Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
4990Visninger
AA

17. Goodbye

Madeleiene synspunkt:

"Godmorgen," mumler Harry, da han ser jeg er vågen. Jeg smiler.

"Godmorgen," siger jeg. Jeg ligger så godt! Harrys arme er så trygge, varme, beskyttende. De er perfekte. Jeg elsker dem. Ham. Jeg elsker Harry utrolig højt. Han er så perfekt. Virkelig. Alt ved ham, hans overbeskyttende side, kærlige side, hans øjne, hans smilehuller, hans krøller, hans tænder, hans smil, hans hud, hans krop, ham. Hans hår er uglet, men det er forståligt nok, hans bryst er nøgent. Min krop er igang med at reagere. Krudt og fyrværkeri kører rundt i min krop. Mit ansigt gør ondt, så meget jeg smiler, men jeg kan ikke lade være, ikke når Harry er her, og ligger nøgen ved siden af mig.

"Jeg e-" siger jeg før jeg stopper mig selv. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sige det til ham. Hvad nu hvis han ikke føler ligesom jeg? Hvad nu hvis han... Nej, jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Han skal hjem idag. Idag. Idag slutter det. Idag slutter den bedste periode i mit liv, og desværre kun en periode. Jeg har ladet dem komme ind i mit liv og vende op og ned på det, bare for at de kan gå igen. Jeg kan ikke bære det. Jeg kan ikke bære, at mit liv skal tilbage til det, det var, før de var her. Tilbage til hverdag. Jeg kan ikke bære, ikke at skulle se Harry igen. Jeg kan ikke... De var blevet en del af min hverdag, mit liv, af mig. De har hver og en en plads i mit hjerte. Og nu rejser de. De tager af sted. Væk. Uden mig. Og Harry ved det ikke engang. Han ved ikke at jeg er håbløst forelsket i ham. Jeg kan ikke fungere ordentligt uden ham. Jeg kan ikke leve normalt. Det kan jeg bare ikke. Jeg har aldrig elsket nogen som Harry. Jeg har aldrig elsket nogen. Ikke på den måde. Aldrig. Uden ham... jeg kan ikke.

"Hvad er der galt?" Spørger Harry uroligt. Jeg tørrer hurtigt den tåre, der smuttede ud af min øjenkrog væk med min hånd. Jeg kan ikke græde. Jeg kan ikke. Harry... Han skal... idag.

"Du... du skal hjem." Min stemme er grødet. Mit hjerte knuger sig sammen i smerte. Smerte over at skulle sige farvel. Sige farvel til det bedste, jeg har haft i mit liv.  Harry forstår straks hvad jeg mener og knuger min hånd. Han tænker lidt.

"Tag med," siger han og tygger lidt på det. Han begynder at smile stort over sin idé. En glæde breder sig i min krop, indtil det går op for mig.

"Det kan jeg ikke Harry. Mit liv er her-" Mit liv er dig, skriger mit hovede. "Mit job, mit hjem," fortsætter jeg og ignorere mit hovede. Mit hjerte bløder. Det føltes som om en hånd står og river det langsomt over.

"Du kan skabe et nyt med mig. Der er massere af jobs i London. Du kan bo hos mig." Håbet i hans stemme vokser. Han vil virkelig have mig med. Men... jeg kan ikke. Jeg kan ikke smide alt jeg har i hænderne og bare flytte med. Jeg kan ikke bare slette mit liv her og starte forfra. Alt jeg har er her. Alt du har er Harry. Nej. Stop!

"Harry..." mumler jeg. Min stemme knækker under. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sige farvel. Min engel, min bedre halvdel er ved at flytte. Jeg kan ikke. Men mit liv er her. Også selvom jeg har lyst til at tage afsted, kan jeg ikke. Det kan jeg bare ikke. Harry kan se det på mig, og alt håbet i hans ansigt forsvinder. Hans ansigt bliver hårdt, og fyldt med... sorg.

"Jeg elsker dig, Made." De tre ord. De tre magiske ord, jeg havde været så i tvivl om han følte, siger han højt. Jeg har lyst til at smile, græde, og skrige af glæde. Han elsker mig! Han elsker mig virkelig som jeg elsker ham! Min krop reagere ikke. Den er bare lammet. Lammet over alle følelserne der skyller over mig. Jeg kan ikke sige noget. Min stemme er for svag. Jeg kan ikke reagere. Jeg kan ikke svare. Harrys mund bliver en smal streg, og hans ansigt bliver hårdt. Jeg svarer ikke. Hvorfor svarer jeg ikke? Hvorfor? Harry rejser sig. Han går væk fra mig. Jeg kan ikke sige noget. Jeg kan ikke. Heller ikke da jeg hører døren smække. Så kan jeg bare ikke.

"Bliv," hvisker jeg. Min stemme er svagere end svag. "Jeg elsker dig, Harry," hvisker jeg. Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg sidder sådan uden at reagere, men min telefon ringer flere gange, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke tage den. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke sige noget. Jeg er tom. Tom for følelser. Smerten er så stor, at den er blevet ubeskrivelig, den er blevet i et med mig, den er blevet... væk. Jeg kan ikke mærke den mere. Jeg reagere først, når det er for sent. Jeg har lyst til at skrige, græde, grine. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke holde det ud, bære den usynlige smerte. Den er værre end, hvis man kunne mærke den. Den er så slem. Jeg skriger. Jeg græder. Jeg griner. Jeg skriger igen. Min hånd strammer sig om noget, min mobil, og uden at tænke over det, kyler jeg den ind i væggen. Der lyder et brag og så falder den på gulvet. Jeg kan ikke sige noget. Min mund er bare åben uden en lyd komme ud. Et lydløst skrig. Harry er væk. Borte. For altid. Jeg gjorde ikke noget. Jeg tog ikke med ham. Hvorfor? Det virker totalt lamt. Hvorfor tog jeg ikke med ham? Hvorfor fanden lod jeg ham gå? Han er mit liv, det bedste der er sket for mig. Han er mig. Han er en del af mig. Det er ubeskriveligt. Han har mit hjerte. Han tog afsted uden at give mig det tilbage. Jeg skal have det tilbage. Jeg kan ikke. Hvad kan du ikke? Han er der måske stadig. Han er der måske...

Uden at tænke over det, tager jeg noget tøj på, der lå øverst i mit skab, jeg tager sko på. Uden at tænke over andet end Harry, løber jeg hen til elevatoren og løber ned i hallen. Jeg lægger ikke mærke til mennskerne der stirre på mig, eller på alle bilerne. Jeg løber bare ud på vejen og skriger:

"TAXI!" Taxaen stopper hårdt op foran mig. Jeg griber chancen og kaster mig ind. Jeg får råbt lufthavnens navn til taxamanden som stirrer på mig. Mit hår er sikkert grimt, jeg ligner noget der er skyllet ud i lokumet. Men jeg er ligeglad, jeg skal bare stoppe Harry. Stoppe ham inden han rejser fra mig med mit hjerte. "Hurtigere!" Skriger jeg, da han kører for langsomt. Heldigvis sætter han farten op, da han fatter at det er alvorligt. Jeg taler slet ikke til ham. Jeg skal bare nå det. Nå at stoppe Harry. Chafføren stopper hårdt op foran den store lufthavn. Jeg springer nærmest ud af døren.

"Miss! Pengende Miss!" Råber han efter mig. Jeg ignorere ham. Kan han ikke se, at jeg har fucking travlt? Jeg har sgu ikke tid til at give ham penge. Jeg har heller ikke nogen penge for dens sags skyld. Jeg styrter ind og ser rundt. Der er fyldt med mennesker, der skal hjem eller ud. Mit blik lander på nogle krøller. Et smil popper op på mit ansigt, og jeg løber imod ham. Han er her! Han er her virkelig! Jeg løber ind i hans favn. Hvorfor krammer han mig ikke? Oh gud. Han elsker mig ikke. Han vil ikke have mig med. Han er ikke glad for at se mig. Jeg ser op på ham, men ser ikke ind i Harrys ansigt, men en fremmed drengs forvirrede ansigt.

"Undskyld!" Udbryder jeg og tager et skridt tilbage. Mine kinder bliver ikke røde, jeg har alt for travlt til det. Min krop går i panik. Hvor er han? Er han væk? Nej. Det kan han ikke være. Ikke uden at han ved, at jeg også elsker ham. Det gør jeg. Jeg elsker ham utroligt højt og inderligt. Jeg vil forlade min by, for at være sammen med ham. Han er blevet mit liv. I hvertfald en stor del af det. Mit blik lander på en dreng med en stribet bluse, seler og hue. Mit hjerte slår et slag over. Hvis Louis er her må Harry også! Jeg løber hen mod Louis, som får øje på mig på vejen. Hans ansigt er fri fra ironi, og har alvorlige folder på.

"Hvor? Hvor er han?" Gisper jeg forpustet. Louis ser alvorligt på mig, og flytter så sit blik på et punkt bag mig. Jeg følger hans blik og det er som om mit hjerte holder op med at slå. Mit blik lander på ham. På ham jeg så ihærdigt har prøvet at jage. På ham som rejser fra mig. På ham som ser på mig med et blik fyldt med overraskelse. På ham som har mig hjerte. På Harry. Hans blik lyser op, og i slowmotion løber jeg hen imod ham og hopper op i hans favn. Mine ben vikler sig desperat fast om hans krop, som ville de aldrig give slip igen. Den her gang får han ikke lyst til at flygte.

"Jeg elsker dig," siger jeg, inden jeg presser mine læber mod hans. Et kys fyldt med så meget kærlighed, lidenskab og savn, at det er ubeskriveligt. Mine arme er viklet om ham. Endelig! Endelig kan jeg mærke hans læber mod mine igen. "Giv mig det," siger jeg, da vi har trukket os fra hinanden. Harry sender mig et forvirret blik. "Giv mig mit hjerte," smiler jeg. Han smiler tilbage.

"Desværre det er ikke til salg," siger han og kysser mig igen. Min krop laver oprør af, at hører hans savnede stemme igen. "Men jeg lover at passe godt på det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...