Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5034Visninger
AA

13. Secrets And A Perfect Day

Zayns synspunkt:

Jeg tænker konstant på min mor, at jeg ikke har sagt noget til drengene, og på vores nærmende hjemrejse. Jep vi skal snart hjem. Om fem dage. Vi skal hjem om fem dage og jeg har ikke sagt det til drengene endnu. Det er bare, hver gang jeg prøver, kan jeg ikke ikke. For det første fordi, det er åndssvagt at jeg ikke har sagt det til dem før, de vil sikkert blive sure på mig. For det andet vil de syns det er mærkeligt og dumt at jeg ikke er hos hende og at jeg ikke ved noget. Men mor ønskede ikke at jeg skulle rejse hjem, og tænk på alle pengene, velgørenheds formålene, fansene. Alt ville gå til spilde hvis jeg bakkede ud nu, hele vores tourné ville blive aflyst. Alt. Det var derfor, jeg ikke kunne holde ud at tænke på det eller sige det til dem. En vibration i min hånd, fik mig til at vende tilbage til virkeligheden.

R u ok?

Beskeden var skrevet hurtigt og var fra Made.

Jeg har det fint.

Skrev jeg.

Stop med at lyve. Kan se det på dig:-( Vil du tale om det? Eller skrive om det? Du ved jeg er her for dig, Zayn.

Jeg har det fint.

Skrev jeg igen.

Yeah og jeg er præsident af USA. Det er ok, hvis du ikke vil snakke om det, men lad vær med at lyve for mig, Zayn. Jeg er ikke dum. Og hvis du lyver igen, kvæler jeg dig med kram, til du fortæller det. Tro mig når jeg siger, du har ikke lyst til at prøve det.

Made, jeg sætter pris på din omsorg, men tro mig når jeg siger, jeg er okay.

Nej du er ej.

Jo jeg er.

Nej.

Jo.

Nej.

Jo.

Nej.

Jo.

Det er min mor...

Har hun fået det værre?

Nej, jeg ved det ikke. Det er problemet. Jeg ved det ikke, drengene ved det ikke. Det er det der frustrere mig.

Det er jeg ked af Zayn.

Ja, det er jeg også.

Vil du snakke om det?

Uden at svare hende, rejste jeg mig og gik ind på værelset. Hun fulgte automatisk efter. Jeg satte mig tungt på min seng og begravede hovedet i hænderne. Sengen gav efter, da Made satte sig på den.

"Er du okay?" Spurgte hun og trak mig ind til hende i et kram. Vi sad længe sådan. Begravet i hinandens arme. Da jeg endelig trak mig væk, sad vi tættere på hinanden og der var en slags stilhed. En mærkelig, rar, anderledes stilhed. En stilhed jeg ikke havde oplevet før. Alt i mig skreg at det var forkert. Jeg skulle ikke føle sådan. Det var forkert. Jeg skulle ikke have lyst til at kysse min bedsteven, som var forelsket i min ven. Det var forkert. Det eneste jeg så var hendes, røde læber. Min krop brændte efter at mærke dem. Mærke hende. Røre hende. Kysse hende. Det her var forkert, jeg skulle ikke læne mig frem, som jeg gjorde nu. Jeg skulle ikke kysse hende, som jeg gjorde nu. Det skulle jeg virkelig ikke. Men hvorfor føltes det så så godt? Hviskede en stemme i mit hovede. Først var Made helt stiv under kysset og så trak hun sig væk.

"Zayn..." mumlede hun. "Jeg kan ikke. Du har Perrie, og jeg er vild med Harry. Vi kan ikke... Det er forkert og ondt. Undskyld. Du ved jeg støtter dig, og at jeg stadig er her, ik'?" Jeg var forvirret. Jeg havde ingen kærlige følelser for Made. Hvad gik der af mig?

"Undskyld," mumlede jeg. Hun bed sig nervøst i læben, og hendes grå øjene så ned. Hun gav mig et kort kram og skyndte sig ud. Og ærlig talt kunne jeg godt forstå hende. Jeg havde for fanden da lige kysset Made! Hvad fanden gik der af mig? Jeg rev frustreret i mit hår. Flot Zayn. Nu havde du lige kompliceret vores forhold fuldstændig. Måske endda ødelagt det. Flot. Meget flot.

 

Madeleines synspunkt:

Følelsen efter Zayns kys sad stadig på mine læber. Hvorfor? Hvorfor havde han kysset mig? Hvad havde han gang i? Han havde Perrie, og jeg havde nogle følelser for Harry. Det komplicerede jo bare det hele.

"Er du okay?" Spurgte Harry bekymret. Jeg nikkede og sendte ham et overbevisende smil. Han smilte tilbage til mig og fulgte igen med i filmen, vi var igang med at se. Jeg kyssede Harry hårdt på munden, idét Zayn kom gående ind. Jeg havde brug for at tænke på noget andet. Brug for at mærke Harry og ikke Zayn på mine læber. Brug for at dufte Harry. Brug for at mærke gnisten der altid var der når jeg rørte ham. Harry kyssede overrasket med, men ikke ligeså hårdt. Da jeg endelig stoppede, kunne jeg næsten ikke få vejret.

"Hvad var det til for?" Spurgte Harry overrasket.

"Ikke for noget," sagde jeg og smilte til ham. Han tog min hånd og flettede sine fingre ind i dem. Jeg kunne ikke se på Zayn. Ikke efter det. Jeg havde ingen kærlige følelser for ham, og jeg håbede virkelig, at han heller ikke havde for mig. Men jeg var ikke så sikker mere. For fanden, Zayn. Hvorfor skulle du forvirre mig så meget? Jeg kørte min frie hånd igennem mit hår. Det var svært at koncentrere sig om filmen. Mine tanker fløj rundt i hovedet om Zayn, hans mor, drengene og ikke mindst Harry. Harry kunne mærke, at jeg var anspændt, så han lagde en hånd på mit knæ og nussede mig blidt med hans tommelfinger. Hans bevægelser fik mig faktisk til at slappe af. Han fik mig til at slappe af.

 

***

 

Jeg vågnede ved at det bankede på min dør. Træt og irriteret rejste jeg mig fra min bløde, store seng og gik hen til døren. Bevidst med at jeg lignede lort åbnede den og så ingen andre end Zayn. Han havde sat hår, fået tøj på og så godt ud! Hvornår var han blevet morgenmenneske? Jeg gabte.

"Hvornår er du lige stået op?" Spurgte jeg og lukkede ham ind. Jeg fulgte efter ham og satte mig på min seng. Zayn satte sig på en stol og så alvorlig på mig.

"Jeg har sagt det til dem," sagde han. Jeg vidste straks hvad han mente og rejste mig op.

"Hvad sagde de?" Spurgte jeg. Han så ikke trist ud, så det måtte havde været nået godt, det de end havde sagt.

"De forstod mig. De havde det fint med, at jeg først havde fortalt dem det nu..." Han kørte en hånd gennem sit hår. "De støttede mig. De syntes at jeg skulle tage hjem..." Hans stemme forsvandt. Jeg vidste hvordan han havde det. Han ville hjem. Hjem og være der for dem. Men han kunne på den anden side ikke lide det. Han kunne ikke lide at løbe væk fra den kommende tour, han kunne ikke lide at se virkeligheden i øjnene. Han havde svært ved at indrømme, at hans mor faktisk havde kræft. "Jeg rejser hjem til hende," sagde han. Hvornår? Nu? "Når vi rejser hjem. Så tager jeg hjem til hende, istedet for at gøre klar sammen med drengene." Det lød som om han havde det svært med det. Jeg nikkede forstående og sagde ikke noget. Zayn rejste sig og gik frem og tilbage foran min seng.

"Zayn..." Sagde jeg lavt. Han så på mig og satte sig ned igen. Hans hånd røg hele tiden om til hans hår. Rettede på det, pillede ved det, om og om igen.

"Vil du med på stranden idag?" Spurgte han og skiftede med vilje emne. Hans rynke i panden forsvandt langsomt. Jeg rynkede panden, men nikkede så. Han nikkede med mig.

"Zayn... slap af," sagde jeg. Zayn så overrasket på mig og nikkede så igen.

"Ja... Tak, Made, og øh... ja vi ses på stranden." Zayn gik ligeså anspændt ud, som han var, da han var kommet ind. Jeg sukkede og lod mig falde tilbage i sengen igen. Jeg anede ikke hvordan jeg kunne hjælpe ham. Det var jo ikke ligefrem fordi, jeg vidste hvordan, det var at stå imellem at skuffe alle mine hundrede fans, fire drenge jeg holdte af og managementet, eller skuffe min familie. Så, hvordan skulle jeg kunne sige, at jeg forstod ham? Jeg forstod hvordan han havde det, altså følelsen, men ikke situationen. Med slæbende, trætte fødder stod jeg op og tog min bikini på. Udeover tog jeg mine shorts og en stor, løs, hvid, gennemsigtig trøje. Mit hår lod jeg hænge løst, og jeg så ingen grund til at tage makeup på, da det bare ville blive grimt, når jeg skulle bade, hvilket jeg med garanti ikke kunne undslippe. Jeg pakkede mit net med håndklæde, vand, solcreme og mobil. Mine solbriller tog jeg på og det samme med mine klip-klappere. Klip, klap, klip, klap, klip, klap, hver gang jeg gik. Jeg tog min taske over skulderen og gik ind til de andre. Seriøst, efter at jeg  havde mødt dem, havde jeg næsten ikke arbejdet. Jeg havde stortset brugt al min tid med dem. De måtte tænke at jeg er ensom uden et liv. Det er jeg måske også. Altså ensom, jeg har et liv. Ellers havde jeg nok ikke tænkt det her ligenu. Inde hos drengene stak der godt nok af dreng. Seriøst. Det var vildt. Okay, hvad havde jeg regnet med? Fem drenge der boede sammen? Det  kunne umuligt lugte anderledes. Eleanor og Danielle var her allerede og sad på sofaen. De ventede kun på mig. Ups.

"Skal vi?" Spurgte Louis friskt og rejste sig op med de andre som trop. Fremad march! Ej okay, undskyld, det er bare mig. Da vi var kommet ud på gaden satte Harry farten ned, så han kunne følges med mig.

"Sovet godt?" Spurgte han. Jeg nikkede.

"Dig?"

"Fint nok. Har jeg sagt hvor godt du ser ud?" Mine kinder blev varme, mine dumme læber lyste op i et smil, og der kom en varm fornemmelse i min mave.

"I ligemåde til dig mr. Styles," sagde jeg og skubbede blidt til ham. Han grinte.

"Jeg mener det," sagde han, og fik mine kinder til at koge. Jeg så bare ned på mine fødder. Vi gik i takt. Højre, venstre, højre, venstre. En hånd hev fat i min arm og trak mig hurtigt til højre.

"Pas på," lød Harrys stemme. Jeg så forskrækket op og så at jeg lige var ved at gå ind i en lygtepæl.

"Tak," mumlede jeg. Harry grinte og tiltrak opmærksomhed fra Louis, som ikke ville gå glip af det sjove. Han så nysgerrigt på os, mens Harry bare rystede grinende på hovedet. Louis så surt på ham, fordi han ikke ville sige det. Tak, Harry. Det var varmt igen idag. Seriøst, det var faktisk ret træls nogen gange, fordi man lignede et stort svin, som man svedte. Vi nåede stranden, og straks smed jeg mine klip- klappere ned i min taske og løb hen til et sted lige i solen. Jeg fandt mit håndklæde frem og prøvede at slå det ud, men da vinden var imod mig, fik jeg håndklædet lige i hovedet. Jeg kunne høre Louis og Niall grine højlydt.

"Måske ville det hjælpe at gøre det med vinden," sagde Louis irriterende. Jeg sukkede, vendte mig om og lagde mit håndklæde ned. Eleanor lagde sit ved siden af mit og Louis', og Harry lagde sig ved min anden side. Jeg trak min trøje af. Det var vildt varmt! Jeg lagde trøjen ned i mit net og hev vandflasken frem. Jeg kunne mærke folks blikke, mens jeg drak.

"Hvad?" Spurgte jeg irriteret og nysgerrig. Folk så hurtigt andre steder hen, men Harry smilte bare og sagde.

"Du ser godt ud." Jeg rødmede og lagde hurtigt armene beskyttende om min krop. Mente han det ironisk? Han grinte ikke eller noget, ikke andet end at smile. Jeg lavede en grimasse og tog så mine shorts af. Mit hår var vildt irriterende. Jeg fik det konstant i øjnene og så kildede det faktisk min nøgne hud. Gid jeg havde en elastik! Men det måtte jeg så lære at leve uden. Jeg lagde mig ned på maven, og nød varmen på ryggen. Varmen gjorde mig træt, og så jeg døsede hen. Kender i det, når man sover, men man kan høre alt omkring sig? Sådan havde jeg det. Jeg kunne høre drengene gå ud i vandet og komme ind igen. Jeg kunne høre dem snakke. Og jeg kunne høre Niall der ville hen efter is. Det var der jeg vågnede.

"Må jeg komme med?" Spurgte jeg. Niall så overrasket på mig og nikkede.

"Det skal du da ikke spørge om, Made," sagde han. Jeg tog mine shorts på, men seriøst det var for varmt til min trøje. Ellers fik jeg jo et hede andfald og døde. Der var heldigvis ikke langt til isboden, så det blev ikke så akavet. Niall snakkede bare om alt muligt, hvor jeg ikke lige hørte efter, men bare nikkede fraværende.

"Made? Hallo?" Jeg blev pludserlig bragt ud af mine tanker.

"Hvad?" Han grinte. Han havde åbenbart spurgt mig om noget.

"Hvad for en is vil du have? Det er os nu," sagde han. Rigtig nok. Køen var på magisk vis forsvundet om bag os istedet for foran os.

"Øh, kokos og banan med masser af guf," sagde jeg og gav ismanden nogle penge. Jeg tog imod isen, og tog en bid af den. Den søde, bløde smag af gud bredte sig i min mund, og gav mig lyst til mere. Niall fulgte efter mig tilbage til stranden. Vi var begge to travlt optaget med at spise af vores is, så der blev ikke snakket særlig meget. Jeg satte mig ned på mit håndklæde og koncentrerede mig om ikke at få mit hår ind i isen. Hvilket var ret svært. Det var godt med noget køligt i den her hede. Forfriskende og lækkert.

Dagen gik med at bade, slikke sol, spise is, bade, og mere sol. Afslappende, hyggeligt og sjovt. Mit hår havde fået masser af saltvand fra havet og var nu helt igennem filtret. Jeg var gået ind på mit værelse, lige for at tage hænge mit våde håndklæde op og skifte tøj. Eller nærmere bluse, jeg beholdte mine shorts på. I et forsøg på at holde orden på mit hår, havde jeg flettet det og lod den hænge ned af min højre skulder. Vi skulle ud og spise på en restaurant. Det var et eller andet afslappende sted, så det var fint, at jeg ikke tog for fint tøj på.

Restauranten de havde valgt var en rigtig amerikans 60er restaurant. Jep. De havde Elvis og gamle plader på de candyfloss lyserøde vægge, selv sæderne var med læderbetræk. Okay, tjenerne var klædt ud i tøj fra 60erne, de gik meget op i det. Men det var lækkert mad, det måtte jeg give dem. Burger, pomfritter, lige mig. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg fik snakket meget med Danielle og Eleanor. De var som sagt rigtig søde, varme, smukke. Tja, man kunne ikke finde én fejl på dem. Overhovedet. Det var faktisk ret deprimerende. Jeg havde jo tonsvis af fejl, og de havde aller aller højst 1. De ødelægger totalt ens selvværd. Ej okay, det ikke deres skyld at de er så søde og perfekte. Okay, Made jalouxi er en grim ting. Dyb indånding. Meget bedre. De var jo... perfekte. De passede perfekt ind. Og jeg var... tja, uperfekt. Hvad lavdede jeg med dem? Jeg mener, hvad laver de med mig? Jeg er ikke køn, rig, berømt, god til noget. Jeg er... tja, bare mig.

Luften var varm og jeg var glad for at jeg beholdte mine shorts på. Seriøst, det var den varmeste aften i laaang tid. Harrys hånd fandt min og gav min hånd et klem. Helt automatisk kom jeg til at smile og klemmede tilbage. Jeg ved ikke, om der var nogen, der lagde mærke til det, men i så fald sagde de ikke noget, hvilket var helt fint med mig. Jeg ved ikke hvad mine følelser for Harry er. Det er ikke bare venner følelser, det er jo klart. Men... Jeg ved bare at jeg var forelsket i ham. Fuldstændig, hovedkuls, komplet foreslket i ham. Det var skræmmende. Skræmmende at jeg ikke selv kunne bestemme hvordan min krop reagerede. Hvordan mine følelser reagerede. Jeg kunne ikke selv styre det. Det var uhyggeligt. Hyggeligt hvordan Harry fik mig til at føle. Én person kan få den her følelse frem i mig. Den fuldstændige, mærkelige, dejlige, irriterende, søde følelse.

Jeg opdagede ikke rigtig hvor vi gik hen, jeg fulgte bare med. Vi var på vej mod byen. Ellers midten af byen. Der hvor stranden lå, klubberne, butikkerne... Her var der lidt mere gang i den. Det var godt, at stemningen ikke var ændret særlig meget, efter de fik det at vide med Zayns mor... De var gode til at få ham til at tænke på noget andet. Godt nok sendte de ham nervøse og betænksomme blikke, men enten ignorerede han det, ellers så han det ikke.

Smilet som sad på mit ansigt havde siddet her hele dagen. Stemningen var god. Alt var godt. Alt føltes bare... perfekt.

 

------------------------------------------------------------------------

 

Hej, undskyld den lange ventetid, men har haft en slags skriveblokering, og har haft svært ved at finde inspiration og tid, nu hvor skolen er startet igen. Håber i kan lide kapitlet! Det næste kapitel skal nok blive bedre!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...