Broken Hearts - One Direction

Den 18-årige Madeleine Summer bor på et hotelværelse, hun låner af sin ven Carmen. Hun har nogle ar fra fortiden, nogle ar der sidder dybere end hun entlig tror. En dag flytter det brømte band One Direction ind på hotellet. Hun begynder hurtigt at kunne lide dem, men kan de også lide hende? Kommer der nogen kærlige følelser i klemme? Og hvad sker der med Madeleine? Kommer hun nogensinde til at ligge fortiden bag sig?

Please tag godt imod min historie, det er første gang, jeg har lagt en ud. Skriv gerne hvad i syns i kommentarerne både ris og ros:-)

48Likes
31Kommentarer
5024Visninger
AA

6. Feelings

Zayns synspunkt:

Vi fulgte med Madeleine ned i Aftenstuen. Jeg kan se, at hun ikke er så  glad for, at vise os sin musik, men jeg var nysgerrig, hun havde ikke fortalt noget om at hun spillede musik. Problemet var bare, at det var på det her tidspunkt, at alle gæsterne brugte Aftenstuen, som den åbenbart blev kaldt. Made vred nervøst sine hænder. Hvorfor var hun så nervøs? Det var jo ikke ligefrem fordi vi ville smide affald i hoved på hende, eller gøre nar af hende.

"Godt, jeg kan ikke spille, når de er der inde, og specielt ikke synge." Hun bed sig i læben og lød lettet.

"Hvorfor ikke." Louis smilede af hende. Hun hævede sine øjnbryn, og nogle næsten usynlige rynker viste sig.

"Det er slemt nok at jeg skal spille for jer!" Udbrød hun. Jeg blev let irriteret på hende. Hvorfor var hun så nervøs? Det var sødt, men lidt... irritrende. Hun kunne ikke forstå at hun var god. God nok. "Skal vi ikke gå tilbage? Jeg kan spille for jer... senere." Det her sagde hun i et roligere tonefald, men jeg tvivlede på at hun mente det. Hun håbede mest på at vi glemte det og ville slippe. Jeg nikkede.

"Vi kommer tilbage senere, når de forhåbelig er gået i seng." Sagde jeg. Nu skulle jeg så bare huske det, hvilket ikke var særlig svært.

"Det lyder fair." Sagde Niall. Louis surmulede lidt, men fulgte med os andre op. Vi var alle kommet op igen og havde sat os de samme steder. Made så roligere ud nu, ikke helt så nervøs. Det var rart at have snakket med hende, hun var blevet mere åben, sjov og afslappet, jeg tror også hun var glad for at have snakket om det. Men alt det hun har været igennem! Så kan jeg godt forstå, at hun havde været en smule forsigtig. Hun har været stærk. At hendes far skred da hun var lille, hendes søster var død af kræft, og hendes mor havde set ned på hende og så begået selvmord. Alt det var der ingen der skulle leve med, specielt ikke hende. Selv om hendes mor - efter min mening - havde været totalt ond mod hende, elskede Made hende, jeg kunne bare ikke forstå hvorfor. Hendes mor havde jo været en ren bitch overfor hende. På de få dage jeg havde kendt Made og lært hende at kende, har jeg opbygget et slags venskab med hende, jeg kunne godt lide hende. Alt ved hende. Jeg kunne godt lide at hun blev nervøs når man kom til noget følelsesmæssigt, eller spurgte om hendes mening, men var åben og sjov når det ikke havde noget med hende at gøre. Det var noget Louis var god til, at åbne hende op, få hende til at grine, drille, og være lidt ond. Han drillede hende bare, så hun løsnede op. 

"Skal vi lege Truth Or Dare?" Den leg var faktisk ret morsom. Engang havde vi havde fået Louis til, at drikke et glas med cola, ketchup, mayonnaise og remulade. Det var vildt klamt. Han havde næsten også kastet op bag efter. Det var i hvertfald lige ved. Det var en god leg til at grine og lære hinanden bedre at kende, bortset fra at vi drenge oftest tog konsekvens.  

"Jeg er med på den." Sagde jeg.

"Også mig." Sagde Louis.

"Me too." Sagde Niall.

"Okay." Sagde Liam til sidst.

"Jeg er frisk nok." Svarede Made mumlende.

"Hvem starter?" Spurgte Harry og kørte en hånd gennem sine krøller. Jeg overfaldte ham, og gav ham og rodet rundt i hans hånd mens jeg sang.

"Oh little baby Hazza." De andre grinede, selv Made fnes, hvilket fik mig til at smile. Hun havde en rar latter, selvom hun kun fnes. Jeg havde på fornemmelsen at den Made vi havde set idag, ikke ville komme så let frem, men at man skulle lukke op for hende. Hun kendte os trodsalt ikke helt endnu. Endnu.

"Damerne først." Svarede Louis med et grin, efter vi havde sat os på vore pladser.

"Okay... Louis sandhed eller konsekvens?" Spurgte hun Made med en sød, genert stemme.

"Konsekvens." Svarede han uden tøven. Hun tænkte lidt over det, men sagde så til sidst.

"Lav en sang på fem minutter." Hun smilede tilfreds på ham. Han så fortabt ud og rynkede panden.

"På fem minutter?" Hun nikkede hurtigt og bestemt.

"Den behøver ikke at være lang." Sagde hun. Han rejste sig op og hentede noget papir og en kuglepen. Kuglepenen sad først stille på papiret, men begyndte tilsidst at bevæge sig frem ogtilbage op og ned. Den stregede noget ud og skrev videre. Louis sad med et lille smil på læberne, mens han skrev. Hvis jeg kendte ham ret var den sjov, skør, mærkelig, fjollet og måske lidt pevers.

"Drenge, det her bliver vores næste single." Grinede han.

"Nu er der gået fem minutter." Sagde Made ud i det blå.

"Skal jeg synge den?" Hun nikkede. "Okay." Den  var seriøs dårlig. Det var noget om en hund som hed Felicia, og som blev kørt ned af et tog. Jeg kunne ikke lade være med at flække af grin.  Den var virkelig ringe! Som seriøst dårlig! Altså den mærkeligste, dårligste sang ever! Virkelig! Serøst dårlig! Nu var det Louis' tur.

"Godt så Made, sandhed eller konsekvens?"

"Sandhed." Svarede hun.

"Hvem kan du bedst lide i  det her rum?" Hun bed sig i læben og rødmede.

"Hvis du ville vide det Louis, så kan jeg allerbedst lide den flue på væggen." Hun pegde på en brun plet på væggen. Jeg grinte, og hun smilede tilfreds. Louis lavede bare en grimasse af hende. "Ej Louis, jeg kan allerbedst lide Niall. Liam. Harry. Zayn...." Hun trak den ud med vilje. "... Og dig." Han smilede glad.

"Tak, Made." Så var det Made igen.

"Zayn, sandhed eller konsekvens?" Hun så på mig. Overrasket over at hun valgte mig, sagde jeg noget. Et eller andet.

"Øhm," jeg kløede mig i håret. "Konsekvens." Hun tænkte lidt over det.

"Du skal lave telefonfis med... din mor. Hun må ikke vide, at det er dig!" Sagde hun.

"Okay." Nemt nok. Jeg fandt min mobil frem, gik ind under kontakter, sørgede for at hun ikke kunne se at det var fra mig, og ringede.

"Hallo det Patricia." Lyden af min mors varme stemme gjorde mig glad. Sidste jeg snakkede med hende var... for tre dage siden? Fire? I hvertfald for lang tid.

"Hej undskyld, jeg kommer fra pizzariaet, du har bestilt en pizza? Jeg vil bare sige at vi desværre bliver forsinkede." Jeg lavede min stemme om, så man ikke kunne høre, at det var mig.

"Zayn? Er det dig?" Ups!

"Undskyld Ma'am, men jeg kender ingen Zayn. Det her er Peter fra Pizzahut." De andre var ved at flække af grin. Min mors forvirrede stemme lød igen.

"Undskyld Peter, men jeg har ikke bestilt nogen pizza. Ha' en god dag. Farvel." Min mor lagde hurtigt på.

"Er jeg bestået?" Made nikkede med et smil på læberne. Nu var det min tur. Jeg havde allermest lyst til at vælge Made, men det ville være synd for de andre. Så ville det jo være Made konstant.

"Liam sanhed eller konsekvens?"

"Sandhed." Øh, okay. Hmm. Hvad kunne jeg spørge Liam om?

"Har du nogensinde været en utro?" Ja okay undskyld, jeg ved godt det er et røvsygt spørgsmål, men helt ærlig, hvad kunne jeg spørge Liam om? Selvfølgelig har Liam aldrig været utro. Hvad regner jeg med. Han rømmede sig.

"Ja, det har jeg." Say what? Og det siger han først nu! Ja, okay, vi har aldrig spurgt ham. Men var vi ikke dudes, brothers, friends? Ja, jeg har fortalt det meste om mig selv. Bare ikke om det... En knude kom frem i min mave. Vi skulle snart på tourné, så kunne jeg ikke bare bakke ud... Jeg kunne ikke tage hjem. Det kunne jeg bare ikke. Alle vores koncerter. Alle vores fans. Hvis jeg tog hjem til min mor, ville alt det her så være slut? Men hvis det virkelig var alvorligt så ville de ringe, ik'? De ville fortælle mig det. Der var stadig håb. Der var stadig chance for at redde hende. De var igang med kemobehandlingen nu. Hun skulle nok klare den. Det var der mange der gjorde ik'? Det var der. Det var jeg hundrede på. Hun skulle nok klare den. Det var ikke så slemt. Men hvorfor fortæller du ikke drengene det? Spurgte en stemme i mit hovede. Hvorfor spurgte jeg dem ikke bare? De ville forstå mig. Det var også min plan at fortælle dem om det, på den her ferie. Det var meningen at vi skulle slappe af, og bare være sammen på den her ferie. Men hvis jeg fortalte dem det. Fortalte at min mor har fået brystkræft, så ville de støtte mig hundrede procent. Det var jeg ikke i tvivl om. Jeg var i tvivl om, hvad de ville gøre, ville de insistere på, at jeg skulle tage hjem? Og aflyse alle koncerterne, alle de skuffede fans, alle de penge der er blevet lagt i det. Alle velgørenheds formål. Alt ville være spildt, hvis det bare var sådan at min mor blev rask igen lige om lidt. Det kunne være at hun slet ikke var syg. Bare sådan en lille virus og så var hun på benene igen. Alt ville blive godt. Alt skulle blive godt.

"Zayn du er helt væk." Grinte Louis. "Er der noget galt? Aww du savner Perrie." De så alle på mig.

"Øhm undskyld. Hvor kom vi til?" Spurgte jeg. Made så bekymret på mig, men jeg rystede på hovedet af hende. Ikke nu. De andre måtte ikke vide det. De ville ikke kunne forstå mit valg, de ville være sure over, at jeg ikke har sagt noget til dem endnu. Og det kunne jeg godt forstå. Jeg ville også blive sur, hvis Harry foreksempel først fortalte, at hans mor havde brystkræft to uger efter konstanteringen.

"Jeg spurgte dig bare om du ikke ville lave en sang til mig?" Så hun havde forventet at jeg ville vælge konsekvens. Klogt valg.

"Okay, hvis du synger for os." Hun sukkede.

"Det kan man ikke sige! Man skal gøre det. Hvorfor er det overhovede så vigtigt? Jeg har jo sagt, at jeg er tonedøv, fuldstændig. Der er intet at komme efter."

"Det er fordi, at jeg ikke tror på dig." Svarede jeg med et smil. Og så ville jeg høre det, selv hvis det blev dårligt.

"Jeg er ikke sanger." Mumlede hun surt. Jeg grinte.

"Du har fået en sag fra Louis." Forsvrede jeg mig.

"Ja det var fra Louis, om en hund der blev kørt ned."

"Hey! Hvad er der galt med min sang?!" Louis så fronærmet ud men brød så i grin sammen med os andre. Made fnes.

"Made sandhed eller konsekvens?" Spurgte Louis, for at komme videre.

"Konsekvens."

"Godt du skal kysse en." Han smilede til hende på en måde, så hun lavede en grimasse af ham. Vi grinede, hvilket fik hende til at smile. Hun rødmede, lænede sig så frem mod Harry, som sad ved siden af hende, og forsigtigt kyssede hun ham på kinden. Niall piftede af hende, og Liam grinte.

"Uuuuuuh." Sagde Louis. "Det skulle havde været på munden!" Sagde han så højt og skuffet.

"Det sagde du ikke noget om, Romeo." Smilede hun.

"Det snyd!" Han lagde armene over kors. Jeg så på Harry, var det bare mig eller var hans kinder røde? Rødmede han? Det havde han da aldrig gjort før? Havde han noget med Made? Det måtte jeg finde ud af. Et lille stik jeg hurtigt ignorrerede kom frem i min mave.

"Harry sanhed eller konsekvens?" Spurgte Made.

"Konsekvens." Hun smilede ondt og drillende.

"Harry du skal kysse Louis på munden." Hun smilede og så drillende på Louis. Harry rejste sig.

"Kom så, Boo bear!" Han løb overmod Louis og kyssede ham på munden. Et hurtigt trutmunds kys. Intet frækt. Desværre...

"Hævn." Sagde Madeleine. Louis så bare på hende med det populære hævede øjenbryn.

"Er det sådan vi leger?" Hun nikkede. Hvis jeg kendte Louis ret - og det gjorde jeg - så var der krig. En vild krig.

"Made sandhed eller konsekvens?" Made var sikkert bange for hvad konsekvensen indeholdte så hun valgte sandhed.

"Hvad hed din første kæreste?" Hun rødmede.

"Jeg har aldrig haft en." Mumlede hun svagt. Det var åbenbart ikke kun mig der blev  overrasket.

"Hvad!?" Spurgte både Harry, Niall og Louis. Liam var mere forsigtig, han ville ikke træde nogen over tæererne.

"Skal vi ikke lave noget andet?" Made rejste sig op med armene foldet over sit bryst.

"Har du aldrig haft en kærste?" Spurte Niall forsigtigt.

"Nej... De valgte altid Katherine før mig. Selv hvis jeg var forelsket i nogen fik Katherine dem... Hun var alt det jeg ikke var. Sød, smuk, slank, sjov, klog..." Hendes stemme knækkede under, det var tydeligt, at hun var ked af det og ikke kunne lide at snakke om det. Hun havde fortalt mig at hendes søster var perfekt men ikke... det her. Man kunnee tydeligt høre at Katherine var hendes søster. Efter Mades mening perfekte søster, men jeg kunne umuligt forstille mig nogen mere perfekt end Made. Altså Made hun var da... Ligemeget. Jeg kunne ikke tænke sådan her. Det var jo bare venskabelige følelser? Vi var venner. Sådan tænkte venner da om hinanden. Ik'?

"Skal vi se en film?" Spurgte Líam for at lette stemningen. Drengene så bare mærkeligt på hende, hun var jo sød, slank, smuk, klog og sjov. Genert ja, men når hun først løsnede op, var hun varm, sjov og sød. Ligesom hun var idag, i tivoliet. Det var den side jeg godt kunne lide, den side der fik mig til at smile.

 

***

 

Vi havde bestemt os for at se Inception. Vi var allerede langt inde i filmen, da Louis pludselig sagde noget.

"Sover hun?" Jeg kiggede straks over på Made. Hendes hoved var lænet op af sofaen, hendes øjne var lukkede og hendes mund let åben. Hun så fredfyldt ud, sådan som hendes skuldre langsomt hævede og sænkede sig. Hun var smuk.

Filmen sluttede, og drengene begyndte at rydde op.

"Made?" Spurgte jeg forsigtigt, men hun vågnede ikke. Jeg tog hende forsigtig op i mine arme. Forsigtigt lagde jeg hende i min seng, og puttede dynen om hende. Jeg smilte lidt over hende. Det var vist på tide jeg skulle sove på sofaen.

 

Da jeg havde børstet tænder, sagt godnat, og redt op i sofaen; fjernet puder og sådan, lagde jeg mig og lukkede øjnene. Min mor fløj igen op i mine tanker igen. Jeg sukkede og vendte mig. Lang tid efter faldt jeg i søvn.

 

***

 

Min nakke var fuldstændig øm. Jeg åbnede øjnene og rejste mig. Sofaen var ikke den bedste at sove på. Et lille støn forlod mine læber - skal ikke misforstås! Jeg kunne høre nogen mumle, snakke. Personen lød ret oprevet. Forsigtig fulgte jeg lyden ind på mit værelse. Louis og Harry sov tungt så det kunne ikke være dem. Made. Forsigtigt listede jeg hen til hende. Hun vendte sig uroligt om. Hendes - eller min - dyne lå viklet om hendes ben, hendes hår var uglet. Hun havde mareridt. Igen.

"Made." Jeg lod en hånd rokke hende frem og tilbage. Hendes kinder var våde, og det samme var hovedpuden.

"Made." Gentog jeg højere og ruskede mere i hende. Hun åbnede øjnene. Øjne der var fulde af tårer. Øjne der havde set og oplevet så meget smerte. Øjne der så ind i mine. Øjne der får mig til at smile, men ikke nu. Nu er de fulde af vand. Fulde af tåre.

"Det okay," hviskede jeg. "Det var bare en drøm." Jeg lod en finger fjerne en tåre fra hendes kind, og lukkede hende ind i et kram. Hendes våde kind lod hun hvile på min skulder.

"Undskyld," snøftede hun.

"Du skal ikke undskylde," jeg aede hende forsigtigt på ryggen. "Du skal ikke undskylde," gentog jeg mumlende. Hun græd. Ikke vildt, men stille. "Prøv at se om du kan sove," mumlede jeg. Hun nikkede og lagde sig ned. Jeg puttede hende og lagde mig ved siden af hende. Blidt nussede jeg hende på ryggen. Hun lagde sit hovede på mit bryst og lukkede øjnene. Kort efter sov hun.

 

***

 

Der var noget eller nogen ovenpå mig, der bevægede sig. Imod min vilje åbnede jeg øjnene. Lyset skar ubehaligt ind i dem, så der kom dansende sorte pletter.

"Undskyld," mumlede hun.

"Sovet godt?" Spurgte jeg. Hun nikkede, men rødmede så.

"Jeg har sovet ovenpå dig..." Jeg grinte, fordi hun så så lille og sød ud med hendes forsigtige grå øjne, der stirrede ned på noget, der måtte interessere hende. Jeg fulgte hendes blik, men kunne ikke se noget, og så slog det mig. Hun var flov. Jeg rejste mig forsigtigt op og kørte hånden gennem mit hår.

"Er du okay?" Hun nikkede og bed sig i læben. Jeg kiggede på hende. En lille klar tåre lå i hendes øjenkrog og stod i kontrast til hendes læber, der var svagt røde. Hendes mørke, lange hår bølgede ned af skuldrene, og hun kørte hånden igennem det. Hendes grå øjne var triste, og jeg kunne fornemme, hvordan de ikke længere så på det foran hende, men fokuserede på noget andet. Nogle tanker eller minder jeg ikke havde adgang til. Hun sad sådan i flere minutter, og jeg kunne ikke lade være med at studere hende, mens hun var fortabt i en helt anden verden. Det var først, da jeg noterede hendes skuldre, der bevægede sig skælvende op og ned, at jeg vågnede op. Jeg lænede mig hen til hende, hvor flere dråber var kommet til i hendes øjne. Jeg lagde armene om hende og knugede hende tæt ind til mig. Hun var kold, og i det øjeblik ville jeg så gerne have både den indvendige og udvendige kulde ud af hende. Tanken fik mig til at knuge hende tættere ind til mig. Jeg lagde hånden på hendes hoved og nussede hende blidt. Hendes skuldre bevægede sig lidt hurtigere, hvorefter de ligesom faldt sammen i et suk. Hun rev sig langsomt fri af mine arme, og kiggede taknemmeligt på mig inden hendes stemme lød lav og følelsesbetonet i et åndeløst tak. Ingen luft kom ud, det var som om hendes stemme var for svag til at kunne snakke, som om hun frygtede den ville knække, eller jeg ville bede hende tie stille. Jeg holdt hendes blik fast. Det var som om de var opløste i tårer. Jeg kunne kun skimte hende i den flydende grå farve, der mindede mere og mere som en trist regnvejrsdag. Jeg forestillede mig, hvordan hun lå og flød rundt i et hav af følelser i oprør. Hvordan hun måtte søge efter noget af holde fast i for ikke at drukne i fortvivelse.

"Vil du snakke om det?" Hun rystede svagt på hovedet og mumlede endnu et tak, hvorefter hun hurtigt forsvandt ud på toilettet. Jeg var forvirret. Jeg ville så gerne snakke med hende, men jeg forstod også godt, hvorfor hun ikke ville snakke lige nu. Jeg kendte hende godt nok til at vide, hun ikke brød sig om at lægge sine problemer hen på andre. Men hun vidste ikke, at jeg gerne ville hjælpe hende og brændte efter at snakke med hende, og at jeg hungrede efter hendes tillid. Hun kom tilbage. Hun kiggede lidt undskyldende på mig, og da jeg åbnede mine arme som et tegn på, hun skulle komme hen til mig, smilede hun og så et øjeblik lidt forvirret ud, men gik så hen til mig og krammede mig. Sådan sad vi i lidt tid, indtil jeg sagde: "Du ved, jeg er her for dig, ikke?" Hun kiggede spørgerne op på mig, og hendes grå øjne lyste et øjeblik op og fik en snert af lyseblå med stærkere stænk af en mørkere farve. De gnistrede levende, og hun kiggede alvorligt på mig, og det var som om, hendes blik svarede. De sagde alt det, hun ikke selv sagde. De var både varme, sørgmodige og et lille smil sad i dem. De strålede levende, og det spillede et øjeblik i dem, indtil hun nikkede og lagde sit hovede på min skulder. Hendes øjenvipper lagde sig på hendes kind og tørrede blidt en forvilden dråbe. Selvom hendes øjne var lukkede, kunne jeg se dem bevæge sig. Det var et roligt og fredfyldt øjeblik. Tiden var nærmest gået i stå og henlagde os til en tidsløs tilstand, hvor intet var vigtigere end varmen og hinandens tilstedeværelse. En tilstand hvor bekymringer var fejet væk. Solen, stor og klar, lyste og skinnede, men samtidig var intetheden og tomheden dominerende. Jeg var vant til flygtige og tanker, der kæmpede om at stå forrest. Tanker der kom og gik. Men nu var der kun en ro.

Det var rart. Det var rart at hun stolede på mig. Det var rart, at hun var her. Det her var rart. Indtil vi blev afbrudt af ingen mindre end Louis.

"Hva' så turtelduer, sovet godt?" Et drillende smil spillede på Louis læber. Made trak sig hurtigt fra mig. Jeg sukkede, han skulle  også ødelægge alting. Varmen fra hende var væk, duften... Hun rødmede. Små røde pletter kom frem på hendes kinder.

"Der er morgenmad." Han gik ud igen og lukkede døren efter sig. Jeg sukkede. Madeleine var blevet en god ven. Endda en rigtig god ven.

Da vi kom ud i køkkenet, kunne jeg mærke stemningen var god og drillende bemærkninger fløj gennem luften, mens smilene sad på alles ansigter. Jeg kunne ikke lade være med selv at smile, da jeg satte mig. De sendte hinanden blikke, de troede sikkert, at Made og jeg... de var så peverse nogen gange, selvom jeg ikke kunne lade være med at små grine af det. Troede de, at vi havde lavet noget? Liams blik afslørede, at det gjorde de. I hvert fald de andre for han kiggede en smule sjovt på mig. Hans blik var på en gang spørgende og drillende. Hvis selv Liam troede der var ét eller andet, turde jeg ikke helt tænke på de andre. Liam ventede nemlig altid på at høre historien fra personen selv, medmindre der var håndgribelige beviser. Jeg listede mit blik hen på Madeleine, som kiggede på de andre med let røde kinder og et lille smil i øjenene. Hendes hår hang løst om hendes ansigt og krøllede stadig lidt. Jeg kunne mærke Liams blik brænde fra siden og kiggede hurtigt på ham og rystede på hovedet. Liam smilede undrende og kiggede pludselig på Harry, som var usædvanligt stille, men han smilede stadig. Han var travlt optaget af noget. Hans øjne studerede hvert fald noget intenst, og da jeg fulgte hans blik, smilede jeg ubevidst. Selvfølgelig. Jeg kiggede på Liam, og vi fnes begge to og kiggede på Harry, som stadig var helt væk. Vi kiggede på hianden og begyndte grine, og Liam sagde: "Nyder du udsigten Hazza?"

Harry kiggede hurtigt op på os, blev lyserød i hovedet og kiggede irriteret på os, inden han rystede på hovedet og kiggede lidt på mig med et blik, jeg ikke helt kunne tyde. Jeg smilede opmuntrende til ham og skar en sjov grimasse, som fik ham til at grine. Jeg håbede ikke, Harry troede på de andre, for jeg tror, jeg havde en god ide om, hvad han tænkte. Jeg var alligevel lidt splittet og vidste ikke helt, hvad jeg følte om det hele. Noget følte jeg i hvert fald. Jeg begyndte at lægge to og to sammen, og jeg var ret sikker med hensyn til Harry. Jeg smilede glad til ham, selvom han ikke så på mig. Der var dog en følelse, som prikkede til mig, men jeg lagde den hurtigt væk. Harry havde ret til at se på hende, ligesom de andre og jeg havde. Men hvorfor følte jeg så sådan? Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde Harry et eller andet for hende. Han kunne i hvertfald godt lide hende... rigtig godt lide hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...