Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
4994Visninger
AA

12. In Public

Madeleines synspunkt:

Min dyne lå tæt om mig, den varmede min i forvejen varme krop. Mine tanker fløj hele tiden hen til Harry. Han havde reddet mig fra... David. Bare lyden af hans navn nu, fik mig til at få kvalme. Jeg kan huske hvordan Eleanor og Danielle smilede, da de så vores hænder flettede sammen. Drengene så også vores hænder, men var mere beherskede i deres reaktion. Louis smilte frækt og drillende, Zayn så bare glad ud og det samme gjorde Liam og Niall, selvom Niall havde travlt med at sluge en bøtte Ben og Jerrys. Jeg lagde mig i fosterstilling på højreside, og prøvede at lade være med at tænke på noget, hvilket var umuligt, da Harry hele tiden var i mine tanker. Da jeg endelig faldte i søvn, var det med et smil på læben og Harry i tankerne.

David så på mig, med et blik der slugte alt rådt. Han skubbede til mig.

"Hvem tror du du er? Huh? Du er bare en grim, beskidt, lille, ubetydelig luder. Du tror virkelig at du er noget. Huh. Som om. Det eneste du er, er en lille, klam, fed, grim, dum, lille bakterie. Nej du er så ubeskrivelig, klam og dum. Der er ingen samlining med en som dig." Nej, nej. Ikke igen. Please, lad vær. Ignorere det Made. Du skal ikke lytte til ham. Men som sædvanlig, lyttede jeg ikke til den fornuftige del af mig. Hans øjne var fyldt med mørke, kulde og had. "Du betyder ikke noget, og du er i hvertfald ikke god nok. Ikke til mig, ikke til Harry, ikke til nogen." Det var det med Harry der chokerede mig, det ramte mig, hårdere end de andre ord. Ikke god nok. Jeg var ikke god nok til Harry. Det værste ved det hele var ikke ordene, dem kunne jeg holde ud, det var det, at jeg troede på ham, jeg tog ordene til mig. Jeg rystede kraftigt på hovedet. Jeg skulle ikke lytte til ham. Ind af det ene øre, men det gad ikke ud som det skulle. Det blev siddende som brændemærket i min hukommelse. Hans ord regnede, nej de haglede ned over mig. Slog mig som knytnæver. Som et slag i ansigtet. Ikke god nok. Ikke noget værd.

Jeg vågnede heldigvis tidligt. Drømmen hang stadig over mig som en sort sky. Jeg var for doven til at stå op, så jeg puttede bare dynen om mig. Hvorfor drømte jeg altid sådan nogen drømme? Jeg sukkede og rejste mig op. Med tunge fødder traskede jeg ud på badeværelset. Mit spejlbillede så ikke for godt ud, nærmere forfærdelig. Men et bad, noget tøj, sat hår kunne virkelig gøre stor forskel. Jeg orkede ikke at tage noget makeup på, så det blev bare en ren afslappende hyggedag. Heldigvis var mine ballerinaer blevet tørre, så jeg kunne tage dem på. Nu så det lidt bedre ud. Mit hoved var i krig, den ene halvdel ville ind til de andre. Ind til Harry. Den anden fornuftige, irriterende del sagde at jeg måtte give dem lidt luft. Det var ikke sikkert at de ville være sammen med mig 24/7. Så istedet besluttede jeg mig for, at gå en tur i parken. Vejret var godt - stor overraskelse - og solen skinnede - det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg skubbede mine solbriller ned på næsen og maste mig igennem den store flok af mennesker, der var ude og nyde solen. Mit blik vandrede hen over de mange mennesker, fra børn, til forældre, til teenager og ældre mennesker. Der var ærligt talt alle aldre her, og klokken var hvad? 10:30? Tja, den her park var populær. Mit blik faldt hen til en fri bænk. Den stod halvvejs på vej i skyggen af et træ. Perfekt. Så blev der ikke for varmt. Målrettet gik jeg derover og satte mig ned på det opvarmede træ. Først var det så varmt at det brændte i min hud, men så vænnede jeg mig til det. Først nød jeg bare varmen og stilheden i mit hoved, for tro mig i virkeligheden summede det af aktivitet. Jeg fandt min bog frem. Jeg kan godt lide at læse, men det er entligt stjældent, jeg begraver mig i en god bog. Normalt kan jeg godt lide nogenlunde realistiske, romantiske bøger, eller bøger der får en til at tænke over tingene, som ligsom sætter tingene i perspektiv. Ordene flød foran min øjne. Lange sætninger blev læst, mens solen skinnede ned over mig og varmede min krop. Mit i min læsning lød et bling fra min taske. Irriteret og nysgerrig lagde jeg bogen, med den side jeg var nået til opad og hev min mobil op af tasken.

Du ser godt ud! Hvad læser du?

Jeg kunne ikke lade være med at smile. Den var fra Harry. Jeg så mig omkring. Han måtte være her, hvis han vidste, jeg læste, ellers måtte han have en sjette sans.

Hvorfra ved du jeg læser?

Er det nye shorts?

Jeg rystede smilende på hovedet og så rundt igen.

Du finder mig ikke:-P

Hvorfor ikke? Hvor er du?

Her

"Hej," hviskede en hæs stemme ud for mit øre. Harry. Jeg vendte mig forskrækket om og så ind i  nogle flotte, grønne øjne.

"Hvad laver du her?" Spurgte jeg. Han smilede.

"Det er en park, solen skinner, jeg er på ferie... Jeg nyder livet," svarede han. "God bog?" Jeg så automatisk ned på bogen som lå på bænken.

"Den er fin nok. Men hvor er de andre? Er du alene?" Jeg kunne mærke folks nysgerrige blikke. De kunne genkende Harry, selvom han havde solbriller på.

"De andre er derover og holder øje med os, du må ikke kigge derhen, for så lader de som om, de ikke har set os," sagde han uden at kigge op. Ude af øjekrogen  kunne jeg skimte seks mennesker stå over ved sprinvandet og kigge på os.

"Er det ikke Harry fra One Direction?" Var der en pige der sagde meget højt. Harry sukkede lavt og bakkede lidt væk fra mig. Han gik hen mod mennskemassen og hilste på dem. Jeg fulgte efter ham og fik stukket tonsvis af kameraer i hånden. Med et smil tog jeg det ene billede efter det andet. Harry smilte sødt til kameraet, mens den heldige fan stod ved siden af og var ved at flippe ud. Det så faktisk ret skægt ud, når man tænkte over det.

"Er du Harrys kæreste?" Var der en lille pige der spurgte mig med fingeren oppe i næsen. Jeg så på hende og rystede smilende på hovedet. "Det ser ellers så'n ud," sagde hun og tog fingeren ud og kiggede på den. Jeg så over på Harry, som bare så smilende på os. Menneskemassen aftog, nu holdte de bare øje med os og lod som om de var travlt optaget, med det de nu havde gang i.

"Årh det er varmt," sukkede jeg.

"Skal vi tage et smut forbi en café eller noget?" Spurgte Harry. Jeg nikkede.

"Det kunne være rart," sagde jeg. Harry nikkede. Han vendte sig om, så han stod vendt mod de andre.

"Kom," sagde han og tog min hånd.

"Harry, hvis nogen ser det," mumlede jeg. Harry så på mig.

"Made, jeg er lige glad hvis nogen ser det. Jeg vil ikke have, at folk skal stoppe mig til at gøre, hvad jeg har lyst til. Og jeg har lyst til at holde din hånd." Han så alvorligt på mig. Jeg nikkede og smilte til ham, så han slappede mere af.

"Okay, okay." Hånd i hånd gik vi hen til de andre.

"Vi tager hen til en café, er der nogen der skal med?" Spurgte Harry.

"Jeg er faktisk ret-" Louis blev afbrudt af Eleanor, der daskede ham hårdt på armen. "Av!" Udbrød han.

"Vi klarer os," sagde hun istedet. Jeg kunne ikke lade være med at smile af hende.

"Okay," sagde Harry. "Hvad har du lyst til?" Spurgte han mig om.

"Noget koldt," svarede jeg. Han nikkede.

"Så kender jeg et godt sted," sagde han. Hvad sagde jeg? De er madsteds-tiltrækkere!

"Hvad skulle det til for?" Kunne jeg høre Louis spørge Eleanor om, da vi var på vej væk.

"Det ved du godt! Kan du ikke se, at de har brug for at være alene?" Eleanor sukkede opgivende. Jeg smilte af hende og Louis. Harry gav min hånd et klem, han havde vist også hørt dem. Jeg lukkede øjnene kort, da vi gik og nød varmen på mine øjenlåg.

"Vi er der snart," mumlede Harry. Jeg nikkede og åbnede øjnene. Forud kunne jeg se et skilt, hvor der stod Joe & The Juice.  "Kom," sagde Harry og gik med mig ind. Aircondition kørte på fuld drøn og kølede min hud ned. "Hvad vil du have?" Spurgte Harry og så op på et skilt, hvor man kunne læse, hvad man kunne vælge i mellem.

"Jeg tror gerne jeg vil have en bær smoothie," sagde jeg. Bær i smoothie, så var man på den sikre side. "Hvad med dig?" Køen rykkede sig, så det var os næste gang.

"Jeg tror gerne, jeg vil have en... æblejuice." Jeg nikkede og satte mit hår på plads. Harry bestilte for os. Så da han havde fået vores bestillinger, gav han mig min smoothie og vi gik udenfor igen.

"Hvor meget skal jeg give dig?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.

"Ikke noget. Jeg betaler." Han tog en tår af sin juice og sank.

"Men Harry-"

"Ikke noget men," afbrød han mig. Jeg smilte til ham og sagde tak. Han smilte tilbage. "Det var så lidt, Made. Hvis det er det der skal gøre dig glad, så vil jeg meget gerne betale for din smoothie. Den var ikke så dyr," sagde han. Harry havde betalt for min smoothie, han havde sørget så meget til mig. Jeg så ned på vores hænder, som var flettede sammen. Det var som om, Harrys hånd kun var skabt for, at min kunne ligge i den, de passede perfekt til hinanden. Jeg tog en tår af min kolde smoothie. Smagen af bær og banan fyldte min tunge. Den var sød og let syrlig. En perfekt kobination.

"Smager den godt?" Spurgte han, og pegede på min smoothie. Jeg nikkede.

"Den er vildt god. Hvad med dig?" Vi var gået hen til den lidt mere stille del af byen, der var næsten ingen mennesker her. Det var som alt var øde og dødt.  De få mennesker der var her var ligepludselig forsvundet, så Harry og jeg var alene. Harry svarede ikke på mit spørgsmål, men vendte sig mod mig.

"Har jeg sagt at du ser vidunderlig ud idag?" Jeg fnes og smilte.

"Måske," svarede jeg. Han lagde sine arme om mig og hviskede.

"Du ser vidunderlig ud idag, Madeleine. Ligesom du gjorde igår, og dagen før det, og dagen før det," hviskede han og trykkede sine læber mod min pande.

"Harry hvis nogen ser  os," mumlede jeg.

"Jeg kan ikke se nogen. Kan du?" Alt inden i mig råbte, at jeg skulle kysse ham. Alt i mig ville kysse ham. Så jeg gav op med at kæmpe imod, lukkede øjnene og kyssede ham blidt på munden. De berømte sommerfulge kom og fløj rundt i min mave, varmen steg op i mine kinder, og mit hjerte bankede hårdt under mit bryst. Jeg lagde mine arme om Harrys nakke og pressede ham indtil mig. Han smilte under kysset.

"Hvad nu hvis nogen ser os?" Efterabede han mig.

"Jeg kan ikke se nogen. Kan du?" Hviskede jeg. Han rystede smilende på hovedet og gav mig et hurtigt kys på munden.

"Kom," sagde han og gik frem. Jeg sukkede og fulgte efter ham. Han grinte lidt af mig. "Du kommer ikke til at fortryde det, Made," lokkede han. Jeg fulgte efter ham væk fra de øde bygninger, hen til et sted med flere mennesker.

"Hvad er det?" Spurgte jeg. Jeg var nysgerrig om, hvad det var, der var så vigtigt. Vi stod inde på en lille plads, med udsigt til den lange strand.

"Sæt dig her," sagde Harry og satte sig selv på en bænk der stod i midten af pladsen. Jeg satte mig og ventede på, han ville fortælle mig, hvad det drejede sig om.

"Hvad er det, der er så vigtigt?" Harry svarede mig ikke, for i samme sekund kom solen frem fri fra de få træer, der stod klynget op af hinanden som før skyggede for solen. Solen spejlede ned i vandet og sendte det mest smukke skær tilbage.

"Wow," mumlede jeg.

"Solen gør det her hverdag præcist klokken halv to," sagde Harry. Var klokken halv to? Tiden med Harry gik godt nok stærkt. Jeg havde det som om den var tolv, eller noget i den stil.

"Hvordan vidste du det?" Spurgte jeg og beundrede synet.

"Det har jeg fundet ud af i de dage, jeg har været her," sagde han.

"Okay, så jeg har boet her hele mit liv og aldrig set det her? Livet er vildt uretfærdigt." Harry grinede.

"Du ser det nu," sagde han. Jeg nikkede. Det var det vigtigste. Jeg var her med Harry nu. "Har du aldrig været andre steder?" Spurgte Harry. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg har kun været her i varmen." Han så på mig med store øjne.

"Har du så aldrig set sne?" Spurgte han så forbavset, at jeg grinte.

"Kun på film," svarede jeg.

"Wow. Så skal jeg nok vise dig sne på et tidspunkt," sagde han og nussede min hånd med sin tommelfinger. Jeg smilte og lukkede øjnene. Det her øjeblik var perfekt. Jeg var sammen med Harry. Her, idag, nu. Men som alt andet varede øjeblikket ikke altid, for vi blev afbrudt af en sød lille pige.

"Er du Harry?" Hendes stemme var usikker og genert. Hun havde to fletninger og et stort mellemrum mellem tænderne.

"Ja det er mig. Hvad hedder du?" Svarede Harry venligt og smilte til hende. Hun rødmede og mumlede Hayley. "Hej Hayley, tror du at jeg må få et billede af dig?" Spurgte han, da han kunne mærke, at hun var for genert til at spørge. Hun så ned i jorden og nikkede.

"Skal jeg tage det?" Spurgte jeg hjælpsomt. Hun nikkede, rakte mig kameraet og mumlede et tak. Harry lagde armen om hende og smilede. Billedet blev meget godt, pigens øjne lyste som et barn julemorgen og smilte genert til kameraet. "Her." Jeg rakte hende kameraet tilbage, som hun tog imod og løb tilbage til sin mor, der havde overværet det hele. Jeg så på pigen der stolt viste moren billedet. Moren så taknemmeligt på os, tog sin datter i hånden og gik. Jeg lænede mit hoved op af Harrys skulder og lukkede øjnene. Jeg var træt, men samtidig frisk. Frisk på at være sammen med Harry, træt fordi jeg havde gået meget idag. Jeg ved ikke hvor længe vi sad der, længe nok til at solen var blevet orange. Et bling lød fra min taske, så jeg fandt min mobil frem.

"Er det din mobil?" Spurgte Harry overrasket.

"Mmmh," sagde jeg fraværende. Han havde nok ikke set en så gammel mobil før.

Hvor er i? Er i frisk på takeaway på stranden? :-)

"Men Made den kan du jo ikke bruge. Den er da... for... gammel," sagde han, mens jeg læste.

"Ja, men Harry jeg har altså ikke råd til en iPhone 5. Zayn spørger om vi vil spise takeaway med dem på stranden."

"Mmmh," svarede han.

Vi kommer. Hvilken strand?

Den foran jer;-)

Jeg så mig overrasket omkring, og så Zayn og de andre komme slæbende med tæpper, mad og drikkevarer. Harry fulgte mit blik og rullede med øjnene.

"Så kunne de ikke holde sig væk, hva'?" Mumlede han. Jeg grinte.

"Kom," sagde jeg og trak ham med op. Vi gik over og hjalp dem og fik nogen nysgerrige blikke af specielt Danielle og Eleanor. Jeg kunne ikke lade være med at smile af Eleanor, Danielle, og af at jeg var sammen med Harry. Jeg var sammen med Harry. Vi placerede det hele på stranden og satte os ned. Mig ved siden af Harry, Eleanor i Louis skød, Danielle ved siden af Liam, Zayn ved min anden side og Niall ved siden af Harry.

"Hvad har i købt?" Jeg så nysgerrig på de poser de havde taget med.

"Kinesisk," svarede Eleanor og fandt nogen plastic tallerkner frem. De havde taget nogle forskellige bøtter med sovs og gryderetter med og en stor bøtte med ris, de havde også taget nogle af de der rejechips, der poppede mærkeligt på tungen. Jeg kunne godt lide kinesisk, det smagte stærkt og krydderet. Lækkert. Den eneste lyd der var, var folk der spiste og tyggede maden. Jeg havde det som om, alle så på Harry og jeg, som sad op af hinanden.

"Nårh har i så haft en god dag?" Spurgte Eleanor og drak noget af en vand. Jeg nikkede.

"Hvad med jer?" Der var en lidt mærkelig stemning. Som om de ikke helt vidste om de skulle ignorere os, eller spørge indtil os. Jeg vidste det ærlig talt ikke. Altså, om vi var sammen. Jeg tror ikke vi var kærester, ikke sådan rigtig. Jeg ved det ikke. Alt det her halløj var sådan forvirrende, og jeg kunne jo bare ikke spørge Harry ligeud,det ville være for pinligt.

"Her." Harry tog en rejechips og puttede den forsigtigt i min mund. Jeg smilte og tyggede den. De andre holdte bare øje med vores bevægelser.

"Vi har haft en god dag," sagde Eleanor så.

"Det var godt," sagde jeg og tog en ny rejechips. Da vi havde spist færdig, samlede vi vores beskidte tallerkner og bestik og tog dem ned i en pose. Solen var en blanding af orange og rød. Den sendte et langt skær i vandet som en lang stribe. Jeg lå op af Harry mellem hans ben. Han nussede mig på armen og nød aftensolen med lukkede øjne.

 

***

 

Jeg satte mig i sofaen ved siden af Harry. Han så op og smilte til mig, som jeg hurtigt gengældte. De andre var her ikke ligenu; Louis inde på værelset med Eleanor, Niall på toilettet, Liam og Danielle var lige gået og Zayn var et eller andet sted, i hvertfald ikke her. Jeg vidste, at det var en dårlig idé at se Harry i øjnene, for jeg kunne ikke fjerne mine øjne igen. Hans øjne var så... grønne. Det var som om, jeg ikke kunne holde mig fra ham, som om en usynlig kraft trak os nærmere, indtil vores læber ramte hinanden i et kys. Jeg lukkede øjnene og trak ham tættere på. Det var som om... det kunne ikke beskrives, det var som om, at det bare var her og nu. Kun Harry og jeg. Jeg glemte hvor vi var, og at der også var andre her. Indtil der var en der rømmede sig. Jeg fløj straks fra Harry og rødmede. Louis stod og smilede irriterende med Eleanor bag sig.

"Der er også andre her," sagde han og  satte sig mellem Harry og jeg. Harry sukkede og hev Louis' hovede ned under hans arm og rodede i hans hår. Louis prøvede at komme fri, men det lykkedes først, da Harry lod ham gøre det. Louis rejste sig og gik hen for at hente fjernbetjeningen, bagefter satte han sig ved siden af Harry, istedet for imellem Harry og jeg. Harry sendte mig et svagt smil. Jeg tog hans hånd og smilte tilbage. Okay, det kunne godt være, at vi opførte os som to dumme, forelskede high school elever, men hvad skulle jeg gøre ved det?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...