Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

49Likes
31Kommentarer
5111Visninger
AA

7. Music

Madeleines synspunkt:

Drengene havde bestilt mad fra roomservice. Stemningen havde været ret mærkelig; drengene havde sendt hinanden mærkelige blikke, fnist og set fra mig og Zayn. Først senere forstod jeg det, de troede vi havde lavet noget... noget vi ikke havde, ikke skulle og aldrig kom til at lave. Under hele måltiddet havde mit hoved lignet en tomat, fuldstændigt rødt. Zayn var bare en god ven, der forstod og støttede mig. Jeg var lidt flov over at jeg havde vækket ham, og sovet på ham. Han havde set mig græde! En del af mig sagde, at det var okay, han var min ven, sød og støttende. En anden dum del, sagde at jeg skulle holde mig langt væk fra ham, og aldrig vise mine følelser til ham igen. Men den sidste ignorerede jeg. Jeg kunne godt lide dem. Dem alle sammen. Liam var sød og forstående, Niall sjov og grinende, Louis irriterende og drillende, Harry sød og... stille, han sagde ikke så meget, hvilket virkede lidt... mærkeligt. Det virkede ikke som om han normalt var typen, der var stille. Og Zayn var... tja, han var det altsammen sammen, sød, sjov, lyttende, forstående, og venlig. Mens jeg sad og tænkte, slog en tanke mig.

"Hvordan kom jeg ind i din seng, Zayn? Hvor har du så sovet?" De så alle på mit lille udbrud, så jeg rødmede.

"Eh, du faldt i søvn under filmen, så jeg bar dig i seng, og jeg har sovet på sofaen." Svarede han mig smilende. Jeg havde lyst til at begrave mig selv. Det var så pinligt.

"Har du ikke sovet helt vildt dårligt?" Jeg rødmede. Han havde båret mig! Båret mig! Og sovet på sofaen, så jeg kunne sove i hans seng. Han smilte af mit spørgsmål, og at jeg ikke så ind i hans brune, varme øjne, men ned på bordet. Der var en plet, en rund, beskidt, lille plet. Den mindede lidt om Zayns øjne, den havde samme form.

"Lidt, men ikke noget specielt." Sagde han beskedent. Jeg så op på ham, han sad med et lille smil, og så på mig. Hans hår sad rodet, men det var pænt til ham. Han havde små skægstubbe på hagen, og hans tænder glimtede svagt, når han smilede.

"Hvad skal vi idag?" Spurgte Niall med munden fuld af mad. Han afbrød fuldstændig mine tanker om Zayn. Havde jeg siddet og stirret på ham? Ups! Jeg stivnede, jeg skulle rent faktisk noget idag. Shit! Jeg skulle havde været på arbejde for cirka to timer siden! Min chef ville flippe, så var der jo ingen til at severer for højre side, min afdeling.

"Jeg skulle havde været på arbejde for to timer siden." Jeg sukkede, tog en bid af min bolle og rejste mig. "Jeg må gå." Louis rullede på øjnene af mig.

"Har du et arbejde?" Sprugte Niall overrasket.

"Hvordan skulle jeg ellers få råd til tøj og mad?" Spurgte jeg måske lidt spydigt, men jeg var ved at komme for sent - rettelse - jeg kom for sent på arbejde.

"Hvad arbejder du som?" Spurgte Liam interesseret.

"Jeg er-"

"Hun er da stripper." Afbrød Louis mig ironisk. De fniste, jeg himlede med øjnene.

"Jeg er servitrice."

"Hvor henne?" Spurgte Liam.

"Øh, café Fraiche." Liam nikkede og drak noget af hans vand. "Men hvis i ikke har noget imod det, så smutter jeg, for min chef river hovedet af mig, hvis jeg kommer mere for sent."

"Har din chef børn?" Spurgte Louis intereseret.

"Øh, ja?" Jeg så mærkeligt på ham.

"Er de tilfældigvis vilde med os?" Han så selvglad på mig, hvilket fik mig til at grine.

"Nu du siger det, er hun faktisk også selv vilde med jer." Indrømmede jeg modvilligt. Louis så så selvfed ud ligenu, at jeg havde lyst til at skubbe ham ned fra stolen, eller noget i den retning...

"Tror du så, at hun har noget imod, at du bruger tid med hendes idoler, hvis vi lover at skrive en autograf til hende?" Han løftede et øjenbryn.

"Det ved jeg ikke, men Louis hvis du roser dig selv lidt mere, tror jeg snart at du savler." Okay, jeg var vildt irriteret, men Louis var faktisk også lidt irriterende. Godt nok havde jeg tænkt på noget lidt mere pervest, men det skal vi ikke dele nu, specielt ikke med Louis. De fniste, mens Louis bare himlede med øjnene.

"Zayn har virkelig ikke en god indflydelse på dig, hva'?" Han smilte frækt.

"Det nærmere dig." Mumlede jeg, hvilket Zayn og Harry hørte, for de begyndte begge at fnise. Louis så virkelig ud som om, han blev holdt udenfor, da han så, at de grinte af noget, jeg havde sagt om ham.

"Hvad?" De rystede bare på hovedet af ham, som om det var lige meget.

"Nårh, tak for mad og det hele. Det har været... underholdene." Niall grinte, han vidste at jeg hentød til Louis. Søde, irriterende, sjove, vilde, mærkelige Louis. Han har været ret underholdende og irriterende. Jeg rejste mig op og snuppede min taske i farten.

"Vent, skal jeg ikke køre dig?" Zayn rejste sig hurtigt op.

"Ellers tak, jeg går. Vi ses... på et tidspunkt."

"Glem nu ikke at du skal spille for os." Louis ikke nu. Jeg troede og håbede lige, at han havde glemt det. Åbenbart ikke. Jeg sukkede.

"Louis, jeg spiller ikke for jer." Han så surt på mig.

"Det kan du tro, du gør. Om jeg så skal tvinge dig."

"Hvorfor er det så vigtigt? Jeg er ikke god. Jeg har ingen erfaring. I har ikke lyst til at høre det. Tro mig." Hvorfor kunne han ikke se det? Jeg havde ikke lyst! Og jeg kunne ikke spille. Han var berømt og god, jeg var jo bare... mig. Bare mig. Jeg kunne ikke synge.

"Made, du skal spille for os, fordi jeg ikke tror på dig. Jeg tror ikke at du er dårlig. Jeg er nysgerrig, og det hælper ikke på det, at du er så hemmelighedsfuld. Det var ikke min mening at gøre dig vred eller ked af det... Du behøver ikke at gøre det, hvis du ikke har lyst." De andre så på os. Eller de andre stirrede på os.

"Undskyld," mumlede jeg. "Jeg er ikke vred eller ked af det. Jeg er bare ikke god nok." Og med de ord, vendte jeg mig om og løb ud. Det var ikke meningen, at det skulle gå så vidt. Jeg mener, jeg ville bare ikke spille for dem. Længere var den ikke. Jeg skulle ikke græde. Louis måtte ikke se mig sådan her. De andre måtte ikke se mig sådan her. Kunne han ikke forstå det? Jeg var ikke god nok. Jeg var dårlig. Det var ikke godt. Mine øjne kunne ikke indholde flere tårer, så nu løb de ned af mine kinder. Jeg åbnede min dør med rystende hænder, da en arm trak mig forsigtigt ind i et kram.

"Hey," Zayns bløde, hæse stemme, lød ud fra mit øre. Jeg kunne mærke hans varme ånde på min hals. det var rart. det var rart at have ham tæt på. Jeg lod min kind hvile på hans bryst, og gjorde hans trøje gennemblødt, men han lod ikke til at have noget imod det.

"Hey, er du okay?" Han lød bekymret. Jeg lod mine tåre komme ud. Igen. Hvor mange gange skulle han se mig græde? Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, længe nok til, at jeg holdte op med at græde. Zayn løftede mit hovede med hans pegerfinger. Han tørrede mine tårer væk, og så på mig.

"Er du okay Made? Det var ikke meningen, at gøre dig ked af det." Han så forsigtigt på mig.

"Det... det ved jeg godt. D-det bare... han kan ikke forstå... at jeg ikke er god nok... jeg har aldrig været god nok, Zayn... hele mit liv har jeg ikke været god nok." Jeg græd nu igen. Min stemme knækkede under flere gange, så det blev uforstående sætninger.

"Hey, Made hør, du er god nok. Jeg ved ikke hvor du har det fra, eller om det er din mor, der har bildt dig sådan noget lort ind, men jeg ved, at du er god nok. Du er god nok. Du er mere en god nok, okay? Du skal ikke lytte til det, Made. Du er perfekt, ok?" Han lukkede mig ind i endnu et kram.

"Undskyld Zayn. Jeg ville ikke belaste dig med mine problemer." Jeg tørrede mine våde øjne med min hånd.

"Årh Made, sådan skal du ikke tænke. Jeg vil gerne hjælpe dig." Min gråd stilnede af igen.

"Tak Zayn," mumlede jeg. "Tak,"

"Er du okay?" Jeg nikkede.

"Jeg har det fint." Han så undersøgende på mig. Jeg havde det bedre, måske ikke fint, men bedre.

"Okay, men Made, snak med mig, ok? Snak med mig. Jeg er her for dig. Og du skal ikke lytte på din mor. Din mor ved ikke en skid." Jeg smilte og nikkede taknemmeligt.

"Undskyld," han rystede på hovedet af mig.

"Du skal ikke undskylde overfor mig, Made."  Jeg nikkede og mumlede endnu et tak. Hvad skete der for mig? Jeg plejede aldrig at flippe over... sådan noget. Jeg var bare... ked af det. Ked af det hele. Ked af det alt sammen.

 

 

***

 

Zayns synspunkt:

Madeleine var åbenbart mere ramt af det med sin mor, end jeg lige troede. Hvorfor kunne hun ikke se, at hun var god nok? At hun var helt perfekt. En perfekt ven. Jeg tror ikke hun var ked af, det Louis sagde, men mere det hendes mor, havde sagt. Det var faktisk irriterende. Det var irriterende, at Made ikke kunne se hvor god, sød og perfekt hun var. Jeg havde lyst til at fortælle hende det. Råbe hende det ind i hovedet. Hun havde set lidt bedre ud, efter vi havde snakket lidt. Ikke glad, men bedre. Det var da et fremskridt.

Drengene og jeg havde besluttet at dele os op. Louis og Liam tog til lufthavnen for at hente Eleanor og Danielle. Perrie var på tour med sit band, så hun havde travlt, hvilket jeg havde det fint med, det var godt lige at være lidt sammen med drengene, og hvis hun kom ville hun bare blive jaloux, det var jeg bange for, og det var ikke det Made havde brug for. Niall, Harry og jeg tog ud i byen, vi skulle se os lidt omkring, shoppe lidt og sådan. Det  var faktisk ret afslappende bare at rende rundt, indtil alle vores fans opdagede os, og så kom der paparazzier og de ville ikke lade os være i fred. De havde allerede fanget billeder af os og Made, som var kommet ud på twitter og i bladene. Først troede de, at det var Nialls veninde, så troede de at det var Harrys nye kæreste. Tja, de var ikke til at blive kloge på de medier.

Ví havde gået lidt rundt i de større gader, og nu gik vi i de lidt mindre gader. Her var der heldigvis ikke så mange mennesker, så vi kunne få lidt fred.

"Hey, er det ikke der hvor Made arbejder?" Spurgte Niall og pegede over på en café, der hed Fraiche.

"Jo det tror jeg nok," svarede jeg. Vi gik derover, nu når vi alligevel var tørstige. Det var en meget hyggelig lille café. Der var ikke så mange mennesker, så der var rart. Min lomme brummede kort og sagde et bling.

Hvor er i?  Det var en besked fra Liam.

Vi er på cafe Fraiche, der hvor Made arbejder. Kommer i? Jeg sendte den, og hurtigt kom der en besked tilbage.

Yeah ses XX Jeg slukkede min iPhone, og fulgte efter drengene. De havde sat sig over i højre side, ved et vindue. Der duftede godt herinde, hvilket fik min mave til at rumle. Jeg tog et menukort, jeg var faktisk ret sulten. Mmh, en kyllingesandwich lød meget lækker...

"Hvad laver i her?" Made var kommet over og stod lige nu overfor vores bord.

"Øh, vi var sultne og ville have noget mad...?" Hun hævede øjnbrynene.

"Hvad vil i så have?" Hun så godt ud, hun havde en hvid t-shirt, jeans og en sort BH på, hendes trøje var lidt gennemsigtig, hvilket jeg var lidt i tvivl om var meningen. Hendes hår var sat op i en stram hestehale, som hun hurtigt rettede på.

"Øhm, jeg vil gerne have en kyllingesandwich og en vand." Hun skrev hurtigt min ordre ned på noget papir. De andre bestilte hurtigt bagefter. Hun nikkede hurtigt, og gik tilbage for at hente vores drikkevarer.

"Liam og Louis er på vej," informerede jeg dem om.

"Nu?" Spurgte Niall, da de kom ind af døren og gik hen til os.

"Hej," Eleanor og Danielle gik hen og krammede os.

"Længe siden," sagde jeg. De nikkede begge. "Slå jer ned." Vi tog vores nabobord, hvor der ikke sad nogen og slog dem sammen. Det var godt nok længe siden sidst. I hvertfald tre uger for mit vedkommende. El sad klistret fast ved siden af Louis, deres hænder var flettede sammen, de må virkelig have savnet hinanden. Liam og Danielle holdte derimod hænder og så konstant på hinanden. Det var godt at de var lykkelige. Vi var igang med at snakke om deres flytur, da Made kom tilbage med vores drikkevarer.

"Made det her er Danielle Liams kæreste, og det her er Eleanor Louis' kæreste." Hun smilte sødt til dem, da jeg havde fået dem præsenteret.

"Made...?" Spurgte Eleanor forvirret.

"Ja, jeg hedder rigtigt Madeleine. Madeleine Summer. Men Zayn kalder mig Made." Eleanor så mindre forvirret ud nu.

"Rart at møde dig Madeleine." Eleanor rejste sig op for at kramme hende, og det samme gjorde Danielle.

De nået lige snakket lidt, da Made måtte vende tilbage til arbejdet.

"Du kommer i aften, ik'? Det kunne være hyggeligt, hvis du kom med os ud og spise." Eleanor så forventningsfuldt på Made.

"Øh, hvis jeg ikke trænger mig på..." Made lød tvivlende.

"Selvfølgelig ikke, vel drenge?" Indvendte Danielle.

"Nej nej, selvfølgelig ikke." Svarede vi alle sammen hurtigt. Eleanor sendte hende et stort smil.

"Okay, så ses vi." Made vinkede akavet med den ene hånd og gik tilbage til disken. Hun stod ved siden af en pige med skrig pink hår, piercing og hjerte tatoveringer. Hendes tøj var kulsort og lyserødt. Hun stod og stirrede på os, med munden fuldstændig åben. Hendes øjne var store, og hun gloede på os. Vent lige. Havde vi en emo fan? Cool. Emo'en blev færdig med at glo på os, og var igang med at betjene en ældre herre. En ung fyr ikke meget ældre end mig kom ind. Han satte sig over ved disken over for Made, som var igang med at tørre bordet af. Hun smilte venligt til ham, jeg kunne ikke se hans ansigt, for han sad med ryggen til mig. Hun smilede skævt og rødmede. Lidt efter rystede hun på hovedet. Det så ud som om han flirtede med hende. Hun afslog ham. Havde han inviteret hende ud? Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun afslog ham.

 

***

 

Made chef havde ikke skældt hende ud, da hun så vi var der. Hun var helt oppe og ringe. Det var faktisk ret sjovt og se på. Senere var Made kommet over om aftenen, og det var super hyggeligt. Det så ud som om, hun kom godt ud af det med Danielle og specielt Eleanor. Det var lige før man følte sig helt udenfor, ej. Det var godt at se at de hyggede sig. Danielle og Eleanor havde fået et værelse ved siden af vores, det havde de ikke noget imod. Det var trodsalt meningen, at den her tur skulle havde været til os drenge, så vi kunne hænge lidt ud og bare være lidt sammen. Men så fik Eleanor fri og Danielle tog så fri, så ja de kunne ligeså godt kommer herover. Vi havde aftalt at vi skulle på stranden idag, og eftersom at Eleanor havde glemt sin bikini, og Danielle manglede solbriller eller solcreme, eller noget i den stil, havde de taget tidlig afsted, for lige at nå og købe, de ting de nu manglede. Så nu havde vi drenge gjort os klar, pakket en strandtaske, og var gået ned til morgenmaden.  Vi havde sat  os ved et stort bord, så der var plads til os alle. Mit blik vandrede rundt i hele rummet. Der var højt til loftet, hvide vægge, og nogen søjler rundt omkring, der gik fra marmorgulvet til loftet. Det var et fint hotel, Made havde fortalt hvorfor hun boede her og om Carmen. Det var venligt af hende, at lade Made bo her. Hvor ville Made være nu, hvis ikke Carmen havde tilbudt hende det?

Døren ind til "aftenstuen" var åben, eller rettere sagt på klem. Den plejede da altid at være lukket, med mindre det var aften og folk var derinde. Jeg rejste mig nysgerrigt op.

"Jeg kommer om lidt guys," mumlede jeg.

"Hvad skal du?" Niall rejste sig også op.

"Bare lige noget..."

"Hvis du skal noget, skal jeg med." Nu rejste de andre sig også op. Jeg sukkede. De var så pokkers nysgerrige.

"Okay, men vær stille." Jeg tror godt Harry vidste, hvad jeg skulle, men de andre så forundret ud, men fulgte efter mig ind i det store lokale. Der var en skøn musik, virkelig. Der var et klaver midt i lokalet. Det var det, der fangede min opmærksomhed. En pige, nej Made, sad ved klaveret og spillede det smukkeste, jeg havde hørt. Det var fascinerende, at se hendes fingre flyve over tangenterne og lave den smukkeste lyd. Den gik fra mørk til lys med en perfekt melodi. Det var føleleser på lyd. Fantastisk

"Broken hearts, broken souls, broken minds, all it's broken. Catch a star, from the sky, see the light in the night, but all i want it's you." Hendes stemme var så smuk, og klar, og blid, og lys. Det var ikke en sang, jeg lige umiddelbart kendte, så jeg regnede med, at hun selv havde skrevet den. Det var en langsom melodi, som blev hurtigere efter omkvædet. Hun måtte have lagt mærke til os, for hun vendte sig lynhurtigt og forskrækket om.

"Hva-hvad laver i her?" Hun lød forskrækket og en smule bange. Hurtigt samlede hun sine papirer sammen.

"Hørte i mig?" Hun lød bange. Hendes hår hang ned langs skuldrenen og hun havde en afslappet kjole på.

"Wooow... Det der var..." Startede Louis.

"Forfærdeligt, i må gerne grine af mig." Hun så flovt ned i gulvet, mens hendes kinder blev tomat røde.

"... absolut fantastisk," blev Louis ved. Hun så forskrækket op.

"Hvad?" Hun lød forvirret, som om hun ikke kunne tro sine egen øre. Hendes blik gik fra Liam til Louis til Niall til Harry til jeg, fra mig til Harry til Niall til Louis til Liam.

"Made, det der var fantastisk. Du er vildt god." Sagde Niall overrasket. Hvad havde han regnet med? Jeg vidste bare at Made var god.

"Har Styles ikke fortalt, at det ikke er pænt at lure?" Spurgte hun. Jeg så på Harry. Hvad mente hun? Havde Harry luret på hende? Hvornår?

"Made, du er vildt god. Hvorfor ville du ikke vise os det?" Spurgte Harry.

"Fordi jeg ikke er god, Harry. Det der var... ikke godt. Det var faktisk dårligt." Sagde hun. Jeg sukkede.

"Made hvornår lære du, at du ikke er dårlig? At det du laver, rent faktisk er godt. Det du laver er fantastisk! Du kunne være vores nye pianist." Sagde jeg. Hun rødmede og pillede ved sin strop.

"I burde ikke have set det," sagde hun og gik forbi os.

"Vent! Made!" Jeg fulgte efter hende. "Undskyld Made! Men du spiller og synger altså godt, og det gør mig sindssygt frustreret at du ikke ved det eller tror det. Jeg er ved at dø over det. Hvis jeg skulle give dig én ting her i livet, skulle det være selvtillid. Made, jeg ved ikke hvad din mor har sagt til dig, men det er i hverfald ikke rigtigt, du er god og du skal vide det, tro det, og føle det, ok?" Wow, det var godt at komme af med. Det var bare noget jeg havde tænkt og følt i lang tid. Eller det føltes som lang tid.

"Zayn ved du, hvordan det er at vokse op, med en søster der er komplet fejlfri? Min mor forgudede hende, Zayn. Hun forgudede hende. Hun var klog, populær, smuk, tynd, glad, og sød. Min mor så nærmest op til hende. Hun var helt perfekt. Det fik hun også tit af vide. Ved du hvordan det er at hele tiden stå i skyggen af sin perfekte søster? Og bare vil føle sig elsket af sin mor? Da min søster døde af kræft, kunne min mor ikke tro det. Det var det forkerte barn der døde. Det skulle have være mig, Zayn. Mig. Jeg skulle havde været død i stedet for Katherine. Hvordan kunne perfekte Katherine dø? Nu stod min mor tilbage med det uperfekte, forkerte barn. Det lod hun mig ikke glemme. Hun kunne ikke leve med mig, Zayn. Ved du hvordan det er? At vide at ens fucking mor ikke kan leve med en? AT VIDE AT ENS MOR HELLERE VIL DØ END AT LEVE MED EN! At vide at ens mor syns man var affal-"

"Sssshh," jeg stoppede Madeleine i sin talestrøm, og knugede hende ind til mig. Hun skal ikke føle sådan. Hun skal ikke vide sådan noget. Hun skal ikke leve med sådan noget. Hvis hendes mor var her nu, kunne jeg seriøst slå hende ihjel. Ved hun havd hun har gjort mod sin datter? Sin egen datter! Hun græd. Hun græd nu. Drengene stod bag os, de forstod ikke rigtig hvad det var der var galt. De havde hørt Mades udbrud, så nu vidste de dét. Det havde sikkert kommet som et chok for dem.

"Åh Made," jeg aede hende på ryggen. Hendes hulk skulle stoppe. Hun skulle være glad. Jeg ville give alt for at gøre hende glad. Hun snøftede. Min trøje var våd nu, but i don't care. Madeleine skulle blive glad. Hun skulle fucking ikke lytte på sin mor mere. Hun skulle fucking bare være glad, lykkelig. Hun skulle bare være glad. Bare være glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...