Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5025Visninger
AA

16. I love you

Harrys synspunkt:

Mine ben er faktisk ret ømme, efter som Made og jeg har gået hele dagen. Jeg må få Louis til at massere dem, når jeg kommer hjem. Jeg havde inviteret Made ud i aften. Planen var at jeg ville hente hende klokken halv otte og så skulle vi spise sandwiches på stranden med champagne og jordbær. Jordbær dyppet i chokolade. Det lød som en god plan, hvis du spørger mig, men nu havde jeg sindssygt travlt. Jeg skulle pakke tingene, købe maden og champagnen, og så skulle jeg glæde om. Louis var faktisk lidt irriterende. Det var han altid, når jeg havde gang i noget med nogen men... Made var ikke nogen. Hun var anderledes, speciel, sig selv og ikke overfladisk. Hun var smuk, sød, ærlig, perfekt. Jeg smilede for mig selv og trådte op i badet. Hvis jeg ikke skulle komme for sent, hvilket jeg ikke skulle, så havde jeg vildt travlt. Vildt travlt. Jeg sprøjtede lidt parfume og tog deo på, da jeg var kommet ud. Mit hår satte jeg med lidt voks. Jeg børstede hurtigt, men grundigt tænder og skyllede efter med vand. Et hurtigt smil i spejlet og så gik jeg ud. Selvom Made og jeg var... tja sammen, gjorde hun mig stadig nervøs og gav mig svedige hænder. Et par bank lød på min dør, og idet jeg vendte mig om for at se hvem det var, trådte Louis ind.

"Hva' så, Bro?" Han smilede til mig. Han vidste, at jeg var nervøs. At jeg var bange for, at Made hver tredje sekund ville forlade mig, eller finde en der var bedre end mig. Jeg fortjente hende ikke. Hun var så god, og sød, og perfekt, og tja... jeg var bare mig: playeren Harry Styles. Jeg så mig ikke selv som en player. Ja, jeg havde mange pigevenner, men hvis én fotograf ser en med en pige, så er man åbenbart på date! Jeg tog en hvid skjorte og et par stramme jeans på.

"Er det godt nok?" Spurgte jeg nervøst. Louis smilede drillende og gik hen til mig.

"Du mangler noget..."  Han stoppede op ud foran mig, rettede på min skjorteflip ting, og hurtigt uden jeg nåede at træde væk, kom en brændende smerte i skridtet. Jeg bøjede mig automatisk sammen og holdte beskyndtende hænderne foran.

"Louis!" Vrissede jeg, og bed smerten i mig. Han grinte.

"Chillax! Du trængte til noget beroligende!" Han puffede blidt til min skulder. Jeg sukkede opgivende og rystede på hovedet. Louis gjorde det altid! "Harry hvis Made ikke overfalder dig i aften, er der ikke noget galt med dig men hende."

"Louis' visdomme ord!" Drillede jeg, men blev ærlig talt glad for hans ord. Han rystede på hovedet af mig.

"Come! Your princess is waiting!" Sagde han og lavede en mærkelig stemme og mærkelig rytme. Jeg nikkede og fulgte efter ham ud til de andre. De kiggede op og smilte da de så mig. Var det så tydeligt? At jeg var nervøs? Jeg sendte dem et lille smil og tog min kurv med madvarerne.

"See ya'!" Sagde jeg og fik nogle hilsner i hovedet på vej ud. Made boede kun et par døre væk, så jeg skulle ikke gå særlig langt. Jeg tørrede mine hænder af i bukserne og kørte en hånd gennem mit hår, før jeg bankede tre gange på døren. Jeg kunne hører Made rumstere lidt derinde, før hun lukkede op.

"Hej." Hun lyste op i et stort smil, der klædte hendes ansigt perfekt. Hendes grå øjne skinnede og hendes hår lagde sig i krøller om hendes hals, mens to totter fra hver side trak håret væk og blev sat på plads af hårnåle. Hun havde en hvid, blondekjole der stod perfekt til hendes brune hud. Alt i alt lignede hun en engel. Min engel.

"Wow," mumlede jeg, trådte et skridt tættere på, lagde en arm om hende og trak hende ind til mig. "Du ser vidunderlig ud, angel," mumlede jeg og kyssede hende blidt på kinden. Hun fnes.

"I ligemåde," sagde hun, og fik mig til at lyse op i et smil.

"Er du klar?" Spurgte jeg. Hun nikkede og fulgte med mig til elevatoren. Jeg havde en arm om hende og med den anden holdte jeg kurven.

"Lets go!" Sagde jeg og trykkede på den rigtige knap ned til hallen. Vi gik ned gennem alle mennskerne og ud i den varme aftenluft. "Det er lang tid siden du har spillet klaver," bemærkede jeg.

"Mmmhh," sagde hun bare. "Jeg har haft for travlt med at være sammen med dig." Hun så på mig og smilte genert. Jeg lo kort. Min hånd fandt hendes og flettede sig hurtigt ind i hendes lille hånd. Min mave blev opsummet af lykke og jeg kunne ikke lade være med at smile stort. Hun var så perfekt. Jeg... Jeg elsker hende. Ja, ja jeg gør, jeg elsker hende. Jeg elsker hende! Jeg havde lyst til at råbe det, fortælle hende det, men en nagende frygt i min mave, fik mig til at lade være. Tænk hvis hun ikke... tænk hvis hun ikke følte sådan om mig. Så... så ville jeg ødelægge det hele... Men tænk nu hvis hun tænkte sådan om dig, hviskede en lille stemme. Det var for risikabelt. Jeg kunne ikke risikere at miste hende, for noget mit dumme hjerte følte.

"Så er vi her," mumlede jeg, mest til mig selv. Jeg fandt vattæppet frem og spredte det nemt ud. Det landede flyvende på sandet og krøllede let. Jeg satte kurven i sandet ved siden af og satte mig. Made satte sig forsigtigt overfor mig og så udover havet. Den sene aftensol lavede en lang orange løber udover vandet. Det var smukt. Præcis ligesom Made, bare ikke nær så perfekt. Jeg smilte af Mades beundrende ansigt. Gid hun kunne se sig selv gennem mine øjne, så ville hun forstå hvor perfekt og smuk hun er. Hun er det bedste jeg har, hun er min mest værdigfulde skat. Min engel. Måske lød det overdrevet, eftersom vi ikke har kendt i langt tid, men det var sådan jeg havde det. Vores forhold var specielt. Præcis som Made. Hun er speciel.

 

***

 

Madeleines synspunkt:

Jeg holdte øje med Harrys forsigtige bevægelser i øjekrogen. Han så så forbandet god ud med sin hvide skjorte og stramme jeans. Jeg var slet ikke god nok til ham. Jeg var ikke så perfekt. Harry havde ingen fejl. Han var lækker, smuk, sød, romantisk, perfekt. Min egen, personlige, lille stykke del af himmel. Af paradis. Han gjorde mig glad, lykkelig, fik mig til at grine. Bare af at tænke på ham smilte jeg. Han var... ubeskrivelig dejlig. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham så højt. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham.

"Her." Harry rakte mig et champgneglas fyldt med hans dyre champagne. Jeg tog smilende imod det. "Skål," sagde Harry og klingede sit glas ind i mit. Jeg nippede forsigtigt til den søde drink. Den skulle nydes i fulde drag. Han havde købt champagne! Champagne! Han var så fin... i modsætningen til mig. Ja, jeg havde måske lidt meget tøj, men det var altsammen købt i genbrug. Harry gik i mærketøj, champagne... Jeg kunne ikke leve op til hans standard. Harry foldede nogle sandwiches og jordbær ud af små æsker og papirer. Jeg proppede et jordbær i munden, og lod først chokoladen smelte på tungen, og så bagefter tykke jordbæret.

"Har du ikke haft helt vildt travlt?" Spurgte jeg, da jordbæret var væk og nede i min mavesæk. Lækkert. Han smilte.

"Louis hjalp mig," indrømmede han og tog en bid af en sandwich. Han så ned i kurven igen og rynkede panden. "Hvor er...?" Mumlede han forvirret. Rynken i hans pande forsvandt så snart sandheden gik op for ham. "Niall!" Udbrød han og fik mig til at le højt. Niall havde spist noget af maden! Latterkramperne i min mave var ubehalige på en behalig måde. Harry så smilende på mig og begyndte så også at grine. Om det var af mig eller Niall vidste jeg ikke, men jeg blev ved med at grine. Til sidst måtte jeg koncentrere mig om at trække vejret. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind.

"Jeg har savnet dig," indrømmede jeg og rødmede svagt. Det var som om, at efter jeg indså, jeg elsker ham, var det blevet sværere at sige noget sødt, som om han ikke måtte finde ud af det, for så ville han forlade mig. Det var jeg så bange for, han ville. Finde en der er bedre og skride. Ødelægge mit hjerte.

"Jeg har også savnet dig," sagde han alvorligt. Jeg lagde min sandwich fra mig i sandet og kravlede over til ham. Han lagde sig ned, så jeg kunne ligge ovenpå ham. Hans ansigt der lå smilende i sandet, med de intense grønne øjne... årh! Jeg var så tæt på at fortælle ham det. Bare sige det. Lige ud. Jeg kan ikke holde et hemmeligt. For at  forhindre det i at ske, lod jeg mine læber ramme hans i et kærligt, intenst kys. Han lagde sin arme om mig og trak mig tættere på ham. Hans hånd tog fat om mit baglår og fik mig til at fnise.

"Harry," mumlede jeg og bed mig i læben. Han sukkede og smilte så forsigtigt til mig.

"Du har ret, Made. Men du er bare så fandens sexet," sagde han. Jeg smilte. Min mave kørte rundt. Han syntes jeg var sexet! Harry kunne se, at jeg smilte og fniste af ham, så han fortsatte. "Og sød, og lækker, og venlig, og smuk, og helt perfekt." Han lænede sig nu over mig og kyssede mig på næsen. Jeg grinte. Det var så... intenst og romantisk og helt perfekt. Jeg følte mig så lykkelig og fri. Harry prikkede mig i siden, så det fik mig til at spjætte. Jeg var utrolig kilden! Især i siderne!

"Harry!" Advarede jeg, men selvfølgelig valgte han at ignorere det. "HARRY!" Skreg jeg og spjættede af kramper. Jeg kunne ikke være alvorlig, for smilet sad klistret fast på mit ansigt.

"Hvad sagde du?" Spurgte han, og lod som om han ikke hørte mig. Jeg grinte og vred mig, men Harry holdte mig fanget. Hans ansigt nærmede sig mit, og hans kilden stoppede. Jeg hev efter vejret, men med Harry tæt på... jeg kunne ikke koncentrere mig om at trække vejret. Jeg tænkte ikke. Jeg tænkte kun på hvor grønne og perfekte Harrys øjne endt lig var, hvor meget jeg havde lyst til at føle Harry læber mod mine og en melodi. Det var en glad, smuk, perfekt melodi. Jeg havde den på hjernen, selvom jeg ikke havde hørt den før. Det var en sang, jeg havde digtet. En sang om Harry.

Your green eyes burned my skin

 i don't know whats happenin my hears it's beating so fast!

I love you so

but i don't know where we going to be tomorrow

but i will always love you

always love

always love

you

And I will always hold

yeah always hold

always hold

your hand

 Det var den tekst, der kørte rundt i mit hoved. Det mindede slet ikke om alle mine andre sange. Den her var... glad. Anderledes. Ligesom Harry. Jeg elskede den.

"Se den stjerne," sagde Harry og bragte mig ud af mine tanker. Vores hænder var flettede, selvom vi ikke lå ovenpå hinanden mere. Jeg så op på himmelen, der svagt var drysset af stjerner. "Den minder mig om dig," fortsatte han. "Den er størst, smukkest, lysest, uskyldigst, sødest." Jeg fnes. Harrys ord gjorde mig glad. Varm. Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle svare ham. Jeg elsker dig. Det var det eneste, der kørte i mit hoved. Jeg elsker dig. Hvorfor og hvordan kan tre ord være så svære at sige? Hvordan?

 

***

 

"Sover du?" Jeg kunne mærke Harrys varme ånde mod min hovedbund og fik kuldegysningerne til at brede sig.

"Nej," mumlede jeg. Jeg lå så godt. Harrys arme lå om mig, mens jeg lå med ryggen til ham, helt opad ham. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se Harrys ansigt. Han sad med et lille glad smil om munden og funklende øjne. Mine øjne fangede hver perfekt lille detalje af hans hud. Hans modermærker, hans smilehuller, hans øjne, hver et øjenvippehår, hver en fregne. De tre ord kørte igen i mit hoved. Jeg elsker dig. Jeg elsker ham. Jeg elsker Harry. Jeg Madeleine elsker Harry Styles. Ham millioner af piger ville dræbe, for at ligge sådan her med. Ham Harry som jeg elsker. Ham som jeg umuligt ville kunne være sammen med.

Han har et liv. Et liv fyldt med tourné, berømmelse, London, venner, familie, fester. Mit liv er fyldt med... ham. Dem. Og så mit arbejde. Men jeg elsker det. Jeg elsker dem. Jeg elsker mit liv. Mit liv ligenu. Jeg kunne ikke være mere lykkelig.

Harry have jo en tourné at vende tilbage til. De havde fået fri i to uger, og havde besluttet at tage hertil. Til USA. FÅ at knytte deres bånd endnu mere, end det er i forvejen, hvis det er muligt. Nu manglede de bare slutningen af tourné'en. Zayn skulle også lige hjem til sin mor, mens de andre skulle se deres familier og forberede sig til de næste små tre måneder. Det er et mirakel de ikke er trætte af hinanden endnu. De bruger jo stort set alt deres tid sammen. Dage, nætter.

"Hvad tænker du på?" Mumlede Harry. Jeg kom ud af min egen lille tænkeverden og tilbage til virkelighed.

"Alt... Der er noget jeg skal vise dig-" Jeg gabte. "I morgen," afsluttede jeg. Harry grinte.

"Sov godt, prinsesse." Han kyssede mig på panden, og kort efter sov jeg tungt og godt.

 

***

 

Jeg slog øjnene op og så ind i Harrys fredfyldte, perfekte ansigt. Et stort smil blomstrede på mine læber. Han så så sød ud. Helt perfekt, sårbar. Men hvor den dreng dog kunne sove! Sangen poppede op i mit hovede igen, og det var som om jeg blev sindssyg. Jeg kunne ikke slappe af, før jeg havde fået alle ordene ned på papir. Det skulle ned. Nu. Jeg vred mig forsigtigt ud af Harrys favn, fandt klodset balancen og ledte efter min sangbog. Det var en kedelig grå bog, hvor jeg havde skrevet alle mine tanker ned i sangtekster. Nogle var sindssyg dårlige andre var... lidt bedre. Jeg tog fumlende den kuglepen på bordet og skrev ned. I skrædderstilling i sengen sad jeg og skrev som en sindssyg. Jeg kunne ikke stoppe. Min hånd bevægede sig som i krampe og kuglepenen fløj hen over papiret. Da jeg var færdig skimtede jeg teksten igennem og smilede. Den var selvfølgelig ikke helt ren eller fejlfri, men jeg kunne lide den. Jeg kunne lide min nye sang Green Eyes. Harry var min muse. Jeg så ned på Harry, som overraskende ikke længere havde lukket øjne men åbne.

"Harry! Hvornår er du vågnet?" Jeg tog hånden på mit hjerte i et forsøg på at få det til at langsommere.

"Da du begyndte at skrive som en sindssyg." Han gabte. "Hvad er det?" Jeg lukkede hurtigt min bog sammen. Det var pinligt. Mine kinder blev røde.

"Ikke noget," løj jeg. Han måtte ikke finde ud af at det var om ham. Jeg havde fucking skrevet en kærlighedssang om Harry! Han rakte ud efter min bog og fik den vredet ud af min hånd. "Harry!" Udbrød jeg. "Det er ikke godt." Jeg så nervøst ned på mine hænder, da Harry begyndte at læse. Jeg kunne ikke holde det ud, så jeg lukkede bogen i, før han var færdig.

"Hey!" Udbrød Harry. "Det var godt," sagde han beklagende. Jeg tyssede på ham, og bøjede mig ned for at kysse ham. Han glemte straks alt om min bog og kyssede ivrigt med. Jeg grinte.

"Hvad siger du til, at vi invitere de andre herover idag?" Spurgte jeg nervøst.

"Det tror jeg, de vil elske," svarede han.

Vi gik - eller rettere sagt - jeg gik straks igang med at planlægge. Vi skulle have noget så sundt som - trommehvirvel - moussaka! Okay, jeg skulle - hvis jeg kendte dem ret - købe masser af slik og mad - til Niall-, så skulle jeg rode op, invitere dem, lave maden selvfølgelig, og selvfølgelig leje DVDer. Okay, måske kunne jeg lokke Harry til noget. Måske?

Jeg startede med at rejse mig og rode lidt op, mens Harry lå dovent i sengen og betragtede mig. Jeg havde ikke særlig meget tøj på. Harrys t-shirt som lige gik ned over mine baller.

"Prøv at se solen!" Udbrød jeg, da jeg havde trukket gardinerne fra. Solen var høj og varm præcis som altid.

"Hvornår skinner den ikke her?" Mumlede Harry. Jeg ignorerede ham og kastede puderne op fra gulvet og op i sengen i Harrys ansigt. Han lavede en utilfreds lyd, hvilket fik mig til at grine.

"Kom så op, gnavpot!" Fnes jeg. "Nårh men jeg går i bad nu," mumlede jeg.

"Det lyder hyggeligt. Må jeg komme med?" Jeg rystede på hovedet af ham og hev trøjen over hovedet på vej ud på badeværelset, så min ryg var bar og plottet for Harry. Ude på badeværelset lod jeg vandet løbe lidt, før jeg trådte ind. Vandets varme effekt fik mig straks til at slappe af og lukke øjne. Det var rart bare at stå der med lukkede øjne med vandet skyllende ned over sig. Jeg vågner langsomt til mig selv og skynder mig færdig. Med et håndklæde viklet om kroppen og børstede tænder går jeg ud igen. Harry har taget samme tøj på som i går og sidder nu på min seng med mobilen i hånden. Han kigger op, da jeg kommer ind og smiler. Jeg kan ikke lade være med at smile tilbage, mens jeg går hen til mit skab. Jeg får fundet noget undertøj frem og en sød kjole. Tøjet tager jeg på ude på badeværelset og får sprøjtet noget parfume på min hals. Mit hår hænger jeg op i en lang hestehale og sætter lidt mascara på mine øjenvipper. Nothing big deal. Da jeg går ud fra toilettet for anden gang støder jeg lige ind i Harry.

"Gosh!" Siger jeg forskrækket. Harrys bryst bevæger sig, da han griner.

"Du ser godt ud," siger han. Jeg smiler. Mit ansigt er ét stort smil. Jeg ligger mine arme om hans nakke og hans arme lukker sig om mit liv. Jeg kysser ham forsigtigt og blidt på munden. Da jeg trækker mig tilbage, ser jeg på ham. På hans lille, lykkelige smil, på hans halvtlukkede øjne, på hans krøllede, uglede hår. Alt det jeg så inderligt og brændende elsker. Hver en nerve, hver en celle i min krop elsker ham. Min krop summer af glæde, når jeg ser ham, den går amok når jeg rører ham og bliver hel, fantastisk og fuldstændig sindssyg når jeg kysser ham. Det er som om, at hele mit liv først giver mening nu. Det lyder åndssvagt, det ved jeg, men det er sandt. Det er sådan jeg føler. Det er sådan jeg har det.

Vi står bare og smiler til hinanden, indtil jeg ødelægger stemningen.

"Jeg skal lige inviterere dem over." Det er bare en lav sætning, men fordi Harry står så tæt på, hører han det. Han nikker, kysser mig en sidste gang og trækker sig væk.

Vi følges ad derhen, da det jo ligeesom er Harrys 'hjem'.

"Maaaaaaade," siger Louis, da han får øje på mig. Jeg griner og krammer ham igen. "Længe siden," siger han.

"En dag," griner jeg.

"Det er stadig længe!" Siger han og spiller fornærmet. Jeg dasker ham på armen.

"Jeg har også savnet dig, Lou." Han lyser op i et smil. Harry gik direkte ind på sit værelse, sikkert for at tage et bad og klæde om. Jeg får øje på Zayn, som sidder i sofaen travlt optaget af sin mobil, at det ikke ville overraske mig, hvis han slet ikke havde hørt, at jeg var kommet. Jeg går over til ham og kaster mig over hans skulder, imens jeg udbryder.

"ZAYNIE!" Zayn laver et spjæt med sin krop, men griner så og trækker mig ind i et knus. Alt er glemt. Pakket væk, puttet ned i en kasse og sat på loftet. Godt, det er bedst. Zayn er blevet gladere efter, at de andre fandt ud af det, så nu snakker vi sjældent om det. Zayn har dog fået nogle få telefonopringninger, hvor de siger at det går bedre. Ikke rask, men bedre. Det får heldigvis Zayn til at slappe mere af, og når Zayn slapper af, gør jeg også. Jeg savner faktisk at snakke med Zayn. Om Harry, mine følelser, alt.

"Hva' så, Made?" Siger han friskt og glad. "Hvordan går det?"

"Fint, tak. Helt fantastisk. Hvad med dig?" Jeg skubber blidt til hans skulder. Det er trods alt ikke så længe siden, vi var sammen, selvom det føltes sådan. Alt for lang tid.

"Godt." Jeg trækker mig væk fra Zayn, så istedet for at ligge over ham, sidder jeg nu ved siden af ham. Alles opmærksomhed og blikke er på mig. Jeg holder virkelig meget af dem, bare på så kort tid. Jeg rømmer mig kort.

"Når hvad skal i lave idag?" Spørger jeg for lige og se om de skal noget.

"Ikke så meget. Ingen planer. Pakke og sådan," siger Louis og vikler sine arme om Eleanor. Jeg nikker. De skal jo allerede hjem imorgen. I morgen! En knude i min mave vrider sig uroligt, og jeg har en klumb i halsen. Ikke tænk på det, Made! Ikke tænk på det. Jeg sender dem et smil.

"Har i så lyst til at kommer over til mig i aften? Til noget mad og sådan," spørger jeg nervøst. Nervøs for at få et afslag.

"Ja klart, det lyder top hyggeligt," siger Louis begejstret. Det er åbenbart Louis, der fører ordet. Mit smil bliver størrer og forventningen og glæden overdækker nu for den knude og sorg over, at de skal hjem. Væk. Mit blik lander på Harry, som kommer gående ind med rent tøj og opsat hår. Mit smil bliver større, og jeg kan ikke lade være med at studere ham. Hans ansigt, krop, alt. En albue skubber mig hårdt i siden.

"Du stirrer," hvisker Zayn med et stort smil. Jeg rødmer, da de andre også har lagt mærke til det, selv Harry. Åh gud. Var det så tydeligt?

"Årh vores allesammens Made stirrede på vores lille Hazza," sagde Louis og sukkede overdrevet. Jeg laver øjne af ham, og betragter lidt mindre tydeligt Harry, som sætter sig ved siden af mig.

"Du ser godt ud. Jeg har savnet dig," ryger det ud af min mund. Fuck! Hvad skete der der? Harrys smil bliver størrer og jeg kan hører Louis grine.

"I ligemåde," hvisker han og kysser mig på næsen, for så at kysse mig blidt på munden. Varme følelser ryger igennem min krop. Jeg føler mig som verdens heldigste og lykkeligste væsen på jorden. Alt er perfekt. Lige indtil der er en der rømmer sig.

"Vi er her også! Skaf et værelse!" Lyder Niall's stemme.

"Bare fordi du ikke har fået noget i lang tid," siger jeg. Jeg er i godt humør, jeg plejer nemlig sjældent at være så flabet. Men idag er jeg. Alle griner af det, undtagen Niall som bare laver en grimasse af mig. Harry klukker og kysser mig igen bare mindre grådigt. Han trækker sig lidt væk og smiler forsigtigt til mig. Vores hænder er flettet sammen og vores knæ rører hinanden.

 

***

 

"Slik, chips, chokolade," siger jeg højt, så Harry kan finde det og putte det ned i vores snart fyldte vogn.

"Tjek," siger han, da han har lagt varerne derned. Jeg skubber vognen udenom en hylde med frugt og går over mod sodavanden.

"Faxe Kondi, Fanta, Cola." Harry lægger alle sodavanderne ned. Jeg sender ham et smil og går over mod kassen. Køen er aaaalt for lang. Et par store hænder bliver lagt på min hofte og et par læber presser sig mod min hals. Jeg gisper forskrækket og smiler så.

"Harry!" Udbryder jeg. Jeg vender mig om og ser lige ind i Harrys flotte øjne. Et skævt smil blomstrer på hans ansigt. Selvom folk kigger, og vi ikke følger med i køen, presser jeg mine læber mod hans. Et kort magisk, vidunderligt, fantastisk øjeblik opstår i de sekunder vores læber rører hinanden. Det fantastiske øjeblik er alt for hurtigt slut. Det gør mig sulten efter mere. Efter Harry. Jeg er nærmest blevet afhængig af ham. Jeg skal se ham, røre ham, kysse ham hele tiden for ikke at... jeg ved det ikke. Det er bare, jeg har sådan en stor trang til hele tiden, at være ved sammen med ham og kysse ham. Det er skørt. Jeg har aldrig følt sådan før, men på den anden side, har jeg heller aldrig været forelsket. Harry gør noget ved mig. Noget jeg ikke kan beskrive. Harry tager alle vores varer op og ligger dem på båndet. Han tager et par poser og ligger dem også op på båndet. Haha, Harry har lovet mig - helt uden at sige noget- at han vil hjælpe mig,  selvom det er ham der laver det meste af arbejdet... men alligevel! Da jeg skal til at betale med mit kort, kommer Harry mig i forkøbet og stikker sit kort ned i hullet - skal ikke misforstås!

"Harry!" Han smiler til mig og puffer mig blidt til siden.

"Lad mig," siger han. Jeg ryster bare på hovedet og går i gang med at tage varerne i poserne. Harry slutter sig til mig, da han har betalt. Jeg kan ikke lade være med at følge hans bevægelser i øjekrogen. Hans stærke, muskeløse arme som tager madvarerne i posen. Et lille smil popper op på mine læber. Han er så... perfekt. Irriterende lækker og perfekt. Hrmph hvor snyd! Harry ser på mig og smiler skævt, da han opdager, at jeg ser på ham. Jeg ryster på hovedet af ham, og tager posen op i vognen.

"Lets go!" Siger jeg og stiller mig op på kurven. Harry står bag mig og skubber til vognen, så jeg kører hurtigt hen af fliserne og mod en af deres sorte, mystiske biler. Det føltes fantastisk at få vind i hovedet og under armene som om man flyver. Jeg griner stille, indtil Harry stopper vognen og vi er fremme ved bilen. "Lyseslukker!" Siger jeg for sjov og hjælper med at fylde bilen med poserne. Da Harry har taget de sidste poser, hopper jeg ind på forsædet. Det er en perfekt dag i dag. Jeg er frisk, glad, lykkelig. Perfekt. Jeg leger lidt med mit hår og venter på, at Harry har kørt ud fra parkeringspladsen.

På vej hjem er det nærmest kun mig der snakker. Hvad kan jeg sige? Jeg har det fantastisk. Harry smiler bare af mig og ryster på hovedet. Jeg er bare... mig selv. Det føltes godt at være sådan her. Glad, lykkelig og fyldt med liv. Harry guider mig nærmest op. Fordi jeg er helt rundt på gulvet, er jeg ved at snuble flere gange. Det er som om jeg har drukket... Fordi Harry er så skide hurtigere end mig, står han tålmodigt og venter foran min dør med næsten alle poserne. Jeg smiler til ham og puffer ham væk. Uden store problemer låser jeg op for døren. Da jeg kommer ind i min dejlige lejelighed, smider jeg nøglen på bordet og sætter mig ned. Harry går i gang med at fylde mit tomme køkken med mad. Han laver alt for mig... Jeg føler mig helt doven nu... narh, jeg overlever.

"Hvad har du lyst til at lave idag?" Harry vender sig om for at se på mig. Jeg fugter mine læber med tungen og trækker smilende på skulderene.

"Være sammen med dig," siger jeg drillende. Han smiler skævt og går hen imod mig.

"Det er ikke et valg, Summer." Jeg smiler skævt.

"Er vi på efternavn, Styles?" Siger jeg og leger med i hans leg. Han står nu henne ved mig. Jeg bøjer min nakke, så jeg ser op på ham, mens han ser ned på mig. Han bøjer sig ned mod mig, mens vi bare ser hinanden i øjnene. Det er som om vi taler med øjnene, der er en helt særlig forbindelse. Kontakt. Ingen af os blinker eller kigger væk. Det er tryllebindende. Forførende. Sensuelt. Kærligt. Flirtende. Specielt. Unikt. Det er en helt speciel kontakt mellem os lige nu. Harry sidder på hug lidt lavere end mig. Jeg bøjer mig hen mod ham og kysser ham langsomt, blidt og drillende lige ved siden af munden. Jeg kan mærke at han bliver irriteret og utålmodig af mit drilleri. Jeg griner indvendig. Små kys bliver plantet rundt på Harrys ansigt bare ikke munden. Min hånd vikler jeg ind i hans små krøller. Jeg hiver blidt i dem. Mine øjne er lukkede og det samme er hans. Det er en helt speciel, fantastisk stemning. Helt vidunderligt. Harry finder mine læber og presser dem hårdt med hans egne. Det er helt ubeskriveligt fantastisk. Ligesom Harry.  Han er fantastisk. Vores kys udvikler sig. Harrys hænder kærtegner blidt min krop. Mine arme, min mave, mit ansigt. Jeg trækker mig forsigtigt væk fra Harry. Mit hjerte banker hårdt mod mit bryst. Harry sender et skævt smil til mig og tager mit hår bag mit øre.

De tre dummer ord kører rundt i mit hoved og tigger om at blive sagt. Sat fri. Indrømmet. Troet på. Fortalt.

Jeg elsker dig.

Jeg elsker ham.

Jeg elsker Harry.

Jeg kan ikke sige det, for hvis Harry ikke føler det samme vil det blive alt for pinligt, kompliceret, akavet og ødelægge alt. Hvis han ik...

Nej. Stop. Ik' tænk på det. Ik' nu.

Jeg sender ham et svagt smil, som han hurtigt gengælder.

 

***

Mine fingre stryger over klaverets tangenter. Prøvende trykker jeg ned på dem, for at se om det er den rigtige. Den er er med i sangen. Det er min ynglings sang. Det er helt sikkert. Mine fingre stryger hen over de lyse toner, mens den anden hånd tager de lidt mørkere, stadig lyse men mørkere. Det er som om jeg føler mig hel når jeg spiller. Som om jeg bliver opsummet af lykke. Ikke den samme lykke som når Harry er sammen med mig, den lykke kan intet slå. Men klaveret får mig til at slappe af, tænke, fokusere. Klaveret forstår mig fulgt ud, mine tanker, følelser. Det er sikkert derfor jeg ikke har spillet så meget, fordi Harry har taget klaverets plads. Den lykke der følger med når Harry er sammen med mig er ubeskrivelig. Fantastisk. Klaveret er bare en dårlig kopi, en kopi  der får mig til at... jeg ved ikke, jeg nyder det bare. Klaveret, Harry. Men indeni er der en lille knude af frygt, hvor der hele tiden, hver dag kommer flere tråde og vikler sig ind i knuden og gør den større. Den knude frygter at det her er for godt til at være sandt. Hele mit liv har jeg kæmpet med tårerne, kæmpet for at komme op af sengen, sætte et smil på, leve. Nu er det så let som at række vejret. Nu føler jeg mig glad og lykkelig nærmest hele tiden. Jeg har kærlighed, fantastiske venner. Selvom det måske ikke betyder så meget for dem, aner de ikke hvor meget de betyder for mig. De har ændret mig, mit liv, min hverdag. De har gjort mig glad. De gør mig glad. De får et smil til at blomstre på mine læber hver dag. Hver dag. Evig eneste hver dag. Hver og en.

Nu flyder det ind med melodier, tekster, sange i mit hoved. Inspireret af dem. Sange til dem. Om dem. Den første er om Harry, så har jeg nogle ideer om dem, os, og Zayn. De er min muse. Af en art... Zayns sang har jeg kaldt "The Dark Secrets". Nok fordi vi lærte hinanden at kende med vores ikke just glade hemmeligheder. Genialt, jeg ved det, men jeg er ret håbløs til at finde på selve  titlen. Jeg er ved at få styr på Harrys sang. Den første sang jeg har gjort glad, lykkelig og fri.

Omkvædet kommer og tempoet sætter sig en takt op. Jeg elsker det. At sidde lænet over et klaver. Bare at slappe af. Mens jeg spiller, glemmer jeg helt alt om Harrys tilstedeværelse ved siden af mig. At han rent faktisk sidder her ved siden af mig og hører det. Hører hans sang. Jeg kommer til et stille sted. Det sted der er mit ynglings. Det hvor jeg nærmest forklare ham at jeg elsker ham. Også selvom jeg ikke synger den del, spiller jeg det, hvilket jeg syns er ligeså godt. Eller dårligt. Hvad man nu siger.

Slutningen nærmer sig, og jeg presser to tangenter ned efterfulgt af tre hurtige efter hinanden.

"Wow," siger Harry og får mig til at smile. Det betyder faktisk meget for mig at han kan lide den. Han kan lide hans sang. "Hvad hedder den?" Spørger han og kører en hånd gennem de perfekte krøller.

"Green Eyes," sagde jeg meget lavt. Ikke fordi jeg var flov, men fordi vi sad meget tæt på hinanden, og han sagtens kunne hører mig, selvom jeg næsten hviskede. "Dine grønne øjne," hviskede jeg så forklarende, og så direkte ind i Harrys intense, grønne øjne. En kildende fornemmelse gik igennem mig, da Harrys hånd forsigtigt aede min arm. Gåsehuden bredte sig over hele min krop. Bogstavelig talt. Et lille, skævt smil bredte sig på Harrys læber. Hans hånd kørt videre op og endte ved mit hoved. Rettere sagt bag mit hoved. Harry pressede blidt mit hoved frem mod hans og pressede sine læber mod mine.

Følelsen af fyrværkeri der susede rundt i min krop, var ubeskrivelig fantastisk. Mine øjne var lukkede af nydelse. Nydelse over endelig at mærke Harrys læber igen.

Jeg elsker ham. Jeg elsker ham. Jeg elsker ham.

Stop. Du kan ikke. Det lige meget. Jeg elsker ham. Det gør jeg, og der er intet at gøre ved det. Et indevendigt suk gjorde mig i dårligere humør. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Hjælpe det. Fjerne det. Jeg elskede ham. Jeg var håb- jeg er håbløst forelsket i ham. Han har stjålet mit hjerte, så  har han bare at blive med det, eller give mig det tilbage.

 

***

 

Dagen var gået umådeligt hurtigt. Harry og jeg har bare... fjantet rundt. Snakket, fjollet, gået rundt i gaderne, spist is, grint, slappet af, set tv, dase, nusse, kysse... Det har- det er en perfekt dag. Nu har vi bare monster travlt på grund af gæsterne kommer om 35 minutter. Mindre end 35 minutter faktisk. Og hvis der var noget jeg hadede var det stress. Jeg fik faktisk sjældent stress, men når jeg gjorde blev jeg en... bitch. Nu tænker i sikkert, slap af det er jo bare Dem. Men det er sidste aften. Måske ser jeg dem aldrig igen, så jeg vil have den skal være perfekt og uforglemmelig. De må ikke glemme så snart de sidder i flyveren og tænke, hvad var det nu hun hed? Melaine? Maddison? Jeg vil have de skal huske mig. Ligesom jeg med garanti vil huske dem. Forskellen er bare at de er specielle. De ændrede mit liv, hvilket jeg med garanti ikke gjorde med deres. Jeg var sikkert bare endnu en pige i flokken. Tanken skaber en klump i min hals og en knude i min hals. Jeg vil ikke bare være endnu en pige. Derfor skal den her aften være perfekt, hyggelig og sjov. Drengene sørger for det sjove, pigerne hyggen så må jeg sørger for det perfekte. Maden skal være perfekt, lejeligheden... Jeg vil have at de hygger sig. har en god aften. Så jeg ikke bare bliver endnu en pige i flokken. Endnu en pige der kan lide dem, elsker dem. Jep jeg elsker dem hver især med en helt speciel kærlighed, designet til hver enkel person. De havde hver især deres egen store plads i mit hjerte. Om de ville det eller ej.

"Slap nu af. De kommer først om tredive minutter," sagde Harry bekymret. Sikkert for den store køkkenkniv jeg havde i hånden og hurtigt pressede ned i auberginen.

"Ja, Harry, tredive minutter! Lav noget fornuftigt, lej nogle film- gud det mangler vi også," vrissede jeg. Som sagt jeg var stresset...

"Ja ja, men vil du ikke nok passe på med den kniv, for min skyld-?" Han lød urolig og bekymret og hvis det ikke var fordi jeg var skide stresset ville jeg have smilet over det og mærke den varme følelse i maven.

"Jeg har ikke ti- Av!" Jeg så ned på det sår som den fine, store kødkniv havde lavet i min finger. Hvorfor brugte jeg også en kødkniv? Den var skarpere...? Nårh ja! Hvorfor? "Shit!" Jeg skyndte mig hen til vasken og tændte for det kolde vand og tog straks min sårede finger ind under. "Av," klynkede jeg.

"Er du okay?" Spurgte Harry bekymret. Jeg kunne mærke at han kom nærmere, så han til sidst var lige bag mig. Han sukkede stille bag mig og fik vendt mig om. "Made," sukkede han. Han studerede kort min sårede finger, så han fik en lille, fin rynke mellem øjebrynene. "Det er ikke så dybt," mumlede han. Han vendte sig om og gik hen imod en kasse der hang på væggen. Den åbnede med et klik da han tog den ned. Da han havde studeret indholdet kort, tog han et plaster op og gik tilbage til mig. Koncentreret tog han plasteret og viklede om min finger. "Sådan," sagde han og kyssede den. Jeg smilte taknemmeligt til ham. "Pas nu på med de knive. Jeg sagde det jo." Det sidste sagde han drillende. Jeg rullede automatisk øjne af ham.

"Jaja."

Gæsterne kom om tyve minutter. Gisp!

"Harry...?" Jeg trak hans navn spørgende ud.

"Mmmmh?" Han så med hævede øjebryn på mig. Hans øjne var kærlige, men han prøvede at holde det skeptiske look.

"Jeg tænkte på-" jeg snurrede en tot hår om min finger. "Om du måske ikke havde lyst til at leje nogle film...?" Spurgte jeg langsomt og lokkende.

"Mmmmmhh, selvfølgelig vil jeg det." Jeg åndede op i et lettet smil. "På én betingelse," sagde han så, så mit smil stivnede. "Et kys," svarede han så. Jeg smilte skævt.

"Jeg ved ikke rigtig..." sagde jeg drillende. Jeg tog små skridt hen mod ham, og lod min hånd flette sig ind i hans krøller, som den elskede. Jeg lænede frem mod Harrys læber, og trykkede mine læber blidt mod hans. Drillende bed jeg ham blidt i læben. Jeg kunne mærke han smilte under kysset. Den sædvanlig varme følelse kom som ingen undtagelse, og kørte vildt i min krop. Den ville have mere. Jeg trak mig fosigtigt væk og bed mig i læben.

"Vil du nu?" Hviskede jeg og fik Harry til at grine. Han nikkede.

"Always." Jeg smilte stort.

"Godt. Skynd dig, de kommer snart." Harry rystede smilende på hovedet af mig.

"Det er jo bare dem," sagde han. Han forstod det heller ikke. Det skulle være godt nok. Ikke bare godt nok. Perfekt. Uforglemmeligt. I hvert fald svært at glemme.

 

***

 

Jeg kunne tydeligt hører at Harry var kommet hjem, da den smækkende dør afslørede ham. Var det virkeligt gået så hurtigt? Var klokken virkelig allerede- shit den var fem i... Moussaka'en havde jeg sat i ovnen, hvor den skulle stå i 45 minutter. Nu skulle velkomst snacksne bare stille frem. Chips, peanuts. Jeg hældte dem op i skåle og stillede dem nede ved sofaen sammen med glassene og drikkevarerne. Bl.a. noget med alkohol. Summersby, Cider, også videre. Ikke meget. Lidt. De skulle jo ikke blive fulde. Det ville være... tja, ikke en del af planen.

"I'm home!" Jeg smilte automatisk af lyden af Harrys stemme. Han smed fem DVD'er på bordet og gik hen og krammede mig bagfra, eftersom jeg stod med ryggen til ham. Han kyssede mit øre, som fik mig til at fnise. Jeg drejede mit hoved, så jeg i det mindste kunne ane halvdellen af Harrys hoved. Hans krøller kildede mit ansigt, så tæt på stod vi. Harry pressede sine bløde læber mod min pande.

En irriterende banken på døren ødelagde vores "moment". Jeg stønnede irriteret, mens Harry grinte af mig. Jeg sendte en grimasse til Harry og gik mukkende hen mod døren.

"Made!" Sagde Louis begejstret da det var ham der stod forrest. Han så mit mukkende ansigt. "Afbrød vi noget?" Spurgte Louis frækt. Hvordan i alverden vidste drengen det? Han grinte, da han så mit forbavsede ansigt.

"Hej Louis," sagde jeg så, da jeg havde fået styr på mig selv. Louis trak mig ind i et bamsekram, som jeg bedst muligt kunne samligne det med. Et stort bamsekram. Den næste som trak mig ind i et kram var Liam, Niall, Danielle, Eleanor og Zayn.

"Zaynie!" hvinede jeg begejstret. Han grinte.

"Made!" Hvinede han så tøset som muligt. Jeg grinte og fjernede mig så han kunne komme ind.

"Wow, her er... rodet op," sagde Niall. Jeg grinte.

"Her bor heller ikke fem drenge," svarede jeg.

"Hentyder du noget?" Spurgte Louis og spillede fornærmet. Jeg daskede ham på armen.

"Har jeg sagt det?" Spurgte jeg drillende og hævede øjenbrynene. Louis kom med en "hrmph" lyd og stak næsen i vejret, før han brød ud i grin med os andre. De fik deres overtøj af, som kun bestod af sko. Danielle som havde båret på en stor, flot buket pæoner gav mig den smilende.

"Den er fra os alle sammen, som tak fordi vi måtte komme," sagde hun smilende. Jeg smilte stort.

"Ej, det skulle i ikke have gjort!" Sagde jeg og trak rørt Danielle ind i et kram. "Hvor er den smuk," sagde jeg. Det var virkeligt sødt af dem. Lyserøde pæoner... de var virkelig smukke. De andre fik også et stort kram, mens de grinte af mig. Hrmph. Ej, det var okay... snøft, snøft. Just kidding. I'm weird now... like always. Just kidding. Maybe not... Yes. No. Yes. Why are we talking English? Maybe because it's that language you speaking normaly. No I don't. Yes you do. No. Yes. No. Stop! I'm talking normaly Danish so some people can understand me. Why are you talking English now if they can't understand you? I don't know... then stop. I will. When? Now! No you don't. Yes I will. No, see? I do, now! If you say so...

"Made...?" Louis knipsede foran mine øjne. Ups! Jeg var vidst lidt... fraværende. Igen. I min mærkelige tankegang. Meget mærkelig. Jep jeg var også meget mærkelig. Især når de andre var her.

"Ja," sagde jeg tåget og en smule forvirret. De andre grinte af mig.

"Hvor var du lige henne?" Spurgte Zayn med et stort smil.

"Jeg tænkte bare," sagde jeg og pillede lidt med kanten af min kjole. Harry fangede mit blik, for den modsatte side af bordet. Han sendte mig et-er-du-okay?-blik. Jeg nikkede og sendte ham et smil. Selvfølgelig var jeg okay. det var bare den tanke som nagede mig. Det her er måske den sidste aften, vi er sammen.

Ikke tænk på det nu. Nu skal du bare nyde det, Made. Jep. Nyd det. Det gjorde jeg også. I den grad. Eller skulle jeg sige gør? Jeg hygger mig trods alt stadig.  Jeg fulgte ikke rigtig med i deres samtale, jeg så bare på de smilende ansigter og på Niall der slugte skålen med chips, for så at gå hen til peanuts'ne. Han måtte da hygge sig. Ik'? Jo. Selvfølgelig måtte han det.

"Gem lidt appetit til maden, Niall," sagde Liam, som var han Nialls far. Danielle fniste og flettede sine fingre ind i Liams. De var så søde... virkelig.

"Hvornår spiser vi?" Spurgte Niall og satte skålen fra sig, som han havde placeret i skødet eftersom det faktisk kun var ham det spiste af dem.

"Om-" jeg så hen mod ovnen. "Kvarter," sluttede jeg så af. Niall fik lys i øjnene og slikkede sig om munden. Han var virkelig kær. Seriøst, han var nuttet. Undskyld, det er måske lidt ondt, men se på ham! Han havde chips-krummer om munden, imens han sad og spiste de rester der var landet på hans bukser. Han var nydeligt klædt på med fine løse bukser, en fin T-shirt og en grå, tynd cardigan. De andre var også nydeligt klædt på. Især Dani og El. Dani havde en fin mørk, meget mørke blå buksedragt, og Eleanor havde en højtaljet nederdel og en kort T-shirt over. T-shirten stoppede der hvor nederdelen startede, så det passede meget godt sammen. De så simpelthen så godt ud alle sammen. Jeg så over på Harry som var igang med at diskuterer noget med Zayn. Han så glad ud. Lykkelig og det fik mig til at smile. Harrys glade ansigt var lyst op i et smil, så hans smilehuller kom frem. Hans grønne øjne så lykkeligt på Zayn. Var det bare mig der misforstod det? Han så glad på Zayn. Hans øjne strålede af glæde. Selvom jeg aldrig nogensinde havde værett god til at tegne noget som helst, fik jeg lyst til at tegne hans ansigt. Hans karaktertræk, hans søde smilehuller, hans grønne øjne, hans vilde, rodede hår, hans ansigt... alt. Han var så perfekt. Det gjorde mig så lykkelig at tænke på at han var... jeg ved det ikke, han var sammen med mig. Et eller andet sted følte jeg at han var... min. Han var min, og jeg var hans. Harrys hoved drejede sig over mod mig, så da han så, at jeg kiggede på ham, smilede han stort til mig og blinkede. En varm, rar fornemmelse lagde sig i min mave. Det her var perfekt. Jeg var sammen med mine syv bedste venner.

En skarp, irriterende, høj lyd ringede højt ud i rummet. Hvor var der brand? Jeg rejste mig hurtigt, forsvarsberedt og med ny energi.

"Hvor brænder det?" Spurgte jeg, så de andre så sjovt på mig og brød ud i grin.  Hvad var det der var så sjovt?

"Hvad?" Spurgte jeg forvirret og lagde armene over kors. Der var ingen der kunne tage sig sammen til at svare mig. Hver gang der var en der fik vejret, brød personen ud i grin igen. Hrmph. Loner-agtigt.

"Hvad?!" Spurgte jeg den her gang højere og irriteret. Noget sagde mig eftersom, de var helt afslappede, at det ikke brændte.

"Det-" Danielle tog en dyb indånding. "Det var æggeuret, søde." Hun grinte igen. "Ikke brandalarmen," gispede hun mellem sine grin.

"Nårh!" De andre kom tilbage til deres lidt mere seriøse-jeg. "Hvorfor er den så høj?" Spurgte jeg så, så de andre så søde som de nu var, brød ud i grin igen.

"Måske så man kan høre den, babe?" Sagde Harry og kyssede mig kort på kinden, før han gik ud mod køkkenet. Mine kinder brændte, og jeg var hundrede på, at der var ild, der hvor hans læber havde ramt min kind.

"Det giver jo god mening," mumlede jeg for mig selv og fulgte efter Harry ud i køkkenet. Moussaka'en som Harry havde taget ud, var let sort i siderene, men perfekt i midten.

"Hrmph! Det er jeres skyld!" Sagde jeg barnligt. Jeg tog to bordskåner, så Harry kunne sætte det varme, store fad på bordet - eller på bordskåneren.

"Vi spiser!" Sang jeg højt, så jeg kunne hører de andre komme hen mod bordet. Hurtigt fandt alle deres plads og satte sig ned, således at Harry og jeg sad overfor hinanden, Niall sad ved siden af mig og overfor Louis, Danielle sad ved siden af Niall og overfor Eleanor, og ved siden af Danielle sad Liam, og Zayn sad for bordenden... Hvis i forstod noget af det...

"Wow, det ser lækkert ud, har i haft travlt?"

"Nej."

"Ja," sagde Harry og jeg i munden på hinanden... akavet og pinligt. "I skulle have set hende, hun var helt oppe og køre." Harry... shut up. Jeg sendte et dræberblik til Harry, og koncentrerede mig ellers bare om servietten, der på lå på mit skød. De andre morede sig rigtigt over det. Eller mig... Snøft snøft... ikke igen...

 

***

 

"Farvel," sagde jeg, inden Louis trak mig ind i et tykt, langt, varmt, hårdt, sørgeligt kram. Følelserne strømmede igennem mig. Jeg var ked af det. Ked af at jeg måske aldrig ville se dem igen. Jeg havde allermest lyst til at  sætte mig ned og græde og så spise en masse kage. Og is! Jeg knugede Louis ind til mig, som ville jeg aldrig give slip. Han måtte ikke gå. De måtte ikke gå. De skulle tidligt op i morgen, så det her var sidste gang jeg så dem. Tårerne samlede sig i mine øjne, men jeg lod dem ikke komme ud. De måtte ikke komme ud. Louis strøg mig blidt over ryggen, der var ikke noget drillende ved det bare trøstende. Det var rart til en forveksling.

"Du må komme og besøge os," sagde Louis. Jeg nikkede, for hvis jeg talte, ville min stemme knække under og være grødet, jeg kendte mig selv for godt til at vide det. Jeg vidste, at jeg aldrig ville komme til at besøge dem. Jeg havde ikke råd. Det her var virkelig det sidste farvel.

"Nu det min tur," sagde Zayn, som den sidste og puffede Louis væk fra mig. Han havde pænt stået og ventet på at de andre skulle have sagt farvel til mig. En varm, våd tåre undslap mine forsøg på at blikke det væk, og trillede ned af min kind efterfuldt af andre. "Hey," sagde Zayn og fjernede mine tårer med sin hånd. "Du kommer og besøger os, ik'? Vi kommer også til USA igen, så besøger vi dig, ok? Det skal nok gå fint." Hans stemme var trøstende, varm, hæs og lav. Zayns arme lagde sig om mig som et beskyttende skjold. Jeg følte mig som en lille pige, som fik sin far til at tjekke om der var monstre i skabet. Jeg lagde min kind ind mod Zayns bryst og lyttede til hans hjerte, der let bankede. Måske kunne det her ser forkert ud, eller som om vi havde noget kørende, men jeg var ligeglad. Ligeglad om ham jeg elskede stod bag mig og så det her, ligeglad om folk måske kunne tro noget forkert. Jeg skulle sige farvel til min bedste ven. For altid. Et hulk forlod mine læber, imens Zayns hånd forsigtigt strøg over mit hår. Jeg ved ikke hvor længe vi stod der, længe nok til min kind var tør og jeg ikke havde flere kræfter. Zayns trøje havde en stor, våd plet, der hvor jeg havde lavet min kind hvile.

"Undskyld," mumlede jeg hæst. Zayn grinede lidt af mig.

"Det gør ikke noget, Maddie," sagde han. Jeg smilede over hans nye kælenavn til mig. Hans pegefinger strøg han henover min kind. Ja, det kan godt være at Zayn og jeg måske var lidt kærlige, men vi havde begge to- Zayn havde kæreste på, jeg vidste ikke hvor Harry og jeg var henne. Men Zayn og mit forhold var specielt, vi lærte hinanden at kende meget hurtigt. Vi lærte hinandens dybeste hemmeligheder at kende hurtigt, vi havde trøstet hinanden, før vi havde kendt hinanden i en uge.

"Zaynie," sagde jeg bare og trak mig ud af Zayns arme, så han kunne komme i seng. Væk fra mig... Tårerne samlede sig igen i mine øjne. Denne her gang var det bare ikke Zayns favn, jeg fandt trøst hos men Harrys. Duften af hans parfume fyldte mine næsebor og fik et lille smil frem på mit ellers triste ansigt.

"Så så," mumlede Harry ud for mit øre. Tag dig sammen Made. Vil du have at det sidste minde, de har om dig, er hvor du står og tuder? Det tænkte jeg nok. Jeg tørrede mine øjne og smilte undskyldende.

"Undskyld," mumlede jeg.

"Det skal du da ikke undskylde for!" Forsikrede de hurtigt. Jeg smilede bare undskyldende og lidt flovt. Okay ret meget flovt.

"Farvel!" Jeg vinkede forsigtigt til dem, da de gik ud af døren. Jeg stoppede ikke med at vinke, før de var helt ude af syne. Harry havde lovet mig at blive her, da han allerede havde pakket. Jeg vendte mig hurtigt ind mod Harry og lod mit ansigt begave ved hans skulder. Han strøg blidt runde bevægelser på min ryg.

"Kom hen i seng," sagde han og valsede mig hen mod sengen. Jeg lagde mig tungt på sengen og lod Harry putte dynen om mig. Han lagde sig selv under den ved siden af mig og trak mig tættere på ham, ind i hans favn. "Luk øjnene," sagde han. Det sidste jeg huskede var Harry der nynnede mig i søvn.

 

--------------------------------------------------------

 

Undskyld ventetiden! Har haft nogle problemer med computeren, og så har jeg haft svært med tid og sådan...:-( Men her har i et langt kapitel:-) Eeeeeeeeelsker jer der stadig læser med! Tak for jeres likes og favoritlisterne! You Guys make me smile! Haha... nårh nu mangler vi kun ét kapitel, og det har jeg skrevet, så det lægger jeg ud, så snart jeg har lagt dette her ud. Håber at i kan lide kapitellet. ÆÆÆÆlsker jer!!!

Det her kapitel er dedikeret til min syge, søde søster ,der har sidste skoledag inmorgen (selvom det ikke er hendes sidste)... nårh men ææææælsker jer!

P.S. undskyld for stave- og kommafejl! Føler mig virkelig ond, når jeg så endelig giver jer et kapitel har jeg ikke engang rettet det! Undskyld. Længe leve dovenhed!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...