Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

49Likes
31Kommentarer
5117Visninger
AA

1. The Meeting

Madeleines synspunkt:

Jeg gik igennem den store glasdør og ind i hallen. Der var hvide marmorgulve, cremefarvede vægge, og søjler der holdte loftet oppe. I midten af loftet hang en kæmpe krystallysekrone, der dominerede rummet, og fik det hele til at se så fint ud. Der var sofaer rundt omkring, og lidt væk en bar, hvor nogle af gæsterne sad og drak. I receptionen stod Nicole, hun havde et navneskilt syet fast på trøjen og håret sat i en lav hestehale. Jeg sneg mig uden om klumpen af mennesker, der var grinende på vej hen imod receptionen, og tog trapperne op på 19 etage. Der hvor jeg boede. Den eneste grund til at jeg havde råd til at bo sådan et sted, var, at jeg ikke betalte. Jeg havde fået lov til at låne et værelse af Carmen Harrison. Min ven. Hun havde givet mig, alt jeg ejede, men der var ikke nogen kærlige følelser mellem os. Jeg tror, kun det var fordi, jeg mindede om hendes egen datter, der døde som ung af kræft. Carmen havde givet mig et værelse, men aldrig rigtig gjort mere end det. Jeg kom (endelig) op til min etage. Min taske satte jeg på gulvet og fiskede min nøgle op og gik ind. Det var et fint værelse med dobbeltseng, badeværelse, køkken (uden mad selvfølgelig), blomster rundt omkring i stuen og en god udsigt. Noget af det gode ved hotellet var, at det lå tæt på stranden og byen.

Jeg følte mig beskidt og besluttede mig for at gå i bad. Vandet varmede min krop med de varme, tykke stråler. Længe stod jeg bare og nød varmen. Da jeg havde stået der lidt tid, gik jeg igang med mit baderitual: shampoo, balsam, barbere ben,  og sæbe. Da jeg var færdig viklede jeg et håndklæde om håret og et andet et om kroppen. Jeg gik ud og satte mig tungt på en stol. Jeg ville havde tjekket min mobil, men vidste ikke lige, hvor jeg havde lagt den. Jeg tog mig sammen og prøvede at lede efter min gamle Nokia, som  jeg trods alt vidste, lå i min taske...

Shit! Jeg havde glemt min taske foran døren. Hvor dum har man lov at være? Hvis jeg nu hurtigt gik ud, tog den, og gik ind igen, ville ingen opdage mig, vel? Det kunne jeg da sagtens gøre. Ja det kunne jeg. Der boede alligevel ikke så mange helt heroppe, så ingen ville opdage mig.

Jeg gik hen til hoveddøren, åbnede den og trådte ud, da jeg ramlede ind i nogen.

"Undskyld!" Udbrød jeg straks og snublede et par skridt tilbage.

"Nej, det min fejl. Jeg skulle have set mig for." Jeg så op og der stod en lækker dreng med flotte, brune krøller, grønne øjne, et skævt, sødt smil, og smilehuller. Han var slank, og flot. Men han var også Harry Styles. Jeg rødmede.

Harry Styles! Hvor pinlig kunne det blive? Så stod jeg her næsten nøgen foran Harry Styles!

"Harry." Han gav mig hånden.

"Øh... Øhm Madeleine. Madeleine Summer."

"Madeleine..." Han tyggede lidt på det."Det er et flot navn," sagde han. Jeg rødmede.

"Harry?" var der en der kaldte fra et værelse længere nede.

"Jeg kommer nu!" råbte han tilbage. "Er det her din?" Han rakte mig min taske. Jeg nikkede langsomt.

"Tak." sagde jeg stille. Jeg følte mig så dum. Specielt fordi jeg havde dette tøj på. Han smilte et sødt smil til mig. Madeleine tag dig sammen. Tror du at en verdensberømt stjerne ville kunne lide dig? Grimme, tykke, dig? Han kan få alle han vil have, hvorfor skulle han vælge dig? Du er bare affald, en klam lille rotte i hans øjne. Jeg vendte mig om og trak i dørhåndtaget for at slippe væk fra de grønne, fængslende øjne og det skæve, charmerende smil. Den var låst. Døren altså.

Shit! Jeg er låst ude, næsten nøgen, sammen med en kendt. En lækker kendt. Great. Du er så dum, Madeleine!

"Har du brug for hjælp?" spurgte han. Han så nysgerrigt på mig.

"Det er en automatisk lås. Den låser når man lukker døren," svarede jeg.

"Vil du så med ind?" Han bed sig i læben. Spurgte han lige, om jeg ville med ham ind? Altså ind på hans værelse?

"Hvis det ikke er et for stort et problem," svarede jeg genert. "Så kan jeg ringe efter receptionen.

"Overhovedet ikke. Kom." Han gik hen til den dør, der var åben og gik ind. Det var meget større end mit værelse. Der var to kæmpe store værelser, en fælles stue med fladskærm og to kæmpe sofaer, kæmpekøkken, balkon, og et stort badeværelse. Det var meget mere luksuriøst i forholdt til mit.

"Madeleine, hils på drengene. Louis, Zayn, Niall, Liam." De var alle i gang med at pakke ud og finde sig til rette. De så alle sammen på mig fra hver deres kuffert. Jeg så ned i gulvet. Dette var så pinligt. Jeg havde lyst til at begrave mig selv levende, eller løbe skrigende ud på deres balkon og hoppe ned.

"Vil du låne en trøje, Madeleine?" spurgte Harry, jeg nikkede taknemmeligt. Så ville jeg da slippe væk fra al opmærksomheden.

"Det ville være dejligt." Han gik hen til en kuffert, roddede lidt i den og fandt til sidst en sort, enkel T-shirt.

"Tak." Jeg gik ud på toilettet for at skifte og låste døren bag mig.

 

Harrys synspunk:

Hun gik ud på toilettet for at tage min trøje på. Hun var så smuk. Hendes blå øjne var for store til hendes hjerteformet lille ansigt, hun havde langt, mørkt hår, hun var lille og tynd og havde små, røde læber, som gav en lyst til at kysse hende blidt. Fem minutter efter kom hun ud med den sorte T-shirt på, som gik hende til lårene og hendes to håndklæder i hånden.

"Jeg har ringet til receptionen," sagde Louis. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til.

"Tak. Tusind tak for jeres hjælp," sagde hun, hun så taknemmelig og flov ud. Hendes kinder havde stadig en svag rødmen, som fik hende til at se endnu mere tiltrækkende ud.

"Det var da så lidt. Vi gjorde jo ikke så meget," sagde jeg og så ned i gulvet. Jeg vidste, at drengene ville drille mig lidt med det senere.

"Jeg skal nok aflevere den her tilbage," sagde hun, trak ud i trøjen, vendte sig om, hviskede et farvel og gik ud. Da døren havde lukket sig bag hende, fik jeg al opmærksomheden.

"Uuuh, der var nok en, der ikke kunne fjerne sine øjne dér," sagde Louis og grinte.

"Hun var da meget sød," sagde Liam og forsvarede mig, de andre nikkede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...