk af vinen. Min mave var probmæt af pizzaen. Det føltes som om den kunne springe hvert et øjeblik.

"Du har lidt..." Sagde Harry smilende. Hvor pinligt! Jeg tog hurtigt mine hænder op til min mund, og tog en serviet for at tørre det af.

"Det sidder der stadig..." Sagde Harry hjælpende. Jeg prøvede at tørre det af igen. "Lad mig." Harry lænede sig frem for at tørre det væk, men kom til at skubbe til vinen, som væltede og røg ned i mit skød, på min kjole. Hurtigt af ren refleks skubbede jeg stolen bagud.

"Undskyld! Det må du altså virkelig undskylde!" Udbrød Harry.

"Nej, nej, det okay. Den var ikke ny," forsikrede jeg ham. Han samlede nogle servietter sammen og prøvede at tørre det af min kjole - uden nytte.

"Det må du altså virkelig undskylde, Made. Jeg er virkelig ked af det." Jeg kunne høre på hans stemme at han mente det.

"Det okay Harry, virkelig. Det gør ikke noget. Du må mere tænke på dugen," sagde jeg. Harry så over på dugen som var blevet rødlig.

"Shit," mumlede han, hvilket fik mig til at grine. Harry så overrasket på mig, men smilte så.

"Det er godt du morer dig, Summer." Han gik hen for at tørre det nu indtørrede rødvin op. Tjener kom hen til os, for at se hvad det var der larmede. Heldigvis blev han ikke sur, men rystede bare på hovedet og mumlede noget med "giovane".  Jeg rejste mig op for at hjælpe Harry. Det hjalp ikke særlig meget, det gjorde det snarer værre.

"Jeg må hellere købe dem en ny dug," sagde Harry. Jeg kunne ikke lade være med at smile af det. Det var faktisk ret sjovt, selvom jeg var gennemblødt af rødvin. Harry så bare smilende på mig.

"Det så faktisk rimelig morsomt ud, Harry," sagde jeg grinende. Han rystede på hovedet af mig.

"Jeg går op og betaler." Jeg nikkede, og fulgte Harry med øjnene. Selv hans gang var elegant. Han snakkede lidt med tjeneren, som så ud til at være en håbløs romantiker, for han så over på mig og så på Harry og rystede smilende på hovedet.

"Er du klar?" Spurgte han. Jeg nikkede. Også den her gang holdte Harry døren for mig.

"Tak," sagde jeg og gøs. Selv sommerluften var blevet kølig. Det var lidt koldt med mine korte ærmer. Vi gik hjem. Jeg ved ikke hvordan bilen så kom tilbage, men det gjorde den på mystisk vis.

"Du skulle have set dig selv, Harry."

"Hvad? Det var jo ikke meningen." Svarede han forsvarsberedt og grinede. Vi gik forbi en bod med blomster, da Harry stoppede. Han snakkede lidt med den gamle dame der stod der, gav hende nogle mønter og vendte tilbage til mig med en rose i hånden.

"Her," Harry rakte rosen hen til mig. Jeg tog forsigtigt og genert imod den.

"Ej, tak, Harry." Det var den smukkeste rose, jeg havde set. Den var rød som blod, og perfekt. Vi fortsatte med at gå, mens jeg beundrede den. Den havde flere lag og var sprunget ud.

"Den er virkelig smuk," sagde jeg genert.

"Ikke smukkere end dig," mumlede Harry, og jeg var i tvivl om, jeg skulle have hørt det, så jeg svarede ikke. Vi fortsatte med at gå, mens vi snakke. Hotellets mange lys kom os i møde. Dørmanden åbnede døren for os. Der var ikke så mange mennesker, kun nogle i aftenstuen, som jeg kaldte det. Vi tog den flotte elevator op. Jeg havde virkelig lært Harry bedre at kende på den her date. Det havde været hyggeligt, romantisk og sjovt. Det var en date jeg godt kunne tænke mig igen. Det skarpe lys var irriterende, da vi gik ned af gangen og hen til min dør.

"Det har været hyggeligt," sagde jeg. Harry nikkede.

"Meget." Min ryg var presset op af døren, og forsigtigt lænede Harry sig frem mod mig. Luften imellem os blev nærmest elektrisk, og jeg havde bare lyst til at han skulle komme nærmere. Min mave blev varm, og jeg lænede mig frem, da vi afbrudt af ingen ringere end Louis. Louis kom brasende ud af døren til deres værelse. Vi gik hurtigt fra hinanden og det magiske øjeblik var slut.

"Ups," sagde han drillende. Han havde set os. Set os næsten kysse. "Undskyld." Louis gik ind igen og lukkede døren efter sig. Afstanden mellem Harry og jeg var blevet stor igen.

"Godnat," sagde Harry og vendte sig om. Uden at tænke over det kaldte jeg på ham.

"Harry?" Han vendte sig om og uden han nåede at sige noget, hev jeg ham hen til mig og pressede mine læber mod hans. Hans læber var varme og bløde, og fik mit hjerte til at banke hurtigere og mine hænder svedige. Jeg lagde min hånd om hans nakke og pressede ham længere hen til mig. Harrys hånd lå forsigtigt om min ryg. Den magiske kontakt var tilbage.

"Ses vi i morgen?" Spurgte han håbefuldt. Jeg nikkede.

"Vi ses i morgen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...