Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5027Visninger
AA

2. Meeting... Again

Madeleines synspunkt:

Min mor står og ser på mig. Hun er smuk, med fine rene træk og lange ben. Jeg ligner hende desværre ikke, jeg ligner min far, det er i hvertfald det, jeg har hørt. Personligt kunne jeg ikke selv se det.

"Hvorfor blev du aldrig som din søster? Hvad er det for noget tøj, du har på? Har du set dit hår? Hvad havde du tænkt dig? Du bringer skam over familien og mig! Hvorfor? Du hverken klog eller smuk! Du er ikke god til noget!" Vi stod på en togperron og ventede på et tog, jeg ikke vidste, hvor skulle hen. Det begyndte langsomt at dryppe, vinden blæste op. Små skyer af støv kørte rundt i ring, ligesom man altid ser i cowboyfilm. Ingen reagerede på mors udbrud, det var som de stod til pynt. Ingen sagde noget. En kiste jeg for længst havde sat lås på, åbnede igen. Jeg havde altid vidst, at den stadig var der, jeg havde altid mærket den, følt den, og lært at leve med den. Men nu havde min mor trukket den frem og revet låsen af, som var det en tør kvist. Nu røg alt ud, alt jeg havde begravet i den, røg ud. Mor vendte ryggen til mig nu, og jeg vidste, hvad hun ville gøre. Hun så ned på skinnerne.

"Mor lad være. Vil du ikke nok lade være?" bad jeg.

"Og leve med dig?!" En tåre løb ned af min kind. Det styrtede ned nu. Regnen gjorde mit tøj og hår vådt. Det hang tungt på mig og fik mit til at fryse. Jeg kunne høre en høj larm. Perronen rystede under mig. Toget. Det kom nærmere, og da det var helt tæt på, sprang min mor, mens jeg skreg nej... Nej.

 

Jeg vågnede med et spjæt. Min dyne var viklet om mine svedie ben, og mit hår sad klistret til min hals. Jeg rejste mig op og gik ud på toilettet. Min mave vendte sig og alt kom op. Heldigvis var det ikke særlig meget, en cheese burger og et æble. Den klamme lugt brændte i min næse, og fornemmelsen sad stadig i munden. Jeg skyllede ud og vaskede min mund grundigt med vand. Der stank frygtelig, så jeg åbnede vinduet ude i stuen. Den kolde nattevind strømmede ind. Fristet stak jeg hovedet ud af vinduet, for at trække luft. Lyset inde hos Harry og de andre var tændt. Hvem var det, der var oppe? Døren blev åbnet, og en person gik ud på balkonen. Jeg kunne svagt skimte omridset af... Zayn Malik. Han havde ikke opdaget mig. Jeg kunne se, hans skuldre rystede. Han græd. Jeg trådte lidt tilbage, jeg ville ikke snage. Eller have noget med det at gøre. Uden at vide af det kom jeg også til at græde. På grund af ham, og på grund af min drøm.

Shit! Han så i min retning og fik øje på mig.

"Er du okay?" spurgte han. Han rodede nervøst i sit hår.

"Jeg kunne spørge dig om det samme... Undskyld, det var ikke min mening at snage." Jeg tav og bed mig i læben.

"Nej, nej det okay... Er du sikker på, at du er okay?" Jeg nikkede. "Øhm.... okay...Sov godt så."

"I lige måde," mumlede jeg, men var i tvivl om, han hørte det. Han gik ind igen, og jeg lukkede vinduet. Efter et håbløst forsøg på at sove videre, stod jeg op. Jeg gik i bad,  og tog en lang hvid kjole og ballerinaer på. Mit hår satte jeg op i en stor knold. Jeg havde selv købt kjolen i genbrugsbutikken, med de penge jeg havde skrabet sammen, fra min letbetalte job på en café. Det var et godt job, chefen var sød, kollegaerne søde, og kunderne var høflige. Det var heldigvis ikke en stor café, den var lille, og derfor var der ikke så mange kunder og ikke så høj løn. Jeg gik ikke i skole, det havde jeg ikke tid og råd til. For hvis jeg gik i skole og ikke arbejdede i den tid, så fik jeg ikke mad og havde ikke råd til tøj.

Jeg vidste at morgenmaden ikke havde åbent endnu, jeg havde fri fra mit arbejde idag, og butikkerne var lukkede. Noget af det jeg elskede at lave på min fridag, var at gå i butikker. Selvom jeg ikke havde råd til noget, var det fedt at finde forskellige sæt, prøve noget tøj og sætte tøj sammen til outfits. Jeg satte mig på min seng og tændte for TV'et, den landede straks på MTV. De viste Family Guy, jeg elsker den serie. Jeg surmulede da rulleteksterne kom. Nu viste de 16 And Pregnant. Hvem ville være gravid som sekstenårig? I hvert fald ikke mig.

Klokken sneglede sig afsted. Jeg besluttede at rode lidt op, altid en fornuftig løsning. Sengen blev redt, tøjet lagt i pænere bunker i skabet. Da alt var rettet på, besluttede jeg mig for at gå ned, den var halv otte nu. Jeg tog elevatoren ned. Der var et stort spejl på væggen og en masse knapper ved siden af. Jeg prøvede at lade være med at se mig selv i spejlet, jeg ville helst ikke begynde at føle mig utilpas og grim. Der sad allerede gæster i Morgenmadssalen, der var fyldt med forskellig størrelsers borde og et tag-selv-buffet i midten. Jeg gik igennem lokalet og igennem en dør til Aftensmadssalen, eller det var mere et sted, hvor man kunne få en aftenkaffe eller en lille whiskey. Et slags hyggerum. Det var ligeså hyggelig indrettet, som resten af hotellet, med hvide vægge, planter, og duge på borderne. I midten af lokalet stod der et klaver, et sort stort et. Jeg satte mig forsigtigt på den lille bænk, som var lavet af træ og så en pude, der var syet fast ovenpå.  Fur Elise, den begyndte jeg at spille. Jeg elsker at spille klaver, det er beroligende, som om jeg kommer ud med mine følelser, når jeg spiller dem. At trykke nogen tangenter ned, og så en smuk lyd flyde ud af den.

Efter at have spillet mine ynglingssange, spillede jeg nogle af mine egne. Love Is Never Gone, Superstrong, Heartbeat, Love Attack, og min ynglings Broken Hearts. Broken Hearts handler lidt om min mor, min søster og mig, og nu tænker i nok: hvordan kan en melodi handle om noget? Tja, det er bare det, jeg føler, jeg har også lavet nogle sangtekster til dem, men jeg er en tonedøv fisk, jeg kan ikke synge, og mine tekster er dårlige. Tro mig, i har ikke lyst til at høre dem.

 

Harrys synspunkt:

Hun sad der foroverbøjet over klaveret. Hendes fingre fløj over tangenterne, som var det en leg. Hun havde sat sit hår op i en stor knold, og havde en hvid lang kjole på.  Den sad perfekt på hende, hun lignede en engel. Okay Harry, nu rabler det helt for dig! Hun havde heldigvis ikke hørt mig endnu. Jeg trådte forsigtigt frem, da hun kiggede bag sig. Hun tabte sine papirer på gulvet, en stor stak.

"Du forskrækkede mig," sagde hun. Den svage rødmen var tilbage efter en uge på Bahamas, så nu var den mere rød.

"Undskyld, det var ikke meningen at afbryde," sagde jeg, mens jeg samlede hendes papirer op. Det var noder og tekster. Gode tekster. Jeg nåede lige at læse nogle af dem, før hun hurtigt tog dem.

"Det er privat, de er ikke så gode," sagde hun undskyldende.

"Nej, de var helt vildt gode," sagde jeg. "Synger du?"

"Nej, nej. Jeg er fuldstændig elendig, tonedøv som en fisk. Fuldstændig. Håbløs." Hun rystede demonstrativt på hovedet.

"Må jeg høre?" Hun grinte. Det lød som de fineste klokker, og den gjorde mig glad. Men hendes grin stoppede hurtigt igen. Jeg så hende i øjnene. Hendes øjne... de var grå, de lignede stjerner. De flotteste stjerner på nattehimmelen. Men der var noget ved dem. De så triste ud.

"Vil du høre mig synge?" Hun smilte, som om jeg var vildt åndssvag. Før jeg nåede at svare hende, snakkede hun videre.

"Hvad laver du egentligt her? Skal du ikke sove, eller interviewes, eller... hvor er de andre henne?" Hun lød lidt nervøs.

"De andre sidder derinde og venter på mig. Jeg så bare, at døren var åben og var nysgerrig."

"Men Styles, synes du, at det er pænt af dig, at snige sig ind på nogen på den måde? Og så udspionere dem, uden de ved noget? Altså jeg er trods alt ikke særlig god..." Snakkede hun nervøst videre.

"Sagde du lige, at du ikke var god?" Hun bed sig i læben. "Du var fantastisk. Virkelig. Du er den bedste pianist, jeg har hørt."

"Nej. I såfald har du ikke hørt så mange."

"Jo, tro mig, jeg har hørt hundredevis. Men aldrig nogen så gode som dig..." Det var nemt at give hende komplimenter, men det var svært at få hende til at tro på dem.

"Må jeg se?" spurgte jeg og hentydede til hendes noder. Hun så straks på sine papirer og rystede blidt på hovedet.

"De er ret dårlige, og ikke rettet igennem..." Hun var så smuk! Ej seriøst Harry... Men se hende lige! Harry... Hendes hår... øjne. Alt var bare perfekt.

"Harry? Kommer du?" Louis' hovede stak forbi døren. Han tav, da han så Madeleine.

"Øh, undskyld." Et frækt smil kom pludselig på Louis' læber. Han troede, vi havde gang i noget... noget vi ikke havde. Louis gik igen. Der var intet flirtende over det her. Intet romantisk over det. Kun mig som synes, hun var smuk.

"Øhm... Vil du med ind og have noget morgenmad?"

"Tror du, det er okay med de andre?" Hun så nervøs ud.

"Ja, ja. De andre har det fint med det." Hun bed sig i læben.

"Okay så." Hun fulgte efter mig hen til drengene.

 

Madeleines synspunk:

Vi gik hen til det bord, de andre sad ved, der var gjort plads til en mere. Harry. Jeg skulle ikke været gået med, det her vil blive akavet. Især med Zayn. Skal jeg ignorre det? Eller spørge om han er okay? Åh nej. De kigger på mig. Harry trak en stol ud, den hvor han rigtig skulle have siddet. Jeg sætter mig på den. Harry tager en stol fra det andet bord og sætter sig ved siden af Louis. Der er blevet helt stille ved bordet. Niall som sidder ved siden af mig, har sin tallerken fyldt med mad.

"I skal virkelig prøve deres donuts," siger han med mad i munden.

"Vil du med op?" spørger Harry. Jeg nikker og rejser mig op. Der er masser af mad, og jeg tror, at Niall allerede har smagt det hele, i hvertfald ud fra rygterne, skulle han kunne lide mad? Jeg vælger at tage en tallerken med frugt og en donut og en noget æg og pølse på en anden, til drikke tager jeg vand og juice. Akavet sætter jeg mig igen ved siden af Niall. Forsigtigt sender jeg Zayn et par spørgende blikke, han sender mig et halvt smil tilbage. Uden at sige noget spørger jeg Zayn, om de andre ved det. Det utrolige er, at han ved, hvad jeg siger, for han ryster på hovedet. Vores tavse samtale stopper, da Harry sætter sig ned med tallerknen fuld af mad. Jeg tager nogle bider af min frugt, mens de andre snakker.

"Går du i skole, Madeleine?" spørger Liam. Oh fuck! Hvad skal jeg svare? Nej, fordi ellers har jeg ikke råd til mad, eller tøj, eller andre livsnødvendige ting.

"Øhm, nej." Han nikker, men borer heldigvis ikke i det.

"Hvad med jer?" spørger jeg høfligt, men kunne have slået mig i panden for det. De griner lidt, men ryster så på deres hoveder. Harry og Louis var igang med en eller anden konkurrence om hvem der hurtigst kunne drikke et glas vand. Louis fik vand løbende ned af hagen og ned på sin stribbet trøje. Harry vandt. Da andre grinte af deres mærkelige ansigtsudtryk. Da jeg havde spist alt min frugt, noget æg og en halv donut, lagde jeg bestikket som jeg var færdig.

"Nårh Madeleine, har du nogen planer for i dag?" spurgte Louis. Sikkert for at være høflig.

"Øh, ikker rigtig," svarede jeg lavt.

"Du kunne tage med os, vi skal bare rundt og lave rav i den," grinte Louis. "Desuden er det godt, at have en guide, der kender stedet.

"Øøh... Det gør ikke noget, i har sikkert travlt og sådan." Det jeg mente var, at jeg ikke ville trænge mig på.

"Nej, tværtimod. Det ville være sjovt. Vi kunne tage ud og shoppe, eller noget." Han lød begejstret og overfrisk.

"Øhm..." De så håbefulde på mig.

"Selvfølgelig skal du det," svarede Louis, inden jeg nåede at sig nej tak.

De drenge kunne godt nok spise meget! Det var fjerde gang de gik op, eller Niall gjorde i hvertfald. Han kom tilbage og spiste op. Han skulle til at tage en slurk af sin vand, men i stedet kom han til at vælte den over mig. Jeg gispede af overraskelse, glasset faldt på gulvet og smadrede i tusinde stykker.

"Undskyld!" udbrød Niall forskrækket og lød oprigtig. Louis var på vippen til at grine, men tav da han fik et blik fra Harry. Liam hjalp til med at skaffe servietter, og Niall tørrede klodset væsken op.

"Det er helt okay," svarede jeg, men han troede ikke rigtig på mig.

"Så har jeg bare en god undskyldning for at skifte, jeg havde alligevel lyst til at have noget andet på." Men han blev  ved med at undskylde. Jeg rejste mig op og satte mig så ned på hug, for at samle de små glasskår op. De mindre stykker puttede jeg ned i de lidt større stykker. Zayn satte sig ned og hjalp mig, mens Harry, Niall og Liam tørrede op, og Louis var ude på toilettet for at slippe for at hjælpe.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...