Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5000Visninger
AA

3. No Way Around It

Madeleines synspunk:

Jeg var kommet op på mit værelse og trak hastigt min kjole af mig. Den var våd, så jeg hængte den på en bøjle og lode den tørre. I stedet tog jeg jeans, en T-shirt og mine slidte, hvide Converse på. Hvid var altid et sikkert valg. Jeg pakkede mine nøgler og min pung ned i min taske. Godt så.

Da jeg var kommet ned i aulaen, så jeg Louis stå og vinke ivrigt til mig. Modvilligt gik jeg der over. Det her kommer til at blive så akavet!

"Så kom du. Kom." Der holdt to fine biler klar til afgang. En masse fans og paparazzier stod klar for at få et glimt af dem. Louis smilte stort, og skrev enda at par autografer. Jeg fulgte bare efter ham og prøvede at gøre mig usynlig, hvilket ikke gik særlig godt. Vi var delt op i de to sorte biler. Harry, Louis og jeg i den ene og Zayn, Liam og Niall i den anden.  Jeg sad og så på mine hænder, for at undgå opmærksomhed. Jeg havde en neglerod. Er det for grimt tøj, jeg har taget på? De andre ser jo så... godt ud. Og hvis der er paparazzier, kommer jeg vel i avisen? I det her tøj! Jeg ser jo slet ikke ordentlig... Madeleine, det skal nok gå. Nej! Prøv at se mig. En indre krig kørte i mit hoved, mens jeg nervøst bed negle, en dårlig vane jeg havde fået, efter min mor begik...

Jeg lagde næsten ikke mærke til, at vi standsede. Bilen holdte ud fra et indkøbscenter. Godt jeg havde taget mine få penge med. Hvad havde jeg? 500 kroner og så nogle småmønter, og jeg fik først løn igen om en uge! Hvad manglede jeg? Nogle kjoler... måske bare en? Teknisk set kunne jeg godt bruge en bikini og et par shorts. Men måske kunne det vente til næste måned.

Jeg trådte ud og efterfulgt af Louis og Harry. Der var en flok piger, der ville have nogle billeder og autografer. Jeg ventede og stod lidt i bagrunden. Var det nu en dum idé at tage med? Jeg mener, de er trods alt berømte... Hvad vil de overhovede med mig? Jeg er bare en normal pige på 18 år. Helt normal. Kunne du høre ironien?

 Liam, Zayn og Niall trådte ud af den bil, der kom nu. I en samlet flok gik vi ind. Folk var utrolig rolige, de overfaldte os ikke, de stod bare og pegede hviskede og nogle få gik hen og spurgte om en autograf. Vi aftalte at dele os op og så mødes senere. Jeg gik med Zayn, Harry og Louis som skulle se på tøj, hvor Niall og Liam skulle se på sko. Det var en fin butik, der var masser af kunder og masser af ekspedienter klar til at hjælpe. Automatisk gik vi alle i forskellige retninger, jeg gik mod pigetøjet og drengene mode drengeafdelingen.

Jeg fandt en masse flot tøj; to par flotte shorts, to bikinier, og tre kjoler. Jeg fandt også en masse andet tøj, men tvang mig selv til at lade det ligge. Min pengepung holdte ikke til mere. Jeg gik ind i et prøverum. Der var en lampe, spejle hele vejen rundt og en knage til tøj. Jeg prøvede først bikinierne og så shortsene til. Den ene bikini var mørkelilla næsten blå, enkel men sød, og den anden var turkis med nogle blonder. Jeg tog den af og prøvede kjolerne, den ene var sød med blomster og tynde stropper, den anden var en der gik ned til anklerne og havde en strop der skulle sidder rundt om halsen. Den ville passe så godt til mine solbriller og nogen sandaler. Den sidste kjole var min favorit, den var hvid, sød og klassisk, den gik til lidt over knæene og sluttede i nogle slags bløger, den var virkelig sød, indtil jeg så på prisskiltet...

799,- !!

Det var det rene vanvid, bare for en kjole! Om et år kunne jeg få den få 50,- i genbrugsbutikken. Jeg sukkede og trak den hurtigt af. Alt det andet var også umådeligt dyrt, 450,- for en bikinitop! Jeg tog tøjet i den ene hånd og gik ud. Harry stod ikke langt fra, der jeg havde fundet den hvide kjole og bikinierne.

"Skal du have noget?" Han hentydede til det tøj, jeg havde samlet sammen. Jeg rystede på hovedet.

"Hvorfor ikke? Den var da..." Harry hev den ene bikini frem og så fantaserende ud.

"Tja, jeg har bare ikke så mange... penge." Det sidste mumlede jeg ud, så man næsten ikke kunne høre det.

"Skal vi gå videre?" Spurgte jeg hurtigt og gik væk fra den kjole, jeg var faldet pladask for.

 

Harrys synspunkt:

Der var noget ved hende. Madeleine. Jeg fik lyst til at købe ting til hende, snakke med hende, lære hende at kende, kramme hende, være hendes ven, kysse he... Harry. Tag dig sammen. Jeg så, hvordan hun bare gik, og prøvede at undgå det emne om penge. Det var ikke fordi, jeg manglede nogen. Og det var rent faktisk noget flot tøj. Tre kjoler, to bikinier og to par shorts. Jeg kunne godt se hende i en af de bikinier... Jeg tog den kjole, hun havde set på, i hånden. Den var flot, sød og enkel. Stoffet var noget blødt og tyndt, den var lidt gennemsigtig kun lidt, resten måtte fantasien klare. Jeg tog den med en fast hånd, gik op til kassen og købte den. Hvorfor? Fordi hun fik mig til det. Jeg havde lyst til at købe hele verden til hende, hvis hun ville have det. Harry, du har kendt hende i... Hvad? En dag? Jeg sukkede. Der var noget glat med mig, jeg havde aldrig haft det sådan her.

Ekspedienten var køn, storsmilende med perfekte, hvide tænder og langt, mørkt hår. Hun mindede mig lidt om Madeleine. Jeg smilte til hende, betalte og prøvede at finde de andre. Louis prøvede en eller anden helt vildt grim hat med nogen kiksede briller til, mens Zayn og Madeleine snakkede sammen og smilte af Louis. Jeg kunne ikke undgå at blive lidt jaloux, hvad snakkede de om?

"Vas happenin?" spurgte jeg. Louis og Zayn grinte, mens Madeleine bare smilte lidt.

"Det min replik," sagde Zayn smilende.

"Har i fundet noget?" spurgte jeg.

"Bare nogle T-shirts," sagde Zayn.

"Jeg tror, jeg skal have de her." Louis havde nu nogen Elvis-briller på. Han så for grineren ud.

"Hvad med dig?" Zayn så på min pose.

"Det ikke noget," svarede jeg undvigende.

"Det ser ellers ikke sådan ud," grinede Zayn. Vi besluttede at mødes med de andre og måske finde en restaurant. Jeg fandt min iPhone frem og ringede til Liam.

"Whats up? Er i færdige?"

"Ja."

"Skal vi så finde et sted at spise?"

"Ja, Niall er ved at dø af sult, du skulle høre ham, han har nævnt mad mindst hundrede gange."

 "I can imangine. Nårh hvor er i?"

"Øh, vi er ved den kæmpe store palme."

"Så mødes vi der." Jeg lagde på og vendte mig mod Louis.

"De er i den anden ende, jeg aftalte med dem, at vi mødes der."

"Yep, så lad os..." Han hoppede op på min ryg, og var nær ved at vælte mig om kuld. Zayn grinte, og folk stirrede.

"Hiphip," sagde han grinende og sparkede mig i røven.

 

Madeleines synspunkt:

Det så ret skægt ud med Louis ovenpå Harry. Nu når de var travlt optaget, greb jeg chancen for at snakke med Zayn.

"Hey Zayn, vedrørende i nat... Jeg ville bare spørge, om du er okay."

"Øhm, ja. Ja, og øh undskyld, hvis jeg vækkede dig... jeg troede ikke, der var nogen, der så mig." Han kløede sig i håret.

"Nej, det okay, jeg var oppe. Er du okay? Har du lyst til at snakke op det?" Jeg spurgte forsigtigt, parat til et afslag.

"Ja, det ville være rart." Ville det være rart? Sagde han lige, at det ville være rart? "Øhm, du siger ikke noget til drengene vel? Det ville ikke være så godt for... du ved bandet. Vi holder normalt ikke noget skjult for hinanden. Men det ville være rart, at have en udefra, til at ligesom... se naturligt på det."

"Ja, ja. Selvfølgelig."

"Hey, hvorfor var du oppe? Er du okay?" Hans brune øjne så nysgerrig og støttende på mig.

"Ja, jeg har det fint," løj jeg, og han må havde kunne se det på mig, for han lod det ikke slippe.

"Virkelig? Så det var derfor, du stod midt om natten og græd?" En ubehalig følelse sad i min mave.

"Måske ikke... Det er en lang historie."

"Jeg har masser af tid i aften," skulle jeg virkelig snakke om mine følelser til Zayn Malik i aften? Jeg havde knapt kendt ham i en dag. Men han virker så forstående. Måsker er det godt at snakke med en, en fremmede som ikke kender mig. Men er jeg klar til det? At snakke. Om det. Jeg nikkede langsomt, jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige. Vi fandt endelig Niall og Liam, de har nogen poser hver.

"Jeg er sulten, skal vi finde et sted at spise?" Vi nikkede. "Hvad med Nandos?" Spurgte han friskt.

"Nej, ikke Nandos igen," brokkede Liam sig. Niall prøvede at se sur ud, hvilket mislykkeds fuldstændig. Vi grinede, eller de andre grinede, mens jeg smilede genert.

"Hvad siger du, Madeleine?" spørger Louis mig. Vent. Spurgte han mig? De kigger allesammen på mig, sikkert fordi jeg er så langsom om at svare.

"Øhm. Tjo... Jeg er ikke kræsen." Mumlede jeg. Niall strålede.

"Betyder det, at vi tager..."

"Ikke mere Nandos!" sagde Liam bestemt. Niall surmulede. Til sidst blev vi... rettelse, til sidst blev de enige, vi - de valgte en neutral restaurant, som severede noget forskelligt. Tjeneren var så sød at slå to borde sammen, så der var plads. Jeg satte mig ned på en stol, Harry satte sig ved siden af mig, Zayn ved siden af Harry, Niall ved siden af Zayn, Liam ved siden af Niall og Louis ved siden af Liam.

"Jeg tror, at jeg vil have en Taco," sagde Harry, men læste alligevel videre. Jeg sad lidt og tænkte på en sandwich og en vand. Hvor meget kostede det? Shit! Den Sandwich kostede næsten 150 kroner, og 25 kroner for vand! På McDonalds kostede det 50 kroner! Hvad var det for noget bullshit. Undskyld, jeg har bare ikke så meget råd til at spise et fint sted som det her. Hvad skal jeg sige til drengene? Tjeneren kom tilbage for at høre vores beslutning.

"En taco og vand." Harry.

"En burger med pomfrites og en Cola." Niall.

"En sandwich og en juice." Zayn.

"Pizza med en cola." Louis.

"En bøf med salat og sovs og så en sprite." Liam. Tjeneren så på mig.

"Bare en vand, tak." Sagde jeg smilende.

"Skal du ikke have noget mad?" Spurgte Harry. Han så bekymret ud.

"Jeg er ikke så sulten," løj jeg.

"Jeg vil gerne betale," sagde han. Jeg rødmede. Det her var pinligt!

"Nej ellers tak, jeg er ikke sulten." Jeg kunne se, at han ikke troede på mig, men lod det heldigvis være.

Det her var for pinligt. Sad Harry Styles lige og tilbød mig frokost, fordi han vidste, at jeg ikke havde råd? Oh my god. Oh my fucking god. Hvad ville de andre ikke tænke?: Hvorfor hænger vi ud med sådan en lus som hende? Hun har ikke en familie, hun har ikke råd til sin egen mad, og hun ser ikke engang godt ud. Tjeneren kom med vores drikkevarer, i mit tilfælde min frokost. Min krop havde heller ikke gavn af de kalorier, jeg fik ned, jeg var tyk og havde godt af, at tabe mig lidt. Jeg tog en tår af min vand, den var iskold og havde en lille skive citron nede i glasset mellem isterningerne.

"Skål." Sagde Liam og de klingede alle deres glas mod hinanden, og det samme gjorde jeg.

 

Harrys synspunkt:

Jeg var irriteret over, at Madeleine ikke ville tage imod mit tilbud om, at jeg skulle hjælpe hende med at betale middagen. Jeg havde jo masser af penge, hvorfor måtte jeg ikke..? Hun kunne godt have gavn af lidt mad. Det var ikke fordi, hun havde et gram for meget fedt på kroppen, det var heller ikke fordi hun lignede et skelet. Hun  var bare... perfekt. Ja, men det var ikke sundt at springe et måltid over, vel?

 

***

 

Drengene og jeg var kommet tilbage til vores hotelværelse, og nu sad jeg med min mobil. Jeg havde stillet mine poser ind på mit soveværelse. Vi havde inddelt det sådan, at jeg sov sammen med Louis og Zayn, og Niall og Liam sov sammen. Niall var igang med at lave en sandwich, Liam SMS'ede med Danielle, Louis var igang med at drille Zayn, mens Zayn var igang med at se noget TV. Jeg grinte lidt af Louis' forsøg med at kaste en pude efter Zayn, hvilket mislykkeds eftersom Zayn bare greb den og kastede den tilbage uden at kigge. Man kunne godt se at Zayn havde mistet sin koncentration om fjernsynet. De begyndte at lege en pudeleg, eller nærmere en pudekamp. Jeg tog et billede af dem og lagde det ud på Instagram med følgende tekst:

Zayn and Louis 4 years old again. LOL. Sorry boys.

Straks kom der en masse likes og kommentarer. Jeg orkede ikke at læse dem, og puttede i stedet min iPhone ned i lommen. Gad vide hvad Madeleine lavdede? Havde hun haft en god dag? Jeg vidste drengene var interesseret i at lære hende at kende, men vill hun lære os at kende?

"Harryyyyyy? Hazza?" Louis prøvede at komme i kontakt med mig.

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret.

"Vil du være med til at se en film?" Spurgte Louis nu for anden gang.

"Yeah, hvad for en?"

"Grease!" Sagde han som en lille pige. "Det er SÅ lang tid siden," grinte han.

"Nej, ik' den," mumlede jeg. Louis så surt på mig. Han gik hen til mig og sprang op på min ryg.

"Hva' sagde du?" Han skulle lyde truende, men det mislykkeds totalt.

"Jeg sagde; nej, ikke den," sagde jeg højt og tydeligt og grinte.

"Hhm, bloody damn hell, det skal jeg nok bestemme," sagde han surt. Jeg grinte og løb rundt med ham på ryggen. Han var tung, det kunne man ikke komme uden om!

"SUPERMAN!" skreg han og stak en arm frem. De andre grinte, især Niall som lå og rullede rundt i sofaen.

"Vi stemmer om det." Sagde Liam. "Louis du stemmer for Grease, Harry..?"

"Alt andet end Grease." Svarede jeg, der var ikke noget galt med Grease, jeg havde bare set den en trillion gange.

"Niall?" spurgte Liam.

"Jeg vil gerne se Grease," svarede han. Damn!

"Zayn?" spurgte Liam videre.

"Vas happenin." Sagde han, fordi han ikke anede, hvad han skulle svare eftersom han var ligeglad.

"Godt tre en halv for, en og en halv imod." Sagde Liam.  "Vi ser Grease."

"Yay!" Louis løb hen og kyssede Liam på kinden, som lod som om han var ved at besvime. Jep vi var ret skøre, og oppe og køre... Hey det rimede. Jeg styrer! Ej, vi var ret mærkelige, men det var det fede, vi var alle sammen mærkelige. Nogen mere end andre, nævner ingen navne, Louis! Ej, det var fedt at vi havde hinanden.

Det endte med at vi så Grease, eller jeg sad mest med min mobil. Jeg sendte lige en Tweet ud til vores fans om hvor højt jeg elskede dem, og at vi havde det godt på vores ferie og at vi ikke ville været nå så langt uden dem.

 

Klokken nærmede sig 20:40, og vi havde næsten lige sat os igang med at spise. Det blev ret sent eftersom filmen varede i lidt tid, og at pizzamanden var ret langsom. Vi havde valgt en hver og sad nu og delte den, da det bankede på døren.

"Hvem åbner?" Spurgte Niall med munden fuld af mad.

"Det skal jeg nok." Sagde jeg og rejste mig. Jeg trykkede dørhåndtaget ned, og udenfor stod Madeleine. Jeg blev forbavset over at se hende. Hvad lavede hun her? Men samtidig blev jeg glad. Hun stod med en T-shirt i hånden og trippede med foden.

"Hej," sagde jeg. Hun smilte forsigtigt og mumlede et hej.

"Jeg ville bare aflevere den her." Hun gav mig T-shirten.

"Jeg har ikke nået at vaske den, men jeg kan sagtens gøre det, så får du den bare først i morgen." sagde hun beklagende.

"Nej, det er okay. Vil du med ind? Have lidt pizza?" Hun kiggede længselsfuldt hen på bordet hvor pizzaen stod, men rystede på hovedet.

"Nej tak."

"Er du sikker? Vi kan ikke spise det hele." Okay løgn, med Niall i huset skulle vi nok få spist det alt sammen.

"Men sig til Zayn, at jeg er hjemme hele aftenen, og at han bare kan komme ind, ok?" Jeg nikkede, hvorfor i alverden skulle Zayn komme ind til hende? Havde de to noget kørende? Jeg kunne mærke et irriteret stik i maven. Tag dig sammen Harry!

"Ja klart. Farvel." Sagde jeg. Jeg satte mig igen og tog et slice med bacon og cocktailpølse.

"Hvad skulle hun?" spurgte Louis med et glimt i øjet.

"Bare aflevere den her," jeg smed T-shirten hen i sofaen, for jeg orkede ikke at ligge den på plads nu. "Og så skulle jeg sige til... dig Zayn," han så på mig. "At hun er hjemme hele aftenen og at du bare kan komme ind."

"Uuh," grinede Louis. "Frækt." sagde han og grinte. Zayn så tænksom ud, men fortsatte med at spise.

 

Zayns synspunkt:

Jeg følte at jeg skyldte Madeleine en forklaring. Jeg havde lyst til at fortælle nogen om det, bare ikke drengene. Det kunne jeg ikke. Hvad ville hun synes om mig bagefter, vidste jeg ikke. Ville hun forstå mig? Hun havde jo selv kommet og tilbudt det. Men fortælle det til en fremmede? Eller Madeleine var ikke en fremmede, vi havde hængt ud med hende idag. Alligevel skulle jeg fortælle hende det? Ja, i værste tilfælde hvad kunne der så ske?

 

Madeleines synspunkt:

Godt, nu havde jeg gjort det. Jeg havde nærmest talt inviteret Zayn her over. For det første kunne jeg ikke bare ignorerer det. For det andet ville jeg hjælpe ham. Og for det tredje var jeg nysgerrig hvad var det den store og berømte Zayn Malik var ked af? Okay nu lyder det som om jeg er en slags stalker og bare vil sladre til pressen. Sådan var jeg ikke. Jeg sad i min cremefarvet bomuldssofa, i mine elskede gamle sweetpants, som var sådan nogen korte nogen og så en hvid top. Der var ikke noget i TV'et, så jeg havde lige slukket, da det bankede på døren.

Zayn Malik stod derude høfligt og ventede. Hans hår sad perfekt, og han havde det samme smarte tøj på, som han havde haft på hele dagen. Hvorfor havde jeg taget afslapningstøj på? Hvorfor?

"Kom ind." Sagde jeg, uden han havde nået at sige et ord.

"Bare sæt dig ned. Vil du have noget the, kaffe, vand, hvad som helst?"

"Jeg vil gerne bede om noget vand, tak." Jeg nikkede, gik ud i køkkenet lavede noget the og tog noget vand ned i et glas til Zayn. Jeg var nervøs. Hvad var det han ville dele med mig og ikke de andre? Hvorfor lige mig? Jeg mener kunne han godt åbne op for mig? Vi kendte jo trods alt knap hinanden. Jeg gik ind med det hele, ret nervøs. Mine hænder var svedige, og min mund tør. Hvad skulle jeg sige? Eller gøre?

"Tak," sagde han, da jeg gav ham glasset. Jeg satte mig overfor ham i sofaen, og satte min the på sofabordet.

 

***

 

Jeg ved ikke hvor lang tid vi havde siddet der, men der var tusmørkt, og alt lød stille.  Så Zayn var ked af at hans mor var syg. Dødlig syg. Og han var i tvivl om hvad han skulle gøre, kunne ikke bare rejse hjem og støtte hende, fordi han skulle være sammen med drengene på tourné og sådan, og hvis han bakkede ud nu var hans karriere færdig, og mens alt det stod på var han kommet op og skændes med Perrie - hans kærste - og det hele blev bare for meget på én gang. Nu da han havde løsnet op, grædt, fortalt og jeg havde trøstet ham på min akavet måde, følte jeg, at jeg skyldte ham at fortælle om mine sorger. Alt i mig havde ikke lyst til at fortælle det, men kunne jeg være det bekendt? Han havde lige siddet og blottet sig.

"Hvad med dig? Er du okay?" Spurgte han. Jeg bed mig i læben. Sku' jeg? Han så afventende på mig, så ja, jeg fortalte ham om det. Om min søster, min far, min mor, om det der skete, om alle mine tanker - eller næsten alle, ikke mine tanker om, at jeg ikke var god nok, at jeg konstant var nervøs for hvordan andre tænkte om mig. Han nikkede forstående, og tog min hånd.

"Wow, og jeg troede, jeg havde det hårdt." Jeg grinte, selvom det ikke var sjovt.

"Undskyld." Sagde jeg.

"For hvad?" Spurgte han.

"Fordi jeg bare sidder og flæber og fortæller dig alt det her. Det må virkelig være nederen."

"Det skal du altså ikke undskylde for, og det er ikke nedern. Du har lige hørt mig fortælle hele mit livshistorie." Hans brune øjne borede sig ind i mine. Jeg så ned i bordet, han gjorde mig nervøs og lidt utilpas men sammentidig tilpas. Ja, jeg ved det, det er underligt.

 

Da Zayn var gået var klokken 3:43. 3:43! Tiden var gået så hurtigt. Han havde været så sød, og støttende. Han havde enda lovet højt og helligt ikke at sige det til nogen. Jeg havde fået ham til lat love det hundrede gange. Vi havde aftalt at mødes i morgen, et fordi jeg godt kunne lide Zayn, to fordi jeg gerne ville lære ham og de andre at kende. Så i morgen skulle vi ud igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...