Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
4996Visninger
AA

11. The Other Side

Madeleines synspunkt:

Hele dagen tilbragte jeg med drengene og pigerrne. Vi så film, bestilte mad, så mere film, spiste slik, og så flere film. Det var ret hyggeligt og en god måde at pleje mine tømmermænd på. Jeg var en af de få, der havde erobret sofaen og lå nu op af Zayn, som sad og åd chips. Vi var igang med at se Kick Ass. Ikke lige min type film, den var fint nok, men ikke min ynglings film. Jeg gabte og lukkede mine øjne. Kort efter sov jeg tungt. Jeg havde ikke mareridt, det var heller ikke ligefrem en rar drøm. Mørke. En kulsort, tyk, dræbende mørke. Den lagde sig som et tykt tæppe om mig, og gav mig problemer med at trække vejret. Da jeg endelig vågnede, var Liam og Danielle der ikke.

"Hvad er klokken?" Spurgte jeg. Zayn så forskrækket på mig.

"Er du vågen?" Spurgte han.

"Nej, jeg sover," svarede jeg ironisk og satte mig op.

"Halv syv," svarede Zayn. Jeg rullede ned af sofaen og landede på gulvet med et bump.

"Halv syv!" Udbrød jeg og rejste mig straks op.

"Ja, hvorfor?"

"Ikke noget. Vi ses senere." Jeg sagde farvel til de andre, og gik ind på mit værelse. Fuck, fuck , fuck. Han var her om en halv time! Jeg skyndte mig at tage et hurtigt bad, tage en kjole på, sandaler da mine ballerinaer stadig var fugtige, og lige lægge lidt makeup. Det blev bare noget enkelt nået; lidt mascara, lidt læbestift, så er vi klar. Jeg svang min taske over skulderen og skyndte mig ned. David stod udenfor med ryggen til mig og vinden i håret. Jeg tog de sidste skridt hen til døren og udenfor.

"Hej. Undskyld jeg kommer forsent." David vendte sig om og smilte stort, da han så mig.

"Det gør ikke noget, jeg er lige kommet."

"Hvor skal vi hen?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Et stille og roligt sted, tænkte jeg." Han åbnede bildøren for mig og gik selv ind i den anden side. Jeg sagde tak og satte mig ind. David satte sig ind og startede den gamle bil. Køreturen til det mystiske sted var lang, men gik hurtigt da vi snakkede lidt om alt muligt. David var ved at uddanne sig som ingenør, han var enebarn, han havde fødselsdag d. 15 marts og han elsker hockey. Han standsede ude foran en stor, grå bygning. Det var ikke et kvarter jeg havde været i før, men her var hyggeligt. Småt.

"Så er vi her," sagde han. Jeg gik ud og fulgte efter ham hen til døren, hvor han fandt sine nøgler frem og låste op. Vi tog trapperne op og stoppede først ud for en trædør. Igen fandt David sine nøgler frem og låste om. Jeg kiggede nysgerrigt ind. Først var der en entré, så et køkken, til højre var stuen, og til venstre toilet og hans værelse. Der var allerede tændt lys og David havde dækket op og sat maden klar på bordet. Stearinlys var tændt, musik sat til, rødvin hældt op. Alt var romantisk, hvilket gjorde mig lidt utilpas. Jeg havde ingen romantisk tanker eller føleleser for David, jeg ville helst ikke sætte forventninger eller skuffe nogen. Han gjorde mine til, at jeg skulle sætte mig ved bordet. Selv satte han sig overfor mig.

"Jeg håber at du kan lide spagetthi?"

"Jeg elsker spagetthi," svarede jeg ham. Okay, jeg elsker det ikke, men jeg syntes, at det smager godt. Han nikkede forventningsfuldt. Så åbnede han munden og forklarede: "Jeg har selv lavet det, så jeg håber, du kan lide det."

"Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er sikker på, det smager godt," svarede jeg. En stor løgn for det smagte ikke specielt godt. De var tykke, varme og klistrede og sad fast i halsen. Derfor drak jeg en masse, selvom jeg ikke brød mig specielt om rødvin. Jeg løsnede mig op eftersom rødvinen satte sig i min krop og gjorde mig lettere omtåget i hovedet. Tankerne der normalt fløj rundt i en stor hvirvel mistede ligesom fart og nåede ikke op til revision før de blev udført. Jeg tænkte ikke rigtig før jeg talte. Det gjorde det nemmere da jeg nemt kunne tænke for meget og havde det med at være akavet... eller nej det var jeg bare altid.

David sendte mig en masse flirtende blikke, som jeg fandt lidt ubehageligt. Jeg var slet ikke klar til sådan noget. Jeg vendte i stedet mit blik mod den klamme spaghetti, som jeg ihærdigt prøvede at synke.

"Hvor tit spiller du så hockey?"

Han kiggede overrasket på mig. Det var et skide mærkeligt spørgsmål, som blev stillet på et forkert tidspunkt, men det tænkte jeg selvfølgelig ikke over. Spørgsmålet rutsjede ud af min mund, som var rutsjebanen smurt med sæbe. Mærkelig sammenligning alligevel. Jeg fnes kort indvendigt, men udvendigt smilede jeg bare latterligt til ham. Han kiggede med et sødt smil på mig, som jeg i øjeblikket fandt kvalmende. Jeg blev en smule utryg ved tanken om, vi var alene hjemme hos ham. Det var jo ikke fordi jeg kendte ham sådan rigtigt. Jeg kendte ham kun kort på cafeen. Han var en fast kunde. Smilende, loyal, høflig men også omklamrende og stædig. Han havde jo trods alt spurgt mig mange gange om den date. Hvorfor havde jeg sagt ja? Tanken slog mig godt og grundigt oven i hovedet. Hvad lavede jeg? Jeg havde kysset med Harry og sad nu på en lovet date, med en fyr jeg knap kendte, og som jeg ikke var interesseret i på den måde. Jeg kiggede tøvende op på David, som stadig sad og gloede på mig. Jeg smilede forsigtigt til ham, og han smilede stort igen. Jeg lagde mærke til stilheden. Den var ikke særlig rar. Han havde ikke engang svaret mig endnu. Eller havde han? Jeg havde ikke lagt mærke til noget, men han kiggede opmærksomt på mig, som om han forventede respons. Ups, jeg havde ikke lige lyttet.

"Øhh, undskyld. Jeg hørte det ikke," sagde jeg pinligt. Ej Madeleine nu hører du efter og lader være med at tænke! Tænk, tænk. Lad vær. Jeg tog hurtigt et sip af rødvinen og fokuserede skarpt på den brændende og fyldige smag, der bredte sig hastigt på tungen.

"Jeg spiller 5 gange om ugen cirka." Jeg nikkede og prøvede at se interesseret ud. Jeg følte stilheden kvalte mig, men den så ikke ud til at genere David. Han lignede en der drømte gode drømme. Han sad i hvert fald med fraværende blik i øjnene og et tåget smil, men alligevel kiggede han på mig. Jeg fik kuldegysninger. Jeg følte mig nøgen som han sad der og begloede mig med en stærk intensistet. Jeg følte tiden var sat på pause. Jeg blev pludselig rastløs. Det her var ikke en god date. Jeg følte mig helt udenfor, selvom jeg sad her. Jeg var slet ikke på samme niveau som David. Han var et helt andet sted. Det var som om han sad i sin egen boble, og jeg sad her og ventede på boblen blev opløst. Men det krævede jo ligesom nogne skulle prikke hul. Ja det var jo så mig.

"Øhmm jeg smutter lige på toilettet," mumlede jeg. På toilettet hev jeg min mobil frem og skrev til Zayn om han ikke - please - ville hente mig. Jeg trippede nervøst med foden og bed mig i fingeren. Dårlig vane. Hans svar tikkede hurtigt ind:

Hvad er der galt? Hvor er du?

Jeg tøvede lidt men skrev så sandheden (en forfærdelig date). Jeg kendte dog ikke adressen. Jeg var forfærdelig til geografi og havde en ikkeeksisterende stedsans. Derfor svarede jeg ham ikke. Men sukkede bare. Fuck! Hvad havde jeg rodet mig ud i? Hvor var jeg dog dum. Big surprise.  Jeg gik tilbage og satte mig høfligt ned.

"Nå, hvad er dine fremtidsplaner?" buste jeg ud med.

"At finde en god hustru, forsørge hende og mine børn," sagde han. En god hustru? Mærkeligt ordvalg. Jeg nikkede forstående, selvom jeg ikke forstod det. Mærkelig fremtidsplan. Han var da kun 20 år? Eller noget. Jeg slog blikket ned mod min halvspiste tallerken og tog en grøntsag.

"Jeg tænker du vil det samme?"

"Nej det regner jeg ikke med," fløj det ud af mig. Han grínede og rystede så på hovedet.

"Du vil ikke være hjemmegående?" Hvad? Jeg forstod intet.

"Nej det var nu ikke lige det jeg mente. Jeg vil ikke finde en "god hustru". Det var bare ordvalget," mumlede jeg akavet. Han nikkede og sagde så: "Jeg er vokset op i en patriarkalsk familie og det vil jeg meget gerne videreføre."

Hvad?! Jeg stirrede på ham. Manden som overhoved? Kvinden hjemmegående? Tilbage til tresserne? Jeg stirrede uendeligt vantro på ham. Nu var vores samtale i det mindste kørende, dog i en helt anden retning, end jeg havde håbet på. Jeg trak ligegyldigt på skuldrende og droppede emnet. Jeg lagde mit bestik og sagde tak for mad. Han skævede kort til min tallerken og spurgte om jeg var mæt. Jeg nikkede og sagde: "Jeg tror også, jeg må se at komme hjem nu, så...?" Han rystede på hovedet.

"Vores date er ikke færdig."

"Nej, undskyld men jeg har det ikke helt så godt," løj jeg. Han kiggede direkte på mig og jeg følte han læste mit ansigt råt. Han rystede igen på hovedet.

"Undskyld?"

"Nej daten er ikke færdig. Du kan ikke gå, det er uhøfligt og meget nedværdigende for ikke sige egoistisk," sagde han.

"Undskyld?" kunne jeg ikke lade være med at udbryde igen.

"Ja. Det er da mega selvisk at lyve og tage hjem uden at have spist, snakket og bare være nedladende over for en mand som ikke har været andet end sød over for dig. Det er da højrøvet. Sådan opfører man sig bare ikke," sagde han hårdt. Jeg var forbavset og følte mig skyldig. Jeg kunne mærke klaustrofobien komme snigende og omklamre sig om mig. Det var hans nærvær der lagde sig over mig og holdt mig fanget. Jeg var lidt freaked out. Jeg rejste mig forsigtigt op og tog min taske og sagde: "Det må du meget undskylde, men jeg går nu. Tak for mad." Jeg løb ud i gangen og rev min jakke ned, men han indhentede mig og tog fat i mig. Han snerrede mig ind i hovedet: "Du går ikke uden jeg har sagt farvel," og med de ord pressede han sine læber hårdt imod mine og holdt stramt fast om min kæbe med sin ene hånd mens den anden havde brutalt fast i min hofte. Jeg bakkede straks bagud, men flyttede mig kun en millimeter og han rykkede med. Jeg prøvede at vende ansigtet, men han pressede mig op af væggen. Den drejning daten havde taget, gjorde mig skrækslagen og adrenalinen fik mit hjerte til at banke hårdt og usikkert. Jeg prøvede at presse ham forsigtigt væk. Jeg følte kvalmen komme snigende som han rørte mig, men ellers havde hans berøringer ingen påvirkninger. Pludselig bankede det hårdt på døren og han gav slip på mig og åbnede den. Jeg stod bag døren og kunne ikke se hvem det var men stemmen genkendte jeg. Hvordan vidste han hvor jeg var? Lettelse men også frygt fløj gennem mig. Frygt for hvad der ville ske, men lettelse over jeg ikke var alene. Jeg pressede mig hurtigt forbi David og fløj ind i Harrys favn, hvor jeg gemte mig. Harry greb mig hurtigt og tog mig om skuldren, hvor han hurtigt førte mig væk. David råbte noget efter os, men jeg havde allerede lukket øjenen og svundet ind i Harrys favn, hvor ordene ikke ramte mig. Jeg følte mig sikker og tryg. Men mit hjerte bankede alligevel lidt hurtigere og mere bevidst. Jeg kunne føle usikre sommerfuglevinger flyve forvirrede rundt i min mave.

"Er du okay?" Hviskede Harry blidt. Hans stemme kildede i mit øre og sendte et svagt varmt pust ind i øret. Det efterlod kuldegysninger og jeg rystede lidt. Jeg nikkede, men pludselig vendte jeg tilbage, og følelserne skyllede ind over mig, og før jeg vidste af det, brækkede jeg mig rystende. Jeg lukkede øjnene og turde ikke se Harry i øjnene. Hvad måtte han ikke tænke. Han vendte mig forsigtigt rundt, men jeg havde stadig lukkede øjne og rystede voldsomt. Selvom jeg ikke så på ham, kunne jeg se hans bekymrede og alvorlige blik på mig.

"Madeleine? Hvad skete der?" jeg svarede ikke, men mumlede et svagt tak. Jeg vidste ikke om han hørte mig, for min stemme skælvede. Han trak mig dog ind til sig i et tæt kram. Jeg nød varmen. Jeg nød forbindelsen med ham. Jeg følte mig vågen og i live. Jeg åbnede øjnene og trak mig langsomt væk. Han spurgte igen om, hvad der var sket.

"Ikke noget det var bare ubehageligt," løj jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige sandheden. Han kiggede mistroisk på mig, men sagde ikke noget. Han trak mig bare hen til bilen. Jeg satte mig ind i den varme bil og lukkede sikkerhedsselen med kolde, svedige hænder. Jeg bed mig i læben, da han satte sig ind.

"Hvordan fandt du mig?" Han kiggede kort på mig og sagde efter en lang pause: "Du havde skrevet til Zayn, men svarede ikke. Så vi var bekymret og fik sporet dit nummer." Han virkede sur. Han var måske sur over, jeg ikke havde fortalt sandheden. Han vidste sikkert, jeg havde løjet. Men det havde jeg jo ikke helt. Det var jo ubehageligt. Jeg havde sparket mine sandaler af og sad nu med benene under mig og med mit hoved hvilende på mine knæ. Harry sagde ikke noget, så jeg fulgte hans eksempel og tav. Vi holdte foran hotellet, og da Harry ikke gjorde mine til at gå ud, blev jeg også siddende. Jeg var bange for at han ville blive sur på mig. Bange for at han ville skælde mig ud. Fortælle hvor dum jeg var at gå ud med David. Jeg så over på Harry, som så på mig. Hans blik var svært at læse, en blanding mellem skuffelse, lettet, omsorgsfuldt og såret blik.

"Undskyld," mumlede jeg. Han fik mig til at føle mig skyldig. som om jeg havde forådt ham. Hans blik blev forvirret.

"Hvorfor undskylder du? Du må gå ud med dem, du har lyst til," sagde han. Jeg så ned på mine hænder.

"Men jeg havde ikke lyst til at gå ud med ham," næsten hviskede jeg. Hans blik blev glad og lettet. Harrys øjne smeltede sammen med mine, de gjorde mig genert og gav mig en varm følelse i kroppen. Forsigtigt lænede Harry sig frem, og jeg gjorde automatisk det samme. Hans varme læber mødtes med mine. De fik mit hjerte til at banke hårdt under mit bryst, min mave gik i oprør og alt inde i mig føltes så... godt. Det  føltes så rigtigt. Så godt.

"Jeg var urolig for dig, Made. Jeg kan godt lide dig," sagde han. "Rigtig godt lide dig." Nu mumlede han. Som svar kyssede jeg ham på munden. Han smilte under kysset og kyssede blidt igen. "Er du sikker på, at du er okay?" Spurgte han uroligt. Jeg nikkede.

"Ja. Nu er jeg." Jeg måtte beherske mig for ikke at kysse Harry igen. Det var som om jeg ikke kunne få nok.

"Er du klar til at komme ind?" Hans stemme var lav og hæs. Jeg nikkede, selvom jeg allermest havde lyst til at blive her med Harry. Han kyssede mig hurtigt og kort og gik ud. Jeg fulgte efter ham ud og hen til døren. Dørmanden åbnede høfligt døren og lukkede den bagefter. På vej hen til eleavatoren fandt Harrys hånd min, og vores hænder lukkede sig om hinanden, som om de kun var skabt til formålet. Da jeg så ind i Harrys øjne, var de varme, glade og søde. Jeg smilte til ham. Min aften havde gået fra at være rædselsfuld til perfekt, altså den er perfekt nu rædselsfuldt før. Harry klemte min hånd kort, før vi gik ud og gik ind til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...